Forlovelsesgave til prinsen

[Caspian af Vigny]

Rejsedagen havde været lang og hård. Caspian havde kedet sig frygteligt inde i vognen, træt af at lytte til sin moders endeløse plapren om hans pligter og ansvar. Oveni det var han stadig bitter over sin nylige forlovelse med kusinen Simmonete af Vigny . Han trængte mildt sagt til at få sig en ordentlig brandert i godt selskab. Og som eftermiddagen gik på hæld, og hele det rejsende selskab slog lejr, fik han en idé. En ganske fremragende idé.

*

Det skulle nok blive en fornøjelig aften. I hvert fald for en helt bestemt prins - det havde Caspian nu sørget for, som den gode fætter han var.

En let regn bankede blidt på teltdugen og dæmpede for de puslende lyde udefra. Stearinlys oplyste det fornemme telt, som Caspian overnattede i. Der var både en behagelig seng og lille bord med tilhørende bløde lænestole, som netop nu var besat af prins Elyot af Falanie og Caspian. En tjener stod klar med en flaske vin i hånden.

”Nå, kære fætter. Så er der kun et par dage til den store dag. Er du klar til at møde Hasneaneren, du skal tilbringe resten af dit liv med?” stak Caspian, efter han havde sørget for at tjeneren fyldte deres glas op med dyr (ufortyndet, selvfølgelig) vin. Han vidste udmærket godt, hvor utilfreds Elyot var med situationen, og han kunne ikke benægte, at det føltes godt at stikke lidt til nogen i samme båd for at afreagere over sine egne frustrationer.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde fået overtalt sig til en friaften efter at have slidt i det hos Philippe af Neaune og tænkte ikke fornuftigt på morgendagen, som stod på mere væbnerarbejde. I stedet var han på vej gennem sit første glas rødvin med faretruende fart.

Han så op fra det for at sende et dræberblik mod fætteren. "Mmh," svarede han. "Min lykke vil ingen ende tage," drævede han.

[Caspian af Vigny]

Caspian sugede dræberblikket til sig med en fornøjet mine. Der fandtes få ting mere fornøjeligt end at tirre prinsen; dybest set fordi det gav afløb for frustrationen over, at det kunne have været Caspian, der en dag ville sidde på tronen med en krone på hovedet frem for fætteren.

”Du er kongesøn,” påpegede han roligt. ”Hvis Hasneaneren ikke opfører sig, som du ønsker, straffer du hende. Hendes eneste pligt er at sprede benene for dig og føde dig sønner. Ellers kan du fortsætte dit liv, som du hidtil har gjort.” Han tog en stor slurk af vinen. Nød hvordan den brusede gennem årerne og løsnede tungen.
Det skulle nok blive en fornøjelig aften.

[Elyot af Falanie]

Elyot bed tænderne lidt sammen over italesættelsen. Ganske vist var han langt fra klar til at blive gift, men det meste af hans barndom havde hans forældre modelleret et noget mere spiseligt billede på et ægteskab. Der havde været varme mellem Belthair og Orielle af Falanie. Han undlod at tænke på at han ikke havde set den samme varme siden han kom hjem fra Neaune.

"Måske," svarede han alligevel tøvende. Han ønskede sig mere, selvom han ikke vidste om han kunne give det, hvis Frieda af Hasnea virkelig var en trold, som beskrevet.

"Der er jo også længe til at det bliver en realitet. Modsat dig og Simmonete af Vigny, går jeg ud fra?"

[Caspian af Vigny]

Hvis Caspian havde kendt til Elyots naive forhåbninger, havde han nok vredet sig på gulvet af grin. Lykkelige ægteskaber med oprigtig kærlighed var lige så sjældne som en hore fra slumkvarteret uden kønssygdom. Han havde aldrig selv haft forhåbninger om den slags – primært fordi samfundet ikke tillod lykke for en mand med hans tilbøjeligheder.

Smilet blev hurtigt tørret af Caspians fjæs ved påmindelsen om hans eget ægteskab, og pludselig lignede han til forveksling kongesønnen. Han lagde ansigtet i neutrale folder. ”Moder og fader ønsker det ske inden midvinter,” svarede han. Irritationen gned sig ind i stemmen som småsten i en sko.

