Starten på et eventyr eller mareridt

[Caspian af Vigny]

Caspian så pragtfuld ud i sin blå kåbe med hvid hermelin-pels langs kanten. På brystet prydede Vignys våbenskjold skjorten, mens en matchende fjer stak op fra den vamsede hat.
Han stod anspændt foran vinduet og kiggede ud på selskabet på græsplænen. De summede ind og ud mellem hinanden med vin i hånden. Nogle spillede spil og legede lege, andre dansede til musik. Selv var han indespærret i et tårnværelse i en af stuerne. Halsen var tør som sand, og han kunne dræbe for et glas vin! Eller nej, så ville han nok brække sig i stedet … men han ville i hvert fald råbe meget højt af en tjener for at få vin!
Problemet var, at han i stedet skulle drikke te med sin forlovede.

Sin forlovede!

* Et par dage forinden *

"Charmér hende. Få hende til at sukke efter dig. Hun er det tætteste du kommer på en prinsesse.” Således havde Caspians mor sagt, efter hun havde proklameret, at han skulle giftes med ingen anden end sin kusine Simmonete af Vigny .
Var hun ikke ti år eller sådan noget? Havde været hans første tanke. Men nej, hun var seksten år gammel, en smuk kvinde.
Hvad skulle han bruge det til? Kvinders bløde hud og runde former gav ham kvalme. Og nu skulle han flikkes sammen med en sikkert gyselig hejre resten af sit liv! Livet var i sandhed grusomt.
Måske kunne han få tjeneren til at hælde noget rom i sin tekop, inden komtessen ankom?

[Simmonete af Vigny]

Simmonetes selvsikre skridt kunne høres som blide, men faste slag mod stengulvet, som hun med værdighed betrådte Lensborgens lange gange. Blot et par dage forinden havde hun ladet sig bringe nyheden fra Flavia af Gustabis, at en husbond var blevet udpeget. Simmonete havde taget det med ophøjet ro - ja, faktisk var hun nok om noget andet lettet. Hun ville blive godt gift, til en mand der kunne forsørge og fodre hendes ekstravagante fornøjelser. Simmonete var ganske tilfreds, skønt hun ej havde set eller hørt fra sin fætter, hendes tilkommende, siden de blot var små børn.. og selv da, havde de nok ikke udvekslet et ord.
Men Simmonete lod sig ikke skræmme af det faktum. Faktisk, så havde hun brugt en stor del af tiden forinden deres møde til at afbalancere en perfekt beklædningsmæssig demonstration af både hendes families rigdom, status og hendes egen ungdommelighed og ynde. Det var en høflig middelalder måde at sige; 'Betragt mig og føl dig heldig. Kan du se hvad jeg kan tilbyde?'. For kjolen fremhævede alle de rigtige steder, men var farvet dyrt og lavet kunstfærdigt. Hendes pointe var klar. Hun var et godt match.

"Herre." hilste hun da hun var anmeldt og trådt ind i rummet. Hun nejede respektfuldt, sådan som hun var blevet det lært, inden hun genfandt sin stående position. Bag hende trådte Simmonetes anstandsdame frem og nejede ligeså. "Madam Audovéra, vil overvære os." Tilføjede komtessen blot som en selvfølgelighed, inden hun trådte mere ind i rummet og diskret betragtede Caspian, der ligeså hende, havde valgt at statuere et eksempel gennem sin påklædning. Hun trak på et mildt smil.

[Caspian af Vigny]

Lyden af skridt tiltrak Caspians opmærksomhed. Han rettede sig automatisk op og skød brystet frem som en hanekylling; fjeren i hatten dinglede da også som en hanekam. Frem trådte hans kusine.

Caspian lod blikket glide ned over Simmonete, ligeglad med om det var passende eller ej. Man kunne have troet, at grevesønnen lod sig besnære af hendes skønhed, dybe barm og brede hofter, men i stedet målte han hende ud fra hendes tøjsmag og måden hun bar sig selv på. Den aristokratiske ånd strålede fra hende. Her var en kvinde, der kendte sit eget værd. Ved Mithras, hvad havde han indladt sig på?

