Velkommen til dit nye formål

[Richarde af Gustabis]

Til: Cassia Serva
Sted: Richardes families byhus i teaterkvarteret
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Overskyet og med antræk til regn

Der var stille i stuen, hvor Richarde sad henslængt i en god stol gjort blød af skind og et tæppe i grønne farver. De lange ben var placeret på en skammel og kroppen sunket godt ned i stolen. De fleste ville nok sige, at det var en uværdig stilling for en greve, men Richarde kunne ikke være mere ligeglad. Han havde altid haft en forkærlighed for at smide sine lange lemmer i upassende positioner, og herhjemme kunne ingen sige noget til det, ja ud over Flavia på en dårlig dag, men hun var ikke hjemme. Ingen var hjemme. Størstedelen af familien var taget på rundrejse og ud over det tilbageblevne tjenestefolk havde Richarde huset for sig selv. Ganske kedeligt, hvis du spurgte ham, men det gav ham da lidt frihed til at kaste sig over sine personlige fornøjeligheder. Unge kvinder, god mad og bøger.

Det var kun de to ting, der havde lykkedes ham i dag - mad og tid til at læse. Han havde fået en god frokost, og forventede at aftensmaden levede op til kokkens fulde potentiale. Og nu sad han med en bog i mellem hænderne. Efter aftensmaden havde han en aftale ude i byen, men desværre var det med et par gamle tørre mænd fra hoffet, så det var ikke ligefrem noget, han glædede sig til. Pligter. Uf. Selv ikke her så langt væk hjemmefra, kunne han slippe for dem.

Der var noget rumsteren i gården ved tjenesteindgangen, men Richarde lagde ikke rigtigt mærke til det, det måtte tjenestestaben vel have styr på. Et øjeblik efter kom hans livvagt, en mørkhudet mand, han havde haft med fra Gustabis, ind i stuen.
"Tjenestepigen Cassia er ankommet, Deres Højhed." Hans dæmpede stemme gled stuen rundt og Richarde sænkede bogen for at se på ham.
"Allerede? Der kan man se. Send hende endeligt ind. Og bed kokken servere noget for hende bagefter, det må have været en lang rejse." Richarde så efter den store mand, der tavst bukkede og forsvandt ud af døren igen. Derefter løftede han bogen og fortsatte med at lade øjnene glide over de snirklede bogstaver, der beskrev hasneanerne og deres ugudelige levevis. Han havde læst bogen før, men kunne altid more sig over, hvordan geder synes at have en vigtig rolle i deres tilbedelse af de højere magter, de troede på.

[Cassia Serva]

Cassia var selvfølgelig ikke kommet alene til husholdningen og hun havde ingen fornemmelse af, at hun var anderledes end de to mandlige tjenestefolk, der havde taget rejsen med hende på et handelsskib. Da de var ankommet i havnen og blev ført til byhuset var hun også uden den slags tanker, bare træt, udmattet af rejsen, klar til forhåbentlig at kunne få lov til at sove i en rigtig seng et sted, hvor det ikke vippede. Hun så sig alligevel rundt på hele vejen, vågen i dette nye land.

Da de kom til byhuset var der en husholder, der tog imod dem, viste dem deres gemakker, hendes delt med to andre tjenestepiger. Hun fik adgang til et vaskefad, men da hun troede at hun skulle ud i køkkenet for at få lidt mad, blev hun i stedet ført videre ud i huset, indtil hun fik at vide, at Hertugen selv ville byde hende velkommen.

Uforstående, men stille, gik hun ind af den dør, der blev indikeret. Hun foldede hænderne nydeligt foran sig og hørte døren lukke igen bag sig. Hertugen sad i en stol med noget så dyrt og luksuriøst som en bog i sine hænder. Et øjeblik så Cassia på ham, før hun slog blikket ned og klarede halsen let. "Deres Højhed ville se mig," konstaterede hun lavmælt.

