Hvordan syntes du selv det går?

[Fleur af Aren]

Til | Lanval af Suilleaux .

Tid | Omkring middagstid.

Sted | Væbnerskolens område, 16. marts, 842.

Vejr | Overskyet, med periodiske huller i skydækket.

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

Dagens undervisningen på universitetet var kortet betydeligt, da den ene af underviserne desværre var blevet sengeliggende og ingen anden havde kunnet overtage timerne. Med ordrene om selvstudie var klassen blevet opløst og hvor de fleste havde søgt mod deres kollegier, så  havde Fleur af Aren taget turen hjem til det mindre byhus. Knapt havde hun nået at sætte første fod på trappetrinnet før hendes mors stemme lød bag hende "Fleur,". Lyden af sit navn havde tvunget hende til at vende spørgende rundt "Ja, Maman?".
"Du er tidligt hjemme. Papa er henne på væbnerskolen i dag for at hjælpe dem med," Var hendes mor begyndt med en hånd viftende foran sig som om den på magiskvis ville trylle ordene frem, som hendes mor syntes at mangle "et eller andet ridderligt. Han har glemt det pergament han skulle have haft med til Ridder Telfer. Gider du ikke tage hen og aflevere det?" Ordene blev måske serveret som et spørgsmål Fleur kunne afslå, men valget var allerede taget for hende. Inden hun kunne nå at kommentere på at hun havde ting der skulle læses til i morgen, var hendes mor allerede i færd med at hente det sammen rullede papir, hvorefter det blev stukket hende i hånden.

Ikke vant til at bevæge sig rundt på væbnerskolens arealer, lykkes det hende at gå forbi de første tre gange inden hun formåede at finde sin far og aflevere pergamentrullen. Hun afslog tilbuddet om at blive fulgt på vej gennem de snoet gange, selvsikker på at hun naturligvis kunne huske hvad vej hun var kommet fra. Det var den første fejl af dagen.
Faret vild og med et hovedlin der langsomt var ved at løsne sig, endte Fleur med febrilsk at famle efter klædet da det endelig gav slip på de kobberrøde lokker og faldt til jorden bag hende. "Ved Triatos også..." Mumlede hun indædt for sig selv. Det var anden fejl af dagen, ikke at have tjekket hovedbeklædningen inden hun var strøget ud af døren.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde ondt i hele kroppen, som han bevægede sig gennem væbnerskolens gange for at finde frem til de papirer han skulle bruge til sin opgave. Det var en af de ting han fandt mest kedelig ved at være væbner, at lære om hvordan man administrerede den finansielle side af at tage på togt. Det sagde ham ingenting, men hvis han skulle blive en dygtig ridder var det en del af arbejdet og han havde tænkt sig at blive en dygtig ridder.
Smerten i kroppen kom dog fra gårsdagen strabadser, han kunne stadig mærke følelsen af slaget fra sværdet der havde ramt ham på armen. Det havde været en stor fejl, en der kunne have kostet ham livet hvis det havde været i virkeligheden.

Han gik med blikket mod gulvet i sine egne tanker. Fokuseret på noget andet end hvad der skete omkring ham. Pludselig, var han dog lige ved at træde på et stykke stof der lå på jorden. Han stoppede brat op, trådte et skridt tilbage og løftede blikket.
Lanval stirrede på den rødhårede unge kvinde foran ham, han havde aldrig set så flot et hår på en kvinde før og det gjorde ham helt mundlam et øjeblik.
"Tilgiv mig Frøken, tabte De dette?" Sagde han og bøjede sig ned for at samle det op og række det mod hende. Det var først gået op for ham nu at det var et hovedlin og det føltes besynderligt intimt at holde et i hænderne. som om han gjorde noget, han ikke burde.

[Fleur af Aren]

Fleur havde været midt i bevægelsen til at dreje omkring sin egen aksle, for at bukke sig efter hovedklædet da hun fik selskab på gangen. Hun nåede kun at lægge an til at synke på hug, før den den nytilkommende havde taget klædet mellem fingrene og holdt det frem mod hende.

