Nogle ting viger sig aldrig mod forandring

[Imogen Blindseer]

Forbeholdt til Villine Kammerpige

│Dato & tidspunkt│

6. august 842 - Formiddagstid (10:35)

│Lokation│

Imogen's byhus i Teaterkvarteret, Levagny, Falanie

---

"Du skulle komme og besøge os i Tource, kære kusine. Kysten er skøn på denne tid af året. Og det vil glæde mor at se dig." Han kiggede ikke engang i retningen af Imogen. Nej, Jon havde rigeligt travlt med at overse processen ved det udsøgte skrivebord, hvor en ung - ikke andet end kun lige have trådt ind i sine første pubertetsår - køkkenpige sad og følte sig yderst malplaceret i det nydelige dagskammer alene sammen med to af husets familiemedlemmer. Hun fortrød stille i sit sind, at have ladet sig lokke til at prale til herren om sine matematiske færdigheder, for havde hun ikke dét, ville hun være tilbage i køkkenet og ælte brød til aftensmiddagen. Ikke her, med en koste af mønter og et låns-dokument skrevet af en uerfaren hånd. Og hun ville ikke have den unge mand hængende sådan over sig. Det gjorde hende både forlegen og usikker.

Jon Glaspuster var af Hasnea avl, hvilket nok til udtryk i, hvor meget lysere hans tykke hår var i forhold til hans kusines. En kølig tone af beskidt blondt, der passede til hans glimt-fyldte grå øjne. Han var en mand, der gjorde alt, hvad han kunne for at fremstå bedre stillet end han egentlig var, for den formue som han havde mæsket sig i, var hverken hans egen eller hans direkte familie. Dagen derpå bar han dragende rød, men ved nærmere inspektion var det tydeligt, at det blot var en imitation, for mens krap var brugt til at farve stoffet, så var det ikke rent. Som formiddagssolen skinnede ind ad vinduerne og fremhævede hans påklædning kunne det ses, at størstedelen af arbejdet var blevet gjort med noget så lettilgængeligt og billigt som rødbeder. Men han var heldigvis for blind til at lægge mærke til det selv.
Det hjalp selvfølgelig, at han havde mestreret den højtidelige væremåde, der så oftest forekom sig i de højere samfundsrækker. Det kom ham så naturligt, at det var nemt at blive narret til at overse hans borgerlige status. I hans hoved var han da også lige så god som de adelige, og han havde da fået en kvinde eller to til at tiltale ham med nådigherre før. Det måtte give for noget.

Ved sin harpe sad husets - og formuens - egentlige ejermand, beklædt i ærteblomsten-koncentrationens pudderblå nuancer. Det røde hår flettet og cirklet til en snegl bag på hendes hoved således hendes nakke - såvel som hendes øvre dekolletage, var blottet og fri. Hendes læber brød ud i et smil idét, at hun kortvarigt fniste af sin fætters entusiasme. "Hvor fristende det end er, så er jeg bange for, at nu ikke er det rette tidspunkt at rejse," svarede hun undskyldende. For Imogen tvivlede på, at hendes fætter talte sandt omkring sin mor. Hendes moster havde aldrig været vitterligt glad for Imogen. Interessen i hende var først opstået sammen med at pengene var landet i hendes skød og ikke en af de næste mænd i familien. Og Imogen var derfor ikke mere glad for sin moster.
"Er du sikker på, at du ikke hellere vil bo her, mens du er her i Levagny? Der kan fluks gøres et værelse klar til d-," spurgte hun endnu en gang, blot for at blive afbrudt, inden hun kunne nå at færdiggøre sin sætning. Hans energiske stemme overmandede snildt hendes blide tone. "Pah, jeg vil da endelig ikke skulle belejlige dig på den måde, ikke eftersom jeg forventer at være ude og hjemme. Det er ikke hver dag man er indenfor hovedstadens murer, kære kusine, det skal udnyttes." Udnyttes, ja. Hans kære kusine kunne ikke se, hvordan han nærmest stod og savlede og grådigt fulgte med, som den mindre kiste blev åbnet og køkkenpigen begyndte at tælle mønter i en velour pose for ham at bruge af. Ham. Og kun ham. Om hans oprindelige begrundelse var en lidt anden. Hvad Imogen Blindseer ikke vidste, havde hun jo ikke ondt af. Med en hånd placeret på stolens ryg, lænede Jon sig endnu mere henover køkkenpigen, der ikke kunne undlade at skæve mod ham, hvor hun blev mødt af et drabeligt charmerende udtryk, et der virkelig smurte tykt på. Hun så hvordan han begyndte at pege lidt sigende mellem kisten og pengepungen, og den stakkel pige’s hals lukkede sig af nervøsitet, som det gik op for hende, hvad han hintede efter. Bare lidt mere. Kom nu. Ingen vil opdage noget. Hun turde ikke gøre andet også selvom hun vidste det var forkert.

