Verden gennem rosenrøde glas

[Fleur af Aren]

Til: Kaylein Af Aren .
Tid: Omkring frokost, 4. august, 842.

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

Ivary, det tredje stop på rundrejsen. Karavanen var ankommet dagen forinden, og afrejsen mod det næste len ville allerede finde sted den næste morgen så snart den sidste teltpæl var trukket op.
Op til ankomsten havde den unge komtesse siddet med næsen dybt begravet i en af de mange bøger, hun havde pakket med, hvis sande titel var skjult bag det mørkebrune læderomslag.
Det var længe siden at Fleur sidst havde rejst de afstande, som der var mellem de forskellige stop. Til hendes store ærgrelse havde hun formået at fejl vurderet sin maves styrke, og måtte i sidste ende betale med en hel dag i en mere vandret end lodret tilstand, lagt ned af en overvældende kvalme. Hun havde derfor ikke været at finde i menneskemængden før næste dag, til den arrangeret en skovtur til en lysning ved flodbredden.

Forventningerne havde været høje, men det var overvejede det stærke ønske om at dyppe sig i det friske vand, der drev Fleur til at sætte det lange ben foran. Med den ene arm knugende omkring den halvtomme bog, gik hun af sted med bogen trykket ind mod brystkassen, mens  fingrene holdt den aflange tinæske, med rejse blæk og fjerben, i et jerngreb.
En dukkert i flodens vand, hvorefter hun ville trække sig lidt tilbage fra følget. Forsøge at finde et sted hvor hun uforstyrret kunne sidde og tørre, mens hun forfattede endnu et afsnit på Ollie d'Aubigny's episke fortælling i prosaform. En novelle om den forbudte romance mellem en adelsfrue og staldmesteren. Det havde været hendes plan for dagen, indtil de brungrønne øjne landede på en velkendt skikkelse. Den kære kusine med de lette forelskelser og dramatiske hjertesorger.
"Fortæl mig min kæreste Kitty, hvor mange frøer har du måttet kysse siden sidste gang vi sås, for at finde din prins?" Den frie arm sneg sig ind under Kaylein's spinklere arm, mens Fleur sendte den kønne blondine et hjertevarmt smil, mens ordnernes drillende tone ekkoede i øjnene. En mere alvorlig skygge gled over det lyse ansigt "Nu kaster du dig ikke i floden af de forkerte grunde, vel?".

[Kaylein Af Aren]

Denne morgen var Kaylein af Aren blevet revet brutalt ud af søvnens blide og kærlige greb af sin søsters, Josephine af Aren, surmuleri om morgenen, denne anden dag i Ivray. Den lille komtesse havde brugt kort tid på at blive klar til dagens eventyr, så hun kunne have en undskyldning for at forlade teltet og derved sin småsure søster. Hvad hun var sur over, havde Kitty lykkelig glemt alt om, da hun var trådt ud og havde set de smukke omgivelser de befandt sig i. Dagen for inden havde hun brugt i den eventyrlige skove sammen med Claire af Tource, så hvad denne dag mon ville bringe, var bare et spørgsmål om tid før hun fandt ud af.

På vej mod flodens smukke bred, blev Kittys søde, bløde arm taget i en andens og en sød genkendelig duft ramte hendes næsebor og genkendte sin kære, sjove kusine Fleur. Den lidt ældre komtesse havde altid været et af Kittys yndlingsmennesker. Der var selvfølgelig en del yndlingsmennesker i den drømmende komtesses verden, men Fleur var bestemt én af dem. “Kysse? Næh kære kusine, jeg kysser ikke” hvilket var den pinlige sandhed. Stakkels Kitty havde stadig, i en alder af 14, aldrig kysset end dreng. Hun var altid blevet afvist. Det var noget der skar den evige romantiker dybt i hjertet, men hun vidste også at det nok skulle ske, fordi skæbnen ville gøre det til at absolut perfekte kys.