Han høfligt på samme tid som hende.
”Nådigfrøken,” brummede han.
"Charmer hende."
”Tilgiv mig for at være direkte, men hvor er De dog smuk. De er i sandhed vokset op til at blive en sand skønhed.” Var det ikke sådan, mænd flirtede? Han tilbagelagde afstanden mellem dem i få skridt og bukkede sig let over for at placere et kys på hendes behandskede hånd, såfremt hun ville tillade det. På hans læber var et stramt smil; nærmere en grimasse end noget andet. Forhåbentlig kunne hun ikke se forskellen.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete hverken rødmede eller krøb under hans kritiske blik. Hun nærmere.. imødekom det. Hun var så vant til dem. Hvad end de var fikseret interesseret på hendes bagdel, misundeligt på hendes klæder eller hadefuldt mod hendes hals. Hendes mor havde lært hende at bære det altsammen med værdighed.

Simmonete lod derfor et smigret smil pryde på læberne, som hun blot lod sig beskue. Hun lod ham føre an, føre ordet, føre handlingerne, for ikke at komme til at lade ham se for meget af den dominans der faktisk herskede i hende. Det var ikke et velanset træk hos en komtesse - en kvinde, i det hele taget. Men ikke desto mindre var det et træk, der kom sammen med den frie livsstil i Opiumshulen. Simmonete var vant til at være i kontrol.

"De er for venlig." Svarede hun høfligt ydmygt med et smil, som hun tilbød ham sin hånd. Varmen fra hans læber kunne mærkes gennem stoffet, da han høfligt placerede dem på hendes håndryg. Hun bemærkede det stramme smil der hang om hans læber efterfølgende. Hun undrede sig kort over det, men lod det ellers fare. "Jeg husker end ikke hvornår vore veje sidst har krydses" - "Der er sket megen siden da." Komplimenterede hun diskret, imens hun dristigt, men diskret lod blikket flygtigt vandre lidt væk fra hans ansigt, blot for at understrege sine ord. Det faldt dog hurtigt tilbage igen, inden Simmonetes anstandsdame ville følge behovet for at blande sig.

[Caspian af Vigny]

Caspian dvælede lidt ved hendes hånd, for ikke at vise sig for ivrig efter at bryde nærkontakten, før han rettede sig op og slap den. Dernæst nikkede han til hendes kommentar.
”Hvis jeg husker rigtigt, var jeg otte år gammel. De må have været omkring fire år, og hang stadig ved Deres barnepiges skørter. Jeg erindrer, at De var begejstret for at lege med en rød bold.” Mest af alt huskede han hertuginde Flavia af Gustabis , en skræmmende høg af en kvinde, der havde bordet sit blik ind i hans, som kunne hun se ind i de mørkeste kroge af hans sjæl. Han havde aldrig brudt sig om hende. Hun var en nysgerrig tæve, som havde for meget magt for én af hendes køn.
Han skulle nok sørge for, at datteren ikke blev på samme måde …

Caspian gjorde en håndbevægelse mod sofaen. Først da hun selv havde sat sig, gled han ned på den bløde polstring. Han rettede lidt på sin fjerhat, der var ved at glide ned i hans pande, inden han sørgede for, at hermelinkappen lå i nydelige folder.
”Fortæl mig om Den selv, Nådigfrøken,” bad han, selvom han ikke kunne være mere ligeglad, og tankerne allerede var gledet hen på den flaske rom, der ventede ham på værelset.
Imens skænkede tjenestefolket te i porcelænskopperne.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete rynkede brynene lidt og tiltede hovedet en anelse på skrå. "Husker De det?" spurgte hun med en anelse skepsis i stemmen, da han nævnte den rødfarvede læderbold, som Simmonete havde fået foræret af sin ældste broder da hun var lille. "Pierrot, min broder, gav mig den, som forsoningsgave efter at have brugt min dukke som fægtemodstander." reminiscerede hun kort med blikket vendt lidt opad i en tænkende mine, inden hun atter lod det falde på Caspian. "Hvordan en simpel læderbold kan erstatte en porcelænsdukke fra Odriara, begriber jeg ikke, men jeg blev ganske glad for den på trods." Tilføjede hun med et vagt smil, inden hun gjorde et lille uskyldigt træk på skulderen, "Måske var jeg var et sentimentalt barn?".

