Tømmeren og tyvetøsen [S]

[Laurens Skibstømrer]

Laurens fnøs let over spørgsmålet og klemte kort om hendes bryst, før hun vendte sig rundt og det gled ud af hans hånd. "Katten har jo kløer," konstaterede han indforstået. Han betragtede hende kravle ned på alle fire med et mørkt blik og et tilfreds træk i mundvigene. Han tog en dyb indånding og fulgte efter hende ned på det lille, hurtigt konstruerede leje, så han sad på knæ lige bagved hende.

En hånd fulgte formen af hendes bagdel og han slap en tilfreds brummen. Som en hensynsfuld type, spyttede han på sin hånd, før han stak den mellem hendes ben og mærkede efter.

[Melantha Altın]

Hun svajede let i ryggen, så baldens runding trykkede sig en anelse mod håndfladen.

Der kom et tidspunkt, hvor de fleste der over længere tid havde måtte handle med deres egen krop lærte hvordan de kunne snyde kroppen. En fantasifuld tanke gjorde oftest tricket, hvis køberens fysik kunne slå til. For engangsskyld havde Melantha ikke måtte lade tankerne vandre alt for meget, før kroppen begyndte at vågne nok til det ikke var som at begrave hånden i sand.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens var ikke den opmærksomme, blide elsker, men han tog da hensyn nok til at vente til at Mela blev fugtig i fundamentet, før han trak hånden til sig og erstattede den med sin manddom. Han stødte til, begravede sig helt i hende og lagde en hånd på hendes hofte.

Som mange mænd på hans lidt over gennemsnitlige størrelse, tænkte han at det var nok til at gøre en kvinde tilfreds, så han savede frem og tilbage med grynt af sin egen nydelse og forventede at hun også kunne lide det. Selvfølgelig.

[Melantha Altın]

Støn gled over de mørke læber da han tog den fulde plads, uden først at give hende muligheden for at tilvænne sig til følelsen af ham. Fingrene begravede sig i det lyse sejl, mens Små smerte stik til en start skød op gennem hendes indre for hvert stød.

Det kunne have været meget værre. Hun havde prøvet meget værre end Laurens ensidige høvlen frem og tilbage. Hun lod ham blive i troen om, at det var nok til at tilfredsstille dem begge. Stønnede varmt ”Laurens.” og mødte hans hofter.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens var i virkeligheden ligeglad med hendes nydelse. Hun var ikke engang sekundær. Han var langt den vigtigste i rummet for ham selv og han nød det til fulde. Hun var tæt omkring ham, svajede på den helt rigtige måde og trykkede sig endda bagud mod ham.

Han klemte lidt om hendes ene hofte og gav hende et velplaceret lille smæk på den ene balle. "Ja, godt," mumlede han opfordrende, før han satte farten lidt op og stønnede tungt. Snart efter blev hans stød hårdere, indtil han krampede sammen i sin egen ekstase og gik i stå dybt i hende. Så trak han sig endelig ud, kom op på benene igen og trak bukserne op.

[Melantha Altın]

”Mm, du føltes så godt.” Løj hun i et tungt suk. Det eneste der rigtig havde føltes godt og frembragt et sandfærdigt støn var idet hånden ramte ballen.

Hænderne trykkede sig hårdere mod det midlertidige leje for at holde stand imod de afsluttende stød, så de ikke sendte hende næsen først i sejlet.
Uforløst, satte hun sig op, hvilende på hælene da han veg fra pladsen bag hende før hun selv kom på benene. Med underlivet spændt lykkes det at nå bunken med tøj og trække bukserne på igen, inden tyndekræftens satte sine spor på værkstedet gulv.

I færd med at trække den lidt for store mandeskjorte over hovedet, mindede hun ham om deres aftale ”Det odriaranske skib.” og skubbede det overflødige stof indenfor buksernes livvidde, med blikket rettet hans vej.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens kom i tøjet og sendte hende kun et enkelt hedt, ladet blik, før de var tilbage til den anden del af forretningen. Ærlig talt var han ligeglad med den mønt hun havde fået. Knaldet var pengene værd. Han ville betale det samme for runde to en anden dag.

