Uforglemmelig [S]

[Fleur af Aren]

Til | Theuderic af Sangy .

Sted | Charenoy, 24. august, 842.
Tid | Sen eftermiddag.

Vejr | Høj sol har stået på fra en skyfri himmel hele dagen og har efterladt luften overraskende lun for sensommeren, i det norlige len.

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

To dage var allerede gået siden rundrejsen havde nået Charenoy. Aften forinden var den ene af to storslået festmiddage blevet afholdt. Den første ret havde knapt nok nået at blive placeret foran Fleur, før de brungrønne øjne var landet på mørkebrune krøller tre pladser længere nede på modsatte side, og havde gjort det svært at koncentrere sig om den trivielle snak der forgik mellem de omkring siddende.
Med en påtaget interesse havde hun lyttet til sin bordherres fortællinger, om hvor meget han så frem til dette års pyrschjagt med håbet om at nedlægge den råbuk med det perfekt symmetriske gevir, han havde set de sidste tre gange han havde redet nær skovbrynet. Alt mens havde Fleur sendt flere skjule blikke og der tilhørende små varme smil tværs over bordet mod krøllernes ejermand, Theuderic af Sangy.
Skæbnen ville at aften skulle vise sig fyldt med forhindringer, der sørgede for at Theuderic aldrig var inden for rækkevide til en voksende frustration for den unge komtesse. Som så mange gange før havde Fleur ramt sengen med trætte ben og ømme fødder, mens tankerne cirkulerende blev ved med at vende tilbage til den ælde ridder.

I månedsvis havde de danset omkring hinanden. Det der var startet som små uskyldige flirterier var langsomt blevet til flere og uskyldigheden knap nok til stede. I starten havde hun ikke kunne sætte en præcis finger på den kriblende fornemmelsen, der gik gennem den slanke ramme, men på sigt havde ordene, smilende og blikkende ikke været nok.
Drevet af et nyfundet mod og en sejlivet beslutsomhed om ikke at lade endnu en dag passere, uden at komme ham nærmere, var det lykkes Fleur formået at snige uset sig ind i teltet tilhørende den kønne brunette. Til en start havde hun stået midt i det opslået telt med spændte øje vendt mod indgangen, men som tiden var gået uden at Theuderic var dukket op, var hun endt med at sætte sig afventende på sengens kant, med hagen hvilende i håndfladen og albuen støttende mod den ene lår, nær knæet.

[Theuderic af Sangy]

En brummende latter rullede gennem den mindre flok af herrer, der havde samlet sig i en af Lensborgens gårdpladser. Enkelte mænd var blevet trukket afsted af deres hustru, som fik vristet deres husbond ud af mandehørmens lænker på en kvindelistig måde. Theuderic kendte efterhånden deres kneb, skønt han af og til, stadig lod sig snøre. De var snu, de kvinder. Således betragtede Theuderic Bartolomeus forlade pladsen, med et vidende smil, som hans nytilkomne kløgtigt guidede sin mand bort. De havde også stået der længe. Det var måske på tide at samle sig selv lidt og søge noget andet selskab. Således brød Theuderic med den resterende flok af mænd, der nu ihærdigt diskuterede nøjagtigheden af forskellige slags armbrøste. En snak der egentligt heller ikke interesserede ham synderligt.

Faktisk var planen blot at forfriske sig lidt, og dernæst cirkulere en runde på pladsen foran Lensborgen. Han vidste at hans bror ville være deromkring med sin nye, tvære kommende viv.. Hvortil Theuderic muligvis havde muligheden for at støde ind i hendes kusine. Fleur, med det flammende hår. Han havde fanget hendes blik under middagen og sendt hende et syndigt et tilbage. Den rosa farve der havde spredt sig på hendes kinder efterfølgende, trak et lidt selvtilfredst smil frem på Lensarvingens læber. Han vidste godt at han virkelig ikke burde opmuntre hende, men han kunne ikke lade være. Theuderic var svag for kvinder.
Det var derfor med en vis overraskelse, da han dukkede sig under teltdugen ved indgangen, og fik øje på selvsamme kvinde. Siddende på hans sengekant, med hovedet kedsommeligt placeret i hendes hånd. "Nådigfrøken?" Lød det undrende fra ham, som han betragtede hende lidt.

