Tømmeren og tyvetøsen [S]

[Melantha Altın]

Overraskelsen ville have været svær at holde skjult, hvis han da mod forventningen havde valgt at påstå hendes gæt havde været korrekt. Hun havde efterhånden været omkring nok mænd, som ham, til at vide de sjældent foretrak en musse lille der gik i et med vægpanelerne. Om ikke andet så længe det ikke var en kvinde de agtede at ægte.
Indrømmelsen affødte derfor ikke meget andet end et lavt latterfnys med et tilhørende skævt, sideværts smil. Naturligvis kunne han det.

Melantha fulgte ham som en spejling op fra sin egen stol, skubbede den af vane ind til bordet. "Efter dig." Svarede hun, gestikulerede mod døren. 

[Laurens Skibstømrer]

Laurens var klar over den reelle risiko for at kvindemennesket bare havde tænkt sig at rulle ham, men han gik ikke uden kniv i bæltet og nogen gange var det risikoen værd, hvis der var en mulighed for at slutte af med at... Slutte af.

Han ledte vejen ud af kroen og ned af havnens ene, brolagte stræde mod floden. Armene begyndte at bevæge sig gestikulerende, som han forklarede om hvilke lande skibene kom fra, uden at nævne hvad de typisk var lastet med. Den slags informationer kostede mere end et flirtende smil.

[Melantha Altın]

Det var med en ambivalent følelse, at Melantha fulgte med skibstømmeren og lyttede når han fortalte om de forskellige skibe. Havnen var så vidt muligt et af de steder som den unge tyv helst undgik at sætte fod på. De mørke øjne flyttede sig rundt mellem skibene, men hæftede sig særligt ved et.

”Hvor meget mere ved du om dette skib? Ved du hvad det sejler med, hvem det sejler for eller hvem der ejer det?” Spurgte hun med rolig stemme, der ikke lykkes at skjule det spirende håb om, at han vidste mere end han lod til om sejlskibet.

[Laurens Skibstømrer]

Som skibstømrer blev Laurens ofte tilkaldt for at løse mindre problemer efter lange rejser, som sled på skibene. Han vidste ikke alt, men han havde lange ører og lyttede også til hvad der ellers blev sagt af de andre i lauget. Derfor kunne han svare på i hvert fald spørgsmålet om lasten, men det var ikke gratis.

"Det kan være," drævede han let. "Men den slags oplysninger koster," pointerede han og gned tommel sammen med pege- og langfinger. "De ér fra Odriara, selvom jeg fornemmer du havde regnet den del ud selv."

[Melantha Altın]

Det var ikke svært at regne ud, hvilken form for betaling den skæggede skibstømmer havde forhåbninger om. Den kunne selv en imbecil regne ud. Det ville ikke være første gang at Melantha ville have måtte døje med våde knæ, spørgsmålet var bare om det var en pris værd at betale.

Han havde vist hende skibet, hun kunne vælge at vende tilbage ved daggry og vente på det første tegn på liv på skibets dæk. Der var bare en fuldgruppe i dén plan, der var længe til solen rejste sig og støvregnen stilnede af. Skibet kunne nå at lægge fra kaj inden.
”Hvornår sejler de ud?” Spurgte hun forsat, ikke særlig håbefuld for at han ville være gavmild nok til at give den oplysning.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens hævede et bryn let af hende og smilede skævt. "Flere oplysninger koster, smukke," pointerede han.

"Vi er kun et par hundrede fod fra værkstedet og et blødt sted at ligge, hvis du vil vide mere. Så kan vi genoptage denne lille rundvisning bagefter med en fuld beskrivelse af alt jeg ved om det skib."

De havde en hel bunke sejl til reparation og udstyret med et tæppe over ville det ikke gøre sig dårligt som underlag til en grundig omgang med hans skibsmast i hendes sejlrende.

