Hvem hjælper hvem

[Claire af Tource]

Tråd til Actard fra Arge

Claire havde været på en af sine turer, der ikke var stoppet før hun var nået længere væk end det var godt for hende. Til en start var hun blot taget ud for at kigge efter nye kulstifter at tegne med, men så havde en brise ført hende længere væk, og hun var endt på en lille eng, hvor et par kaniner havde hoppet omkring i den anden ende. Dem var hun dog ikke gået nærmere, men havde i stedet sat sig til rette i græsset, hvor hun var begyndt at tegne de små legesyge dyr. 
Tiden var fløjet afsted og hun anede ikke længere, hvor længe hun havde siddet der. Men nu var tegningen færdig og hun rejste sig, børstede let skørterne af for snavs og pakkede sine ting sammen mens hun nynnede for sig selv. Det gik altid nemmere med en lystig melodi mente hun. Desværre trak mørke skyer sig sammen over hende og hun indså ganske hurtigt, at hun ikke ville nå hjem før regnen ville falde. Hun så sig derfor omkring, måske hun kunne finde ly et sted?
Med armene over hovedet for at dække mod den værste regn, søgte hun nu ind mod nærmeste læ.

[Actard fra Arge]

De tunge, skifergrå skyer syntes at være opstået ud af ingenting. Grådigt fortærede de den blå himmel og varslede om en heftig omgang regn. Den slags som kunne gøre en drivvåd på næsten ingen tid, hvis ikke man var hurtig til at søge ind under det nærmeste halvtag. Herude, udenfor byens trygge mure, var det dog temmelig sparsomt med sådanne muligheder. Vandrede man langt nok øst på, kunne man søge ly under skovens væld af tætte trækroner, men det virkede pludselig uendelig langt væk; og det samme gjorde den travle by bagude.

Rødviolette øjne missede op mod den utætte himmel, inden de søgende gled rundt i de grønne omgivelser. En tom fold, der ud fra græssets længde at dømme ikke havde været i brug hele sommeren, lå et overskueligt stykke forude og blev straks sat som det nye mål.
Med tunge men raske skridt bevægede den usædvanligt store mand sig i retning af et lille, åbent træskur, der stod og så vældig sørgeligt ud i hjørnet af folden. Det var pilskævt, og der lugtede sikkert af råddent træ, men det var bedre end at få gennemblødt samtlige klæder.

Men han var tilsyneladende ikke den eneste, der fandt sig nødsaget til at søge læ grundet det bratte vejrskift.

Lange, lyse lokker fangede som det første den blege kæmpes opmærksomhed, da en ukendt skikkelse nærmede sig det faldefærdige skur forude. Det lod ikke til, at vedkommende havde ænset ham endnu, sådan som de nyttesløst forsøgte at skærme for den tungtfaldende regn med spinkle arme.
Ufortrødent fortsatte Actard sin kurs, nu drevet af andet end blot ønsket om et tag over hovedet. Nysgerrigheden stod allerede tydeligt frem i det hæslige, arrede ansigt; det stirrende blik lige så stift og intenst som altid. Han stoppede først op, da han var nået helt hen til personen, hvor han blev stående i den silende regn uden at gøre antræk til at ville sætte sig.

En ung kvinde. Bæstets læber forblev forseglet, som han stod der i komplet tavshed og studerede hende. Hun lignede en fra det højere samfundslag. I hvert fald ikke en simpel bondetøs.
Uden at flytte blikket – og uden at have blinket så meget som én gang – skilte han sine tørre læber ad:

“Er du alene?” Den mørke røst var hæs og ru og fik spørgsmålet til at lyde langt mere dystert end det var meningen. Han havde aldrig været specielt god til samtalens kunst.

[Claire af Tource]

Nok var det kun et faldefærdigt skur, og hendes mor ville om muligt blive tosset, hvis ikke hun allerede var det, men hun ville ende som en duknet mus før hun nåede hjem, så skuret måtte kunne gøre det for nu.  Hun nåede det uden at ænse, hvad der skete omkring sig, fandt bare et hjørne var hun krøb sammen og mærkede hvordan det fugtige hår allerede dryppede regndråber ned ad ryggen på hende. 
Det var koldt og hun frøs i det fugtige tøj. Men hænderne forsøgte hun at tørre regnen af armene, men det gjorde ikke den store forskel, så hun måtte bare krybe sammen og håbe på det snart ville klare op. 