[Fleur af Aren]

I ventetiden, der føltes som et mindre århundrede, skiftevis kredsede of strøg den frie pegefingerspids åndsfraværende over kjolens emerald grønne brokadestofs mønster. Flere gange havde den unge adelsdatter været fristet til at lade sig vælte bagover i sengens bløde lag, med armene skrukket over hovedet, men havde alligevel formået at beherske sig. Mindede sig selv om hun allerede havde overskredet alle regler om korrekt etikette, når hun havde inviteret sig selv under grevesønnens telt uden hans vidne.

Et næsten uhørligt suk gled ud og brød den stilhed Fleur tålmodigt havde siddet i, da teltduen ved indgangen blev trukket til siden og ind trådte den mørkhåret ridder. Den dybere stemme trak hende ude af tankeverden hun havde trukket sig selv længere og længere ind i, og fik det til at glippe i hele kroppen. Overraskelsen var tydelig hos Theuderic i det hun med plirrende øjne kom på benene.
"Herre." Hilste hun i et nej, der resulterede i den ene hæl kolliderede med sengens træramme i en høj donk-lyd. Røde plamager blussede frem over kinderne, i en stærk konkurrence til de røde øjenbryn. "Jeg," Startede hun, men brød sig selv af for at synke den voksende klump spyt der truede med at lukke halsen af. Et splid sekund nåede overvejelsen at beklage for sig og stikke ham en hvid løgn om at hun måtte have taget fejl af teltene, at melde sig kun for at blive skubbet væk lige så hastigt som tanken var dukket  op.
Fleur rankede ryggen, væddet underlæben med tungespidsen inden mundvigende trak sig op ad i et smil "De er en travl mand. Jeg havde noget nært troet at jeg ville skulle have ventet hele natten, på at kunne komme til at snakke med Dem." Ordene var langt mere selvsikre end hun følte sig. En knude lagde sig tungt i maven, frygtsom for hans afvisning. "Jeg har tænkt på Dem..." Indrømmede hun dernæst lavmælt. Stemmen var ikke sænket af flovhed over erkendelsen, men fordi ordene var så uvant i hendes mund.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic betragtede den forfjamskede komtesse, med en neutral mine, skønt blikket nok glimtede lidt af morskab over hendes forhutlede nejen, der afstedkom et ordenligt 'bonk' da hendes hæl ramte sengerammen. Han påtalte det ikke. Istedet betragtede han blot de rosa kinder, som farven stille bredte sig på dem. Et lille selvtilfredst smil bredte sig på hans læber i respons. Han lod det dog blegne igen, som han trådte hende lidt nærmere, således at han placerede sig i en høfligt afstand for to konserverende personer.
Umiddelbart skulle han til at komme med en bemærkning, men lod sig afbryde. Han observerede den usynlige klump hun sank og det tøvende udtryk, for kun at se hende samle modet til sig. Hans blik hang lidt ved hendes fugtede læber, der nu glinsede let. "Tale med mig?" Opmuntrede han hende, skønt han havde en fornemmelse af hvad dette drejede sig om. Han spillede lidt uvidende, nok mest for at give hende muligheden for at sige hvad hun havde brug for at sige.

Theuderics udtryk var lagt i en lyttende mine, selv da han trådte hende lidt nærmere end hvad der ellers var propert og dernæst, ganske frimodigt, førte sin hånd frem for at lade en lang lok af hendes røde hår glide mellem sine fingre, idet hans blik fulgte sin egen bevægelse, betaget af hårets røde farve. "Har De?" Svarede han i en ikke særligt overrasket tone, imens et vidende smil spillede på hans læber. "Hvad har De tænkt?" Drillede han hende lidt.

[Fleur af Aren]

Knuden i maven løsnede sig ved den udeblivende afvisning. I bytte fik lysten til at udlignede afstand imellem lov til at fylde, men hverken ben eller tunge syntes at ville lystre hjernes signaler. Svaret endte i en rodet blanding af et nik og hoved ryst. Et 'Ja' til at tale, men 'Nej' til endnu en gang at tale om ridderlige pligter, broderimønstre og andre trivielle samtaleemner. Hun ville så meget mere. 
Tusinde tanker myldrede under den røde hårpragt, den ene syntes at vælte over den forrige inden den havde nået at fortage sig. Alligevel var det på en og samme tid som om hovedet føltes tomt.

