Forhandling på fortid

[Adelaide Af Zorete]

Charanoy. Et enkelt stop fra at nå det bundløse hul af skam, elendighed og griskhed også kendt som Zorete. Selvfølgelig var børnene der, det var trods alt noget godt, men de ville også være en klods om benet på hende, når hun skulle smile og virke som om Zorete stadig var hendes hjem. Det havde det aldrig været og ville aldrig blive. Desuden skulle hun holde Gilmyn og hustru samt deres lange, sure blikke ud.

Den kommende fremkomst til netop Zorete havde fået enkefruen af Zorete til at opsøge en gammel ‘ven’ i håbet om at kunne bringe noget med sig til Zorete hun kunne bruge mod dem. Havde hun noget i ærmet ville de lade hende være og hvis idéen gik igennem ville det også give hende mere magt over hendes afdøde mands familie. De ville ikke turde at være fjendske overfor hende eller true med at beholde børnene når hun giftede sig igen.

Lancelin af Suilleaux var den mand, der kunne hjælpe hende med det. Ikke, at hun regnede med at hjælp sad på træerne. Nok var han gift med hendes elskede kusine, men de to, Helene og Lancelin, kunne få noget hun kunne bruge. Og måske hun havde en måde at overtale ham på. Det ville tiden vise. Efter at have holdt øje med lensgreven af Suilleaux havde hun set ham gå afsides den store borg i Charanoy og hun tog et øjeblik før hun fulgte efter. Et grønt område udgjorde en have udenfor borgen og her fandt hun sin gamle flamme. “Vær hilset deres exellence” blikket havde mere end blot varme i dem, men resten var høfligt og efter pigeskolens regler for manerer.

[Lancelin af Suilleaux]

Med ét blev den ranke lensgreves opmærksomhed fanget af den velkendte stemme bag sin ryg, og de ellers så bestemte skridt stoppede op i den store slotshave. Det krævede ikke særlig meget at vide, hvem der befandt sig bag ham, og idet han vendte sig om fangede han derfor også ganske hurtigt øjenkontakten med den kære Adelaide af Zorete.

De havde et par enkelte minder sammen, men trods deres relation havde de ikke haft de store møder under hele rundrejsen. Det var blevet til respektfulde hilsner og diskrete, små samtaler til middagene med hver deres vinglas i hænderne. Altid var der den sammenhæng, at der havde været andre mennesker omkring dem. At de nu stod sådan hér foran hinanden, ganske mutters alene og uforstyrret, virkede næsten forkert. Og hvis han kendte hende godt nok, så var det en bevidst handling og ikke en tilfældighed.

"Nådigfrue af Zorete," hilste Lancelin, og slenterede hende roligt i møde, "Fortæl mig, er De ligeså kvalt af Charanoys murer, som jeg er?" Han trak let i mundvigen, som han stoppede op foran enkefruen. Den kølige nordvind trak let i deres hår.

[Adelaide Af Zorete]

Hænderne foldede sig på ryggen efter hun havde nejet manerligt for lensherren ved samtalens begyndelse. Ryggen var holdt rank og hovedet vippede ikke så blikket ville ramme jorde, men var holdt, så blikke kunne mødes. Adelaide af Zorete var ikke nogen kny eller knejsende kvinde og det havde hun heller ikke tænkt sig at spille blot for at få sin vilje. Sårbar kunne man godt virke for at få medlidenhed, men det var ikke hvad situationen her bød sig til.

En flot og lidenskabelig mand ville Lancelin af Suilleaux altid være, men enkefruen havde ingen intention om at såre sin kusine ved at ligge i med ham igen. En god og interessant samtalepartner kunne man dog stadig bruge ham til. “De skal huske på, at jeg er vant til Zorete, så Charanoys murer er knapt så indelukkende, trods jeg foretrækker den ville, frie natur” og dens planter, men det behøvede han ikke at vide. “Men jeg kan se hvorfor De har den følelse” afsluttede hun.