[Richarde af Gustabis]

Richarde fordybede sig i sin bog igen, tålmodigt ventende på, at tjenestepigen ville indfinde sig. Et var Flavias lille plan, der var ved at blive ført i værk, og Richarde havde ikke så meget med den at gøre, ud over at godkende, at hun måtte bruge den unge Serva. Emir var helt og holdent Flavias legetøj, det var ikke så ofte, at de to mænd havde noget med hinanden at gøre, og Richarde følte praktisk talt aldrig behov for at kontrollere manden, hans hustru havde sat til at beskytte sig og deres datter. Der var ingen negative følelser imellem dem. At hans egen livvagt og Emir ikke kunne sammen, det måtte de helt selv finde ud af, så længe det ikke gik ud over deres arbejde.

Bogen var åbenbart så interessant, at det var først, da der lød en lille rømmen og en stemme, at det gik op for Richarde, at han ikke længere var alene.
”Åh, Cassia, der var du.” Hertugen gjorde ikke mine til at flytte sig fra sin afslappede stilling, men lukkede dog bogen om en finger, så han havde styr på, hvor han var kommet til. De store brune øjne landede på tjenestepigen og et venligt smil lagde sig på hans ansigt.
”Var det en behagelig rejse? Eller, i det mindste ikke alt for ubehagelig.” Trods en store afstand imellem dem samfundsmæssigt, talte han til hende, som var hun en niece, og han blot en sød onkel. ”Jeg håber ikke, at havluften var for hård ved dig.” Personligt afskyede Richarde at sejle, han blev så syg og dårlig af alt det vippen, så han tog kun et skib til det sydlige af Falanie og red for resten. Han ville hellere have ondt i røven end ikke kunne spise i et par uger.

[Cassia Serva]

Cassia havde tilbragt størstedelen af sit liv i samme husholdning som Hertugen, men huskede alligevel knapt at hun nogensinde havde stået alene foran ham. Det fik hende til at skælve svagt. Det var kendt hvad adelsmænd gjorde ved deres tjenestefolk og hun var af en alder nu.

Distraheret af sin egen uro, var hun lidt langsom til at svare, men rettede sig brat op. "Hans Højhed er meget betænksom," fik hun frem. "Det var en god rejse. Rolig."

Modsat hvad hun følte sig. Hun kunne dog ikke for anden gang lægge op til at han sagde hvad han ville med hende.

[Richarde af Gustabis]

Richardes mørkebrune øjne gled over den unge kvinde, der ingen anelse havde om, hvad der ventede hende. Det var ikke Greven selv, der ville få fornøjelsen af den mørkhudede krop og fyldige læber, men hvis hun ikke allerede var det – Richarde forventede lidt at alle var lige så lidt dydige som ham, og hun var ikke et barn længere – ville hun snart blive gjort til en rigtig kvinde. Af Emir. Trods at Richarde ikke var til mænd, var han ikke blind for nidarianerens tiltrækning. Hun var en heldig kvinde, hun kunne have fået meget værre.
Hans blik så mere end hendes kvindelige former, det bemærkede også, at hun virkede nervøs. Det var ikke uvant, hun var ikke den første tjener, der frygtede magten fra deres arbejdsgiver. At hun var bange for, at han ville tage hende med vold, det faldt ikke Richarde ind, sådan var han jo ikke.

”Det lyder godt.” Han sendte hende et varmt smil, inden han endeligt satte sig ordentligt op.
”Flavia har taget Emir med på rundrejse, så de er her ikke og forventes ikke hjemme i et par måneder endnu. Ind til da indgår du bare i den normale husholdning, hun tog også flere tjenestefolk med sig.” Han rakte ud og tog en silkesnor, han brugte som bogmærke, for at lægge den i bogen. Mens han virkede travlt optaget med det, fortsatte han med at snakke.
”Men jeg kender min hustru, jeg tænker, at hun vil i gang med at planlægge ceremonien så snart, at de er tilbage. Ingen tid spildt.” Han skævede lidt skjult til hende, med et smil, han ikke kunne gemme væk.

