Tømmeren og tyvetøsen [S]

[Laurens Skibstømrer]

Laurens kunne godt lide komplimenten, selvom den selvfølgelig var ret tom. Hun anede ikke hvor god han var til at bruge sin hammer, hårdt, gentagent...

Han undlod også at nævne det for hende og nøjedes med at tage en tår af sit krus og betragte kvinden overfor sig.

"Nej," medgav han. "Der er ingen Madam Skibstømrer. Er der en Mester Mela, der venter på dig, da?"

[Melantha Altın]

"Ikke det? Se det har jeg svært ved at tro kan være sandt. Der må mindst have været de første tre om buddet til at kalde sig Madam Skibstømmer." Smigrede hun, men denne gang noget mere oprigtig i sine ord. Med en lille studsning og en kyndig skrubben bar ørene, så kunne man godt forstille sig ham værende en man stolt kunne hive med til familie middagen. Hvis ikke det var fordi han næppe havde meget pli til ikke at forsøge sig med sin kommende svigermor - det lyste jo nærmest ud af de blå øjne.
"I så fald ville han skulle vente længe på at jeg pludselig skulle dukkede op, så til det må svaret været nej der er ingen Mester Mela." Lo hun let og så ned i sit eget krus med vin. "Så når nu du så fint tilbyder at være min guide for aften, så ville jeg næsten være et skarn sådan at sige nej, ikke?" Blikket løftede sig tilbage på tømmeren, med kruset løftet i en tavs skål.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens fnøs let, før han hævede et bryn og så på kvinden i et langt, overvejende øjeblik. Normalt brugte han ikke mere tid på kvinder han ikke umiddelbart kunne se en flirt i, men hans nysgerrighed var alligevel vakt og han tiltede hovedet en smule.

"Jaså. Og hvad præcis er det du har brug for en guide til, Mela? Og for hvilken gevinst?"

[Melantha Altın]

Munden spidsede sig en anelse tænksomt. Hovedet drejede sig væk fra ham, mens hun lod øjnene søge over den fyldte krostue "Du sagde du kunne vise mig de skibe der har lagt til kaj fra Odriara." Hun så tilbage på ham, lænede sig nærmere hans ansigt med et udfordrerne smil der blottede de hvide tænder "Se det, Laurens Skibstømmer, er dit at finde ud af ikke?" Den ene hånd havde lagt sig støttende mod hans lår, nær knæet.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens' blik gled ned til Melanthas hånd, før det fandt hendes igen og han smilede antydningsvist. Han kneb øjnene lidt sammen. "Jeg kender de hemmelige kroge i skibshallerne," konstaterede han sigende.

"Men jeg tager dig gerne... På en rundtur." Han løftede kruset til sine læber igen. "Når jeg har drukket ud. I mellemtiden kan du fortælle mig hvad du laver her. I Levagny?"

[Melantha Altın]

Tommelfingeren gled i en halv cirkulær bevægelse over det grove buksestof, mens en lavmælt lyd kunne høres, indikerede at hun lyttede efter trods de lette kærtegn. Selvfølgelig kendte han til alle de hemmelig kroge, det var sikkert der han tog de fleste skøger hen.

Hun måtte undertrykke et suk og lysten til at studere sin hjerne nærmere, da han ville vide hvad hun gjorde i hjertebyen. Hånden fjernede sig fra knæet efter at have gledet næsten halvvejs over låret "Det samme som alle andre, jagter drømmene i drømmenes by." Løgn, delvis. Endnu en tår af vinen blev taget. "Jeg leder efter nogen." Endnu en halv løgn, hun ledte ikke aktivt.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens havde aldrig hørt nogen omtale Levagny som drømmenes by før og han hostede let, før han smilede skævt. Hun flirtede bevidst med ham for at gøre ham velvillig, det var han klar over, men han kunne godt lide idéen om at de alligevel ville slutte en eller anden aften med hans mejsel dybt oppe i hende. Så han legede med og lagde selv sin hånd på hendes knæ.

"Hvem leder du efter? Et forsvundet familiemedlem? Kaptajnen, der stjal dit hjerte?"

[Melantha Altın]

Det havde været med en bitter sød smag i munden, at Levagny var blevet kaldt drømmenes by. Der var en gang hvor hun havde troet på den beskrivelse, den gang naiviteten endnu farvede øjnene blå. Dengang hvor et helt hav og et halvt land havde været mellem smede datteren og hovedstaden. Siden var hun blevet klogere og den barnlige naivitet skrællet godt af hende. Levagny var byen for de rige, for dem med kapital og de arbejdsomme. Ikke for de håbefulde og slet ikke for drømmerne.