Så lagde han albuen på stolelænet og lænede han sig konspiratorisk ind mod Elyot.
”Hvis du vil have mit råd, fætter, så hør. Kvinder sanser svaghed, som ulve dufter blod. Lad dem aldrig få overhånd. Vis aldrig dine følelser, så vil de gå efter din strube og trække dig rundt med en hånd om dine royale nosser. Medmindre du er til den slags, selvfølgelig.” Han blinkede skælmsk til Elyot.

[Elyot af Falanie]

Elyot kunne sagtens forstå beslutningen. Selvfølgelig skulle det være til midvinter. Han åndede lidt ud, før hans bryn trak sig svagt sammen. Det var uklart for ham selv om han ville have Caspians råd, men han fik det i hvertfald. En rynke dannede sig på hans pande.

"Selvfølgelig ikke," svarede han brysk. "... Hvem har du set det ske for?"

[Caspian af Vigny]

”Mine forældre, selvfølgelig,” svarede han, som om det var indlysende. Elyot kendte sin tante og onkel godt nok til at vide, det var sandt. Caspians mor havde altid været den skarpe, dygtige politiker, altid et skridt foran faren og alle andre.

”Det kommer ikke til at ske for Simmonete af Vigny og jeg. Hun skal nok lære, hvem der bestemmer,” mumlede han mørkt, mere for sig selv end for fætteren, og rettede sig op i sædet.

”Er du forberedt på bryllupsnatten?” spurgte han så ganske hæmningsløst. ”Du har vel øvet dig?”

[Elyot af Falanie]

Elyot følte lidt med deres begges kusine, som næppe fik en let mand i Caspian. Det var dog ikke hans problem og hans problem var meget vigtigere for ham. Han skulle giftes med en hasneansk bjergtrold og ikke med Simmonete af Vigny, der i det mindste var køn og relativt charmerende.

Han rynkede panden lidt over det personlige spørgsmål og fik en smule varme i kinderne. Han trak på skuldrene. Brovtende fortællinger om hvordan det føltes var det meste han havde at gå ud fra. Og selvfølgelig øvelse med sin egen, højre hånd. Han tog en dyb tår.

"Øh. Ja. Selvfølgelig," svarede han derfor, men også lidt usikker på om Caspian mente noget andet.

[Caspian af Vigny]

Et lettere skadefro smil krusede Caspians læber, da han så igennem kronprinsens løgn. Elyot var åbenbart mere genert og pligttro, end Caspian havde forventet. Det var et held, at kronprinsen havde sådan en fantastisk fætter, som oprigtigt tog sig af ham.

”Det her er min forlovelsesgave til dig.” Caspian klappede i hænderne, hvorved teltdugen gik op og fem kvinder kom til syne. Deres lette påklædning overlod kun lidt til fantasien.
Glædespiger. I hver en race og størrelse, lige fra en hasneansk, lyshåret kvinde, som lignede Frieda af Hasnea , til en rødhåret, barmfager kvinde fra Blueton og en slank, mørklødet pige fra Edrye.

”Dans for os,” beordrede Caspian, og kvinderne føjede ham. De vuggede og svajede foran mændene og sendte dem lystige blikke under lange øjenvipper. Men Caspians blik hvilede på Elyot frem for kvinderne. De kunne lige så godt være træstammer for ham.
”Hvem kan du bedst lide?” spurgte han.

[Elyot af Falanie]

Elyot var ved at tabe underkæben. Det var meget godt at Caspian dirigerede deres dans, for kronprinsen var mundlam. Han løftede forsøgt diskret en pude og lagde den i skødet, imens han stirrede på alle fem, sensuelt dansende kvinder. Hans blik var især på en meget smuk mørkhåret pige, men vekslede til skønheden fra Edrye og tilbage til en rødhåret som havde meget store bryster.

Han var forgabt og lidt forsinket i sit svar. "Uhm." De stod lige der, så det var svært at sige. "Dem alle fem? De er meget smukke. Hvad laver de her?"

[Caspian af Vigny]

Det var med slet skjult tilfredsstillelse at Caspian så Elyots forgabelse i kvinderne. Han forudså, at hans fætter ville gå lidt mere rankt i morgen. Eller måske ville han slet ikke kunne gå, afhængig af skøgernes evner.