En stemme skar gennem luften og hun så forskrækket op. Var her nogen? "Hvad? jeg.. undskyld sir." men så fik hun øje på hvem.. eller måske snare hvad der havde talt til hende og hun trak benene yderligere til sig. Hun burde nok lyve og fortælle der var andre. men det syntes bare ikke så let lidt nu. "Har De.. Er det her Deres sted?" spurgte hun så uden at svare på hvorvidt hun var alene. For hende var det mere vigtig at finde ud af om hun skulle finde sig et andet læ. 

Hun kiggede ham nærmere efter og sank en klump ved synet der mødte hende. Han var stor... Meget stor og uhyggelig. og samtidig så han så ilde tilredt ud. så var det i stedet nysgerrigheden tog over og hun lagde hovedet let på skrå. "Hvem... Hvem er De? Hvad er der sket Dem?" spurgte hun både nysgerrigt og medlidende.

[Actard fra Arge]

Det lod til, at Bæstet havde forskrækket den yndige, unge frøken med sin pludselige ankomst. Selvfølgelig havde han det. Hvem forventede nogensinde at se op kun for at blive mødt af det vansirede, rødøjede ansigt, der var som taget ud af en grum skrækhistorie? Kvinden – som i kontrast lignede en prinsesse fra et eventyr – undskyldte, som om hun havde forulempet ham med sin blotte tilstedeværelse. Det var bestemt ikke tilfældet. Hun var derimod en glædelig overraskelse, men det var nok ikke til at fornemme på ham. Han strålede ikke ligefrem af begejstring.

Actard iagttog hende, som hun trak benene tættere ind mod kroppen og kunne ikke lade være med at hæfte sig ved hvor utrolig skrøbelig, hun fremstod. Og utryg, ikke mindst. Modsat hende, følte han dog ingen trang til at undskylde for at trænge sig på; også selvom hendes foruroligelse uden tvivl skyldtes ham.
“Nej,” svarede han kortfattet til hendes spørgsmål, men andet var vel heller ikke nødvendigt. Særligt fordi den unge kvinde helt havde undgået hans spørgsmål, hvilket ærlig talt var svar nok i sig selv. Hun var alene – noget hun tydeligvis ikke ønskede, at han skulle vide. Hmm. Måske hun ikke var lige så naiv, som hun så ud.

Den stødt faldende regn havde efterhånden fået trængt sig ind under tøjlaget på kæmpen, og det lange, måneblege hår klistrede sig, ligesom den grålige uldskjorte, ind til den pigmentløse hud. Tavsheden havde ikke hersket længe, før den fremmede gav lyd fra sig igen, men Actard ventede med at svare hende. I stedet bøjede han sig fremover, høj som han var, for så at sætte sig til rette under halvtaget, upassende tæt på den dukkelignende frøken. Ikke så tæt at hverken deres ben eller arme stødte mod hinanden, men hans nærvær ville bestemt kunne mærkes.

Som havde han først bearbejdet hendes spørgsmål nu, krøb et lille men synligt smil henover Bæstets læber. Det gennemtrængende blik fandt tilbage til hende, og han tøvede ikke med at fæstne det ved hendes blå øjne.
“Hvad tror du?” spurgte han så. Hans stemme var ikke uvenlig, men tonefaldet var udfordrende. Navnet kunne vente. Han var langt mere interesseret i at høre, hvilken fantasifuld fortælling der vandrede gennem hovedet på hende, når hun så på hans mange ar.

[Claire af Tource]

Udenfor faldt regnen og skønt det var sommer, kunne det nemt blive koldt. Hvis ikke man var forsigtig bedt havde Claire bestemt ikke været. Desværre var der ikke meget at gøre ved det nu og her.

Hun skævede til den store mand, der satte sig så pinagtig tæt på hende, at hun fik lyst til at rykke væk. Der var bare det lille problem, at der var en mur i vejen, så hun kunne intet gøre.
Egentlig var han jo heller ikke farlig. Eller han havde da ikke givet udtryk for at være farlig endnu. Det var måske også bedre at blive hans ven nu de var der alene de to.
Hun skævede til ham. Hun ville langt hellere have denne mand som ven end som fjende.