Fingerspidserne strejfede hans da Fleur tog imod stoffet med et spædt "T-tak.". Farve steg straks til både kindben, næseryg og bevægede sig hastigt nærmere ørene. Mens varmen endnu sad i ansigtet, havde Fleur øjnene rettet ned på de farveløse knoer, der var blevet hvide af fingrenes strammede greb om det lyse stof.
Rødmen falmede til den ikke var meget andet end en rest, der fik hende til at ligne en der havde opholdt sig for længe under solen, og i takt med den følelse løftede hun blikket. Læberne skilte, klar til at stille et spørgsmål der måtte vige tilbage for et andet, da hun fik set ordenligt på den mørkhåret væbner "De er," Pande og øjenbryn rynkede sig sammen, mens hun så mere indgående på ham "er De ikke Suilleaux arvingen?" Fløj det ud inden Fleur selv rigtig kunne nå at registrerer sine ord. Formuleringen var derfor ikke den mest velovervejede, som hjernen forsøgte at genkalde et klart billede af ham deltagende til en af de mange sammenkomster for de højbårne.
Hvad var det nu han hed? Linus, Landon, Landin? Hun var ret sikker på det var noget med L og A i starten.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste ikke helt om han bare skulle gå videre, men det virkede også en smule formelt bare at give hende hovedlinnedet og gå sin vej. Nu havde de startet en samtale og han måtte vel være sikker på om hun havde brug for hjælp, inden han gik videre. Hendes rødmen var kær og Lanval faldt lidt i staver, mens han stirrede på hende og lagde næsten ikke mærke til at hun kiggede på ham.

Først da hun talte vågnede han op af sin trance, hendes emne var et ømt et af slagsen, men hvis der var nogen der havde lov til at nævne det ville det være hende.
Et skævt smil dukkede op på hans læber og han nikkede. "Det er mig." Sagde han en smule kækt og rankede sig lidt op.
Derefter lagde han an til at læne sig op ad muren men havde misbedømt afstanden til muren, men nåede i sidste ende at gribe sig selv med sin hånd - dog en smule klodset.
"Tror ikke jeg har været så heldig at lære Deres navn at kende?" Sagde han. Smurte han for tykt på? Lanval var somregel ret uinteresseret i piger, men hende her var ret sød.
"Og har De brug for hjælp til noget?" Spurgte han. Man var vel ved at uddanne sig til ridder - så han måtte vel hjælpe hende.

[Fleur af Aren]

"Beklager det var ikke min me-" Hun havde forsøgt at undskylde for sig selv, da hun var blevet klar over sin egen fortalelse, men endte med at blive afbrudt, idet han i hvad der i ikke syntes mere end et glimt med øjnene havde været ved at miste sit fodfæste. Komtessens umiddelbare reaktion var først og fremmest at træde frem, række ud efter ham uden større sigte på sit greb.
"Pas på!" nåede hun at udbryde inden det lykkes adelssønnen, noget kluntet, at genvinde balancen og forhindre sig selv i at kollidere med den grovere stenvæg. 
Som havde han været en åben flamme hun havde stukket hånden direkte ind i, trådte hun et halvt skridt tilbage og gav i samme ombæring slip på den håndfuld af ærmets stof, som hun havde taget ved. Afstanden stadig ikke noget nært anstændig nok, for to unge mennesker af modsatte køn, og da slet ikke for folk af deres stand. Hun måtte undertrykke trangen for glatte de små folder ud, hendes fingre havde forsaget på ærmet.
"Fleur af Aren" Lykkes det hende at præstenteret sig, mens hun små fjumret fik nejet. Stadig alt for bevidst om hendes gentagende fejl. Hendes mama ville korse sig, hvis hun havde været vidne til bare en brøkdel af fejltrinene.
Tilbuddet om hjælp var hun ikke sen til at tage imod "Har De, ehm, et spejl?" Kontra spurgte hun og løftede lin klædet lidt "Det er noget nemmere at sætte på, når jeg også kan se hvad jeg laver i mens." Forklarede hun med et skævt smil.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde alt for travlt af ikke at blive distraheret af der hvor hendes hånd hve været, til at lægge mærke til hendes fejlrige nejen.
"Et smukt navn." Bemærkede han og rømmede sig en anelse, hvorefter han rettede sig op og forsøgte at tænke på noget andet end hendes smukke hud.
"Et spejl?" Gentog han. Det havde han inde på sit værelse, men det ville ikke ligefrem være passende - men der var også et i salen længere nede som primært blev brugt til ceremonier og ofte stod tom.
"Tror vist der er et nede i salen, denne vej." Sagde han og gestikulerede inden han begyndte at gå og regnede med at hun ville følge med.
"Så - De må lige være kommet ud af pigeskolen? Synes ikke jeg har set Dem før?" Sagde han og kneb øjnene lidt nysgerrigt sammen.