Om end hendes hjerte var blevet knust inden rundrejsen, var hun kommet over alle de dårlige følelser, der altid fulgte med en afvisning. Nok var det ikke en rigtig afvisning hun havde fået af Kronprinsen, men en tydelig mangel på interesse gjorde også umådeligt ondt. “Nej, ikke for andet end at bade eller måske ligge på lur i håb om at se en ægte nymfe” det gad hun godt. Nymfer skulle være de smukkeste væsner. Og Kitty troede på alle de myter og eventyr hun havde hørt.

[Fleur af Aren]

Fleur var egentligt ikke betydeligt overrasket over at erfare at kun den ene af de to Aren kusiner var at finde i mængden, der var klar til at vaske gårdagens rejsestøv ordenligt af sig. Skulle hun være ærlig overfor sig selv, så ville hun være blevet mere forbavset over ikke at finde familiens solstråle på jagt efter nye eventyr. Alligevel vendte Fleur blikket rundt, for forgæves at søge efter Josephine af Aren 's ansigt, med forventningen om at se mundvige der efterlignede en væltet halvmåne. Til tider var det svært at tro på at de to blondiner var søskende, men kusinen knuselskede dem og deres forskellige karaktere lige højt.

"Kysser ikke," Gentog hun med sitrende mundvige og øjenbryn der først kravlede nærmere den flammende hårgrænse, der tittede frem under hovedklædet, før det ene sænkede sig "hvordan skal du så nogensinde finde din prins?" Drillede hun og gav den yngres arm et lille kærligt klem, inden hun med et voksende smil rystede kort på hovedet. "Du skal nok finde ham." Fulgte hun forsikrende op med, et løfte der ikke var hendes at give, men derimod et ønske sendt ud til guderne til at opfylde.
Fleur burde for længst være over troen på de mange eventur og myter, hun var trods alt kun få måneder for at træde ind i sit 18'ne leveår, men uanset hvor mange sommer og vintre hun ville opleve, så håbede hun aldrig på at blive så voksen og stivnakket. Det var derfor med store øjne at hun drejede hovedet mod Kitty. "Aldrig har jeg hørt en bedre grund for at dyppe sig i flodens rindsende vand." Kommenterede hun opmuntrende på nymfe ideen, med et voksende tand smil.

[Kaylein Af Aren]

Efter nogle uger, hvor hun havde følt sig afvist af den smukke kronprins Elyot af Falanie, som han i virkeligheden ikke havde afvist hende, blot høfligt konverseret, var hun igen ovenpå. Mest havde hun siddet og stirret ind i væggen på pigeskolen, men da de skulle afsted på rundrejsen var hun vågnet op i igen, ved udsigten for eventyr. Som ved et drys af festøv, var hun vågnet af dvalen og kunne igen se lyset ude på den anden side.

“Men jeg prøver kære kusine. De vil bare ikke rigtig have mig” lidt af mørket stak sit grimme ansigt ud, da det spørgsmål skulle svares. Det gjorde faktisk ondt gang på gang at de smukke drenge ikke ville hende, men hun kunne ikke give op. “Jeg giver ikke op. Min prins er derude et sted og skæbnen skal nok vise mig hen til ham en dag” det var præcis dét, der trøstede hende. Det var skæbnen, at de ikke ville have hende, det var blot for at lede hende i armene på den rigtige, hendes eneste ene.

De blå øjne lyste, da Fleur gav hende ret i, at det var en god grund til at bade. “Ja ikke!” hun næsten baskede med armene i iver, trods det blev langs siderne. “Det kan jo også være, at de søde væbnere er nede at bade” hun var altid fascineret af væbnere selvom der også var smukke magikere. Det var bare drømmen og ridderen på den vide hest, der havde fanget hende.