Det fik hende forsigtigt til at løsne lidt op i den så anspændte krop hun dreje fronten imod ham og og tog ham nærmere i øjensyn. ”Hvad jeg tror?” Spurgte hun forsigtigt og man kunne fornemme frygten for at være for voldsom i sine gæt og dermed byde ham uret.
Hun lænede sig lidt frem imod ham og lod de blide blå øjne løbe over ham. Det burde hun dog ikke, den slags gjorde en nådigfrøken ikke, men hun kunne ikke få blikket til at slippe ham. ”Måske nogen har split kogende vand ud over dem? Eller noget andet varmt? De ligner en der sjældent har set dagens lys. Jeg beklager. Måske nogen har haft Dem indespærret og du først lige er sluppet ud? Er De farlig?” Spurgte hun så uden det mindste tegn på anklage, men var hendes bud rigtige, var han enten et offer eller også en forbryder.
På ny lod hun øjnene hvile på ham. Nu så hun også de mange ar. ”De er blevet overfaldet.” Denne gang var det snare en konstatering end et spørgsmål, men hun var pludselig ret sikker. Tanken gjorde hende ked af det og forsigtigt rykkede hun lidt nærmere ham og rakte langsomt, lidt rystende ud efter hans hånd, for at tage den i sin. ”Mit navn er Claire. Jeg lover Dem, at jeg ikke gør Dem noget, hvis heller ikke De gør mig noget. Hvem har jeg æren af at tale med?” Hun havde glemt alt om regnen og være våd, nu var det ham der havde hendes opmærksomhed. Blikket løb over hans krop og hvilede så på de røde øjne. ”Jeg har aldrig mødt et menneske med sådanne øjne. Er De født sådan?”

[Actard fra Arge]

Det var et bombardement af gæt og spørgsmål, der pludselig væltede ud af munden på den spinkle sag ved hans side. I ren forundring rynkede Bæstet de hårløse bryn og kunne ikke andet end at stirre på hende med skepsis i blikket. Han vidste ikke, hvad han havde forventet, men det var i hvert fald ikke dét, der udfoldede sig for øjnene af ham.
På randen til målløshed lod han det blåøjede dådyr af en kvinde kvidre færdigt, mens han selv sad urørligt stille som en statue og lyttede. Hun var ikke langt fra sandheden, men som forventet lå der et vist element af eventyrlighed over hendes gætterier. Nu herskede der vidst ikke længere nogen tvivl om, at hun havde adeligt blod i årerne. Kun en adelig anskuede omverdenen på så løjerlig en manér. At hun overhovedet var blevet siddende i hans selskab afslørede næsten alt, han behøvede at vide om hende.

Og den uventede opførsel fortsatte. Enhver person, der besad bare en snert af fornuft, ville straks have distanceret sig fra den blege kæmpe, men kvinden formåede at forbavse ham igen ved at gøre det stikmodsatte. Det var lige før øjeblikkets surrealisme blev for meget for ham, da en spinkel hånd tog fat i hans. Havde han ikke været så handlingslammet, som han var, ville han nok have afvist gestussen. Hvad skete der lige? Han var da vågen... ikke? Jo mere han tænkte over det, desto mere begyndte han faktisk at tvivle på det. Det her var simpelthen for bizart.

Efter hvad der føltes som en evighed, gav han omsider lyd fra sig i form af en hæs rømmen. Ordene flød usammenhængende rundt i hovedet på ham, og hans blik kunne ikke rigtig finde hvile. Det flakkede konstant mellem hånden og de blå øjne, der kiggede lige tilbage på ham. Der var kun ganske få, som vovede at kigge barbaren fra Arge i øjnene. Var hun ikke bekendt med alle rygterne, der florerede om ham? Det var vidst nærmere hende, som havde været spærret inde. I et tårn langt væk fra den virkelige verden.

“Du snakker. Meget.” Det var det første, der kom ud mellem læberne på den lettere overrumplede kæmpe. Det var egentlig ikke en bebrejdelse, selvom det måske kunne lyde sådan. Han lod sit blik dvæle ved pigens ansigt, før han vendte sit eget bort for at betragte muren af faldende regn foran dem. Uden yderligere ord kørte han tænksomt spidsen af tungen mod indersiden af tænderne, mens han overvejede, hvordan han skulle besvare hendes mange spørgsmål.