[Melantha Altın]

Melantha slap en kort lav latter, mens hun løftede hagen mod nattehimlen og de fine regndråber. Rystede let på hovedet, inden blikket faldt tilbage på Laurens med læberne kurvet i et skælmsk smil, som en reminiscens af grinet. ”Naturligvis, men en kvinde har vel lov til at håbe ikke sandt?”.

”Jeg kunne følge med dig,” Uden at holde en pause i sin sætning, blev den sparsomme afstand der havde været mellem dem lukket. ”men hvordan kan jeg vide, at du faktisk har oplysninger om skibet?” En hånd blev lagt mod brystkassen, hvorfra den søgte op til frakkens halsåbning. Fingrene fulgte kanten, med blide strøg der strejfede halsen.  ”Du er en snu mand, så jeg er sikker på du har bemærket fraværet af blå øjne.” Accentuerede hun, med det ene øjenbryn skudt sigende op ad. 
Det var ikke en afvisning, men hun var heller ikke villig til at lade sig føre i blinde. Den slags kostede mere end information.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens nød skam nærkontakten og løftet om langt mere af det. Han smilede tilfreds og lagde sin ene hånd mod hendes hofte, før han tiltede hovedet en smule til siden.

"Jeg kan betale dig en lille sum for dine ydelser. Hvis jeg ikke giver dig oplysningerne, kan du beholde dem. Til gengæld får du kun oplysningerne, hvis jeg er tilfreds med din indsats. På den måde vinder vi begge, no?"

[Melantha Altın]

Grundlæggende havde hendes målsætning derfor også været helt anden end hvor den bevægede sig hen. Planen havde været at efterlade ham med en tom pung, gøre aftens fortjeneste lidt større og have noget at betale en skibsdreng med i bytte for information, den følgende morgen.
I sandhed havde hun haft en meget lille tiltro til skibstømmeren, at han overhovedet havde været i stand til at give noget der bare mindede om brugbare oplysninger, på havnens skibe. Men hvilken mand ville væde om penge, hvis han kun havde varmt luft at lukke ud?

"Aftale." Indvilligede hun selvsikkert og sendte ham et slet skjult smil. "Du kender vejen." Begge hænder lagde sig mod hans bryst, hvorefter hun skubbede ham fra sig blidt, men bestemt. 

[Laurens Skibstømrer]

Laurens var ikke dum, men han blev ledt af sin skibsmast mere end sit hoved i øjeblikket. Han smilede skævt, trådte bagud ved skubbet og lukkede hånden om sin bæltepung. Han kendte trods alt kvinder som hende.

"Denne vej," opfordrede han, før han ledte hende med sig ned af et stræde mod et ydmygt udseende hus, der husede redskaber og også va stedet, hvor en jolle kunne samles. De større skibe blev altid konstrueret udenfor.

Der var dog altid mindst et sejl derinde og således også i dag. Da først han havde lukket døren og slået slåen for, så de ikke blev forstyrret, skubbede han sejldugen sammen, så det blev et leje og bredte sin kappe ud over det. Han hævede begge bryn let. "En ren romantiker, huh? Hvad er din pris normalt?"

[Melantha Altın]

Han var alt for klog til sit eget ydre. Ikke fordi han af udseende lignede en der var småtbegavet, men han tænkte for meget med sit øverste hoved og det var ikke til Melantha's fordel.
Hånden der søgte mod bæltepungen gik derfor ikke ubemærket hen, men han havde heller ikke gjort noget for at skjule den mistroiske gestisk. "Hvis jeg ville frastjæle dig din pung, så var det allerede sket." Bemærkede hun med et uimponeret tonefald og himmelvendte øje, men smilet var endnu tilstedeværende.