[Fleur af Aren]

Fleur lod kortvarigt hovedet tage hvile mod den yngre kusines skulder, mens de gik afsted. ”De har bare ikke fået gnedet morgensøvnen ud af øjnene, så de kan se hvilken fantastisk komtesse der står foran dem.” Konkluderede hun og løftede hovedet fra skulderen. Varmen og alvoren var ikke til at slå fejl af, den rødhåret kusine mente det når hun påstod de ugifte adelssønner var gjort blinde af nattegrus.
På sin vis var Fleur nu ganske tilfreds med at høre Kaylein endnu ikke havde haft meget held med modsatte køn. Hun var stadig så ung og med et skrøbeligt hjerte der var alt for modtagelig for skrammer og blåmærker af sorg.
”Og han vil stå klar til at give dig alle nattens stjerner.” Det skulle hun i hvert fald nok sørger for. Intet len fra for langt væk til at hun ikke tog rejsen, hvis det kom hende for øre at tåre var trillet over kusinens kind, fordi hendes mand behandlede hende med grusomhed.

En hånd løftede sig lagde sig øverst mod brystkassen over det smaragdgrønne stof, i en chokeret gestus. ”Kaylein…” Lød det gispende, med det ene øjenbryn hævet i alvor. ”Du kan ikke kun nøjes med at se på væbnerne, hvad med alle magikerne?” Sukkede hun dernæst ud, inden hun smilende puffede drillende til den unge komtesses side med albuen. Selv håbede hun på at kunne fange glimt af den badende Theuderic af Sangy , mens den sidste del af hende skødeløst håbede han ville gengælde gestussen. 

[Kaylein Af Aren]

Et lykkeligt smil tog over Kayleins øje, da kusine lagde sit hoved på hende skulder. Ih, hvor hun dog elskede sin kusine Fleur. Hun lyttede til alle Kittys underlige historier og morede sig sammen med hende over, den kærlighed som den unge komtesse så inderligt søgte. Det var bare lykken at have nogen at se op til og hvor den lille komtesse dog så op til sin kusine. Mere end sin søster, men det var nu Josephines egen skyld. Det var lidt svært at se op til nogen, der altid skældte hende ud. “Måske ikke. Alle siger jeg er for ung til den slags, men jeg har vel lov at drømme? Og drømme er ret fantastiske” hvilket var svært at overbevise hende om, at de ikke var. Egentlig var den nok en umulighed.

“Der er jo nok en derude der er ligeså glad for eventyr som jeg, men det kunne da være rart lige at have kysset et par frøer, inden han dukker op, så jeg ikke bare er sådan en kyssefrø” grinte hun med et piget fnis, selvom der var lidt alvor i kommentaren. De blå, drømmeøjne så frem foran sig, mens et lille suk flød over de unge pigelæber. “Drømmer du ikke også om kærlighed Fleur. Det må du gøre med alle de småting du går og skriver” det var ikke meget hun vidste, men lidt kunne hun da gætte sig til om de småskriverier kusine arbejdede på. Kitty selv skrev også, men mest poesi og lange digte om mandeankler.

Et sideblik blev skænket til veninden ved hendes arm. Sådan så hun sin kusine, som en god veninde. “Det vil være skæbnens nåde at jeg får en mand der vil elske mig som natten elsker dagen og som solen savner månen” en af de ældste myter hun kendte og også en af de smukkeste om end sørgeligste. Den beskrev bare virkelig godt den kærlighed hun ønskede sig. Den yngre pige grinte, da Fleur mente hun også kunne kigge på magikere. “Men de mandlige magikere er sjældent ligeså drømmeagtige som væbnerne” påpegede hun med et glimt i de blå øjne. “Men hvis der skulle dukke en op, så kigger jeg gerne på ham også”

[Fleur af Aren]