[Fleur af Aren]

”Mange tak.” Fleur havde absolut ingen kontrol over blodets strømning, der gjorde kinderne varme og fik hende til at ligne en, der havde kørt saften fra rosenblade ud over sine kindben, ved Lanvel’s kompliment. Slet ikke så underligt taget i betragtning at grevesønnen var en ganske nydelig ung mand, foruden at han stod stærkt på den sociale rangstige – ikke at Fleur gik synderligt meget op i sidste del, det var hendes forældres job.

Bekræftende nikkede hun en enkelt gang ”Hvis ikke det er til besvær?” Indskød hun lidt forsigtigt mens han lignede en der overvejede hendes forsørgelse. Først da han anviste vejen til salen, blev Fleur klar over hvordan hun havde stået og spændt op i skulderne, der løsnede op så snart hun fulgte med ham.
”Faktisk så går jeg på universitetet. Min gave nåede at vise sig inden jeg nåede at starte på pigeskolen og mine forældre mente det var et bedre valg.” Svarede hun, men ikke for at irettesætte ham. ”Det er næsten som at gå på pigeskolen, bare med undervisning i gaverne. – forestiller jeg mig?” Konspirerede hun uvidende om det forholdte sig sådan, og lod blikket fare mod et væghængt tæppe de passede. Hun trak lidt på skulderne, som var det alt sammen trivialiteter. Det var det også, hvis man spurgte hende.
”Er De glad for at gå på væbnerskolen?” Spurgte hun og vendte ansigtet sig mod Lanval. De mørke øjne var lyse af nysgerrighed, mens et smil der afslørede tænderne bag læberne, trak mundvigene op.

[Lanval af Suilleaux]

Så hun havde Gaven. Lanval havde altid haft det lidt ambivalent med folk med magiske evner. Han fandt det både fascinerende og en lille smule skræmmende. Han var nok mest typen, der foretrak hvad han kunne se og veje, det intuitive var en smule fremmed for ham.
Imens de gik lyttede han en smule distanceret til hendes ord, han havde en del at se til idag og det var svært at være helt tilstede i situationen. Derudover, ville han ikke se på hende, fordi det skabte en underlig følelse i hans krop.

Han nikkede over hendes konstatering af at gå på pigeskole og universitetet og trak så en smule på smilebåndet over hendes spørgsmål. Det var sjældent nogen spurgte ham om om han var glad for at gå på væbnerskolen.
"Det er glimrende." Sagde han. "Det passer godt til hvad jeg ønsker at få ud af mit liv." Sagde han.
"Jeg ville ikke være tilfreds med at sidde ved et skrivebord, jeg kan bedre lide at røre mig, slås og bruge min intellekt i kamp og strategi." Forklarede han.
"Hvad kan De så med din gave?" Spurgte han og skævede flygtigt mod hende.

[Fleur af Aren]

I starten havde den unge komtesse ikke lagt for meget tanke bag væbners undvigende blik, hvordan hans næste pegede stift fremfor sig, som om han ville miste orienteringen ved at skænke hende et blik. Først da hun for tredje gang forsøgte at fange hans blik med sit uden at have heldet med sig, gik det op for hende det umuligt kunne skyldes en ringe stedsans.
Var det det løse hår? Det var svært at forestille sig at det bar skylden alene, det var jo bare hår og selv med et hovedlin kunne det indimellem ses. Måske var det farven? Tanken fik hende næsten til at le moret, han måtte have set rødt hår før.

Hun havde nært glemt at lytte efter hans svar, mens hun funderede over den udeblivende øjenkontakt. ”De ligner også en der vil tage Dem bedre ud med et sværd i hånden end en fjerpen.” Komplimenterede hun ærligt, efter ganske skamløst at have ladet øjnene løbe ned over ham.
Fleur rettede blikket frem igen, men ikke uden skjult at holde øje med om han alligevel sneg sig til et kig, og det gjorde han til hendes store fornøjelse.
”Jeg kan kommunikere med den.” Svarede hun luftigt inden hun trådte et skridt frem og ind foran ham, tvang dem bragte begge til standsning. Hovedet skrånede sig da hun bramfrit spurgte; ”De undgår at se på mig, Væbner Suilleaux. Genere mit ansigt dem?”.