“Mit navn er Actard,” lød det så pludselig fra ham. Han rettede atter blikket mod hende. “Og mine øjne er røde, fordi jeg spiser kønne, lyshårede piger til morgenmad.” Havde det ikke været for hans monotone stemmeføring, ville det kunne opfattes som en lethjertet vittighed, men nu virkede det snarere som en advarsel. Situationens alvor blev dog formildet lidt, da et smil begyndte at sitre i mundvigene på ham. “Så jeg er kun farlig, hvis man falder under de kriterier...”
Bæstet lukkede sine grove, hårdhudede fingre om hendes i et fast greb, skulle hun finde på at trække hånden til sig. Ethvert spor af smilet var allerede forsvundet igen.
“Er du bange nu?” Selvom der var et tydeligt hint af noget spøgefuldt i hans mørke røst, var både den og udtrykket i de rødviolette øjne præget af en vis alvor. Kunne det virkelig passe, at en som hende var i stand til at se forbi hans hæslige ydre og åbenlyse bryskhed?... Det var næsten ikke til at tro.

[Claire af Tource]

Det gik op for hende, at hun nok ikke ville få svar på, om hendes bud på han udseende var rigtige eller forkerte, men måske var det heller ikke så vigtigt, hvad der faktisk var sket. Andre ting var måske vigtigere. Hun tøvede lidt, lod hovedet tippe ned på skrå og så på ham men en lille rynke i panden, som afslørede, hvilket mysterie, hun var i gang med at løse. ”Gør det ondt?” Spurgte hun så med en snert af bekymring under nysgerrigheden.

Der var så meget spændende ved ham. Hendes anstandsdame ville sikkert besvime af chok over hvad hun brugte sin tid på, men Claire kunne ikke rive sig løs fra ham.

Da han endelig snakkede tav hun. Selv han mente altså at hun snakkede for meget. Måske havde han ikke ment det så hårdt det var kommet ud, men hun havde alligevel hørt det og så såret væk. Hun måtte lære at holde igen.

Da han præsenterede sig med navn, drejede hun hovedet for overrasket at se på ham. ”Actard.” gentog hun roligt for lige at smage på det, og imens hun gjorde det fik han tilføjet ord, som fik hende til at krympe sig.
Blikket blev fæstnet på det nederste af mandens ansigt, mens hun begyndte at snurre en lok hår om sin pegefinger, og bed ned i underlæben. Nu var det hende til at stivne og hun sank forsigtigt. ”Jeg… er… nok senet! Og - og gammel. Meget gammel!” panikken rørte på sig nu og hun overvejede, hvor i nærheden der var et sted hun kunne krybbe i læ. Men hun kunne ikke rigtig få kroppen til at lystre.

Hun mærkede hvordan han klemte sammen om hendes hånd. Hvilket fik hende til at afgive et lille gip, før hun netop lettede fra hvor hun sad.
Han skræmte hende. Brystet på hende hævede og sænkede sig i hurtigt tempo, mens hun forsøgte at trække hånden til.

Hun nikkede på svar på at være bange. Hun var bange! Hun ville gerne blive, men hun måtte til sidst rykke en my længere tilbage og klare halsen. ”Du må ik’…vil - vil du ikke nok.” Startede hun, men tav igen og kunne mærke, hvordan det satte sig som frygt i hende. ”Jeg har ikke gjort dig noget. Og… og jeg var her først!” Måske ikke lige det bedste argument mod end der spiste kønne blonde piger til morgenmad. Hun betragtede da hvert fald sig selv som køn og håret var meget lyst. ”Godt det ikke længere er morgen” konkluderede hun så lidt for sig selv.

[Actard fra Arge]

En knap hørlig, gnæggende latter lød fra det store bæst, som øjensynligt lod til at more sig gevaldigt over den unge frøkens reaktion på hans tomme trussel. Ikke at man kunne fortænke hende at tage den alvorligt. Der var lidt for mange ligheder mellem barbaren fra Arge og de hæslige illustrationer af børneædende trolde, der sommetider var at finde på forsiden af bøger med nedskrevne skræmmehistorier. Det var både en fordel og en ulempe, for lige såvel som det betød, at langt de fleste valgte at gå i en stor bue udenom – fremfor at genere ham med skældsord og stenkast, – så skræmte det også dem, han faktisk ønskede at snakke med, bort. Derfor burde han måske også lægge spasen på hylden for nu og forsikre Claire om, at han intet ondt ville hende, men... nej. Nej, det morede han sig alligevel for meget til.

