Tynget af hemmeligheder

[Lancelin af Suilleaux]

Under hele rejsen til Zorete havde det virket anderledes imellem Lancelin og Helene af Suilleaux. Han havde bemærket hendes lettere fraværende blik ud af karatens vinduer, og når rundrejsen havde gjort holdt, de få gange det krævede, havde samtalerne ikke været særlig varme. Der var noget i gære, og lensgreven af Suilleaux havde i sinde, at finde ud af hvad. 

Efter velkomstmiddagen i Zorete's lensborg var folket gået hver til sit. Fyldt op med god mad og alkohol i blodet, virkede de lange, ubekvemte timer på landevejen pludselig som en fjern fortid. Desuden, så havde de fleste nok set frem til at sove i en varm og blød seng igen. 

Lancelin lukkede døren bag dem, som de trådte ind i det tildelte værelse, han og Helene havde fået. Normalt ville de have haft hver deres gemak, men med så mange deltagere på rundrejsen var det ikke altid en mulighed. Og som de stod i værelset stod Lancelin fortsat ved døren og betragtede sin hustru foran sig. 

"Du var så stille under middagen," lød hans stemme roligt. 

[Helene af Suilleaux]

Helene havde lyttet ved døren. Bevares, det var ikke særlig fint af hende, men hun var til gengæld blevet vældig klog af det. Da hun indså at Lancelin og hendes kusine havde haft en affære blev hun både stjernetosset og fuldstændig knust. Hun havde glædet sig til at dele sine nyheder med sin mand. I stedet begravede hun dem i sig selv.

Ved middagen havde hun djævelsk ignoreret ham, ligesom den foregående dag. Så snart hun så sit snit til det, havde hun opsøgt Theuderic af Sangy. Ikke fordi de havde en fortrolighed, men fordi det passede hende. Hun vidste Adelaide Af Zorete havde et ømt punkt for ham, så hun forsøgte sig med en flirt. Hun var ikke helt skamløs, men heller ikke sky.

Nu, som hun var alene med Lancelin, tænkte hun stadig på det. Hun hørte ham knapt, men ordene trængte alligevel igennem, imens hun var i færd med at løsne sit tøj. "Ja," svarede hun simpelt. Han havde jo ikke spurgt om noget. "Jeg er meget træt."

[Lancelin af Suilleaux]

"Træt?" gentog Lancelin, som han vedligeholdte sit blik på sin hustrus ryg. Et støn forlod lensgrevens læber, idet han blot blev mødt af den samme kolde skulder som under middagen. Der var enkelte tidspunkter, hvor Lancelin havde bidt mærke i, at hun ikke havde virket specielt træt denne aften. Sjovt nok var ´trætheden´ forsvundet de gange, Nådigherren af Sangy havde henvendt sig til lensgrevinden af Suilleaux.

En voksende irritation dannede sig i Lancelin, som han blev husket på det. De mørke støvler lød mod trægulvet, som han gik mod sin hustru i færd med sit, og som han nåede hende tog han fat i hendes bare overarm og vendte hende rundt mod sig. Han var træt af, at hun gav ham ryggen.

"Siden vi tog afsted fra Charenoy har du været ligeså kølig som bjergene vi forlod der," lød hans stemme dybt og lavmælt, "Har du noget, at fortælle mig?"

[Helene af Suilleaux]

Helene gispede over hånden, der tvang hende rundt. Hun stirrede op på ham. Hendes kjole sad løst, halvt åben og hun løftede den ene hånd for at holde den oppe, som hendes lyse øjne var fanget i hans. Hans lavmælte stemme var mere nervepirrende end hvis han havde hævet den. Alligevel boblede følelserne i hende over og hun vred sig løs og trådte et skridt bagud.

"Hvis du vil have varme er jeg sikker på, at du kan få det hos min kusine," svarede hun, dybt såret, snarere end rasende.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin mistede grebet, som Helene trak sig fra ham. Han blev stående, rank og stolt, men hans udtryk i ansigtet over hendes ord fremviste forvirring. Hans pande rynkede sig en anelse, som han kneb øjnene sammen.