[Lanval af Suilleaux]

En fjerpen i hånden. Lanval trak lidt på smilebåndet, men reagerede ellers ikke. Han var ikke så god til komplimenter, i hans øjne var det en smule piget - så han gjorde det sjældent og forventede sjældent at andre folk gav dem til ham. Desuden gjorde hendes blik ham en smule ukomfortabel og han blev kun yderligere selvbevidst og akavet. Heldigvis var det svært at se, når han gik.

"Kommunikerer med den?" Gentog han forbløffet og skævede mod hende. Hvad betød det? Kunne hun læse tanker? Fordi hvis hun kunne det så var han afsløret og han så næsten helt skræmt ud ved tanken om, hvad han gik og tænkte på lige nu. Det ville sikkert fornærme hende.
"Hvad?" Sagde han, helt optaget af sine tanker. "Generer? Nej." Sagde han.
"Hvorfor skulle det det? De har jo et kønt ansigt." Bemærkede han mere som en konstatering end et kompliment.

[Fleur af Aren]

Der var derfor ikke noget at sige til at Lanval reagerede med en lettere diskutabel gentagelse, svaret havde fået havde ikke ligefrem gjort den kønne væbner klogere på hvad den kobberrøde komtesse kunne.
Fleur havde alle intentioner om at uddybe sin gave for ham, så længe som han fandt det interessant at lytte til hende. Ikke at det skulle forveksles til hun havde tænkt sig at snakke ørene af Grevesønnen, men for nu fik det lov til at flagre lidt mellem dem. Havde hun dog vidst hvilket tankemylder der togplads under det mørkehår, så havde hun nok forbarmet sig i stedet for at drives af sin egen nysgerrighed.

Faktuel. Intet kompliment som man ellers ville forvente fra en ung mand som ham. Blot en konstatering, som lige såvel kunne have været en genfortælling af, hvad han havde indtaget til morgenmad. Der var komtesser der ville have været blevet rødmosede af fornærmelse, men ikke Fleur.
Læberne skilte sig derimod i et større tandsmil "Hvilket held, Jeg var ellers lige ved at blive bekymret for at jeg havde groet mig et ekstra øje, der gjorde De ikke ville se på mig?". Hun holdt en mindre kunstpause, inden hun lige så munteret genoptog ordet "Men det ville være fjollet, for var det tilfældet så ville De næppe have kunnet tage øjnene fra mig.".

[Lanval af Suilleaux]

Lanval forstod virkelig ikke hvad de snakkede om - eller måske gjorde han, men han kunne ikke lide det. Han ville hellere tale om et eller andet nemmere, som krigstaktik eller strategi eller lignende. Det her skabte en masse følelser i ham, som han ikke brød sig om. Heldigvis nåede de snart salen, så kunne han vise hende spejlet og skynde sig væk.

"Næppe." Bemærkede han og rømmede sig. Derefter åbnede han døren til salen og ventede på at hun gik indenfor.
"Det er det rum vi bruger til ceremonier og lignende. Spejlet er derovre." Sagde han og blev stående ved døren, fordi han på en eller anden måde følte at det ville være for meget hvis han gik ind i lokalet med hende. Hellere blive herude på gangen, med en åben dør, så hvis nogen dukkede op ville de ikke få forkerte ideer.
Imens lænede han sig op ad dørkarmen, så han kunne se på hende mens hun satte stoffet over sit hår.

[Fleur af Aren]

Fleur kunne have valgt at borer mere i, hvad der i virkeligheden havde ligget til grunde for Suilleaux væbnerens stive nakke, men hun undlod. Lanval havde ikke været andet end både flink og behjælpelig, så hun så ingen grund til at prikke til den beklemthedsfølelse hun fornemmede lurede bag de kønne lyse øjne. Desuden var det ingen større videnskab at regne ud, hvorfor blikkene havde været sparsomme.

