Tømmeren og tyvetøsen [S]

[Melantha Altın]

Til | Laurens Skibstømrer

Tid | De tidelig aften timer

Sted | Den Tørstige Hat, krostuen

Vejr | Støvregn

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

Det summede af liv den efterhånden tæt pakkede kro. Stemningen var høj, godt hjulpet på vej af de rigelige mængder alkoholiserede drikker, der var blevet indtaget siden de tidligste eftermiddagstimer. Latter, skrål og sang en hver sømand værdig overdøvede lydende fra dem der havde ladet sig lede op ad de smalle stejle trappetrin, til værelserne oven over krostuen. Enkelte var endt i håndgemæng over en eller flere af pigerne, før de var blevet eskorteret ud i den fint faldende regn. Nogle mere hårdhændet end andre, når de satte sig i modværge, men deres brok var ikke nok til at gøre fyraftens festligheder mindre.

Det var ikke nært så meget den mørke hud der fik hende til at skille sig ud fra mængden, det var snarer det sorte hår der i en fletning hang blottet ned langs ryggen og det manglende skørt. Ved sin ankomst havde Melantha placeret sig ved et af de ledige hjørneborde med et krus øl foran sig, men som en time var blevet til to og to til tre havde hun skiftet til en mere central placering.

"Okay, mønten er din hvis du kan nå at få fat i den før jeg rør dig." Indvilligede den bredskulderede håndværker og lagde en mønt på den slidte bordplade. Smilet voksede sig selvsikkert større på de mørke læber, og knapt havde den dem fremmede bordherre nikket klar før mønten lå solidt og godt i tyvens hånd. 
"Begynder held..." Brummede han utilfreds og fandt en ny mønt frem. "Kvit eller dobbelt." Lød det indbydende, mens den nye mønt blev lagt på bordet. Denne gang længere inde på hans barnehalvdel i håbet om at genvinde sin tabte mønt. Desværre tjente hans forsøg på snyd ingen fordel. "Man skulle næsten tro du end ikke forsøgte at holde på dine penge?" Latter lå i stemmen, mens hun tog begge metal stykker i nærmere øjesyn. "En tredje gang?" De mørke øjne søgte tilbage til mande med et udfordrerne glimt spillende i dem.

De grove hænder bankede mod træet, så bordet rystede under kraften. "Du snyder mig!" En arret anklagende rettet imod hende, mens håndværkerens ansigt begyndte at anstage en kulør, der gjorde det svært at skelne hvor det røde fuldskæg startede og stoppede.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens sad over et spil kort med et billigt krus vin og iagttog ud af øjenkrogen de to i den anden ende af bordet. Han havde ikke nogen særlig fidus til nogen af dem, men blomsterpigen, antog han på grund af håret, var i det mindste lidt pænt til øjet. Hun snød også så det drev, men det var røde nu selv udenom.

Han skulle ikke nyde noget af at blande sig uden nogen gevinst. I stedet afsluttede han sin hånd og trak sig ud inden han endte med at blive ruineret på sine dårlige kort. Han tog en solid tår af sit krus og så igen over på de to andre, da der blev slået i bordet.

[Melantha Altın]

Med hænderne holdt afværgende op foran sig, så hun med fornærmelse i blikket på anklageren "Snyder, hvad i alverden skulle jeg snyde med? Jeg har hverken banket på bordet eller på anden vis forsøgt at aflede din opmærksomhed." Irettesatte hun, til mandens store irritation.
Flammeskægget fløj op fra sin stol, så træbenene skrabede klagende mod gulvet og det for et øjeblik virkede til at stolen ville komme i bagvægt og tippe bagover. Dråber sprang fra han mund, da han vendte sig mod den anden ende af bordet for at drage dem ind til medhold "I så det selv, gjorde I ikke? Den skøge snød mig for mine mønter.".
Med korslagte arme, rettede hun blikket mod den kort spillende mandeflokke. Hvor enkelte mumlede uforstående ned i deres øl eller vin og andre trak tvivlsomt på skulderne. "Dig dér - Du så det, gjorde du ikke?" Fingeren der havde været rettet mod Melantha landede nu i stedet for den unge mand, der havde trukket sig fra spillet.

[Laurens Skibstømrer]

Skøge? Det virkede som det mest sandsynlige. Snyder? Laurens fik fornemmelsen af, at det i høj grad var tilfældet, men han havde intet særligt tilovers for røde, så han hævede brynene let over spørgsmålet og betragtede den dirrende finger.

"Jeg så bare at den lille blomst var hurtigere end dig," konstaterede han med et skuldertræk. "Beklager, makker."

