Uforglemmelig [S]

[Fleur af Aren]

Fleur følte sig vel nok naturligt mere komfortabel i eget skind end hun gjorde i langt de fleste kjoler og hun havde svælget sig i de lystfyldte blikke fra Theuderic. Rødtoppen havde forsøgt at flyve alt for tæt på solen og risikerede nu at blive brændt, hvis ikke hun ændrede kurs inden.

Posituren punkterede. Skulderne faldt en smule sammen og det samme gjorde sig gældende for smilet læberne havde været prydet med. Fingeren forblev i kontakt med hagen selvom presset lettede. Spørgsmålet slog hende tilbage, men ikke ud selvom det i et split sekund kunne virke sådan. Udtrykket skiftede fra mismod til vantro før det dernæst gled over og blev mere eftertænksomt. Det ville han ikke, ville han?
Bidende i underlæben sad hun tavst over ham med rynkede øjenbryn, før hun endeligt brød tavsheden. "Hvorfor skulle du det? Så skulle du have nægtet mig den fra starten, ikke sandt?" Kontraspurgte hun med det ene øjenbryn rejst spørgende. Havde ridderen virkelig været så indifferent ville der ingen grund have været for at tage hensyn. Han kunne trods alt være ligeglad med om hun nogensinde fandt vej tilbage i hans seng.

[Theuderic af Sangy]

Han fulgte hendes udtryk som det ændrede sig. Mismod, vantro, eftertænksomhed. Undren. Han lo stille til hendes kommentar, som han betragtede hende med et lidt underholdt blik. Det var åbenbart slet ikke faldet hende ind, at han ikke ville føje hende? Han anede ikke om han skulle tilskrive det hendes unge sind, eller bare simpel kæphøjhed. "Skulle jeg?" Spurgte han og bød hende til refleksion, som han så lidt afventende mod hende i et øjeblik. Imens gled tommelfingeren blot kærtegnende over lårets bløde hud, dér hvor hans hånd var placeret. Efter et lille rums tid satte han sig op i sengen, stadig med Fleur siddende overskrævs på ham, hvorpå hans ansigt var ud for hendes brystkasse og han derfor skulle vippe hovedet lidt tilbage for at finde de brune øjne.

Han lod hænderne glide om på hendes lænd istedet, så han kunne støtte hendes krop lidt i positionen. Et mere alvorspræget blik var at se i de grå øjne. "Det handler om at tage og give." Svarede han så, "Hvis du gerne vil opleve, så kan jeg give." Tilbød han og lod blikket vandre lidt syndigt. Tydeligvis var der ting han gerne ville med hende. Ellers befandt de sig jo ikke her. Han flyttede blikket tilbage mod hendes, "Men jeg forventer noget igen." Tilføjede han så. "Din nydelse, for min. Og omvendt,", uddybede han. Det var betingelsen. Sådan som det var det med Theuderics øvrige elskerinder. Det var hvad det altsammen handlede om. Nydelse. Intet mere, intet mindre.

[Fleur af Aren]

Hun havde ikke forsøgt at være kæphøj. Svaret byggede på en oprigtig uvidenhed og så blev logik altid tilvalget. Det gav mening at det ville være enten eller og ikke noget midt i mellem. Theuderic’ latter gik hende derimod på andre tanker. Hvad var det hun ikke så, som morede ham sådan?
”Ja?” Svarede Fleur undrende og tænksomt, næsten fjernt som hun prøvede at stykke de rigtige ender sammen. Havde det været muligt fysisk, ville grevesønnen havde kunnet høre hvordan hjernen kom på arbejde under de kobberrøde hår.

Knæene blev instinktivt klemt ind mod hofterne, som han justerede sig under hende og trak Fleur ud af sit eget tankespind. Et vintergråt hav mødte hende, da hun vendte ansigtet mod hans. Med armene strækket ud bag ham lod hun undersiden af dem hvile på de brede skuldre. Langsomt rakte han hende de manglende ender, men uden at give Fleur følelsen af at være dum eller flov over den manglende evne til at se det fulde billede, før han præsenterede det for hende.
Fleur nikkede sin accept med bankende hjerte. Deres begges nydelse, ligeligt fordelt, var på inden måde urimeligt forlangt. Det var en aftale hun godt kunne gå med til, med et enkelt men. De brune øjne blev alvorstunge ”På én betingelse. Du intet nævner for Tómas, nogensinde.” Det var hendes eneste krav, men et væsentligt et. Den yngre ridder måtte under ingen omstændigheder finde ud af det. Hun sad allerede som en lus mellem to negle efter at have forsøgt mægle mellem kusinen og Tómas af Sangy. Der var ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede, blot fordi de valgte at fjolle rundt med hinanden.

[Theuderic af Sangy]

Han betragtede hende, som hun virkede til at overveje betingelsen. Stille håbende at hun ville acceptere. Da de brune øjne pludselig vejede tunge af alvor, rynkede han kort brynene. Lyttende, inden et smil trak sig skævt på læberne. Han diskuterede aldrig sine partnere med lillebroderen eller nogen andre. Hvorfor skulle han? Hvilket godt bragte det med sig? Den rødhåredes krav var derfor ret nemme for Theuderic at indfri. "Ikke et ord." Bekræftede han, uden på nogen måde at lade hende vide hvordan det normalt stod til med diskretionen. Mithras forbyde at hun rejste nye krav, i den pludselige mangel på et. Det var med at holde det simpelt.

Hans blik faldt til det lille stykke kobber der vinkede fra brystet. Han førte hånden op mellem dem og fattede om det blanke metal. Symbolet for Mithras? "Hm?" Brummede han stille, "En amulet?" Han flyttede blikket mod hende i søgen på bekræftelse. Da hun stille nikkede, slap han det med en tilfreds mine og lod dernæst hånden glide om på siden af hendes hals, som han ledte hende ind i et nyt kys...


/Lukket