Med en nervøs spænding der næsten gjorde hende svimmel som havde hun befundet sig i tyndere luftlag, fulgte Fleur nøje Theuderic med blikket idet han endnu engang trådte hende nærmere. Hun havde ingen gang bemærket hvordan tænderne havde trykket underlæben ind mellem sig, før den slap fri af sit hvide fængsel.
Hemmelighedsfulde gnister slog fra de brungrønne øjne mens et 'Mmh' lød, både bekræftende og overvejende. Mundvigende trak mod øjnene, den ene en anelse højre end dens makker. "På dine øjne, hvordan de altid syntes at finde mig i mængden af brusende skørter og hævede vinglas," begyndte hun og tog det modigere valg, at træde et skridt tættere og lukke den sidste afstand mellem dem, til kun hendes slanke hænder mod hans brystkasse og stoflagende under skilte dem ad. "dine læber, hvordan de måtte føltes mod mine, om jeg ville kunne smage den krydrede vin?" Blikket dalede til Theuderic's mund, hvor det blev hængende i nogle lange sekunder, hvorefter det søgte tilbage til sit udgangspunkt, hans øjne.
Der var lille tøven lå i bevægelsen, da den ene af hænderne søgte op og lagde sig om hans nakke "Hvordan de ville sætte usynlige mærker, når de vandrede over min krop og vakte den til live." Sagde hun opfordrende næsten i en hvisken. Gik hun for lagt? Tanken spøgte bagerst i hovedet.

[Theuderic af Sangy]

Han fulgte hendes bevægelser med blikket, som hun både trådte nærmere og tættere. Et kort øjeblik, fandt Theuderic sig overrasket over hendes mod og direktehed, da hendes hænder lagde sig på hans bryst. Han havde ikke forventet at den nære kontakt var initieret af hende, men havde nok snare anset hende mere som værende en bly viol - hvortil han nok havde været nødt til at tage det første skridt. Der blev han ihvertfald modbevist.

Theuderic afbrød hende ikke, som hun talte. Men lyttede istedet til hendes tanker, idet han i respons på hendes berøring, lagde hænderne om hendes talje. Hun var noget af en poet, det var tydeligt at høre. Den sidste sætning var dristig, men den bragte et skævt smil frem på hans læber imens blikket synes at brænde varmere. Hvis det var det hun ønskede, så lod han hende gerne mærke hver en centimeter af sin egen krop.

Den ene hånd slap fra sin plads om hendes talje, for at han istedet kunne fange hendes hage med tommelfingeren og siden af pegefingeren. Et sensuelt glimt hvilede i hans blik, som han vippede hendes ansigt lidt opad, så han bedre kunne betragte hende. Det fikserede sig på hendes læber, som han strejfende lod spidsen af tommelfingeren glide over den fyldige underlæbe. "Pudsigt." Kommenterede han, "Jeg har tænkt på noget lignende." Tilføjede han uden at specificere yderligere. De kunne tale fantasier en anden dag. Theuderic stod blot for en kort stund og betragtede hende med en underfundig blanding af ubeslutsomhed. Som om han ønskede at tage hende, men alligevel ikke helt vidste om han burde. Det var nok komtessens alder der nagede bagerst i hans sind, skønt hun ganske vel, i middelalder øjemed, var en voksen kvinde. "Er du sikker på du vil det her?" Spurgte han afdæmpet.

[Fleur af Aren]

Forestillingerne havde været mange, alle farvet af de talrige bøger der havde været mellem komtessens hænder. Ingen af dem havde varslet om hvordan luften ville føltes iltfattig eller hvordan hvert ord syntes at tage mere luft med sig ud end der kom ind igen, så hun blev ør i hovedet og knæene truede med at give efter. Theuderic’s hænder var derfor en kærkommen støtte.
Måske var det rene indbildninger, men Fleur kunne have forsvoret at hun kunne mærke hans varme trænge ind gennem de mange vævninger, til den nåede underkjolen og trængte helt ind til hendes egen varme. Et kort øjeblik frygtede hun, at hun ville brænde op i hans arme, hvis de mange lag af stof forsvandt.

