Tynget af hemmeligheder

[Helene af Suilleaux]

Helene var bange og vred og knust på én og samme tid. Det kogte over igen, som hun nåede bagvæggen med ryggen og Lancelin nærmede sig hende.

"Jeg har ikke gjort andet end at flirte med ham og det gjorde jeg kun, fordi jeg hørte dig tale om din affære! Du er den eneste mand jeg har haft! Selvfølgelig er du det! Jeg er jo ikke idiot. Jeg skulle da være sikker på at det var dit barn!"

[Lancelin af Suilleaux]

Helenes vej blev brat stoppet af bagvæggen, hvilket resulterede i, at lensgreven af Suilleaux blot skulle gå et par enkelte skridt før at de endnu engang stod ganske tæt på hinanden. Hun havde altid haft en tendens til at flygte fra ham, det viste hun allerede inden deres ægteskab. Men selv nu måtte Lancelin indse, at hun stadig havde et behov for at holde ham på afstand. Det kunne man måske heller ikke helt bebrejde hende for med deres samtaleemne.

"Mit barn," gentog Lancelin med et tænksomt blik på hende. Han var stille et kort øjeblik, inden at et sammenbidt støn forlod ham, "Indtil videre er det alligevel ikke lykkedes for os, Helene."

[Helene af Suilleaux]

Helenes hjerte løb afsted og hendes lyse øjne var fæstnet i Lancelins. Hun forsøgte at flygte, men han fik altid fat i hende. Hun mærkede stenene i muren bag sig, hørte pulsen i sine ører og mærkede den varme hånd hun instinktivt lagde over sit spændte mellemgulv.

Hendes øjne stak lidt og hun tog en hørlig indånding.

"Hvad ved du om det?"

[Lancelin af Suilleaux]

Der var stille imellem dem, da Helenes ord blev sagt ud i det halvdunkle værelse. Lancelin kunne nærmest ikke forestille sig, hvad det var, hun sagde. Det kunne umuligt være..

Den ellers så stolte lensgreve fugtede let sine læber og så ud i lokalet. Så rettede han sit blik mod hende igen, alt imens at hans kæbe spændtes en smule.

"Du har ret, hvad ved jeg om det," sagde han lavmælt imellem dem, "Medmindre min hustru har en nyhed, hun ønsker at dele med mig?" Hans blik hvilede sigende i hendes. Det var næsten for godt til at være sandt, hvis hun sagde dét, han inderligt ønskede.

[Helene af Suilleaux]

Helene var ikke lykkelig eller svævende. Hun var bare intimideret og klar til at rulle sig sammen i fosterstilling og græde. Den måde Lancelin omtalte hende på, som den nye hustru, fik det til at vende sig i hende. Pludselig føltes det uendelig ligegyldigt om han havde en affære med hendes kusine eller ej. For ham var hun blot en ny i rækken af hustruer.

Hendes øjne glinsede, før den første tåre faldt ned over en rund kind.

"Jeg ønsker ikke at dele noget som helst med dig, nogensinde igen," svarede hun trodsigt.

[Lancelin af Suilleaux]

<3

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins pande rynkede sig ved synet af tåren mod Helenes kind. Hun var ganske enkelt berørt? Lensgreven løftede sin hånd, men stoppede så i sin bevægelse, tøvende for et kort sekund, inden at han lod den finde hvile mod hendes bløde, sarte kind. Med en tommel tørrede han tåren væk, og til trods for, at dette kærtegn var ganske varm, så var der intet i hans stemmes tone, der virkede sådan.

"Har du glemt, hvad du har lovet mig, min kære?" spurgte han nonchalant, som han betragtede sin tommel mod hendes kind, "Du lovede mig en søn. Som det eneste i dette ægteskab."

[Helene af Suilleaux]

Helene drejede hovedet væk og forsøgte at fjerne Lancelins hånd. Hun ville ikke have ham nær sig, i berøring med sig. Alt hvad han havde ladet som om, det var væk.

"Jeg er gravid," råbte hun i hovedet op ham. "Så stop med at røre ved mig. Lad mig være!"

Hun skubbede for at få ham væk.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik ændrede sig. Det ellers så intimiderende blik slog over i en bekymrende mine, som Helene prøvede at skubbe ham væk fra sig efter sin tilståelse. Men Lancelin var urokkelig. I stedet tog han fat om hendes overarme og førte hende op ad den kolde mur.

"Helene!" hans stemme var højere, i et forsøg på at få hende til at lytte til ham. Hun var hysterisk, intet andet! "Hvorfor har du ikke sagt noget tidligere?"