I virkeligheden var Fleur enig med alle andre, men ikke helt af de samme grunde. Kaylein kunne være 29 år og stadig være alt for ung i hendes øjne til amourøse eskapader. Selvom hun ønskede hende det bedste og alt lykke denne verden havde at byde på, så ændrede det ikke på at Fleur til tider stadig så den lille pige, som Kitty en gang havde været og til tider stadig var når hun kiggede på kusinen. Betød det at hun ville være den til at knuse hendes drømme? Ikke i denne levealder.
"Kærligheden er blind for alder, den ser ikke på om vi er for unge eller gamle." Forsikrede hun og sendte et opmuntrende smil. "Jeg tror mere det er et spørgsmål om tid." Tiden var bare ikke moden for den yngre Aren datter, og det eneste hun kunne gøre var ironisk nok at give tiden tid.

Underlæben blev trukket tænksomt ind mellem tænderne, mens Fleur lod blikket søge op mod de trækroner de passede under "Joh." Trak hun lidt som svar. Troede hun på kærlighed, dybfølt og ægte kærlighed? Hun havde læst en del bøger der havde netop den slags i sig og endda selv skrevet den slags fortællinger. "Jeg tror på kærlighed nogle gange er der og andre gange skal skabes sammen." Endte svaret med at være. Nok var hun ikke helt fri af sin egen unge naivitet, men hun vidste godt at kærlighed var en sjældenhed når politik stod i vejen. Hendes egne forældre var et skolebogs eksempel på et par, der havde fundet kærligheden sammen efter deres ægteskab.
"Og bare rolig, du skal nok nå at kysse tusindevis, hvis ikke millioner af frøer før du finder din nat til din dag." Sagde hun og klemte garanterende, blidt, om hendes arm.

"Så længe du husker at overlade lidt til os andre at kigge på." Klukkede hun drillende. Velvidende at så længe den ældre Sagny ridder var inden for synsvinkel, så kunne resten af verdens folk stå nøgne ved floden og Fleur ville ikke ænse dem. Betagelse af brunetten, det var hvad hun selv slog det hen i, en helt uskyldig betagelse som så mange andre før.
"Men i dag, der har vi ikke tid til a kigge på badende mænd. Vi skal jo finde nymfer, måske kan vi endda fange en?".

[Kaylein Af Aren]

Den yngre kusine tænkte sig om et øjeblik. For Kitty var det virkelig svært at forstå, for hun mente jo at tiden var fuldkommen rigtig lige meget hvor gammel hun var. “Men hvis ens hjerte er fyldt med kærlighed, fortjener man den vel også lige meget hvilken alder man har?” gav hun spørgerne igen med en skrøbelig tone i stemmen. “Åh kæreste Fleur, jeg vil bare så gerne mærke suset i maven, når man kigger på en man elsker og mærker at kærligheden er mere end bare gengældt. Jeg kan ikke vente på, hvor smukt netop det eventyr må være” drømte hun højt og hvis man virkelig så efter i de blå øjne, kunne man næsten se pupillerne forme sig som små hjerter, mens hun talte.

“Så hvornår skal den skabes sammen?” spurgte den lyshårede nysgerrigt. Måske der var noget hun ikke havde lært endnu og noget hun kunne lære af, så ikke alle hendes forelskelser forblev ulykkelige. En fin, lille latter løs fra ungpigens strube, da Fleur nævnte de mange frøer. “Jeg har altså ikke tænkt mig at give gratis kys til alle frøer i kongeriget. Kun de pæne af dem” fniste hun.

Denne gang havde Kaylein svært ved at holde en hjertelig, brusende latter inde. “Jeg lover” grinte hun højlydt og skamløst. “Fange en?” hviskede hun med iver i øjnene. “Kun hvis vi slipper den løs igen” ville hun have den ældre Aren pige til at love. Andet ville være synd.

[Fleur af Aren]

”Naturligvis, man skal jo have standarter.” Små lo hun og klemte varmt om den slanke arm, mens hun overvejede hvordan hun bedst formidlede hendes ord.