”Frøken Imogen?” lød en stemme, som en tjenestemand kom til syne i døråbningen. Imogen’s øjne faldt automatisk mod ham til trods for, at hun ikke kunne se. Og et enkelt "Hm?" fra hendes strube var nok tegn for ham at fortsætte: ”De har en gæst.”

[Villine Kammerpige]

Fødderne føltes tunge som hun stod der ved siden af en anden tjener, men i et andet hus en Sangy-familiens. Ikke et fremmed hus, men ikke længere et velkendt ét. En fremmed mand ville alle dage gøre den blonde kammerpige nervøs og denne var ikke en undtagelse. Der skulle en kræftanstrengelse til for ikke at se ned i gulvet, men i stedet op mod det sted den rødhårede pige sad. På en og samme tid virkede igen velkendt og fremmed for Villine, men hun fastholdt grunden til at være mødt op, hvilket gav en smule mere mod end ellers.

Med en dog simpel påklædning var Villine ganske præsentabel med opsat hår og rene sko. Det var ikke altid de fik lov at være rene, når man brugte, så meget tid på at gøre rent og pudse værdifulde genstande i tjenesten hus Cosette af Treillery. Lige netop pga. Fruen var det vigtigt at kammerpigen var præsentabelt klædt, selv når hun var ude af huset, for hun var en del af husholdningen og derved repræsenterede familiens gode omdømme. Håret var ikke kunstnerisk, men opsat og gemt bag et enkelt hovedlin, der var til at slå ned ved nærmeste lejlighed.

De klare blå øjne konstaterede, at hun ikke var den eneste gæste den unge Imogen havde modtaget denne eftermiddag. Henne ved kisten stod en ung mand, som den forsigtige pige ikke kunne genkende. Grå øjne gengældte blikket så intenst, at Villine hurtigt fjernede blikket fra ham, ganske utilpas. Igen lagde de sig på den smukke harpespiller og hvis de havde været alene, havde hun smilet til den blinde kvinde et stykke foran sig. Tilstedeværelsen af fremmede mænd gjorde dog at smilet måtte udeblive for en stund.

Et blik fra tjeneren fik kammerpigen til at vågne op fra sin indre dialog og opdage, at det var nu hun skulle præsentere sin egen tilstedeværelse. En lille lyd kom fra hendes strube, da hun rømmede sig inden læberne skiltes. “Vær hilset Imogen. Jeg ved ikke om de husker mig, Villine Kammerpige” præsenterede hun sig, så godt som hun kunne uden at virke uhøflig. Årene var gået siden de to unge kvinder sidst havde været i samme rum og hun var i tvivl om, hvordan Imogen huskede hende. Selv havde hun set på Imogen som en veninde, en af de få i hendes barndom, trods hun havde været en del af husholdningen og ikke en ligesindet.

[Imogen Blindseer]

De blinde øjne flyttede sig automatisk lidt mere til siden, idét gæstens fine og forsigtige stemme lød. Til trods for at sindet straks blev sat i gang med at bladre gennem tidligere bekendte, så snart at der blev indikeret, at den unge frøken skulle have et allerede etableret kendskab til denne anden unge kvinde, så var det først da navnet blev bekendtgjort, at genkendelsen for alvor satte sine hæfter i hende og fik ganske enkelt hendes ansigtsudtryk til at lyse op i noget lignende lettende folder. Og forbløffelse. ”Villine,” gentog hun med en pludselig, næsten barnlig iver, og hun tøvede ikke med at rejse sig fra den bløde skammel.
Forbløffelsen havde efterhånden udviklet sig til et bredt smil af glæde, og selvom Imogen var en kvinde opdraget med fine manerer, så kunne hun ikke helt undgå at fremvise hast i sine bevægelser, som hun trådte nærmere. Imogen havde ikke tænkt meget tilbage på den tid af sit liv på det seneste – det var ved at være snarest et årti siden – men med påmindelsen blev alle minderne bragt tilbage og lod hende huske dem, som var det sket i gårsdagens dage. ”Selvfølgelig husker je-..”