Actard ignorerede med fuldt overlæg kvindens bøn om nåde, lænede sig langsomt fremad og fortsatte uberørt:
“Jeg kan også finde på at tage dem med hjem dagen forinden... så kan jeg nemlig hænge dem op i anklerne og tømme dem for blod. Så sviner det ikke helt så meget, når jeg skærer dem i stykker og smider stumperne i gryden den følgende morgen.”
Bæstet rettede sig op igen og gav med dét også slip på Claires hånd. Han lod tavsheden herske for en kort stund og sad blot og stirrede på hende med et dybt seriøst udtryk, indtil den alvorsfulde mine krakelerede i et smil. Der var dog intet varmt eller venligt over det brede smil, men var man observant nok, ville man kunne ane det drillende glimt, der gemte sig i de rødviolette øjne.

“Men du har ret. Jeg tvivler på, at du overhovedet er gammel nok til at have set din femogtyvende sommer, men du ser godt nok en smule senet ud,” vurderede kæmpen med rynkede bryn og lod sit gennemtrængende blik vandre ned over den slanke frøkens krop. Og så lænede han sig endnu engang frem mod hende.
“Du ville have godt af lidt ekstra sul. Især liiige... dér.” Han nappede hende lidt hårdt i siden med fingrene, og reagerede hun som ønsket på hans berøring, ville han gøre det igen, blot i den anden side, med endnu et: “Og dér.”
Actards smil var nu knap så ubehageligt, og havde det ikke været for hans uændrede, grusomme ydre, havde han måske endda set helt rar ud. Han nappede hende en sidste gang i siden, lige under ribbenene, før han trak hænderne til sig igen.

“Er du stadig bange?”

[Claire af Tource]

Det var på mange måder en utryg situation hun var havnet i. Claire skævede ud gennem døren, i håbet om at se regnen være stilnet af, men desværre silede det ned som før. Hun sukkede derfor og prøvede at trække sig væk fra manden. “Gør mig ikke noget” bad hun så og prøvede at komme væk fra ham. Hun forstod ikke hvad han grinte af, men det gjorde hun ked af det. Hun ville ikke være den fiasko, som hun følte sig som lige nu. 

hun gispede af hans ord og bed ned i underlæben. “De…De må ikke.” Bad hun og mærkede hvordan tårerne nu pressede på. Hun var bange men hvad kunne hun gøre? Hun prøvede at krympe sig sammen, skønt det snart ikke var muligt at blive mindre. Hun kunne måske finde på andet, men hvad? Han var så svær at aflæse, hvilket også gjorde at hun et langt øjeblik bare sad og kiggede på ham. Smilede han? Hun var virkelig ikke sikker!

så slap han endelig hendes hånd og hun gned den lidt. Det var egentlig ikke fordi det havde gjort direkte ondt, hun var bare… nervøs. Det gjorde det heller ikke bedre, at han så begyndte at prikke til hende. Faktisk gjorde det hende nok både ked af det men også lidt vred.. arrig måske. Derfor kiggede hun mere skarpt på ham. “Og du burde få noget sol!” Hun havde på pigeskolen ofte fået at vide at hun var for mager til at føde sønner, at hun skulle spise for ikke at blive syg om vinteren, så hans kommentar ramte hende hårdt. “Er De ude på at gøre mig fortræd? For så skriger jeg, og ellers, så synes jeg De bør stoppe. Jeg har ikke gjort Dem noget, og det er en rigtig dårlig måde at få venner på, ved st true med at spise dem!” Hun burde nok tale pænt, særligt hvis han var farlig, men nu havde han rørt hende, noget der egentlig havde kildet. Samtidig havde han bare ramt et ømt punkt ved at sige hun var mager. 

“kun en tåbe er ikke bange, og jeg… jeg er… nervøs. Jeg.. jeg forstår Dem ikke.” Hvad skulle hun sige? Hun var bestemt ikke tryg ved ham. Det var sikkert. 