Værkstedet var beskedent. Alligevel var det større end hun havde forventet, men hvad havde hun egentligt også at holde sine forventninger op imod?
Nysgerrigt strøg fingerspidserne over noget af værktøjet der lå fremme, mens Laurens baksede med sejlet bag ved.
Uden at rode for meget i hans ting tog hun et besynderligt udseende værktøj i hænderne, vendte og drejede det lidt, inden det blev lagt på plads mens hun drejede halvt omkring sig selv. Et hurtigt blik blev kastet mod det hjemmefiksede leje. Der var ingen spot at spore da hun svarede ham, for ærligt talt var det svært ikke at sætte pris på hans hensyn, også hvis det mest var til for ham selv.  "Og stadigvæk er du en ugift mand, man kan undres. 1 sølvnobel." Hun var hverken den billigste eller dyreste skøge i byen. En kunstfærdig pause blev, mens hun trådte tættere "Særlige interesser koster mere, men det er jeg sikker på du er bekendt med?".

[Laurens Skibstømrer]

Laurens' smil viste hans tænder et øjeblik. Han gik relativt sjældent på bordel, for ærlig talt var der mange, søde, kønne piger i Levagny, der spredte deres ben for smiger, uden at behøve betaling. Det krævede selvfølgelig lidt hårdere arbejde, men Sephare Gørtler havde f.eks. ikke været svær at få overbevist om hans hengivenhed og hun havde givet ham meget nydelse henover det sidste år. Desværre var hun blevet gravid inden han blev træt af hende, men det fulgte så til gengæld hurtigt derefter.

"Bare rolig. Jeg har ingen særlige, perverterede idéer," svarede han muntert på påmindelsen. "Men jeg vil se dig helt nøgen. Du skal klæde dig af for mig."

Han fiskede sølvnoblen op af bæltepungen og placerede den i hendes håndflade, hvorefter han trådte tilbage og så afventende på hende.

[Melantha Altın]

Forespørgslen var ikke uvant for en periodisk skøge som Melantha, harmløs som den var kunne hun ikke undgå at smile lidt over den.
Sølvnoblen fik ikke lov til at ligge længe i hånden, før den var gemt at vejen, men ikke længere væk ind den kunne findes frem igen skulle det vise sig, at han faktisk havde nyttig information. Så frem hun faktisk valgte at overholde aftalen om at lade betalingen gå tilbage.

"Nuvel, som herren ønsker." Proklamerede hun.
Hænderne fandt vej til overtøjets spænder, som hun med vante fingre lukkede op, en for en. Øjnene forblev rettet mod Laurens, mens det første regnfugtige lag røg. Med bløde bevægelser, der hverken virkede forhastede eller for langsomlige klædte hun sig af foran ham, lag for lag indtil der ikke var mere at tage af. Håret forblev bundet i den lavt satte hestehale.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens' blik gled sultent ned over Mela. Han trak sit overtøj af og skjorten fulgte, før han løsnede sine brogers snører.

"Sikke et syn."

Han trådte tæt på og kuplede hendes ene bryst. "Vend dig om og kravl derned på alle fire."

[Melantha Altın]

Selv gjorde hun intet for at skærme for det blå blik. Blufærdighed var en sindstilstand hun for mange år siden havde måttet give afkald på, den kostede mere end den tjente hende. I stedet stod hun åbent med vægten lagt på det ene ben, så en s-linje kunne tegnes gennem hendes krop og lod fingerspidserne følge det ene kraveben.
Det var heller ikke med uinteresserede øjne, at hun betragtede Laurens afklæde sig. Man skulle være et større skarn, hvis man påstod han blev grimmere jo mere hud der blev synligt. Et fornøjeligt smil kurvede læberne.

Hun mødte hans hånd, trykkede inviterende det bløde bryst mod dens flade. ”Bekymret for rifter?” Bemærkede hun små kækt, mens hendes egne hænder der strøg kælent op over det nederste af hans mave.

Tråde fri af hans hånd, lagde placerede hun sig på alle fire ovenpå skibssejlet med blikket drejet tilbage mod ham, over den ene skulder.