”Ser man det?” Igen blev der afbrudt af den lyshårede herre, hvis opmærksomhed faktisk var blevet trukket bort fra de skinnende mønter for nu i stedet at ligge på dette nervøse kvindelige væsen, der var kommet på visit. Han rettede sig slangende op fra sin position krummet henover den unge køkkenpige og havde i stedet sine grå øjne vendt mod Villine, som han trak ned og rettede på sin vest. Det grådige smil havde ændret lidt karakter i et forsøg på at gøre det mere charmeret, men mundvierne havde endnu ikke vendt sig nedad.
Lige som hans kusine havde været på vej i retningen af sin barndoms legekammerat, havde han trådt væk fra bordet og taget lange skridt for at komme hende i forvejen. ”Villine Kammerpige, jeg tvivler på, at vi er bekendte med hinanden,” påpegede han i takt med, at han nåede helt op til hende. Tæt på til, at han snildt kunne gribe fat om den ene af hendes hænder. Hun var en lille, kær nips af en kvinde, og Jon, dog ikke meget ældre end de tyve år, stod allerede ret højt og bredskuldret. Han kunne godt fornemme hende ubehag, men hun skulle blot vende sig til at være i hans overdådige nærskab. Han kunne lide dem generte og sky.. Med hånden om hendes, løftede han den op mod sine læber, og skulle netop til at placere et kys på hendes håndflade, da det denne gang blev hans tur til at blive afbrudt.

Der var erfaring i den bevægelse, Imogen gjorde, da hun var nået op på siden af sine fætter og lagde en hånd på hans underarm og tungede den sigende ned, stoppede hans læber fra at besudle kammerpigens hånd, skulle Villine ikke selv allerede have trukket den væk. Blikket Jon gav sin blinde kusine var ikke vitterligt tilfredst, men heldigvis kunne hun ikke se det. Kun fornemme det. Og dermed kunne hun ignorere det. ”Det her er Jon Glaspuster, min fætter fra Tource,” introducerede Imogen for Villine, mere som en undskyldning end noget andet egentlig. Som for at sige; tag dig ikke af ham. Og det blev da også hurtig børstet henover, som fokus hovedsageligt kun lå på tilbagevendelse af veninden. Var det virkelig Villine? Hendes stemme havde ændret sig sådan henover årene.

[Villine Kammerpige]

Et lille, om end forsigtigt, smil lå om Villines læber, da hun blev genkendt af veninden. Nok havde der været en ubalance i deres venskab i form af, at den nuværende kammerpige havde været ansat i Imogens hus, men de to havde som yngre piger været tættere end en ansat og hendes arbejdsgivers datter normalt var. På den forsigtige kammerpige virkede det som om, at hun satte minder i gang og det lettede hende ellers nervøse hjerte. Mange gode minder var lavet sammen med denne unge frøken og de var ikke blevet slettet af alt det onde, der havde drevet Villine til at flygte ud på landet. Mange gange havde hun tænkt på veninden og tænkt på at skrive, men hun havde følt, at hun skyldte Imogen en forklaring, som Villine ikke havde styrken til at give. Det var stadig ikke noget hun talte om med andre end hendes brødre, men de havde som regel endnu mere travlt end hende.

Blindseer-frøkenen blev afbrudt af den lyshårede mand, som Villine havde prøvet at glemme var til stede. Mænd gjorde hende utryg og det stod ikke til at blive lavet om med denne fætters opførelse. Havde kammerpigen været en stærkere person, havde hun bedt ham blande sig udenom, fordi det var Imogen, hun var kommet for at se og ikke ham, der var en fremmed. Det mod havde hun ikke, så alt der kom over hendes læber var et usikkert. “Øøøh”, da manden greb hendes ikke tilbudte hånd og satte et vådt spor derpå. De blå øjne så febrilsk mod den blinde ung-frøken, der selvfølgelig ikke kunne se den stigende panik i den anden unge frøken. Hvor havde hun håbet at Imogen var kommer den lyshårede herre i forkøbet. For nu følte hun sig fanget i en situation der ikke huede hende det mindste. Problemet var, at hun ikke turde afvise nogen. Det gav dårlige minder.

“Ehm.. Nej, det, nej det.. Er vi ikke Herre” hun kunne ikke engang finde den rette tiltale, da hun var gået helt i baglås, som var hun en dør, hvis nøgle sad fast i låsen. Heldigvis blev Villine reddet på målstregen, da den gamle veninde tvang sin fætter til at slippe den stakkels, lille hånd. “Vær hilset Jon Glaspuster” hilste hun pænt, da han blev rigtig præsenteret for hende. Mest af alt havde hun lyst til at stikke af fra ham og gemme sig i et skab. I stedet trak hun et skridt til siden, så hun i stedet stod overfor Imogen og forsigtigt tog hendes hånd i sin. “Det er længe siden, Imogen” sagde hun, mens hun skævede til den unge herre, der stod og så mut på dem. Hun turde ikke andet end at holde et vågent øje med ham.