[Actard fra Arge]

Nu var det for alvor ved at blive skægt. Det havde egentlig ikke været Actards intention at gøre den unge kvinde så åbenlyst utilpas, men til hans forsvar gjorde hun det næsten lidt for nemt. Hun havde tydeligvis ikke opfanget, at han lavede sjov med hende; og efter at have overværet hvordan hun var gået fra nysgerrig og smilende til tøvende og nu synligt utryg, havde det antændt noget i Bæstets indre. En nagende lyst til at finde frem til hendes yderste grænse. Var der mere til den lyshårede prinsesse, end man umiddelbart skulle tro, eller ville yderligere prikken og stikken blot få tårerne til at trille? Han gættede på det sidste. Hun var næppe vant til at blive behandlet på så usmagelig manér. Den sarte frøken burde være blevet hjemme i rosenhaven, hvor det mest tragiske som kunne hænde, var en sky for solen.

Actard smilede skælmsk over Claires ynkværdige forsøg på en fornærmelse. Han burde få noget sol, jah – dén havde han hørt et utal af gange i sin livstid. Originalitet var åbenbart et sjældent talent. Måske ligeså sjælden som Gaven.
Hans egne bemærkninger lod til gengæld til at have ramt lige på hovedet af sømmet. Hun havde ikke brudt sig om, at han havde ytret sig om hendes vægt på den måde. Det var tydeligt at se. Og hun havde forsøgt at give igen, men fejlet, så nu tyede hun til andre metoder. En trussel? Hvor kært.

“Skrig du bare alt det, du vil. Herude er der ingen, der kan høre dig.” Det var ikke sagt med henblik på at skræmme hende til døde. Det var såmænd bare den grumme sandhed. Hvem skulle komme hende til undsætning? En arbejdsslidt bonde? Tanken alene var så absurd, at han måtte udstøde et undertrykt grin gennem næsen.
Så satte kæmpen sig lidt bedre til rette for at signalere, at han i hvert fald ikke havde tænkt sig at gå nogen vegne, inden han atter rettede sin udelte opmærksomhed mod kvinden ved sin side.
“Hvem siger også, at jeg er på jagt efter venner?” Han kiggede på hende, som et rovdyr kiggede på dets bytte. Lidt efter kiggede han væk igen.
“Og, der er i øvrigt slet ikke noget at forstå. Hvis jeg ønskede at gøre dig fortræd, havde jeg gjort det for længst,” forklarede han fladt, uden så meget som en trækning i mundvigen. “Eller også tager jeg mig bare god tid,” kunne han ikke dy sig for at tilføje.

Tavsheden fik lov til at falde i halvskuret, og for en stund var det eneste der kunne høres den stride regn, der trommede mod den våde jord og lagde sig som små perler i det høje græs.
“Vil du gerne have, jeg går?” lød det så en smule abrupt fra Actard. Hvis pigebarnet vitterligt var så utryg, at hun ikke vovede at røre på sig, måtte han vel hellere give hende chancen og være den første til at drage afsted. Han var alligevel våd ind til skindet, så skønt der var et pænt stykke hjem, kunne det næppe blive værre, end det allerede var.
De stikkende øjne søgte mod Claires ansigt, afventende og med en snert af noget... undskyldende? Nej, det kunne ikke passe.

[Claire af Tource]

Der var pludselig meget stille i det lille skur. Claires blik hvilede på det næsten mælkehvide regnvejr udenfor, mens hun diskret skævede til kæmpen ved hendes side. Hun havde så mange spørgsmål! Hele situationen var blevet afhjulpet en del af at han nu havde sat sig til rette og ikke virkede helt så skræmmende. Hun tøvede før hun så endelig åbnede munden. ”Så De ønsker ikke at gøre mig fortræd?” nok havde han prikket til hende og været grov i munden, men det meste af tiden kunne han næsten virke… harmløs.

Hun lod blikket finde vej fra vejret og over på ham, mens hun i tankerne vurderede hans spørgsmål; ville hun have han gik? Kort mærkede hun efter og blev hurtigt sikker på, at hun kendte svaret. Et svar, der fik hende til stille at ryste på hovedet. ”Nej, hvordan skulle jeg kunne sende Dem ud i dét vejr? Desuden så…” hun tøvede lidt og knugede de fugtige skørter i fingrene. ”Jeg kunne godt bruge en ven, og… jeg er glad for, at jeg ikke er alene.” bare han ikke spiste hende, så var hun faktisk glad for at han var hos hende. Det var langt bedre end hvis hun havde siddet der helt selv.

