Fest på kroen

[Steva Pudser]

Til: Laurens Skibstømrer
I en lynhurtig bevægelse dukkede Steva sig, da et ølkrus fløj tværs gennem kroens lokale og ramte en tynd, bistert udseende mand i nakken. Kruset var ikke det eneste der fløj gennem luften på Den Fede Kat denne aften, eftersom humøret var alt for højt og nogen var bedre kørende end andre. En flot af halvstore borgerlige mænd havde i hvert fald deres egen fest og det var derfra kruset var kommet flyvende uden nogen helt vidste hvorfor det skulle have momentalt vinger.



Til at starte med havde de alle været meget pågående omkring hende, men efter hun frivilligt havde losset en af dem i løgene med en albue og derefter spillet helt uskyldig over, hvordan det dog var sket, havde resten grint, drillet ham med de ødelagte løg og derefter behandlet hende med en større respekt. Så længe det blev ved, lod hun dem te sig. Det var trods alt her de fleste ting var tilladt.



Nu så den tynde, bistre mand med vrede mod bordet med de højt stemte borgerlige mænd og den stakkels mørkhårede kropige skulle lige til at træde til side, fordi hun godt registrerede hvor han var på vej hen, da manden braste fremad og fik skubbet hende med sig, så hun blev slynget hen over et bord. “Hey! Bæfjæs! Se dig for” snerrede hun efter ham.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens holdt sig ude af problemer, så problemerne ikke kom til ham. Han blandede sig heller ikke i den truende slåskamp, men sad med sit bæger med billig vin ovre i et af kroens hjørner. Blikket hvilede på den særdeles barmfagre kropige, der blev væltet over bordet og han hævede et bryn, før han rejste sig roligt op, da bæfjæs var videre i sin færd, og rakte en hånd frem.

"Mademoiselle," bød han med et minimum af høflighed. De færreste fortjente den behandling, selvom han ikke havde noget imod at se hendes bryster skubbet endnu mere sammen end de var i forvejen. Man var vel en mand med øjne i hovedet.

[Steva Pudser]

En hånd blev tilbudt Steva, da hun lå omtumlet og bandede og svovlede over, hvorfor mænd var sådan nogle egoistiske slagsbrødre. Uden at se hvem den tilhørte tog hun imod hånden, da hun måtte erkende, at bordet ikke forlod hendes ryg frivilligt. Det mørkebrune hår faldt på plads om hendes skuldre og indrammede det lidt småsure ansigtsudtryk der havde indtaget den væltbare kropige. Forklæde og kjole blev skubbet på plads og glatte med stride bevægelser før hun for alvor kiggede på ansigtet, der tilhørte den hjælpende hånd.

Til Stevas lettelse var det ikke en af ballademagerne og den lidt overdrevne hilsen fik hendes til at sende ham et svagt smil. Det var sjældent at nogen brugte Mademoiselle overfor hende på Den Fede Kat. Det var oftere at hun blev kaldt dig der eller surmule, så det var helt forfriskende, at nogen så hende som en kvinde og ikke en ting. “Tak” svarede hun kort, men med et venligere blik i øjnene end de fleste andre fik.

“Så, du er ikke interesseret i at kaste med brød og slå på de andre mænd?” påpegede hun med sine kække bemærkninger og så op og ned af ham som for at vurdere om der alligevel skulle gemme sig en proper næve der et sted, som hun skulle undgå. “Kan jeg tilbyde dig noget som tak, for ikke at te dig som en bidsk hund?”

[Laurens Skibstømrer]

Laurens hævede et bryn over spørgsmålet og løftede begge hænder i et tegn på, at han ganske rigtigt ikke var interesseret i en slåskamp. Ikke uden grund i det mindste.

"Jeg er mest interesseret i vinen," konstaterede han lidt halvtørt, men med en sitren i den ene mundvig. "Så den kan du da godt give et ekstra glas af, hvis du er taknemmelig, Mademoiselle."

Han blinkede en enkelt gang til hende.

[Steva Pudser]

Svaret hun fik fra kunden kunne hun ikke lade være med at grine højlydt af. Det var forfriskende og langt bedre end det hun normalt fik af de halvsnalrede, halvgamle kamptosser. “Jamen, så er du virkelig det forkerte sted. Her går folk mere op i hvem der slår hårdest” hvilket man godt kunne smage på kvaliteten af den vin der blev serveret. Ikke at Steva nogensinde havde smagt andet, men hun havde da hørt fra de højere lag, at det kunne blive bedre, når hun sneg sig til hassardspil iklædt mandetøj.

“Du får da ganske tjept et glas mere, hvis du er så glad for den” selv brød hun sig ikke om vin, i hvert fald ikke den der blev serveret her. Nu drak hun så heller ikke ret tit, ikke fordi hun ikke måtte, men mest fordi hun havde brug for et klart hoved til alle de skarpe bemærkninger hun skulle give folk. “Vil de have et glas af den hvide eller et glas af den knapt så hvide?” hun påtog sig for sjov en adelig stemme, som mindede hende lidt om den Josephine af Aren. Den hvide var nok nærmere lidt gullig i det, men lidt pli havde hun da, til ikke at nævne det. At den knapt så hvide så var brun, måtte han selv konstatere, hvis ikke han allerede havde.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens havde da råd til at betale for lidt bedre end katten, men det ville betyde færre penge at spare op og han var en foretagsom mand, der havde planer for sine penge: Både dem han kom ærligt og uærligt til.