”En kvindes sande værdig ligger i hendes dyd.” år efter år havde hun måttet lægge øre til sin mama’s prædiken. En moraliserende og dogmatisk enetale, der kun var blevet hyppigere jo nærmere den rødhåret datter var kommet på voksenlivet, og dets mange fristelser.
Formaningerne stod ringe stand mod ridderen af Sangy.
Med store dådyrøje lod hun villigt hovedet vippes tilbage. Tommelfingeren var overraskende blød, ingen ru hud som man kunne være tilbøjelig til at forvente, af en mand med hans erhverv. Hans ord var som forførende viser, der pustede til den voksende lystfølelse. ”Har du?” Spurgte hun med spinkel stemme, og lod tænderne tage underlæben som gidsel. Et sug kunne mærkes nederst i maven, ved beskæftigelsen af hun ikke havde været alene med de syndige tanker. 
Der var derfor ikke skyggen af tvivl, da hun beslutsomt svarede ”Ja,” med et nik. Hånden der have hvilet i nakken flyttede sig længere op, til bløde krøller opslugte fingerspidserne ”så sikker som at solen vil rejse sig igen i morgen.” Forsikrede hun lavmælt, grænsende mod en hvisken.

[Theuderic af Sangy]

De mørkegrå øjne fandt hendes blik, da hun søgte bekræftelse på hans ord. Det var ikke kærlighed der drev grevesønnen til at beundre komtessen lange, flammende lokker, beundre hendes blege, glatte hud eller sole sig i smilet på de røde læber. Det ville være en misforståelse. Theuderics fascination var kødelig.. og måske alene af den grund syndig, hvis komtessen troede at han nærede noget følelsesmæssigt for hende. For småpigernes overfladiske forelskelser kunne han spille den galante ridder og tilbyde dem en rose, men forlade dem igen så snart han vendte sig for at gå. Men for adelsfrøkener - og fruer, der vidste hvad de gjorde, havde han ingen skrupler ved at føre eller lade sig føre til sengen.

Theuderic havde dog ikke opfattet hendes ord, som en erklæring af andet end en fascination af selvsamme karakter, som hans egen. Derfor smilte han blot et lidt skævt, men vidende smil, som han brummende bekræftede hendes spørgsmål. "Du er yndig, Fleur... kan jeg klandres for at have tænkt i disse baner?" Svarede han så med et lidt gavtyveagtigt glimt i blikket.

Som hun sagde sine ord og lod hånden føres mod de tæmmede krøller der besatte hans hår, lod Theuderic læberne mødes med hendes. Der var varme og bløde. Hans hånd der havde holdt ved hendes hage, lod han istedet føre over formen af hendes krop, så han kunne mærke den varme hud ved hendes hals, kraveben. Mærke fingerspidserne glide over det øvre af brystbenet, inden stoffet fra kjolen brød den direkte kontakt. Han fulgte hvælvingen af hendes bryst, inden han favnede det i sin hånd og dernæst roligt søgte at fjerne kjolens bindinger og spænder.

[Fleur af Aren]

Sangy ridderen var modsat den unge Aren langt mere velbevandret i syndens have. Han vidste nøjagtigt hvad han gjorde når komplimenter som yndig blev luftet. Som en hver anden normal ung kvinde på hendes alder, var Fleur heller ikke immun overfor disse. Hun ikke var blåøjet nok til at tro, at hun var den første Theuderic havde kaldt for yndig eller andre synonymer for samme, men det gjorde det ikke mindre særligt.

Fleur tog imod kysset som en sommertør plante, der endelig blev overskyllet af regn. Kunne ikke undgå at føle sig en smule små kluntet i starten af kysset. Erfaringen var sparsomlig, begrænset til en person før ham, og det havde ikke været meget andet end et tantekys, givet som betaling for at få en af hendes bøger igen fra en af byens unge drenge.
Måske havde hun fået alt for meget af den fortyndede vin under middagen, så hendes dømmekraft over rigtig og forkert var blevet sløret, men hvis det var så forkert, hvordan kunne det så samtidigt føltes så rigtigt? Langsomt, jo mere slip hun gav på sine tanker, flugte sine instinkter og lod sig lede, desto nemmere blev det at følge ham i kysset. Øjnene gled i. Taget om den brune manke strammede sig ikke klar til at lade ham trække sig før hun havde fået nok, noget der lige nu virkede helt umuligt.