“Hvordan går det med min kære kusine Helene? Passer De godt på hende?” spurgte hun for at indlede en samtale, der førte i den retning hun nu ønskede det. Sjældent opsøgte hun folk blot var at sniksnakke. Det så hun kun fidus i, hvis det på lang sigt førte hende noget brugbart med sig.

[Lancelin af Suilleaux]

De kunne ikke komme udenom, at de to kendte hinanden yderst godt. De havde en fortid sammen, der havde ført til en affære, og med dette fulgte derfor også kendskabet til hinandens små træk. Lancelin kendte Adelaide godt nok til at vide, at hun såmen ikke kom for at sniksnakke. Ligesom at hun kendte ham godt nok til at vide, at han såmen havde det på samme måde. Det hørte nok mere eller mindre med til de adelige rammer, som de befandt sig i.

Og på baggrund af dette forblev Lancelins træk i mundvigen uberørt. Af respekt lyttede han interesseret til hendes ord, og som han lagde hænderne om på ryggen betragtede han nådigfruen af Zorete med en flabet mine.

"Jeg troede, at De efterhånden kendte mig godt nok til at vide, hvad det svar ville være," sagde han nonchalant og vedligeholdte blikket i hendes, "-- Jeg passer på Dem, der står mig nært."

Da de havde haft deres affære havde Lancelin skam også gjort sit for at passe på Adelaide. Deres affære havde været en kort fornøjelse, bygget på en ualmindelig utæmmelig lyst og lidenskab, men i den korte periode havde de stået hinanden nær. Hvorfor den stoppede var der såmen ikke noget endegyldigt svar på, udover at de begge nok havde indset, at de ikke kunne blive ved.

[Adelaide Af Zorete]

Diskret så hun sig om, for at sikre, at der ikke var risiko for nogen var kommet for tæt på til at høre samtalen. Dog var klipperne svære at se rundt om hjørnet på, så i stedet hold hun sin stemme i en rolig, lav tone uden, at det lød som om hun hviskede. Det var som sådan ikke en hemmelighed, at de to havde haft en affære, men hun havde ikke lige fortalt det til Helene af Suilleaux, både fordi hun måske kunne bruge det til sin egen fordel, men måske også fordi hun ikke havde ønsket at ødelægge sin kusines ægteskabsglæde. Lidt empati havde hun, men kun når det gældte hendes nære familie og hun holdt faktisk meget af sin kusine.

“Det hedder høflighed Deres excellence” drillede hun ham med et sigende blik i øjnene. Med en elegant bevægelse med fødderne drejede hun sig, så hun så udover klippefaldet et stykke fra dem. “Der er ikke en lille ny arving på vej endnu?” spurgte hun, måske for tydeligt, at hun var på vej et bestemt sted hen med samtalen. Derfor vente hun sig også om igen, for at kunne læse hans udtryk, når hun foreslog det hun havde i sinde. “De ved. Vi ankommer snart til Zorete. Mine børn er der allerede og jeg har ikke set dem i stykke tid. De har aldrig været andre steder end Zorete, men jeg havde nu tænkt mig at bringe dem med mig hjem til Levagny” det virkede måske som om hun ikke snakkede om noget rigtigt, men hvert ord, var nøje udvalgt.

[Lancelin af Suilleaux]

Den kølige nordvind bed let i deres kinder efter dens vej fra de høje bjerges tindinger. Udsigten var formidabel og kunne virke overvældende; som de stod der på den kolde græsplæne og kunne betragte dette, virkede alt andet ganske småt.

Lancelin så på Adelaide med et sigende blik. Hendes spørgsmål om en kommende Suilleaux arving havde en bagtanke, som hun ønskede at bringe på bane. Lensgreven stod rank og trak let på skulderen, idet at han hæmningsløst blot kommenterede med et diskret; "Vi gør vores, min kære" Ganske velvidende, at det var et yderst intimt svar.