"Kusine?" bemærkede han om hendes kommentar, og undrede sig yderligere. "Hvem af dem?" hans tone var flabet, som han lagde armene i kors. Var det Adelaide Af Zorete hun talte om? Ganske vist havde Lancelin og Enkefruen af Zorete haft en affære, men den var for længst ovre. Desuden, Helene kunne da umuligt vide..

[Helene af Suilleaux]

Helenes hjerte bankede hurtigt. Hun kunne høre det i sine ører, mærke det i sin brystkasse. Smerten ved det overraskede hende. Hun satte sig tungt ned på sengen med våde øjne.

"Ligger du med mere end en af mine kusiner?"

Hendes stemme lød lidt skinger. Morede han sig? På hendes vegne? Det var ondskabsfuldt. Modbydeligt.

[Lancelin af Suilleaux]

“Helene, hvad taler du om?” Lancelin gik et par skridt imod hende, som hun satte sig på sengen. Han havde ikke forventet, at det var dette her, som samtaleemnet ville vende sig mod. Intet, absolut intet havde tydet på, at det var denne grund, der havde fået Helene til at blive så tavs mod ham. For det første fordi, at Lancelin ikke havde søgt selskab hos andre kvinder på denne rejse, såvel som tiden inden. For det andet, hvordan var hun kommet frem til sådan en konklusion? Der lå mere bag.

Han stillede sig foran hende, som hun sad der på sengen. Rankk som altid. Som en skolelærer foran sin elev. Som en far foran sin datter. Der var ikke meget varme i hans måde at tilgå hende, når man tænlte på hendes forfjamskede tilstand og våde øjne.

“Fortæl mig, hvem der har hvisket til dig om disse rygter.”

[Helene af Suilleaux]

Helene løftede blikket og fik ondt i maven over hans tonefald. Hans stejle måde at møde anklagen. Som om det var hende, der tog fejl. Måske ville løgnen have virket, hvis ikke hun havde hørt det med egne ører.

Hun rykkede sig ind på sengen, væk fra ham, til den anden kant. "Du kan ikke lyve for mig. Jeg hørte det med egne ører. Hørte jer tale om det."

Hendes fingre rystede lidt, som hun lukkede sin kjole igen. "Det eneste jeg ikke forstår er hvorfor? Har jeg ikke gjort alt for at holde din interesse? Ladet dig gøre nøjagtig hvad du ville med mig?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin satte sig på den side af sengekanten, som Helene netop havde fjernet sig på. Så lænede lensgreven sig hen over madrassen, henslængt og holdende sig oppe med en arm, alt imens at han flabet lagde benene i kryds. Som om, at han inderst inde ikke fandt dette emne særlig alvorligt. Måske i bund og grund fordi, at han ikke helt vidste, hvad det var hun snakkede om.

Han skimtede på sin hustru, alt imens at han lyttede til hendes ord. For hver anklage prøvede Lancelin halvhjertet at finde hoved og hale i det hele. Indtil at det gik op for ham, hvem hun måtte mene, det var. Under rundrejsen var der kun en af hendes kusiner, som skilte sig ud, og som han havde ført samtaler med i smug.

"Adelaide," lød hans stemme roligt, som han kom til en erkendelse, "Du tror, at jeg har lagt med Adelaide Af Zorete."

[Helene af Suilleaux]

Helene fik ingen svar på sine spørgsmål. Hun strammede kjolen ind, greb sit hovedlin og fæstnede det lidt sløset. "Jeg tror ingenting, Lancelin. Jeg ved."

Hun gik rundt om sengen, rød i kinderne og ikke helt så tækkelig som hun helst ville være, for at gå udenfor. Det var dog præcis døren hun nærmede sig.

"Jeg vil ikke høre på dine løgne. Jeg sover hos min søster."