Fleur havde været håbefuld for at Kaylien ville have taget hendes svar til sig uden yderligere spørgsmål, så var vidste hun også at der skulle mere til at stille en drømmers sind tilfreds.
”Nogle gange så føltes tiden rigtig, også selvom den stadig har brug for at modne.” Prædikede hun videre. Mærkede hvordan øjenbrynene, eftertænksomt, langsomt rykkede nærmere hinanden ”Lidt lige som æbler,” begge bryn skød op mens hun forsatte uden pause i sine ord ”hvis man er for utålmodig og plukker æblet før det har fået tid til at modne, så ender man med at sætte tænderne i et der er både surt og melet i stedet for saftigt og sødt.” Forklarede hun og bad lidt til kusinen ville forstå vigtigheden i ikke at forhaste sig.
Svaret på hvordan man skabte kærligheden sammen var straks svære at svare på. Der var ingen facitliste og Fleur havde ingen erfaring af trække på. ”Jeg tror at det skabes når begge er villige til at give sig for hinanden, så man kan mødes et sted på midten?” Lød konklusionen, skønt hun ikke var nært så sikker på det var det rigtige svar.

”Mmh.” Nikkede hun med underlæben trykket ind mellem tænderne, før et smil trak den fri ”Jeg lover vi slipper den fri igen. Måske er vi heldige at den vil opfylde et ønske, når den fanges?”.

[Kaylein Af Aren]

Skuldrene lavede et lille ryk, da hun fejede sin kusines ord væk uden et egentligt svar. Den unge komtesse levede i sin egen verden og hver gang hun blev konfronterede med dette, blev det stakkels naive hoved helt forvirret og følelserne fik overtaget. Normalt brugt hun mere energi end de fleste vidste, på at holde sine følelser under kontrol. De havde tendens til at løbe løbsk i den unge pigekrop.

“Men kæreste kusine, jeg vil mærke suset i kroppen, når en ung herre kigger på mig med det, der helt rigtige udtryk i sin smukke øjne. Jeg vil mærke den uendelig kærlighed selv hvis den er flygtig, jeg vil bare mærke noget smukt og ubeskriveligt” forklarede hun i et håb om, at Fleur kunne forstå, hvad der lå bag de ord. Kitty havde brug for at føle ægte, håbefulde følelser, så alle de negative ville vie deres plads. “Jeg er altså ikke et æble” fniste hun, inden tankerne atter førte hende ud i en forklaring som måske kun Kaylein forstod noget af. “Jeg er ligesom et kirsebær. Blødt, sødt og allerbedst med to på samme stilk”

For den unge Aren komtesse, var Fleur et orakel. I hendes verden vidste kusinen alt der var at vide om kærlighed og hun var blind for at den lidt ældre komtesse måske endnu ikke havde udforsket den i andet end fortællinger. “Hvilken midte?” spurgte hun nysgerrigt.

Iveren ville ingen ende tage ved idéen om, at nymferne måske kunne opfylde ønsker. “Selvfølgelig. Tror du virkelig at de kan det? Hvad ville du ønske?” de fortsatte frem og nåede næsten en bred, hvor knapt så mange mennesker havde samlet sig.

[Fleur af Aren]

Hun havde prøvet, det havde hun altså virkelig. Hun havde forsøgt, at male et billede på den unge blondines nethinde uden at kunne kalde sig selv for drømmeknuser i processen. Heldigvis for Kaylein, og uheldigvis for Fleur, lod den yngste Aren sig ikke bare sådan uden videre slå ud af kurs. Det gav Fleur lyst til at række op, lukke hænderne omkring hendes ansigt og fortælle hende hvor meget hun forstod sin kusine. Sandheden var Fleur forstod langt mere end Kaylein anede. Ægte, dybfølt og længerevarende kærlighed havde den rødhåret Aren afskrevet, men ønsket om at mærke begæret og betagelsen levede stadig som en indre ild. Hvor hun ville elske, ville Kaylein elskes, men fundamentalt var deres ønsker slet ikke så forskellige igen.
”Ikke det?” Lød det lidt overrasket. Hun havde været lige ved at spørger ind til hvilken frugt hun så var, men den unge komtesse kom kusinen i forkøbet. ”Du har helt et ret Kitty.” Små lo hun varmt ved beskrivelsen. Hun var virkelig et kirsebær og det bedste af slagsen.