Indhold i kruset forsvandt stødt som tåre blev taget med en passende hast, der ikke fik hende til at virke hverken desperat, fortravlet eller som en dranker. Læberne smagte af vin da tungen gled flugtende over dem "En skibsreder." Korrigerede hun tæt på lattermildt ved buddet om en forsvundet kaptajn der holdt hendes hjerte. Det kunne have været kønt.
"Navnet er Chauncey. Jeg har ikke et fornavn og jeg ved ikke om han lever eller overhovedet stadig er i Falanie."

[Laurens Skibstømrer]

Laurens rynkede panden lidt, men nikkede, mildt investeret. Hvis han havde kendt navnet ville han have spurgt hvor meget det var værd for hende.

"En købmand?" Ejeren at et skib behøvede ikke at være en købmand, men var det ofte. En del af de større ejede endda flere skibe, som de sendte på handelsrejser. "Fra... Blueton?" Hans bedste bud. "Hvorfor leder du her efter ham?"

[Melantha Altın]

Hun rystede på hovedet, knapt kraftigt nok til det overhovedet blev en bevægelse "Nej, eftersigende fragtmand med mindst to skibe til rådighed, men det er muligt han siden er blevet købmand." Der var gået mange år og det var ikke utænkeligt at han både havde fået flere skibe eller valgt at være mere end bare et vel betalt bindeled.
"Falanist, men der kan være rødder tilbage til Blueton," Tynde streger satte sig i panden da hun indrømmende tilføjede "men jeg ved det ikke med sikkerhed." Det var ikke en viden der var blevet delt. Hun klemte læberne sammen til de ikke var andet end en tynd streg i ansigtet "Jeg har en besked til ham." Svarede hun denne gang ærligt.
Hun drejede sig lidt på stolen og satte det næsten tomme krus fra sig "Har det en betydning?" Spurgte hun og skrånede hovedet "Jeg lover jeg ikke søger ham, for at gøre en ende på hans dage, så Drabanterne kommer næppe efter dig med deres lænker for at have fortalt hvor han kan findes, - hvis du ved det?".

[Laurens Skibstømrer]

Laurens kunne mærke hendes investering i det, da han ikke direkte sagde, at han ikke vidste hvor manden var henne. Chauncey. Med hendes accent kunne det næsten være hvilket som helst navn, men det lød ikke hjemmevandt i hans mund, uanset hvordan han vendte og drejede det, så han konkluderede: Ikke falanistisk. Han tog en langsommelig, tålmodig tår, imens hun talte sig varm, før han trak beklagende på skuldrene. Han måtte spørge sig rundt, men det lovede han hende intet om.

"Drabanterne kommer ikke efter mig i det hele taget, smukke. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med andet end en lille rundvisning. Beklager."

[Melantha Altın]

"Det var et noget  af et postulat," kommenterede hun i munter tone "du er måske i lommen på dem?" Der var en hvis ægte nysgerrighed i spørgsmålet. Han kunne naturligvis blot være en retskaffen mand, som aldrig i sit liv havde sat foden på den forkerte side af loven. Melantha fandt det svært at tro, at det skulle være tilfældet. Han havde ikke et ansigt der strålede uskyld og selvsikkerheden var der i rigelige mængder, nok til at få ham rodet ud i problemer.

Hun lænede sig nærmere, placerede en finger under bunden på kruset i hans hånd med et lunerigt udtryk. "Og det tilbud tager jeg glædeligt imod." Svarede hun og skubbede blidt, men insisterende krusset op mod det skæggede ansigt.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens fnøs let over spørgsmålet og hævede begge bryn over det. Han rystede langsomt på hovedet. "Nej, det ville vist være synd at sige," drævede han kryptisk, men havde ikke planer om at uddybe på det. Han fik da heller ikke muligheden, som den insisterende kvinde bød ham at drikke ud. Hans blik hvilede i hende, som han sank en, to tåre, før han alligevel sænkede kruset, uagtet hendes insisteren.

"Du er en lille, ilter, ivrig sag, er du ikke, Odriara?"

[Melantha Altın]

Oplagt ville være at forsøge at lokke ham til at uddybe, hvad det skulle betyde. Melantha vidste bedre, for nok var procenterne høje i den varme krostue, men ørene var lange og selvom det måske ikke lod til nogle lyttede til deres lille samtale så tog hun ikke chancen.
Dertil virkede Laurens heller ikke hverken fuld eller lemfældig nok uden videre at ville røbe alle sine dybeste hemmeligheder.

"Mhm, benægtelse ville være den pureste løgn." Svarede hun sandfærdigt til beskrivelsen, med smilet trukket skævt "Du er måske mere tilfreds med de små mus?".

[Laurens Skibstømrer]

Laurens lo og hævede brynene let. "Nej, jeg kan såmænd godt lide kradsemærker, killing," svarede han underholdt. Så tømte han bægeret, trak sin frakke op fra stoleryggen og rejste sig.

"Lad os se på den rundvisning," bød han. "Så kan vi jo altid se hvor den ender henne."

Hvis hun var til at købe, havde han en god idé om det.