Caspians smil voksede ved kronprinsens grådige og lystige svar, indtil han indså, at Elyot stadig ikke havde forstået. ”De har tænkt sig at tage sig godt af dig, så du er ordentligt forberedt på bryllupsnatten,” svarede han diskret. Han nikkede til dem barmfagre og den rødhårede, som svansede hen til kronprinsen. Den ene vred sine yppige former foran ham og i skødet på ham, mens den anden lod hænderne glide over hans skulde og rundt om hans hals.

Imens gik den lyshårede hen til Caspian i et forsøg på at vinde hans gunst, men han viftede hende irriteret væk.
”Ønsker du dem alle fem?”

[Elyot af Falanie]

Elyot stirrede på kvinderne med store øjne og holdt lidt fastere om puden. Philippe af Neaune ville give ham et års mugning ud i en hestestald for at tænke som han gjorde nu, men Caspian fik det til at lyde som om at det rent faktisk bare kunne ske. Han sank en klump. Mithras, han ville ikke engang vide hvad han skulle gøre med én. Fem kvinder?

Der var bryster lige i ansigtet på ham, omend delvist tildækkede og hans puls ræsede afsted. Den ene skøge begyndte at massere hans skuldre og stryge ham i nakken. Han blinkede og så fra bryster og over på Caspian.

"Uhm... Kan man... Det?"

Kvinden bag ham lo blidt og kyssede ham på halsen. Han besvimede næsten.

[Caspian af Vigny]

”Selvfølgelig. Du kan få alle kvinder i riget. Det er din ret. Og det behøver ikke stoppe, når først du er blevet gift,” påpegede Caspian afslappet, imens han med en enkel fingerbevægelse fik en tjener til at fylde deres kopper op.
Han drak en stor slurk og kunne mærke, hvordan vinen var ved at stige ham til hovedet. Når han forlod teltet, ville han finde en mandlig skøge at begrave sine frø i – hans fætter skulle jo ikke have alt det sjove for sig selv.

Caspian rakte Elyot hans vinglas. ”Drik op. Du får brug for styrken,” lo han, da der gik et par sekunder før Elyot tog imod glasset, fordi han havde travlt med at overvære kvinden med den store barm klæde sig af i forførende bevægelser.

[Elyot af Falanie]

Elyot var nærmest allerede kommet i sine broger, imens han stirrede fra halvnøgen kvinde til lidt mere påklædt, på bryster og smil og bryster igen. Han sank overvældet og fattede ikke at Caspian grinede af ham. Han tog lidt omtumlet mod vinen og drak en stor tår. Fingre gled gennem hans mørke krøller og kvinden bag ham hviskede noget forførende i hans ene øre, der gjorde ham simultant helt rød i hovedet og hård som en skibsmast.

"Mithras," mumlede han hæst. "Tak, Caspian."

Og så var hende med de store bryster pludselig helt nøgen. Yphion og Koarae. Elyot blinkede og stirrede.

[Caspian af Vigny]

Det var en skam, Caspian ikke var til kvinder, for disse var vist nok pragteksemplarer at dømme på de ting, andre mænd så efter. Og Elyot måtte være i himlen, sådan som de alle fem nu vimsede omkring ham og gjorde sig til.
Det var vist tid til at forlade teltet, inden den unge prins eksploderede.

Caspian drak det sidste vin af koppen og rejste sig fra stolen. Det snurrede i hele kroppen. ”Altid til tjeneste,” drævede han, yderst tilfreds med, at han nu var højagtet af fætteren. Det skulle nok komme til hans fordel i fremtiden.
Han viftede en af skøgerne hen til sig og rakte hende en temmelig tung læderpose med mønter. Den lyshåredes øjne voksede. Det var sikkert mere, end hun kunne tjene på et år.
”Tak herre,” hviskede hun og skulle til at gå tilbage til prinsen, da Caspian greb hendes håndled. Hans blik blev mørkt og kommanderende. ”Hvis jeg hører fra prinsen, at I ikke har behaget ham, skal jeg personligt sørge for, at I bliver straffet, er det forstået?” Hun nikkede skræmt.

”Nyd natten,” sagde Caspian dernæst fornøjet til sin fætter, inden han forlod teltet.