”Ehm,” Tænderne sank ned i underlæben, mens en varme satte sig i kinderne og fik Fleur til at ligne en der havde været alt for længe under solen. Øjne søgte rundt på det sommergrønne løv, købte hende tid til at stykke et svar sammen.
”Lad os sige, at du blev gift med denne her virkelig flotte ridder, men med en personlighed lige så spændende som en opvredet klud. I undgår hinanden udenfor de ægteskabelige pligter,” Hun hold en kunstpause for at se om kusinen var med så langt, inden hun forsatte ”men så en dag beslutter du dig for at læse hans ynglings bog, så I har noget at snakke om. Gestussen får ham til at sørger for der et par dage efter er et helt fad af to stilkede kirsebær, fordi han ved det er dine ynglings. Hver dag tager jer et skridt nærmere hinanden, fordi I begge giver lidt af jer selv for hinanden.” Om det overhovedet var et realistisk scenarie havde Fleur absolut intet begreb om, men det lød da meget godt hvis hun da selv skulle bedømme.

Fremme ved bredden slap Fleur armen med et eftertænksomt "Hmh, hvad jeg ville ønske?" Det var et godt spørgsmål, der havde et væld af svar. Hvad ville hun ikke ønske sig var næsten nemmere at svare på. "Det ved jeg ikke endnu, jeg tror jeg skal tænke lidt mere over det?" Indrømmede hun endeligt og spurgte så; "Hvad med dig, Kitty?".

[Kaylein Af Aren]

Den unge komtesse havde altid haft utroligt svært ved at skjule sine følelser. Faktisk var hun slet ikke klar over, at man kunne skjule følelser. Alting var ofte at læse på hendes ansigt ligesom det totalt blanke blik der havde spredt sig i de blå øjne, mens den ældre kusine talte. Smilet fik det blanke til at forsvinde som dug for solen, da veninden gav hende ret i at hun var et rigtig godt kirsebær. Et øjeblik forsvandt hun ind i egne tanker om, hvor meget hun egentlig mindede om netop dette lækre bær.

De næste ord fik dog Kaylein tilbage til virkeligheden. Okay, virkeligheden var så meget sagt. Hun blev nærmere bragt tilbage til hendes egen udgave af virkeligheden. “Det er også skæbnen der har bestemt, at vi nok skal elske hinanden. Hvem end jeg bliver gift med, skal nok ende med at være mit manglende kirsebær” alting skulle nok have en mening i sidste ende og Kitty var overbevist, at ægte kærlighed nok skulle tilfalde hende og hvem end skæbnen førte hende sammen med.

Kitty så ned på det klare vand i floden og derfor med skinnene øjne op på Fleur, der i det øjeblik var lavet ud af drømme, i hvert fald ifølge den unge komtesse. “Et godt liv” kom det fra hende uden den store betænkningstid. Måske man skulle tro hun ville ønske sig kærlighed, men det var en del af et godt liv i den unge, naive komtesses verden. “Kom nu Fleur, hvad er det første der faldt dig ind? Der må da være noget du ønsker dig?” spurgte hun egentlig af kærlighed, selvom det måske virkede mere snagende for nogen.