[Cassia Serva]

Cassia rynkede panden over informationen om Emir. Selvfølgelig vidste hun hvem han var, for de havde i mange år boet i det samme hus, men det var da hun var et barn endnu, så hun havde dårligt vekslet et ord med ham. Han gjorde hende ganske nervøs, omend ikke ligesom lensherren. Han virkede altid så alvorlig.

Hvad det var hun skulle vente på, imens hun indgik i husholdningen, stod dog uvist hen for hende. Hun så aldeles uforstående ud, da han nævnte en ceremoni og blinkede lidt med øjnene.

"Undskyld... Deres Højhed. Jeg forstår ikke. Hvilken ceremoni? Hvad har den med Mester Schafari at gøre?"

[Richarde af Gustabis]

Det krævede lidt selvkontrol af Richarde, ikke at smile stort, og sikkert en anelse lusket, da hun tydeligvis ikke forstod, hvad det var, han snakkede om. I stedet skød han øjenbrynene lidt op og så foregav at blive overrasket.
”Åh, der er måske ingen, der har fortalt dig grunden til, at du skulle til Levagny?” Han lagde bogen fra sig og rejste sig, stadig mens han så overrasket ud. ”Det troede jeg, at du vidste. Flavia ønsker at se, at du og Emir bliver gift.” Et smil spredte sig endeligt på hans ansigt. Som om at det var helt naturligt, at Cassias fremtid blev afgjort af en anden.

”Hun vil gerne, at I får nogle børn, der kan løfte byrden som familiens livvagter og tro tjenere, når den tid kommer.” Han trådte et skridt nærmere hende, men ikke for tæt på, der var ingen grund til at skræmme hende. ”Og det synes jeg virker som en ganske udmærket plan, det vil være godt at holde på de stærke gener til vores stab, ikke?” Han smilede stadig, venligt og som om, at de gjorde hende en tjeneste.

[Cassia Serva]

Det sortnede for Cassias blik og hun vaklede er skridt bagud og måtte gribe fat om amuletten om sin hals for styrke eller følelsen af styrke. Gift, Emir, børn. Hun så hans strenge ansigt med den lange næse for sig og slap en lavmælt lyd, et klynk, ved tanken om at skulle giftes med ham. Giftes.

Hertugen kom ind i fokus igen med sit tilfredse smil og hendes øjne stak.

"Men det har jeg ikke... Det var der ingen, der fortalte mig," svarede hun spinkelt.

Måske fordi de tænkte hun kunne have fundet på at stikke af, så? At nægte at komme med. I stedet var hun gået som lammet til slagtning.

[Richarde af Gustabis]

Trods Richarde lidt malplacerede morskab over at fortælle Cassia, hvad hendes fremtid skulle bestå af, reagerede han dog med det samme, da hun lignede en, der var ved at besvime. Hurtigt trådte han frem og tog ved hendes arm, klar til at forhindre hende i et alt for ubehageligt møde med gulvet. Hun blev dog heldigvis stående.

Hans udtryk var blevet mere medlidende, en maske han tog på uden at spekulere så meget over det.
”Det var jeg ikke klar over. Hør, vil du ikke sidde lidt ned?” Uden at vente på svar, trak han hende hen til skamlen, han lige havde haft fødderne på, og pressede hende ned at sidde på den. Han ville helst være fri for at hun dejsede om og kom til skade. Det var så besværligt.

”Nu skal du ikke se ud som om, at vi lige har bestilt din henrettelse. Emir er en ganske fin mand, og Flavias ønske sikrer både ham og dig en sikker og evig ansættelse hos os.” Han lagde en opmuntrende hånd på hendes skulder og var allerede ved at smile til hende igen. Han vidste godt, at det var en lortehandel for hende, ud over at Emir var en mand af ære og ville tage sig godt af hende, det var Richarde ikke i tvivl om, men hun kunne da have det så meget værre. Hendes fremtid var sikret nu. Det skulle hun være glad for.