Komtessen tog lydigt plads ved den anviste sofa og rettede kjolens folder ud. "Hvad med Dem? Hvilket slags barn var De?" Spurgte hun så, "Jeg husker desværre ikke så meget om mine tidlige besøg i Levagny." Forklarede hun, indrømmende, at hun nok heller ikke huskede så meget om ham.

Da the'en var skænket i kopperne, samlede Simmonete den ene kop i sin hånd og nippede lidt til den. Hun rettede de mørke øjne imod ham, som han spurgte ind til hendes person. Simmonete udnyttede det korte øjebliks stilhed, hvor den varme væske var i hendes mund, til at vægte sine ord. Hun sank så og åbnede dernæst munden; "Om jeg selv?" Gentog hun, som hun overvejede. "De ved jo nok at de fleste af mine år er tilbragt i Gustabis, men jeg flyttede naturligvis til Levagny for at starte på pigeskolen." Fortalte hun og gentoptog sin the. "Jeg var aldeles ikke tilfreds med arrangementet, fordi det jo betød at jeg måtte forlade mine dyr derhjemme og alene drage til en ny by." Hun trak på et lidt underholdt smil ved minderne, men skævede lidt til ham for reaktion, skønt hendes gransken var nydeligt forklædt bag et mådeholdt skælmsk glimt. "Jeg sendte min fader så mange vrede breve, at han til sidst måtte få fragtet min Palfrey hele vejen fra Gustabis til Levagny for at lukke munden på mig." Sagde hun og klukkede lidt ved dette. Hvad hun undgik at fortælle ham, var dog at hun efterfølgende krævede hendes påfugle og ara sendt med også - og havde det ikke været fordi Flavia af Gustabis og Emir Schafari var ankommet senere hen og holdt hende i kortere line, så havde hun sikkert også lykkedes med det.

[Caspian af Vigny]

Caspian nikkede automatisk og lod, som om han var interesseret i hendes historie om broderens forsoningsgave. Ved Mithras, hvor kunne kvinder tale om ligegyldige ting. Inden længe tog de heldigvis plads på sofaen og Simmonete kastede spørgsmålet over til ham. Godt. Han elskede at tale om sig selv.

”Jeg var et fremmeligt barn. Jeg kunne allerede gå, da jeg var et år gammel og læse, da jeg var seks,” brystede han sig. At han også havde tisset i sengen, indtil han var ti, og stadig måtte sove med stearinlys tændt, nævnte han selvfølgelig ikke. ”Og jeg var den bedste til at kæmpe med sværd på væbnerskolen.”
Han var faktisk ganske dygtig, men det hang sandsynligvis også sammen med, at de færreste turde give ham modstand af frygt for hans høje magtposition, og dem, der rent faktisk vandt over ham, mærkede konsekvenserne når han fik sin vagt til at banke dem sønder sammen.

Han tog porcelænskoppen og nippede af teen. ”Så De holder af … dyr?” spurgte han, nærmest spottende. Han kunne selv ikke fordrage dem. Jo, jagthunde, men ingen andre. Især ikke heste.
En lille rynke viste sig dernæst på Caspians fine næse, der selvfølgelig aldrig havde været brækket. Hvorfor lød hun stolt af at være blevet transporteret fra Gustabis til Levagny mod sin vilje? Stædighed og et oprørsk sind var bestemt ikke kvaliteter han anså som kvindelige dyder. ”Og hvem er denne Palfrey?”