Roligt så hun nu op på ham igen, tøvede men åbnede så forsigtigt. ”Mit navn er Claire… af Tource. Dejligt at møde Dem.” måske kunne det hjælpe hende lidt til at føle sig mindre utryg. Til sidst rømmede hun sig og rettede tydeligt blikket til ham. ”Bliv hvis De har lyst. Jeg skal nok prøve ikke at være for utryg.” Hun sendte ham et smil og prøvede at gemme frygten væk.

[Actard fra Arge]

Det var aldrig til at vide præcis hvor, man havde Actard. Det ene øjeblik kunne han næsten fremstå helt føjelig for så sekundet efter at falde lige tilbage i rollen som den glubske ulv, der var millimeter fra at sætte tænderne i et skælvende lam. Pludselige skift som disse burde lægge langt mere grund til bekymring end hans grufulde ydre, som aldrig røbede det mindste om hvad, der foregik inde i hovedet på udyret. Så da den unge kvinde efterspurgte en bekræftelse på, at han intet ondt havde i sinde, smilede han blot til hende. Et ulæseligt smil som kun lige akkurat kunne anes på de tørre læber og yderligere mystificerede hans egentlige intentioner. Måske. Måske ikke.

Da kvindens blå øjne fandt vej tilbage til ham, imødekom han hendes blik med sit eget, og en snert af overraskelse meldte sig inden længe på hans ansigt. Det var ærlig talt ikke det svar, han havde forventet. Mon ikke det bare var høfligheden som råbte højere end noget andet?
Rynken, der havde tegnet sig mellem de hårløse øjenbryn, blev endnu dybere, idet hun fortsatte. Han betragtede tavst, hvordan hendes hænder knugede om skørtestoffet, alt imens han lyttede forundret til hendes ord. Var hun oprigtig i det, hun sagde? Hun havde vel ingen grund til at binde ham en løgn på ærmet; medmindre det var ud af ren og skær frygt? Hun så dog mere utilpas ud end skrækslagen, så for nu valgte han at tage hendes ord for gode varer.
“Okay... jeg kan godt være din ven.” Kunne han? Actards stemme var lettere tør, da han ytrede det, men han så ud til at mene det.

Bæstet blinkede efter hvad der føltes som en evighed og løsrev så endelig sit blik fra den lyshårede adelsfrøken. Hans øjne søgte fremad mod den stædige regn, som ingen ende ville tage, men det meste af hans opmærksomhed var stadig rettet mod Claire, som på ny præsenterede sig for ham – denne gang med sin fulde titel, der afslørede hende som værende af adelig slægt. Med hendes opførsel hidtil kom det dog ikke bag på ham. Faktisk havde han været ganske sikker i sin sag lige fra første øjekast. Hun var alt for ubevandret – jah, måske endda direkte naiv – til at have levet et ærligt, arbejdsomt liv på gaden.

“Så skal jeg nok prøve ikke at give dig grund til at være utryg... Claire af Tource,” svarede han skæmtsomt. Barbaren talte næppe sandt, selvom han på nuværende tidspunkt ikke havde planer om at tirre hende yderligere. Men det kunne selvfølgelig hurtigt ændre sig.
“Og du behøver ikke snakke så pænt. Du kan være lige så grim i munden, som du vil,” sagde Bæstet med et svagt, drillende smil og hentydede naturligvis til den formelle tiltaleform, hun brugte. Selv foretrak han til hver en tid at være dus fremfor Des.

Actard trak det ene ben op, så han kunne hvile armen mod knæet. Han sendte den unge kvinde et langt og gennemtrængende blik, før han atter så i retning af det våde landskab og op imod skydækket, hvor der så småt var begyndt at opstå kighuller til den blå himmel bag. Regnskyllet kunne ikke vare så længe endnu.
Det stålkolde blik hæftede sig lidt efter ved Claire igen.
“Hvad laver en sart prinsessemås som dig overhovedet herude? Er du faret vild, eller er fare netop det, du søger?”