”Mange tak.” Svarede hun da han henviste til spejlet. Med store nysgerrige øjne trådte hun ind i det store rum og lod øjnene glide over de mørke træornamenter, der indrammede loft og rummets hjørner. De var simple, men stadig smukke. Fleur forestillede sig salen fyldt med pager, væbnere og riddere og nåede til konklusionen om udskæringerne passede til stedet og dem de skulle danne ramme for.

Henne foran spejlet så hun tilbage på ham, gennem den blanke flade ”Min gave, den gør jeg kan se ind i folk sind eller lægge en beskyttende barriere omkring det. Jeg kan føre samtaler gennem objekter og ild med andre der har samme gave, men det kræver begge er godt lærd i vores gave. De siger min gave er stor, da den strækker sig til drømmeverden, at Koarae selv har velsignet mig.” Gav hun sig til at forklare til det indirekte spørgsmål fra tidligere, mens hun forsøgte at få styr på det lange hår. En opgave besværlig gjort at manglen på et bord eller anden flade som hun kunne lægge hovedklædet på i mens. I stedet måtte hun holde stoffet tæt til kroppen under den ene overarm, så det blev umuligt at komme ordentligt til.
Fleur sukkede lettere opgivende, da hun for tredje gang havde måttet slippe håret for at gribe eller rette på hovedlinet, der havde været ved at falde på gulvet. Det fik hende til at dreje halv omkring sig selv og se rigtig mod Lanval og spurgte; ”Vil De hjælpe mig? De skal bare holde linet.”.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval betragtede hende mens hun gik hen til spejlet og han lod som om han ikke var specielt fascineret af synet. Han havde dog aldrig set en kvinde i så intim en situation før og det gjorde noget ved ham, som han ikke rigtig kunne forklare. Allerede inden hun bad ham om at hjælpe, havde han indset at hun ikke kunne gøre det selv og var begyndt at gå hen mod hende. Han stillede sig ved siden af hende, måske lidt for tæt på og kunne dufte sæben hun brugte til at vaske sit hår.

Forsigtig tog han imod det bløde stof og betragtede hende undersøgende, mens han var meget bevidst om hvor alene de var og hvor tæt han stod på hende. Han burde træde væk, være respektfuld og opføre sig pænt, men i stedet stirrede han på hende med et lettere mørkt blik.
"Kan De så læse alle folks tanker?" Spurgte han og sank en klump. Ved Mithras, han måtte blive nødt til at slå sig selv ihjel hvis hun rent faktisk vidste hvad der var i hans tanker lige nu. Det var ikke passende for en væbner at tænke sådan om en ung adelsfrøken.

[Fleur af Aren]

Det var langt svære at kigge på ham i smug, når han ikke længere stod i dør åbningen. Det var yderligere besværliggjort af han stod tættere end hvad der var passende for et ugift par, men nærheden generede hende ikke det mindste selvom den burde. Hvad folk ikke ville sige, hvis de så dem sammen! Hvilket skelsættende rygter der ikke kunne spredes om dem begge.
Hun burde have bedt ham tråde tilbage eller i det mindste hentyde til hun ønskede albuerum, men undlod det med vilje.

”De frygter måske jeg er i færd med at lede Deres sind i gennem efter alle Deres mørkeste hemmeligheder?” Spurgte hun drillede, og skævede tydeligt til ham før hun så tilbage på sit eget spejlbillede. Med begge arme fri, blev det noget nemmere at få håret sat i en frisure der var bedre kunne holde hovedlinet på plads om end det ikke var perfekt, det ville kræve en børste. Hovedbeklædningen blevet fæstnet, så størstedelen af det kobberrøde hår var dækket til.
Fleur drejede så hun stod med fronten mod Lanval og rystede ganske stille på hovedet med et forsikrende smil  ”Det er mest om folk taler sandt eller ej, men jeg gør sjældent brug af det. Alle lyver alligevel, spørgsmålet er bare størrelsen på løgnen.” Hvide løgne fik samfundets hjul til at køre mere gnidnings frit. Hun lænede sig lidt nærmere ham "Men det har De ikke hørt fra mig, Væbner Suilleaux. Folk skulle jo nødigt tro at kvinder er andet end armpynt." Hviskede hun, og løftede den ene pegefinger til læberne da hun rettede sig op.