Et skrøbeligt øjeblik

[Raphael Maler]

Det mørke kul blev kontrolleret og med præcise strøg ført hen over det gråhvide papir. Jo flere streger den mørkehårede Raphael Maler koncentreret tilføjede, desto tydeligere blev motivet. Hans erfarenhed fik det til at se let ud, til trods for at de tilfældige, henkastede streger havde hver deres bestemte mening. Koncentrationen fik ham ind i en anden verden. Det mørke hår bevægede sig i den kølige luft fra Charenoys bjerge, men alligevel, her, siddende på en skråning tæt på de varme kilder, føltes luften ikke specielt koldt. 

Turen til Charenoy havde været lang. Der var tidspunkter på denne rundrejse, at Raphael havde stillet spørgsmål til sin gøren. Jo, det gav gode penge at være ansat af den royale familie til at portrættere rejsen. Men længslen og savnet til familien voksede for hver dag. Selv ikke her, omringet af Charenoys skønne omgivelser, kunne han slippe tanken.

Hans tre piger poppede frem på nethinden, og Raphael mistede brat sit fokus, der fik ham til at stoppe midt i et strøg. "Tag dig sammen, Raphael. Det her er for dem.." mumlede han for sig selv, idet at han tog sig til øjnene af træthed. Og som han fjernede hånden igen og løftede blikket mod de varme, turkis farvede kilder længere fremme, så han til sin overraskelse synet af den unge Jacquetta af Bonville yndige silhuet bevæge sig ned mod vandet, tydeligvis uvidende om hans tilstedeværelse. 

[Jacquetta af Bonville]

Der var vagter i nærheden af kilden, klar til at gribe ind, hvis nogen af de unge kvinder gav lyd fra sig, men indtil det skete var de alle ladt alene. De fleste havde valgt det største bassin, hvor vandet brusede ned fra et lille vandfald, men Jacquetta holdt sig lidt i baggrunden og havde valgt det sidste bassin, der kun fik vand fra undergrunden.

Hun var ikke nøgen, men klædt i en ufarvet særk, der bølgende lidt om hende, som hun sank ned i vandet, men begyndte at klæbe, da først den blev våd. Hendes hår, fri af hovedlin og tørklæder, blev helt vådt og trukket ned i sin fulde længde. Hun nød at vaske sig, nød følelsen af renhed.

Inden hun havde set sig om, var de andre piger på vej væk for at tørre i nærheden. Hun var alene, flydende på ryggen med lukkede øjne. Hun kunne høre sit eget hjerte banke i ørerne og vidste at hun burde følge med de andre, men der var så fredfyldt i vandet.

[Raphael Maler]

En anelse betaget af den yndige komtesse, glemte Raphael alt om tid og sted. Om etikette og situationsfornemmelse. For som de andre kvinder ligeså stille forlod de varme kilder, rømmede Raphael sig tilbage til virkeligheden. En anelse befippet over sin pludselige betagelse, der fik ham til at tabe tingene fra sig. Det eneste kul, han havde tilbage på denne tur, rullede ned ad skråningen mod de varme kilder. Ikke nok med, at det var det eneste kul tilbage, så havde den også en bestemt retning mod den komtesse, han havde stirret lidt for længe på. Så hurtigt var maleren på fødderne og fulgte efter, så hurtigt han kunne uden at miste fodfæstet.

Sådan. Kullet stoppede i mellem stenene. Og som han rakte ned og ud efter det, løftede han tilfældigvis blikket, og så til sin store ærgrelse direkte op på den unge Jacquetta af Tardigy.

"Nådigfrøken," lød han hæst, som han rettede sig i ryggen og kort kæmpede desperat med at holde kul og papir i hænderne da det var ved at glide fra ham, "Jeg beklager, jeg har ikke set på Dem særlig længe, De.." Han stoppede sig selv, "Nej, hør, det lød helt forkert."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta hørte en lyd og rettede sig op, så hun kom ned i vandet med fødderne og kunne vende sig efter lyden. Hun gispede, da hun fik øje på en mørkhåret mand, alt for tæt på. Et skridt fik hende bagud og til det dybeste punkt i kilden, hvor vandet gik hende til lige over navlen. Hun overvejede om hun mon kunne få fat i en sten til at forsvare sig. Hendes hjerte bankede, da han talte.

Så gled hendes blik ned til kulstiften i hans hånd og noget stemte ikke overens. Han lignede ikke en farlig landstryger. Han var velplejet, flot, pænt klædt. Hun sank en klump.

"Hvem er De? Hvad... Hvad vil De?"

[Raphael Maler]

Raphael rettede sig helt, og som han holdte en hånd foran sig prøvede han så vidt muligt at vise den unge komtesse, at han intet ville gøre hende. Hun behøvede ikke at flygte. Hun behøvede ikke, at frygte ham. For Raphael var det såmen også for at sikre hende, at hun ikke skulle være bange. Men inderst inde var der ligeledes en snert af bekymring for maleren selv; en bekymring for at miste hende. Den unge komtesse var et syn for Guderne. Som nogen Raphael aldrig nogensinde havde set før. Der var en skrøbelighed over hende. Som at finde en lilje imellem tjørnebuske. Ved Mithras, hvorfor var han så betaget?