"Theuderic." Sukkede hun mod hans læber, inden hun slap dem helt og lod blikket søge ned mod hans hænder i færd med at åbne det første lag af stof. Pludselig nervøs for hun ikke var hvad han ønskede sig - nervøs for hun ikke var tilstrækkelig, når først hans hænder fandt vej ind til den mælke hud. Hænderne søgte hans, lukkede sig omkring dem så hun kunne føre ham med tilbage mod den opsatte seng "Sid ned." Opfordrede hun med bankende hjerte.

[Theuderic af Sangy]

Rytmen havde været lidt svær at finde med hende. De urørte læber talte sandheden om hendes erfaring. Han påtalte det ikke, for det skræmte ham ikke. Han havde prøvet det før. Men han undrede sig dog lydløst over præcist hvor urørt hun var. I baghovedet nagede moralen lidt igen. Burde han stoppe mens legen var god? Glide af på den og være et hæderligt menneske der lod en urørt komtesse forblive urørt? Han vidste jo, at for ham var det blot en flygtig intim kontakt, der potentielt kunne være ovre i morgen. Men at give sig selv til ham på denne måde, for blot én nat. Var hun indforstået med dette?

Theuderic ærgede sig lidt da han egentlig havde truffet beslutningen, men tillod sig at tage det givne kys fuldt og holdent, som han vidste var hvad han måtte stille sig tilfreds med i nat. Således begyndte han at trække sig lidt tilbage i ærgelse. Hendes stemme lød vagt, sukkende mod ham inden han nåede at slippe hende helt. Lyden trak hans opmærksomhed tilbage på hende, i et øjeblik forblændet af den sensuelle karakter. Han lod hende slippe kysset, for istedet at betragte hendes blik, skønt det søgte videre mod hans hænder. Hun lagde sine hænder om hans og trækket hun efterfølgende gjorde i dem, guidede ham, lidt til hans overraskelse, mod sengen. Da hun beordrede ham til at sidde, føjede han hende blot ved at sætte sig på sengekanten.
Theuderic kunne ikke undgå at betragte hendes veldrejede skikkelse med en nysgerrighed og dog undren, der blandede sig med det begær han følte for hende.

[Fleur af Aren]

Fleur havde for et splitsekund haft en reel bekymring for om det afbrudte kys og det følgende greb omkring hans hænder, ville tolkes som at hun havde fået kolde fødder af grevesønnen. Hjertet havde siddet i halsen ved det første skridt tilbage mod sengen, mens hun mentalt forberedte sig på han ville blive stående.
Frygt blev gjort til skamme, da Theuderic lod sig lede og til gengæld fik Fleur’s indre gudinde til at danse over hendes sejr.

Uanstændigt som det var, så havde Fleur aldrig haft de store tanker om at gemme sig selv til en mand, hun muligvis ville foragte. Theuderic var måske ikke hendes ægtemand, ja ingen gang hendes forlovede og sengen var end ikke deres fælles ægteseng, men den rødhåret komtesse var mere sikker end nogensinde på dette var det rette valg, at den ældre ridder var den helt rigtige til at gøre hende til den kvinde, hun følte sig som.

”Du må ikke rejse dig.” Beordrede hun, og slap hans hænder med et lille hemmelighedsfuldt smil. Denne ene hånd strøg over det velholdte skæg, ned mod hagen før hun trådte et skridt bagud og langt mere selvsikkert end hun havde været tidligere i kysset, forsatte fra hvor hun havde bremset Theuderic. For hvert lag hun fik pillet af desto varmere blev kinderne. Det føltes om som der var gået ild i hendes ansigt i det det inderste stof lag landede ved hendes fødder.
Hun havde ikke stået afklædt foran det andet køn i årevis. Den gang havde hun ikke været andet end en lille pige, der havde delt et bad med den yngre bror, men hun gjorde intet for at dække sig for hans blik. Med underlæben trukket ind mellem tænderne, mødte hun hans øjne og tog en dyb indånding. Den ene fod foran den anden bragte hende tilbage foran ham. Med et knæ på hver side af Theuderic tog Fleur plads på hans skød ”Du kan stadig nå at fortryde?” Bemærkede hun små kækt, mens armene søgte omkring hans skuldre. Overrasket over hvor meget hun hvilede i sin egen nøgenhed, men modsat det usikre kys var hendes krop nu en gang som den var blevet skabt.