Hun anede ikke hvad planen var, men Igraine af Charenoy skulle nok tage hende ind.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin fulgte hende med blikket i al hast på vej mod døren, tydeligvis med ét i tankerne, og det var at efterlade ham der. Det hele gik så hurtigt, at han end ikke fik tid til at bortforklare sig. Derfor rettede han sig i stedet op på sengekanten alt imens at hans hævede stemme lød i soveværelset.

"Helene af Suilleaux, Adelaide og jeg havde en affære før dig!" Hans blik hvilede vredt på Helene. Ville hun have sandheden? Så skulle hun få den. Lancelins tålmodighed overfor sin stædige hustru var ved at slippe op. Og som han rejste sig fra sengekanten og gik hen imod hende, høj og intimiderende, fortsatte han sine ord, "- Men jeg har på intet tidspunkt lagt med hende efter du og jeg."

Som han stoppede op foran Helene ved døren, så han sigende på hende med det blå blik.
"Hvad med dig?" hans stemme var lavmælt som mellemrummet var fjernet, "Hvad ellers tynger dit hjerte, kære? Tro ikke, at jeg så jeres blikke under middagen.."

[Helene af Suilleaux]

Helene lod sig ikke intimidere. Hun havde ikke ladet ham, da han prøvede at få hende til at overgive sig til ham før de blev gift og hun lod ham ikke nu. Han var måske en mægtig mand, men hun var også datter af en Greve og hun var rasende.

Retfærdigvis blev raseriet lidt punkteret af hans svar, der virkede mere ærligt end den tidligere nonchalance. Hun blinkede, før hun rynkede panden.

"Jeg er ikke tynget," svarede hun igen. "Og du skal lade mig gå, nu. Hvis jeg har flirtet med Theuderic af Sangy har det kun været et retfærdigt svar på dine hemmeligheder med min kusine."

[Lancelin af Suilleaux]

Som hun havde sagt sine ord, lød der pludselig et hårdt dunk, da lensgreven tungt lagde en hånd mod døren, de stod ved. Hans blik var fæstnet på hende.

"Vend det ikke om mod mig, Helene.." lød lensgrevens dybe stemme lavmælt, da de stod så tæt mod hinanden, at de ikke behøvede at hæve stemmerne. En elektrisk stemning havde dannet sig på det ellers så stille værelse, og havde det tidligere været anspændt, så var det ikke at sammenligne med dette tidspunkt, som de stod der, ligeså ranke, stolte og stædige overfor hinanden.

"Har du lagt med Theuderic af Sangy ?" 

[Helene af Suilleaux]

Det gibbede svagt i Helene og hun ville ønske at hun var stukket ud af døren imens hun kunne. Et nyt mørke i Lancelins blik fik hende til at krympe sig. Han var langt større og stærkere end hun var og det forhold fremstod lysende klart. Hun sank en klump og tog et skridt bagud. Hendes øjne blev fugtige, men anklagen var så uendelig uretfærdig, at den pustede til vreden under skrækken.

"Nej!" Hun tog en hørlig indånding. "Selvfølgelig har jeg ikke det." Endnu et skridt. Hun lagde en beskyttende hånd over sit mellemgulv. Han måtte ikke skade hende eller det lille liv, der voksede i hende.

[Lancelin af Suilleaux]

Han havde ikke lagt mærke til, hvor hendes slanke fingre fandt hvile. Lancelins sind var mørknet af tanken om, hvad Helene havde foretaget sig bag hans ryg. Så han fulgte per automatik med hende, som hun gik et par skridt bagud tog han et par skridt fremad for at fjerne luften mellem dem.

"Hvad har du så gjort, for at retfærdiggøre din fantasi om, at jeg har skullet finde tilfredsstillelse hos Nådrigfruen af Zorete?" Hans stemme var mørk og tung. Intimiderende. Varmen, som der ellers plejede at være overfor sin hustru, var stort set forsvundet.

"Lagt på knæ for ham, i det mindste?"