"Mit navn er Raphael.. Jeg er maler. For kongefamilien under rundrejsen." sagde han roligt og forsigtigt, som var hun et dådyr der kunne finde på at flygte. Han sank en anelse, lydløst og overvejende for sine ord.

"Ser De, de har bedt mig om at skitsere hele rejsen i form af tegninger og malerier, så jeg sad dér, og--" Raphael vendte sig om og pegede mod den lille afsats, han havde siddet ved. Men i den hurtige bevægelse fløj et stykke dokument fra ham. Den dansede i luften og landede stille i vandet foran den unge komtesse. Stregerne blev vasket en anelse ud og papiret blev mørkere som vandet tog over, men tydeligt var det at se den kvindelige figur med dens kvindelige former, det bølgende hår og de fine linjer skitseret; linjer, der kun kunne ligne den unge komtesses.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta lyttede tryllebundet. Hun havde ingen grund til ikke at tro på ham. En maler. En maler med en kulstift og en hyre. Det lød frygtelig interessant og hun forestillede sig levende hvordan det liv måtte være, før pergamentet svævede i vinden. Som ved magi, landede det foran hende. Hun så det vædes, så skitsen, det store hår. Så gispede hun lavt og sank ned i vandet, ganske varm i kinderne.

"De har malet mig. Nøgen." Hun stirrede op på ham fra vandspejlet. "Hvorfor har De gjort det?"

[Raphael Maler]

Raphael mærkede en knude danne sig i hans hals. Et kort øjeblik stod han med halvåben mund og prøvede at få dannet sig nogle ord, men de sad fast. Han kunne ikke lyve. Noget i ham, holdte ham fra det, for af en eller anden mærkværdig grund var det som om, at sandheden sørgede for, at han ikke kunne stikke af fra det. Der var ingen anden mulighed end at sige sandheden.

"Min fantasi løb af med mig fordi De er--" han rettede sig en anelse i ryggen, "-- fuldstændig, ualmindelig smuk."

Det var en mærkværdig følelse, at blive så betaget. Som havde han ikke set nogen smukkere.

[Jacquetta af Bonville]

Hun var ikke nøgen, men det havde hun været i hans pennestrøg, hans tanker. Stoffet havde klæbet til hendes former, imens han sad og betragtede hende. Hun var ganske hed i kinderne, som hun gemte sig under vandet og så på ham.

"Hvad ville De have gjort med skitsen, hvis ikke De blev opdaget, Mester Raphael?"

[Raphael Maler]

Hans kæbe spændtes over at blive sat i denne situation. Hvad mon ikke hun troede om ham nu? I hendes øjne var han højst sandsynligt en perv. Måske endda den største i hele Falanie? Tænk sig, at sidde der på en afsats og tegne badende kvinder, og endda gå så vidt, at fjerne deres tøj i fantasien?

"Nådigfrøken af Tardigy," Raphaels blik fastholdte hendes, til trods for akavetheden. Han ville dog stå med rank ryg, for han skammede sig ikke over, at finde hende så smuk; han havde ment hver eneste ord.

"Det ville ikke være kommet længere end til mine skitser. Ingen andre ville se det."

[Jacquetta af Bonville]

Han vidste hvem hun var? Jacquetta spærrede øjnene op igen, som hun så ind i hans, mørke og dybe. Hun blinkede chokeret, selvom hun også lyttede til hans forsikring.

"Hvordan ved De hvem jeg er?"

Hun sank en klump. Sank dybere ned i vandet og håbede lidt på at mærke en sten, som hun kunne tage fat i.

[Raphael Maler]

Raphael rømmede sig en anelse. Hvordan ville hun mon tage hans ord? Skulle han lyve eller gå med sandheden? Han var stille for en kort stund inden at han med et forsigtigt støn og et træk i mundvigen tydede til ord.

"Med al respekt, Nådigfrøken Tardigy, hvem ved ikke, hvem De er?" startede han forsigtigt. Hans blik dalede en anelse, inden at han endnu engang skimtede på Jaquetta, der var sunket længere ned i vandet. Som for at skjule sig fra ham. Han måtte overveje sine ord for ikke at skræmme hende yderligere. Som var hun en nymfe fra et eventyr, der ved et tilfælde var blevet opdaget.

"De er kendt for Deres smukke udseende.." Raphael betragtede hende med en panderynken, og hans tone i stemmen var alvorlig, "Så skrøbelig. Som at se den første vintergække skyde gennem sneen en frostkold morgen. Der er noget over Dem, der gør Dem til det perfekte.." Med ét stoppede Raphael sig selv, som det gik op for ham, hvor meget han plaprede løs.

"Om forladelse, De må se mig som en galning."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så ham ganske rigtigt som en galning, men samtidig var der noget ved hans ord, som gjorde hende elektrisk. Han var ikke gået efter hende ud i vandet og hans beskrivelse af hende lød ikke som noget hun nogensinde havde hørt før. Hun så sig selv gennem hans øjne og rødmede dybere. Imod hendes bedste fornemmelser, nøjedes hun ikke med at bekræfte ham i hans antagelse eller råbe på hjælp.

"... Det perfekte hvad?"

Offer?