[Fleur af Aren]

Som altid var Kaylein ligeså let læselig som en åben bog. De lyse øjne syntes at blive mere og mere tomme, jo flere ord kusinen fyldte på hende og i et øjeblik var Fleur overbevist om at hun havde tabt hende. En fornemmelse der skulle vise sig ikke så langt fra virkeligheden, som håbet. Essensen gik fuldkommen over hovedet på den kære blondine, men hendes evige optimisme tillod hende ikke at slås ud så let. Med en verden anskuet gennem rosenrøde glas, fodrede hun endnu en gang universet med utopiske drømme.
Den røde Aren havde ikke hjertet til endnu en gang at forsøge skabe jordforbindelse. ”Selvfølgelig.” Istemte hun i stedet, og sendte yngste kusinen et større tandsmil.

”Et godt liv…” Gentog hun med en mumlen, mest henvendt til hende selv. ”Det er et godt ønske.” Indrømmede hun med klar stemme., og løftede de brune øjne fra sit eget spejlbillede i floden.
”Okay, okay...” Med en latter boblende i stemmen løftede hun begge hænder afværgende op foran sig. Munden spidsede sig i en eftertænksom mine ”Jeg ville ønske,” Drillende lod hun tiden trækkes lidt ”- at jeg aldrig skal nøjes.” Svarede hun endeligt lidt små kryptisk, mens antydningen af en rødmen indtog kindben og næseryg. Fleur ville begæres og ikke kun når hun skulle gøre sin ægteskabelige pligt. Hun ville udforske og lære alt der var at lære.

[Kaylein Af Aren]

Emnet lod den unge komtesse ligge et stykke tid, for hendes korte koncentrationstid var blevet optaget af noget andet for nu. Tanken om nymfer kunne slet ikke få lov at flagre ud af hovedet på den unge pige. De dansede rundt på den anden side af nethinden og hun forestillede sig livligt, hvor de små væsner solede sig i solens sidste stråler, badet i lyserødt lys, fra solens nedgang i horisonten. Skoene blev fjernet fra de små fødder og hun sank dem ned i flodens bløde, kølige vand. Det var ikke gået op for Kitty, hvor varmt hun egentlig havde haft det, før hun følte hvor koldt vandet føltes.

“Men kæreste Fleur, vi skal jo finde de smukke væsner, før vi kan ønske” næsten hviskede en ivrig Kitty med en lyd, der alligevel kunne høres længere væk end normal hvisken. Blondinens blå øjne blev store, da kusinen trak tiden ud, så forventninger i den unge komtesse steg langt mere end den burde. “Nøjes?” spurgte hun prompte, efter venindens svag. Hendes stemme lød skuffet. Man kunne vel ønske sig hvad som helst?

En ivrig Kaylein af Aren vinkede sin rødhårede kusine med sig, da hun entusiastisk bevægede sig videre ud i floden, for nu gik nymfejagten ind. Selvfølgelig skulle de ikke fanges, så ville de blive straffet af guderne, men de skulle jagte et kort syn af de vidunderlige væsner.

[Fleur af Aren]

”Kitty dine klæder.” Påmindede hun mildt den yngre Aren, da hun i sin iver lignede en der havde været ved at træde i flodens vand før hun havde fået taget de yderste kjolelag af. Fleur havde ikke jagtet mange nymfer i sit endnu korte liv, men hun vurderede alligevel den var lettere når ikke alt for meget stof tyngede en.

Snører blev løsnet, lag efter lag fjernet til Fleur selv stod tilbage i den lyse særk og bare tær. ”Du ved,” Langsomt trådte hun et skridt ud i det kølige vand ”aldrig have kysset en anden mand end ham der bliver min fremtidige ægtemand.” Svarede hun, og undlod med vilje ikke at nævne det ikke kun gjorde sig gældende for kys eller mænd. Selvom floden var dejlig for friskende at dyppe sig i, så var det alligevel køligt nok at da vandet ramte det nederste af det flade maveskind og fik det lyse stof til at klæbe sig tæt, at Fleur måtte tage en hurtig indånding der fik maven til at trække sig ind.