Hun måtte ikke gå fra ham. Ikke nu. Og som han lænede sig frem prøvede han at fange hendes blik i sit. Så trak han hende ind til sig og holdte hende fast. Tæt ind til sig, i en varm omfavnelse, alt imens at han forsøgte at få hende talt til ro. "Tag det roligt nu.. Du er gravid.. Rolig.."

[Helene af Suilleaux]

Helene ville ikke tage det roligt. Hun kæmpede hårdere, da Lancelin overmandede hende. Hun forsøgte at sparke ham, at komme fri på enhver mulig måde, imens han holdt tættere og tættere fast i hende.

"Slip mig, slip mig, slip mig, dit bæst! Jeg hader dig! Slip mig fri! Hjælp! Hjælp!"

[Lancelin af Suilleaux]

Hun kæmpede imod, bravt og prøvende, hvilket resulterede i, at de sammen stødte mod et lille bord ikke langt fra dem. Dokumenter faldt på gulvet, men intet, der havde af betydning for Lancelin mere end hvad han stod i netop nu.

"Helene!" hans tone var endnu højere, og hans tag om hende blev strammere. Det var næsten umuligt at få hende til at lytte, så Lancelin så ikke anden mulighed.

Han fangede hendes kæbeparti med en hånd. Og med et fast tag førte han hendes kønne ansigt op mod sit. Det hele gik så stærkt, og pludseligt stod de to skikkelser midt i værelset, tæt mod hinanden i et overophedet kys. Deres vejrtrækninger var hævede af kampen mod hinanden, men Lancelin havde ikke i sinde om at give slip på hende. Hverken nu. Eller nogensinde.

[Helene af Suilleaux]

Helene kæmpede og skreg og lyttede ikke til Lancelin. Hun blev kun mere desperat og bange for ham til det punkt, hvor han holdt om hendes hage og tvang sine læber mod hendes.

For ham var det måske et kys. For hende var det et overgreb. Hun bed ham - og ikke på en legende eller sensuel måde.

[Lancelin af Suilleaux]

Okay, måske alligevel nu hvor hun bed. I hvert fald mistede Lancelin fokus, da smerten fra hendes bid mod hans læbe var pludselig.

"Ved Mithras!" udbrød han og gav slip på Helene, som han mistede balancen og gik et par skridt til siden. Hans hånd fandt hvile mod hans læbe, og som han fjernede sine lange fingre faldt synet af blod på dem hans blik.

Hans brystkasse hævede og sænkede sig i dybe stød, som han rettede sit blik mod Helene. Hvad fanden havde hun gang i?

[Helene af Suilleaux]

Helene stod frossen mod muren. Hjertet hamrede i hendes ører. Det var nu hun skulle løbe mod døren, vælte den op og styrte ud. I stedet blev hun stående og stirrede på Lancelin, helt bleg i ansigtet.

Der gik adskillige sekunder, før hun rørte en muskel. Det for at tage en skælvende indånding.

"Nu lytter du til mig," forlangte hun med rystende stemme.

"Jeg har opfyldt den første aftale. Jeg er med barn. Du har ingen grund til at skulle røre mig igen, medmindre det er en pige. Hvis du overvejer at tvinge dig på mig, vil jeg minde dig om hvem min far er." Hun trak stadig vejret lettere stødvist.

[Lancelin af Suilleaux]

Som de fandt deres fodstøtte efter at have stået hver for sig i værelset og fået styr på deres vejrtrækning, valgte Helene at afbryde den sitrende stilhed, der dirrede af energi. Lancelins blik hvilede fast i Helenes, som hun truede ham. Alt omkring disse to var på et splitsekund forandret. På baggrund af en fejltagelse og misfortolkning. Alt sammen grundet anklager om utroskab og, i al hemmelighed, sårede følelser.

Lancelin rettede sig op. Hans blik var køligt mod Helenes som hun sagde sine ord, hvis stædighed og stolthed endnu engang kom til udtryk; det var længe siden, at han havde set denne side af hende, for de kunne begge nok ikke komme udenom, at de sidste par måneder havde været ganske anderledes fra dette. Varmen imellem dem var forsvundet. Tilbage stod de nu med knækket værdighed og kølige tanker.

Han spyttede en enkelt gang til siden mod gulvet. Smagen af blod hvilede i hans mund.
"Nuvel," sagde han tørt og fjernt. Hvis det var det, hun ville. Med en rolighed udåndede han gennem næseborene.

"I så fald, Helene af Suileaux, har De fri mulighed for at gøre hvad De vil. I mellem tiden vil jeg gøre mit." Så vendte den kontrollerede lensgreve ryggen til og gik mod døren med faste skridt. De havde opfyldt deres opgave. En arving ventede, og mere var ikke meningen i dette ægteskab. Det havde de trods alt snakket om for lang tid siden. Ikke sandt?