Han smilede og trak på skuldrene. Selvom kattens vin var i den billigere ende, var det ikke svært at komme til vin i Falanie. Sydlenerne var dækket af vinmarker.

"Så stik mig et krus mere af den røde," bad han. "Hvad hedder du igen?"

Der var mange kropiger. Han huskede ikke deres navne.

[Steva Pudser]

Den simple kropige-kjole flagrede hende om benene, da hun bevægede sig rundt mellem stoleben, mandeben og andre forhindringer, mens hun opretholdte en samtale med hendes midlertidige redningsmand. Det kunne altid vise sig, at han ikke var en rigtig redningsmand, så meget tiltro havde hun alligevel ikke til mænd generelt, selvom han nu virkede ganske tilforladelige.

Steva sendte ham et nik som accept af bestillingen, hvilket var uvant for den snakkesalige brunette, men hun skulle nok gøre op for de manglende ord senere. “Igen? Jeg tror ikke du har fået det i første omgang og jeg tvivler på du har fået det af vide af nogen andre herinde, eftersom flere kalder mig hende den sure. Det er jeg dog ikke, sur altså, de skal bare holde deres uvelkomne, klappende hænder fra min bagdel” og der var revanchen af ord. “Men nu du spørger pænere end de fleste, så hedder jeg Steva Pudser” hun forsvandt i menneskemængden efter den præsentation og kom et øjeblik efter tilbage med et glas af den knapt så røde rødvin.

[Laurens Skibstømrer]

Steva Pudser. Det lød næsten som en sætning i sig selv. Laurens overvejede hvad hun pudsede, imens han så hende gå væk. Hun måtte da for hans skyld gerne hjælpe ham med at pudse noget.

Det undlod han at sige med det første, da hun kom tilbage med et fyldt krus til ham. Han smilede skævt og hævede et bryn let af hende.

"Hvad skal man ellers gøre for at fange din opmærksomhed, Steva?"

[Steva Pudser]

Helt vanligt kom Steva til at lægge armene over kors ved hans spørgsmål og et svagt smil spillede i hver sin mundvig. Det var et godt spørgsmål og ikke et hun fik stillet særligt tit, hvis det nogensinde var faldet hende for øre. “Det er egentlig ret simpelt” svarede hun langsomt. “Men for mange er det utrolig svært” det var noget mange mænd misforstod. De troede altid, at de gjorde det helt rigtige for at fange en kvindes interesse, men i hendes verden var de bare ulækre, urespektable bumser.

“Man skal egentlig bare behandle mig med respekt og ikke tro, at jeg er mindre værd bare fordi jeg er en kvinde” så simpelt, men så svært for de fleste. Hovedet var tippet på skrå, så det mørke hår rørte hendes skulder.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens lyttede og smilede skævt. Respekt. Det var ikke det han oftest osede af overfor kvinder, men han kunne lade som om. Han tog en tår af den middelmådige vin.

"Det er svært for mange mænd. Barbarer. De ser kun hvor veldrejet du er og glemmer vist at du har et hoved på dine skuldre, hm?"

Og en køn mund med bløde læber, så det ud til.

[Steva Pudser]

“Er det hele to komplementer gemt i at give mig ret?” spurgte hun drilsk med et glimt i øjnene. “Man skulle næsten tro, at du var ude på noget” sagde hun med en påtaget mistænksom tone i stemmen. Faktisk var hun ligeglad med om, han prøvede at fedte sig ind på hende. Det var lang tid siden nogen havde vist hende ærlig interesse og ikke bare ragede på hende med det sammen.

Selv en stædig og sarkastisk feminist havde brug for opmærksomhed ind i mellem og i dag kunne hun godt skelne mellem typerne af opmærksomhed. Det var ikke altid hun kunne det. En finger tappede på bordet foran hende.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens smilede skævt og blinkede til den kønne kropige med de fantastiske bryster. Ja var svaret på alle hendes overvejelser.

"Du er nem at komplimentere. Er der andet du skal have hjælp med?"

Han spillede let med musklerne for hende. Der var meget han kunne hjælpe hende med.

[Steva Pudser]

Et øjenbryn hævede sig i en drillende mine, da han blev ved med at fyre fedtede komplimenter af. Selvom hun godt var klar over, at det blot var fedteri, trængte hun til den oprigtige opmærksomhed og tog imod dem, så godt hun nu kunne. Det med følelser, var hun ikke hærdet i, så derfor svarede hun altid sådan noget med sin skarpe bemærkninger.

“Jamen, du kan jo rydde de tre borde der, hente øl til den der horde at sure kamptyper og....” hun tøvede mens hun så rundt for at finde det mest nederen job. “Vaske gulvet” hun så drillende på ham med et vippet hoved. “Så kan de der flotte muskler jo komme til god nytte”

[Laurens Skibstømrer]

Laurens smilede lidt, men løftede hænderne op i overgivelse. Hun var ikke interesseret. Det var der som sådan ikke noget i. Han bakkede et skridt.

"God fornøjelse," erklærede han blot, før han drejede sig væk og satte sig ned med sin vin igen.

Evt. lukket?