[Theuderic af Sangy]

Han fulgte hendes bevægelser, som hun bakkede et skridt og dermed tillod ham at tage synet af hende ind. Det hele af hende, som hun langsomt og med en form for genvunden selvsikkerhed, løsnede fæstninger og spænder der holdt kjolen på plads, så det yderste lag til sidst gled af og landede om anklerne. Theuderic kunne ane hendes silhouette gennem særkens sarte, hvide vævning. Hendes brysters hærdethed der prikkede til stoffet indefra. Han mærkede sin egen krop reagere på hende. Endog fandt han det svært at bare sidde og se på, at hun gerne tog sin tid med at lade særken glide over sine kurver. Men hun gjorde det, og Theuderic betragtede hende med begær i blikket uden at føle den mindste skyld over det. Hun måtte gerne se, at han gerne ville have hende. For hun var smuk, velskabt i sin egen ynde, og bar sig selv med en selvsikkerhed han ikke havde set eller mødt i så uskyldig kvinde før. Hun var, kort sagt, ikke ligefrem genert. Og Theuderic nød det, for det betød, at han ikke behøvede at være så nænsom med hende.

Han kvitterede derfor hendes kække bemærkning, men et skævt smil, som hun indtog sin plads på hans skød. Blikket hvilede mod hendes, skønt hans hænder automatisk støttede hendes balance ved at lægge sig på låret og hoften. "Selv hvis jeg ville, så tror jeg ikke at jeg kunne." Svarede han, og lod hånden ved hoften glide længere opad hendes ryg. Nu var det hans tur. I en bevægelse løftede han Fleur rundt, så hun istedet for at sidde på hans skød, lå på ryggen i sengen, stadig med Theuderic mellem sine ben. Han smilte et drilsk smil til hende, bare for ligesom at understrege sin gerning. Uden at sige noget, rettede han sig lidt op, for at trække ydertøjet og bomuldsskjorten over hovedet og lade det dumpe et tilfældigt sted ved siden af sengen. Så sænkede han sig over hende, støttet først på den ene hånd, dernæst albuen, da han krævende indtog hendes læber igen og lod den frie hånd erfarent pirre hendes krop, inden han istedet lod den søge ned for at løsne bindet der holdt benklæderne på plads.

[Fleur af Aren]

Urørt af andre hænder end sine egne kom det alligevel bag på hende, da hans berøring sendte en skælven gennem hende, så skulderne trak sig tilbage og brystet skød sig frem. Mærkede hvordan den forplantede sig som en dunken i hendes skød og hvordan hendes sind formørkede sig yderligere af lyst, forstærket af hvordan intense grå øjne borede sig ind i hendes med et begær, hun havde hungret efter hvad der føltes som en evighed.

Til hendes egen overraskelse slap et lille velfornøjet hvin ud, da Theuderic uden større besvær løftede hende og vendte dem begge rundt. Distraheret af hans brystkasse og mavemuskler drak hun ham ind med øjnene idet han tårnede sig op over hende. Forslugte sig i de tonede muskler og kunne hun ikke modstå fristelsen for at række ud for at følge deres kontur med fingerspidserne.
Denne gang faldt hun noget nemmere ind i kyssets rytme, mødte hans tunge med sin egen, legende og afsøgende. Sukkede tungt mod ham mens hun trykkede sig op imod ham, mod hans hånd før den forsvandt. Eftergiven for sin egen nysgerrighed forsøgte hun både at opretholde kysset og samtidigt få et glimt, da benklæderne blev løsnet, men måtte til sidst små stakåndet slippe hans læber. Synet der mødte hende fik rødmen til at stige til kinderne. Hun havde kunnet mærke ham, men da havde han ikke føltes så…
Med store øje og let adskilte læber, løftede hun blikket til hans ”Hvo-” Ordene forsvandt i munden, så hun måtte synke en enkelt gang. Endnu engang skævede ned mellem dem, mere tvivlende i blikket end skræmt. Var han sikker på dét hér kunne lade sig gøre? Naturligvis kunne dét det, hun havde både læst og selv skrevet om det, men intet havde forberedt hende på virkelighedsbilledet.