[Cassia Serva]

Cassia sank ned på skamlen uden at ville det rigtig, men også uden kamp. Hendes ben føltes stadig lidt svage og hun rystede.

Emir. En granvoksen mand, som hun kun svagt huskede. Hun så ganske ulykkelig ud, men sagde ikke noget. Blikket stirrede lige ud i luften og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Til sidst hviskede hun et underdanigt "ja, Deres Højhed."

Evig ansættelse. Men evigt tilhørende den farligt udseende vagt. Evigt en krop til at føde børn.

[Richarde af Gustabis]

Egentligt havde Richarde ikke tænkt så langt, at han havde forventet det niveau af ulykkelighed, der var at se i den unge kvindes ansigt. For ham var det en ganske naturlig ting, at folk ikke selv fik lov til at vælge, hvem de skulle giftes med. Ved Triatos, han var selv blevet sat sammen med Flavia, som havde været en ganske køn ung kvinde, men ikke, hvad han selv ville have valgt, hvis han overhovedet ville have valgt nogen. Manglen på frihed ved ægteskab var en helt naturlig ting for de adelige, men som han stod her og så på den ulykkelige Cassia, gik det op for ham, at det måske ikke var så normalt mellem de borgerlige. Eller også kunne virkeligt bare ikke lide Emir, det var selvfølgelig også en mulighed.

Richarde var ikke en hjerteløs mand, selvom man måske godt kunne tro det, og han endte med at sætte sig på hug ved siden af hende, stadig med en hånd på hendes skulder. Hans øjne var blevet lidt milde.
”Hør, jeg ved ikke, hvad du synes om Emir, men han er en ordentlig mand, selvom han virker lidt stiv i det. Han skal nok tage sig godt af dig. Og det er vel næsten alt, hvad man kan forlange, hm?” Han gav hendes skulder et klem.

Efter et øjeblik slog han let ud med den anden hånd.
”Resten kan jeg ikke sige så meget til, der er visse ting i denne verden, der bare skal gøres. Ægteskab og børn og den slags, sådan er det bare.” Han sukkede. Børnene var han glade for, han elskede dem meget højt, men ægteskabet kunne han godt have været foruden. Flavia havde ikke engang været en let kone, selvom det var gået nogenlunde, når de havde fundet en ligevægt ind i mellem.

[Cassia Serva]

Cassia hørte knapt forsikringerne. Det susede lidt for hendes ører og hun klemte øjnene hårdt sammen.

"Undskyld, Deres Højhed." Hun trak en dyb indånding ned i lungerne og åbnede øjnene igen.

"Må jeg godt gå nu?"

Hendes stemme rystede lidt. Hun var bange for at sige noget forkert, men samtidig også vred.

[Richarde af Gustabis]

Richarde lagde hovedet lidt beklagende på skrå, da Cassia spurgte, om hun måtte gå. Ja, det var nok ikke ham, der kunne trøste hende.
”Selvfølgelig, hvis du føler dig sikker nok på benene.” Han slap hende, kom på benene og trådte et skridt tilbage, en hånd fremme som et tilbud om hjælpe til at komme op, hvis hun havde brug for støtten. Hvis ikke, lod han hende gå uden et ord mere, der var vel ikke mere at sige.

Han håbede Flavia havde styr på, hvad hun lavede. Cassia og hendes familie havde været gode tjenere, og Richarde håbede ikke, at dette ville ændre på det.
Efter at have set efter hende, som hun forlod rummet, endte Richarde med at smide sig i stolen igen og vende tilbage til sin læsning. Det var som sådan ikke hans problem, det var hans hustru, der var ved at lege med folks liv, som hun jo altid var så glad for at gøre.

// Out?