[Simmonete af Vigny]

Simmonete skjulte flot trangen til at hæve et bryn, da Caspian åbnede munden og brystede sig af sine bedrifter som barn. "Jamen dog." kommenterede hun med en anelse tørhed i stemmen, "Så sværdet er Deres foretrukne våben?" Spurgte hun af høflighed og nudgede ham lidt til at fortælle om sig selv som Ridder. "Nåede De at være stationeret ved Hasnea under grænsestridighederne?" Spurgte hun så lidt mere interesseret. Egentlig var Simmonete ligeglad med hvad han havde gjort og ikke havde gjort - hun ville vide hvilken type mand hun skulle giftes bort til, så hun kunne forberede sig. Var knægten en horebuk og drukkenbolt, så måtte hun nok indstille sig på at skulle arbejde hårdt fra skyggerne af, for at deres fælles familie ikke ville lide under sådan en opførsel. Var han rent faktisk disciplineret og arbejdsom, så kunne Simmonete måske rent faktisk tillade sig at finde ro i rollen som hertuginde og grevinde.. selvom det ganske vist var ansvar nok. Kort og godt, forsøgte hun af afkode hvor stort et arbejde der lå for hende.

Hun nikkede stille, som hun sank den mundfuld the hun havde taget og stillede koppen tilbage på bordet. "Ja." Tilføjede hun så efterfølgende, "Men mest fugle." Ak ja, Caspian havde slet ingen anelse om det hold af påfugle som ville flytte ind i Lensborgens små gårdhaver, så snart ringen sad på Simmonetes finger. "Eksotiske fugle." Tilføjede hun efter et lille øjeblik. "De bryder Dem ikke om dyr?" Påpegede hun, da hun bemærkede Caspians ungdommelige hud, rynkes sig omkring næsen ved emnet. Hun fandt det lidt underholdende og trak derfor på et lille smil. "Man siger, at Dem der bider, er flottest at beskue." Drillede hun, "Så dem har jeg naturligvis flest af."

Hun klukkede lidt, da han ikke spurgte 'hvad' en palfrey var, men 'hvem'. Som Ridder burde han da kende til en palfrey.. og især som velhavende Ridder burde han idet mindste kende til ordet 'Destrier'. Hun valgte dog ikke at træde i det. "Handan." Svarede hun blot uden at specificere yderligere. Istedet betragtede hun ham blot lidt, med et vagt smil der nok ikke helt kunnes tydes til om hun følte sig underholdt eller om hun tog ham lidt ved næsen.

[Caspian af Vigny]

”Et sværd er det eneste rigtige våben,” rettede han hende. ”Det blev flittigt brugt på grænsen ved Hasnea. Jeg var der i et år, og mit sværd blev farvet rødt af vores fjenders blod oftere, end De kan forestille Dem. Mortems Kys her,” han pegede på sværdet ved sin side, ”har hugget hovederne af mange Hasneanere, men det er vist ikke en historie for kvindfolk.”
Et lettere hånligt smil krusede hans læber. Sandheden var, at han havde hadet hvert eneste sekund på grænsen. Han hadede kulden, der frøs hårene i næsen til is, og fik testiklerne til at trække sig helt op i maven, og han havde længtes efter Levagnys underholdning. Han havde tilbragt det meste tid indendørs med at spille med sine soldater og drikke tæt. Når der var røverbander på fære, blev han helst hjemme.

”Fugle der bider? Jaså,” gentog han dernæst. Hvad i alverden så hun i fugle? Han forestillede sig en have fuld af de farverige dyr. Tja, hvis hun opførte sig pænt, ville han tillade det, medmindre de bed ham. Ellers ville der nok ryge en fugl i svinget her og dér som straf.
Han mindede sig selv om at opføre sig pænt. ”Det lyder yderst … charmerende. Når nu De holder så meget af dem, må der selvfølgelig være fugle tilstede til vores bryllup.” Der var ingen grund til at gå uden om emnet som katten om den varme grød. 