Som hun fortsatte og forklarede sig, betragtede Lancelin udsigten ud over bjergene. Han kunne føle hendes blik på sig, hungrende efter at se hans reaktion.

"Og hvad vil De have fra mig, Adelaide af Zorete?" lød hans dybe stemme direkte. Selvfølgelig var der en bagtanke bag hendes ord, og han kendte hende godt nok til at vide dette.

Lancelin vendte alt sin opmærksomhed mod den mørkhårede nådigfrue. Hans blå blik fangede hendes uproblematisk.

"Skal jeg sørge for, at Deres børn fragtes sikkert til Levagny? Skal jeg stå foran den kære Gilmyn af Zorete og give mit besyv med hvorfor det er på tide, at han sender sine elskede børnebørn til hovedstaden? De ved ligesom jeg, at Deres private familie anliggende ikke er noget, jeg kan hjælpe Dem med, Adelaide. Både Gilmyn og Lensgreven er Zorete er vigtige samarbejdspartnere for Suilleaux."

[Adelaide Af Zorete]

De brune øjne havde nu fæstet sig på ham uden den mindste intention om at give slip igen. Ikke lige foreløbigt. Nu var de nået til det, det hele handlede om og han skulle se hendes følelser og mærke hvad hun mente. Altså det hun valgte at vise, selvfølgelig. Ægte følelser var alt for sårbare. Sådan var det med Adelaide, hun viste kun folk det hun ville have de skulle se, ikke den rigtige Adelaide af Zorete.

“Det er jeg ikke i tvivl om, at I gør, som de selv nævnte, så kender jeg også dem ganske fint” blikket i øjnene sagde ligeså meget som ordene. Nok var affæren sluttet for længst, men Adelaide lagde ikke skjul på, at der stadig lå noget og lurede mellem dem. Dog ikke noget hun nogensinde lod bringe noget med sig. Hun holdt faktisk af sin kusine og respekterede deres ægteskabsløfter, selvom hun aldrig havde respekteret sine egne.

“Jeg vil have din hjælp” svarede hun med en bevist mere sårbar tone i stemmen. Man kunne da godt overdrive lidt. Nu da han selv bragte det på banen. “De kan faktisk hjælpe mig netop med de anliggender. De kan sikre mine børn et godt liv og derved bringe mig på den gode side af Zorete familien” påpegede hun inden en pause faldt.

“Så hjælp mig med at styrk det bånd yderligere og gør Gilmyn og Lensgreve Gabrien glade. Tænk hvor stærke Suilleaux og Zorete kunne stå med et kommende ægteskab mellem Esclamonde og jeres, helt sikkert, kommende arving” det lød virkelig pladret, men der var noget ægte i det. En mors bøn om et trygt go godt liv for sin datter. Ja, også gjorde det hende mere magtfuld overfor sin svigerfar og hans bror.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik flakkede en anelse i hendes, som han rank stod og lyttede til hendes ord. Hans ansigt lå i alvorlige folder, og de sammenknebne bryn fik en rynke til at danne sig hos den ellers så kontrollerede lensgreve. Der var noget overvejende i hans blå blik, som hun dannede tankerne i hans sind. På den ene side ønskede han gerne at hjælpe Adelaide. Uanset hvor meget han prøvede, så kunne Lancelin af Suilleaux ikke komme udenom, at han havde dannet sig nære følelser for enkefruen under deres affære. På den anden side, så kunne han vel ikke stå og love sin, forhåbentlig, kommende søn væk allerede, med tanke på, at alt politisk og økonomisk kunne nå at ændre sig markant. Suilleaux var af Guldskjolendesbog og Zorete af Kobberskjoldenes, det kunne de ikke komme udenom til trods for, at Zorete bestemt havde en stor status nuværende.