For at få muligheden, måtte han dog hoste op med sine oplysninger. Han smilede skævt.

"De sejler med stof. Jeg husker ikke kaptajnens fornavn, men de kaldte ham 'Singe.' Siger det dig noget?"

[Melantha Altın]

Navnet sagde hende intet, men hun afskrev ikke med det samme muligheden for der var en relation mellem hende og skibet. Oville ville være en ældende mand, så det var ikke utænkeligt han kun havde folk til at sejle under sig nu.

Hun prøvede at genkalde hvad hendes mor havde nævnt hendes morfar fragtede, men minderne var fjerne efter flere år hvor de var blevet fortrængt. Stof eller var det krydderier? Te måske? 

”Kun stof?” Spurgte hun med blikket fjernt. Blinkede en gang og blev mere nærværende. Hovedet drejede sig mod Laurens ”Hvordan ser han ud, Singe?”.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens trak en hånd gennem håret og betragtede Mela. Han hævede et bryn let. "Så vidt jeg ved har de lasten fuld af stof. Værdifuldt stof. Silke."

Han fugtede sine læber. Den information var penge værd, men det var ikke den hun rigtig var ude efter. "Jeg har ikke mødt ham."

Han holdt hånden frem, åben og klar til at modtage. "Men han er gammel, siger de."

[Melantha Altın]

Lyttende slog hun blikket mod arbejdsbordet, hvor hun eftertænksomt skubbede lidt til skaffet på en mejsel. ”Så vidt du ved.” Mumlede hun, mest ment for hende selv at høre. Det var ikke nogen særlig overbevisende ord, men han havde trods heller aldrig lovet hende at han faktisk havde brugbar viden.

Det trak lidt i den ene mundvig, da hun løftede blikket og blev mødt af den fremstrakte hånden. Mønten forblev, hvor hun havde lagt den, i stedet endte hun med blid, men berammet at daske den væk og lukke lidt af afstanden til ham.

”Allerede besluttet du intet brugbart har at fortælle?” Han var fræk, men det var ikke op til ham at afgøre. ”Du har ikke svaret på på mit spørgsmål fra tidligere, hvornår de sejler ud?”. Mindede hun ham om, og hævede det ene bryn sigende.

[Laurens Skibstømrer]

Mela var udfordrende, men Laurens var til gengæld både mættet og relativt afslappet ved tanken om at miste sine penge. Han havde alligevel fået fuld valuta for dem. Derfor rørte det ham heller ikke rigtig, hvordan hun reagerede.

Han tog hendes hånd, da hun daskede ud efter ham og blev stående tæt på. "De sejler ud om fire dage," svarede han. "Og ja. Så vidt jeg ved." Han hævede et bryn.

[Melantha Altın]

Hånden blev ikke forsøgt trukket fri fra hans. Hun gjorde sig ingen gang ulejligheden at se ned på deres hænder, det var jo ikke ligefrem fordi han holdt hende fast.

Om fire dage. Der var rigeligt med tid for hende til at skrabe en god håndfuld mønter sammen, inden skibet ville sætte sejl. Hun forventede ikke at skibskaptajnen ville være mere rundhåndet med snakken, end skibstømreren havde vist sig at være.

”Lad os se om du får ret eller om de er sejlet før.” Hun gjorde hånden fri og trådte forbi ham ”Nu hvor jeg ved hvor du er at finde, skulle det blive nødvendigt at returnere sølvnoblen.” Og standsede op i døren, hvor hun så tilbage mod ham med antydningen af et skævt smil ”Godaften Laurens, fortab dig nu ikke for meget ude blandt musene.” Hilste hun af inden hun forsvandt ud i den mørke nat.

Selv hvis det skulle vise sig at han havde ret, så havde hun ingen planer om at holde hendes del af deres aftale. Man kunne ikke stole på en skøge, var det ikke hvad der blev påstået blandt den brede befolkning? Melantha havde ingen kvaler med at leve op til fordommene.

| Lukket |