Skyggen og narren

[Esther Skyggebarn]

Fabrice Vejfarer

Esther havde efterhånden levet i byen i en måned, måske 2, hvem talte rigtig efter? Hun gjorde ikke. Hun vidste kun at hun igen var ved at løbe tør for penge og nok snart burde anskaffe sig et job, der kunne give hende nogle skillinger på lommen. Der måtte da være nogen i denne gudsforladte by, der havde brug for at skaffe sig af med en, få skygget en eller på anden vis kunne have brug for hendes evner. Hvad skulle hun næsten ellers? Jo hun kunne da stjæle, men det var også bare lidt den simple levevej. Hun ville gerne mere. ville gerne mærke at hun levede.

Med dette i tankerne, trådte hun dog ind i krostuen, hvor hun fandt et tilpas afsidigt hjørne, som hun tog plads i. Godt tilbagelænet i stolen stødte hun imod bordpladen med den ene støvle, så benet blev bøjet, alt imens hun lod den ene arm hænge over stoleryggen På den måde fik hun en afslappet siddestilling, der fortalte omverdenen at hun ikke var ude på sjov denne aften.

[Fabrice Vejfarer]

Egentligt havde Fabrice været på vej ud af byen, men han var stødt ind i én, han kendte, og som faktisk var glad for at se ham. Så det blev lige til et par dage mere, hvor de udvekslede nyheder og tips. Og drak sig fulde. Sove den ud og startede forfra. Vennen, Herkles, havde penge nok på lommen, og han var i godt humør, så det var ikke meget, Fabrice selv skulle betale for i de dage.

Herkles havde erklæret, at han havde lyst til kællinger, og selvom Fabrice helst ikke ville i nærheden af noget som helst, der havde med Tyvekongen og hans hof at gøre, var det alligevel lykkedes vennen at slæbe ham med på Den Tørstige Hat. Det var jo ikke Tyvekongens eget tilholdssted, man kunne højest støde på hans bror, og alle vidste jo alligevel, at så længe man behandlede kællingerne derinde pænt, så var der sjældent problemer. Ikke?!

Og lidt bagstiv havde Fabrice været nemmere at overtale, så nu stod han så her, midt i Hattens krostue, med et krus i hånden og en ven, der allerede forladt ham for en hore. Nå ja, sådan kunne det jo gå. Måske han kunne finde én selv. Selvom det med penge kneb lidt. Og de fleste sagde nej tak, når de kom ind for en meter af ham, han duftede ikke ligefrem af roser. Han burde nok have overvejet en form for afvaskning, inden han trådte ind ad døren, men det var ligesom for sent nu.

De blå øjne, der svagt afslørede, at den havde stået på druk i et par dage, gled over krostuen, der var halvvejs fyldt op. Der ville nok komme flere senere på aftenen, mon ikke?
Hans blik faldt på en kvinde, der meget demonstrativt sad på en stol og så ud som om, at hun absolut ikke havde lyst til at snakke med nogen. Så han traskede selvfølgelig over og satte sig på en stol ved samme bord, som han lænede sig afslappet ind over med en albue på bordet og en kind i hånden.
”Du ligner ikke en, der fisker efter kunder,” sagde han ligeud og blinkede til hende.