"Helene ville ikke blive begejstret," bemærkede Lancelin lavmælt imellem dem, som han betragtede Adelaide foran sig. De var trods alt kusiner.

Lancelin rettede sig og lod blikket falde ud mod bjergene i horisonten. Hans kæbe spændtes en anelse, som han kom til en erkendelse. "Adelaide, jeg kan ikke komme udenom, at De har en særlig plads hos mig," Det blå blik landede uproblematisk i hendes, "Har De overvejet, at hvis vi aftaler et giftemål imellem vores børn, at vi i perioder ville være nødsaget til at gå op og ned ad hinanden.."

[Adelaide Af Zorete]

Blikket fjernede sig ikke fra adelsmanden foran hende, mens han tydeligvis tænkte forslaget igennem. Enkefruen var bevidst om, at det ikke var det allerbedste aftale for et magtfuldt len som hans, men hun havde tænkt sig at bruge alle tricks i bogen for at overtale ham til at gå med til det. Den mørkhårede kvinde var ikke for fin til at bruge beskidte kneb og hun havde trods alt et par i ærmet, men de skulle bruges på de rette tidspunkter.

“Hvorfor ikke? Jeg er hendes familie, burde hun ikke gerne støtte op om dette?” påpegede den hurtige enkefrue, der ikke havde noget imod at spille på andres følelser for at få det hun ville have. Faktisk anså hun det ikke, som at spille på Helenes følelser eftersom hun netop var familie. “Hun må da kunne se, ligesom jeg, at vi er stærkere hvis vi holder sammen som familie og hjælper hinanden” tonen var rolige, men belagt med den rette mængde følelse, for at få det til at lyde oprigtigt. Der var også en snert af sandhed. Selvfølgelig skulle familie støtte hinanden, men hvis Henri af Migran bad hende om det samme, ville hun have en ganske anden holdning til, hvordan de skulle holde sammen. Udover ham og deres far, ville hun gøre meget for sine søskende og kusiner.

Endelig slap hun Lensgreven med de brune øjne for at skifte blikkets retning ind mod Lenet. Det var ikke meget af det hun kunne se fra bagsiden af bogen, men hun kunne skimte stierne fra borgen til selve lenet derfra. “Lancelin” sukkede hun svagt og søgte ham med blikket atter engang. “Selvom De også har betydet noget for mig engang” hvilket ikke var helt sandt. De havde en seksuel kemi, hun nød, men hun havde indledt forholdet for egen vindings skyld. “Så kan jeg godt overkomme deres nærheden. Hvis det er det bedste for vores børn, kan vi sagtens overkomme et venskab. Vi kommer trods alt aldrig rigtig udenom hinanden alligevel, da de er gift med min kusine, som jeg elsker”

[Lancelin af Suilleaux]

Adelaide havde af alle dage været god med sine ord. Lancelin havde tydeligt hørt hendes overbevisende kommentarer, der bestemt gjorde opmærksom på, at man var stærkest med familien. Der var fordele i det, bestemt, for loyalitet havde en klar betydning for udvikling af en stærk alliance. Men lensgreven af Suilleaux svarede ikke på hendes lokkende ord. I stedet havde han blot set eftertænksomt på hende.

Idet Enkefruen af Zorete lod sit blik søge ud mod horisonten, vedligeholdte Lancelin sit blik på det kønne ansigt. Betragtede hvordan små totter af hendes mørke hår dansede i den kølige nordvind. Imens lyttede han roligt efter, lod hende komme for orde, inden at han let fugtede sine læber.

"Naturligvis," svarede Lancelin, og følte sig en anelse lettet over hendes ord, "Jeg må ærlig indrømme, at Helene er begyndt at få en stor betydning for mig. Jeg er bange for, at hun er ved at.." Lancelin stoppede sig selv. Hun var blevet hans svaghed. Hans blik dalede en anelse, som han sank diskret, "- Men jeg kan ikke komme udenom, at hun er anderledes end Dem. Blot nitten og så.. skrøbelig."