[Simmonete af Vigny]

"Jaså?" Ytrede hun sig lyttende og lod den royale pode prale med sin fortælling om sin egen hæder vundet ved grænsestridigheden. Hun lyttede stiltiende, og formåede at virke oprigtigt interesseret, skønt hun også måtte bide sig selv hårdt i kinden for ikke at komme til at trække på smilebåndet, da klingen åbenbart også var navngivet. "Imponerende." Spandt hun ret så overbevisende, skønt hun egentlig ikke var det. Af en eller anden grund, troede hun ikke rigtigt på ham. Gudskelov havde hendes mor groomet hende godt til netop denne situation. Simmonete forstod at ægteskabet til den pralende fætter, var et spørgsmål om politik og alliancer - sådan som 90% af alle andre matches ud gennem de adelige rækker. Flavia af Gustabis havde forsikret hende om, at hun blot skulle levere nogle arvinger, hvorefter hun ikke behøvede at se på Caspian igen. Simmonete skulle bare have smurt tykt på krogen, så han ville bide på.

Hun var derfor ikke det mindste bleg for at spille Caspians spil, hvorfor hun ydmygt skævede væk, da han afslørede at historien om Hasneas grænser var for barske for hende at høre om. "De har nok ret, Herre." - "Måske jeg med tiden vil blive hårdfør nok til, at jeg kan høre om Deres triumfer." ...Indvendigt himlede hun med øjnene.

Hun rettede blikket tilbage mod ham, da han nævnte at der ville være fugle tilstede under deres bryllup. Hun smilte varmt. "Det ville betyde meget for mig." Bemærkede hun, "Så vidt jeg er informeret, skal det stå til midvinter?"

[Caspian af Vigny]

”Imponerende?” gentog han i et ildevarslende langsomt tonefald, der tydeligvis indikerede, at hun havde trådt forkert. Den royale ridder havde forventet en langt større hyldest.

”Er det alt, De har at sige om mine bedrifter? Er De klar over, at jeg har været i Mortems underverden i et helt år for at De kan sidde sikkert bag et slots mure uden frygt for at blive plyndret og voldtaget af stygge, hasneanske røverbander?”
Han så afventende på hende. Han var ikke sikker på, at han ønskede en hustru, der ikke værdsatte sin husbond. Og hende her virkede også en anelse nævenyttig …

Han ventede med at snakke yderligere om ægteskab, til han havde fået en ordentlig reaktion ud af hende.

[Simmonete af Vigny]

Den royale komtesse skød lidt overrasket begge bryn i vejret, da fætterens tydelige utilfredshed pludselig lød. Mithras, han kunne vende på en tallerken. Hun vippede hovedet en anelse på skrå, som hun forsøgte at forstå hvad der lige skete. En spirende vrede piblede lidt frem i Simmonetes ellers kølige og rationelt tænkende hoved. Hun havde lyst til at fnyse. Men hun var for samlet og godt opdraget til at gøre andet end at bibeholde et nydeligt udtryk i ansigtet. "Tilgiv mig, at jeg ikke formåede at udtrykke min dybdefølte taknemmelighed godt nok, Herre." Spandt hun sukkersødt, idet hun sågar præsterede at sænke blikket ydmygt - udnyttede muligheden for ikke at se på ham, til at fatte sig mentalt, så hun derefter kunne rettede blikket op på ham med beundring deri. Men følelsesmæssigt distanceret fra ham. "Jeg er sikker på at Deres bedrifter var heroiske! Og jeg er naturligvis særdeles taknemmelig for at De har ofret så meget for landet og dets befolkning." Simmonete var for klog til at forsøge sig med trods. Det kom man ikke langt med. Hun spillede derfor sine kort ganske anderledes... selvom hun af og til havde lyst til at kaste lidt op i sin mund. Hendes ansigt faldt lidt efterfølgende, som hun blinkede et par gange, lidt fjernt ved især den sidste del af hans ordstrøm. "Og specielt at De har reddet mig fra at.. at blive..." Hun gjorde sig lidt utilpas i ansigtsudtrykket. ".. voldtaget." Sagde hun dæmpet, chokeret, som han havde lige fortalt hende at Mortem ham selv sad og åndede hende i nakken. Det var ikke just et emne der blev debatteret blandt komtesserne.. faktisk var det måske lidt usømmeligt af ham at nævne i hendes nærvær - det var ihvertfald hvad hun håbede at han ville tænke.