[Theuderic af Sangy]

Fleurs fornøjelige hvin var sød musik i Theuderics ører, og fik blot det drilske smil til at vokse sig større. Da de brune øjne synes at forlade hans, til fordel for overkroppens blottede hud, trak han smilet skævt istedet. Hun måtte kigge alt det hun ville. Theuderic var godt tilpas i sit skind og kunne kun sole sig i komtessens beundrende blik. Så da hendes hånd rakte ud efter ham, greb han stille om hendes håndryg og førte den til sig. Lod hendes fingre mærke hans hud, der pludselig var så følsom for hendes berøring. Da slap han grebet om hendes hånd og lod hende gøre med den hvad hun ville. Det var næsten som om at de bløde fingerspidser, gled længere nedover hans krop, som han sænkede sig over hende. Mavemusklerne trak sig lidt sammen, da de førte sig over det nederste af maven.

Hun var hurtig til at lære. For hun tog imod kysset med mere selvsikkerhed og gav ham tilbage, af hvad han bød hende. Følelsen af hendes kurver under hans berøring, hvælvingen af hendes bryst.. hendes sukken mod hans læber, var pirrende i sig selv. Så selvom der ikke kom meget fra hende, så var det at se og mærke hende blive tændt, nok til at han selv blev det. Derfor så han lidt stakåndet på hende, da han lod hende slippe kysset, ikke så langt tid efter at han havde frigjort sig af sine benklæder. "Hvad?" Spurgte han, undrende over de store øjne og rødblussede kinder. Så bemærkede han de stjålne blikke der skævede ned mellem dem. "Nåh." Musede han lidt underholdt, med et skælmsk blik. "Den tilpasser sig dig." Løj han overbevisende og morede sig inden i over sin egen morsomhed.
Theuderic lod hånden glide op på hendes hals, så han blidt kunne vippe hendes kæbe lidt opad med tommelfingeren. Nok lidt for at flytte hendes blik, men også for at blotte hendes hals for sig. "Bare slap af." Sagde han dæmpet, idet han placerede små kys langs halsen for at minde hendes krop om, at forblive i nydelsen. Så førte han sig op i hende. Nænsomt, med omtanken for at det var hendes første gang.

[Fleur af Aren]

Erotiske noveller var nu en gang hvad de var, fortællinger skabt til at pirre sind og krop. Nogle mere virkelige end andre, men de var og blev aldrig sammenlignelige med læge bøger eller skriftruller. Fleur havde derfor heller ingen grund til at betvivle Theuderic, når han skød hende i skoende at han ville tilpasse sig. Han var trods alt den mere erfarende af de to. Hun nikkede svagt et svagt og kom med et knapt nok hørbart ”Ja?” Der trods sin spørgende kant, ikke blev fulgt op med nye spørgsmål. Hans løgn blev slugt råt som var den sandheden.

Opmærksomheden var let at lede væk fra manddommen, også selvom Fleur forsøgte at kaste et sidste stjålent blik, før hun gav efter for hånden. Perlerækken af kys føltes om muligt mere intense end dem deres læber havde delt. Kontrasterne mellem det prikkende skæg og de fløjlsbløde læber fik huden til at sitre som om der løb spindelvæv af lynild under huden. Fleur gøs og lagde en hånd om hans nakke, drejede ansigtet nærmere hans øre og sukkede hengivent for hans kys – for ham.
Theuderic lagde sig tilrette i hendes skød og straks fulgte en kortlivet, spids smerte gennem mellemgulvet, så hun måtte tage et skarpt sug af luft ind gennem næsen. Øjne klemte sig hårdt sammen og i et splitsekund frygtede Fleur, at hun var gået i stykker under ham. Som musklernes løsnede sig vendte den dunkende varme fra tidligere langsomt tilbage og blandede sig med smerten.
”Forsigtig.” Bad hun lavmælt, og åbnede øjnene igen. Han havde ikke været andet, men det var ligeså meget for at lade ham vide hun var okay og at hun stadig ikke fortrød.