[Adelaide Af Zorete]

Adelaide brød sig ikke om de ord, der kom fra den lidt ældre lensherre. Helene havde virkelig fået et godt tag på ham og hun fik en fornemmelse af, at deres forhold var langt mere seriøst end hendes eget havde været med Lancelin. Dejligt for Helene, men det havde virkelig været godt for Adelaide selv at lande så magtfuld en lensherre. Nu havde hun dog en anden på krogen og Lancelin kunne bruges til andet end sjov. Måske hun i virkeligheden burde have haft denne samtale med kusinen, hvis hun havde lært noget om at være sammen med en magtfuld mand, kunne hun måske bedre have overtalt Lancelin til at føje Adelaides ønske. Problemet var bare, at enkefruen ikke var så god til at manipulere sin kusine. Hun holdt for meget af hende.

“Skrøbelig? Jeg troede de kendte hende godt. Helene er knapt så skrøbelig som hun virker” det var halvt sandhed drysset med en anelse overdrivelse. De følgende ord bekræftede hende i den anelse enkefruen havde haft om, at lensherren virkelig havde følelser for hende yngre kusine. “Hun ønsker vel det bedste for sin familie, ligesom jeg selv gør?” påpegede hun med et næsten uskyldigt udtryk i øjnene. “Desuden er de manden Lancelin, hvis de mener det er en god alliance at have, kan de vel sagtens vise hende det med fornuft?” hun lod blikket falde tilbage mod horisonten og prøvede at fortrænge tanken om, at de snart ville stå i Zorete. Verdenens hul. Hun nærmede ham sig til de stod tæt på hinanden, men ikke tæt nok til, at det var ubehøvlet. Ikke i Adelaides verden. “Mon ikke du godt kan overtale hende, hvis hun betyder så meget for dig, vil hun sikkert gerne være fri for at kende til forholdet du havde med hendes kusine, hvilken fortid du har med hendes kusine” hun havde skiftet tiltalen i det hun var kommet tættere på.

[Lancelin af Suilleaux]

Adelaide havde trods alt ret i mange af sine ord. Hun var en mester med ordene, det havde lensgreven trods alt erfaret. Hvis hun kendte til hans svaghed om Helene, så var han sikker på, at hun kunne fordreje sine ord så mageligt til hendes fordel ganske nemt. Det blev da også bevist, da hun pludselig valgte at forsætte sine tanker imellem dem. Som hun trådte tættere på, rettede Lancelin per automatik sit let flakkende blik i hendes. Stædigt blev han stående på sin plads uden at rykke på sig; nok nærmere rankede han ubevidst en smule yderligere op i den ellers så allerede stolte ryg. Mellemrummet imellem dem var mindsket, og de stod nu så tæt at de kunne tale lavmælt.

En rynke i lensgrevens pande dannede sig, da Nådigfruen af Zoerete  lagde et dilemma på bordet, som lensgreven end ikke havde overvejet.

"At vi to har delt seng kommer ikke Helene ved, Adelaide," sagde han bestemt med blikket fast i hendes. Med to lange fingre førte han roligt en tot af hendes mørke hår, der var sluppet fri i den kølige nordvind, om bag øret.
"- uanset om vi kommer til enighed om, at vores børn skal stå foran alteret sammen eller ej." Hvis der var én ting, som Lancelin var sikker på, så var det at bevare kontrollen overfor Adelaide, selvom at hun gjorde det uimodståelig svært.

Lancelin fjernede sin hånd. "Lad mig tænke over det. Men vores fortid må forblive en hemmelighed." Så lænede han sig let frem, med hænderne respektfuldt på ryggen, og gav hende et tilforladeligt kys på den blege kind.

"Nådigfrue," hilste han farvel med et let buk i nakken og en fast øjenkontakt, inden at forlod græsplænen med lange skridt.

/Lukket?