[Caspian af Vigny]

Det ydmyge blik, de undskyldende ord, den pludselige beundring … det var alt sammen med til at formilde Caspians ellers stærkt forværret humør. Det gik op for ham, at han måtte have chokeret hende ved at tale om voldtægt, for den slags var en pæn komtesse som hans kusine jo ikke vant til at blive konfronteret med.

”Jeg er glad for, De forstår, hvad jeg har ofret,” svarede han afmålt. Temmelig dristigt strakte han armen frem og lod en handskeklædt finger glide ned over hendes kind.
”Jeg forventer en hustru, som forstår at værdsætte sin husbond. Tilbeder ham, ligefrem.” Fingeren fulgte hendes slanke hals, videre ned mellem hendes udskæring og let ned over kjolens bløde stof. Hans mørke, dovne øjne fulgte bevægelsen, som var en tavs advarsel om, hvad han forventede af hende. Ydmyghed. En bly viol.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete tilbageholdt en stram mimik, som Caspians ord atter lød. Det var ligefør det blev en kraftanstrengelse at holde sig i skindet og blot se på ham med blanke, mørke øjne ud gennem øjenvipperne, da han rakte ud og lod fingeren glide over hendes kind. Hun ville slå den væk. Rejse sig og minde ham om betydningen af respekt blandt alliancer - for det var hvad dette var. Intet mere og intet mindre.

Hun bed sig i læben, for at holde ordene tilbage. Flavia af Gustabis's rådgivende ord fandt pludseligt frem igen, og mindede hende om at det handlede om sikring af arvefølgen. Når den var sikret, kunne hun gøre som det passede hende.. og det passede hende bestemt, lige nu, i dette øjeblik, at irettesætte og dernæst distancere sig langt fra sin tilkommende.

Hun skød Madam Audovéra, sin anstandsdame et flygtigt, diskret, sideverst blik der indikerede at denne seance var slut. Sådan som de havde aftale forinden. I samme nu, kunne hun høre Caspian fremlægge sine forventninger - og hun havde ignoreret dem, undskyldt sig selv, hvis ikke det var for den behandskede fingers rejse fra hendes kind og nedad hendes krop. Et gys gled gennem hende. Det var ikke en ting hun ville love ham. For Simmonete var ingen bly viol. Komtessen kunne ikke få sig selv til at smile. Istedet blinkede hun lidt med øjenvipperne. "Jeg værdsætter en husbond der ærer sine pligter." Svarede hun, hentydende at det var ham hun talte om. Selvom hun nok mellem linjerne snare meddelte, at såfremt han behandlede hende godt og tog rollen som arving og senere Greve og Hertug seriøst - så skulle hun nok værdsætte ham. Og med disse ord rejste hun sig resolut. "Jeg beder Dem god dag, Herre." Sagde hun høfligt og nejede for ham, inden hun vendte sig mod sin tjenerinde, der allerede havde rejst sig og betragtet scenen udfolde sig med et lidt skeptisk blik.

Da Simmonte roligt vandrede tilbage mod sit gemak, funderede hun over om Caspian på trods af sin arrogance og lunefulde temperament, rent faktisk, måske, var en farlig mand. I så fald måtte hun træde varsomt.

/Out