[Melantha Altın]

Et var at blive beskyldt for at snyde når man ærligt og redeligt havde vundet. Jovist havde hun da undladt at fortælle hun levede af at have hurtige fingrer, men det kunne vel næppe kaldes snyd at bruge sine forcer? Hun ville jo heller ikke påstå at en tømmer snød fordi han kunne slå et søm bedre i træet, end hun selv kunne præstere.
Det var dog ikke anklagen om skyld der fik de fine trække til at sig stramt sammen, men derimod klandringen om hun skulle være en glædespiges. Det var lave slag, retfærdigt gjort af den manglende hovedbeklædning, men selv en svagsynet kunne se beklædningen ikke mindede om den, som kroens piger tullerede rundt i. Det var derfor også med fryd i de nøddebrune øjne, at mundvigene dirrede skadefro, da han ikke fik medhold.

Med skridt, hårde nok til at få tankerne til at ledes mod et tordenvejr, trampede taberen fra bordet. Melantha nærmede sig den anden bordende og sin 'redningsmand'. "Ikke at det er nødvendigt, men tak alligevel." Startede hun indledningsvis "Nu hvor jeg eftersigende svømmer i aftens gevinst, så er det vel på sin plads at jeg bryder dig på en ny omgang?" Øjnene flyttede sig kortvarigt til vinen og tilbage igen på den fremmedes ansigt.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens morede sig svagt over den dramatiske exit. Han tog blot afslappet en tår af sit krus og lod blikket glide fra røde på vej ud til den lille, mørkglødede blomst med det utildækkede hår. Han kendte dog mange skøger. Det holdt han ikke i sig selv imod dem.

Et bryn gled til gengæld lidt op over tilbuddet, men han var ikke en til at afslå gratis vin.

"Det kan man sige," medgav han. "Jeg tager gerne imod en opfyldning om lidt, men du kan også give mig en anden slags belønning, hvis du vil beholde pengene selv," drævede han med et glimt i øjnene.

[Melantha Altın]

Det var efterhånden ved at være noget tid siden at Melantha havde været påtvunget audiens hos tyvenes konge. Siden havde der været lavvande i indtægterne. Med et ansigt og ben der havde skullet heale, og en støre påpasselighed, så var det ikke nogen overdrivelse når hun var ved at skrabe kistebunden.
Det var derfor med en oprigtig eftertænksomhed, at de mørke bryn kravlede nærmere hinanden i overvejelserne om at gribe tilbuddet om en mere kødelig tak. Hun endte med at ryste ganske let på hovedet "Din mund har måske redet mig fra saltvand i lungerne, men den slags deler jeg ikke gratis ud af så let." Afslog hun kækt med et blink, hvorefter en hånd blev strakt frem "Mela, og du?".

[Laurens Skibstømrer]

Laurens fnøs muntert og strakte hånden frem til hilsen. Selvfølgelig. Han trykkede skøgen og hasardspillerens.

"Laurens Skibstømrer," præsenterede han sig. "og det er noteret, at jeg skal hoste op med lidt mere end et krus vin. Men det tager jeg gerne imod." Han tømte det han havde halvt.

"Hvordan gjorde du det?" Han nikkede mod bordpladen.

[Melantha Altın]

Melantha smilede varmt da hun trykkede hånden, langt mere skrøbeligt end hun var i stand til. Det største trumfkort man kunne holde på hånden var at fodre folk med grunde til at undervurdere en.

"Med godt selskab kommer man langt." Lød det, let i spøg, om end det ikke var helt usandt. Muligheden forblev åben, ikke fordi der var noget specielt der stak hende i øjne ved Laurens, bevares han var da ikke grim. Det var mere tanken om at skønt støvregnen sørgede for en acceptabel temperatur på det lejet loftrum, så ændrede det ikke på tagets utætheder. Hun burde virkelig finde et bedre sted til sine ting, og helst et der ikke var ejet af den månesyge konge.
Nabostolen blev ledig og hun var ikke sen til at kræve den som sin egen, om ikke andet for det næste stykke tid. "Hvordan?" Gentog hun tænksomt, før hun små nonchalant svarede: "Jeg aflæste ham, intet magi, intet snyd skabt for min hånd. Bare hans krop der talte hvor han tav.".
Med en oprakt hånd fangede hun en af de omkring sværmende kropigers opmærksomhed, og signalerede ønsket om en genopfyldning. Hovedet drejede sig tilbage mod Laurens, med et glimt spillende i de mørke øjne "Ser du røde var her allerede da jeg ankom, og at dømme ud fra åndende, så havde han allerede der set dybt i øl kruset. Dertil havde han det med at stirre på mønten før der var talt ned, så han var tvunget til at blinke inden hans øjne tørrede ud. - En blinkene mand er så god som en blind mand er, bare i få sekunder.".

[Laurens Skibstømrer]

Laurens brummede let og lyttede efter forklaringen. Han holdt sit krus frem mod kropigen, fik det fyldt op og vendte igen opmærksomheden imod kvinden.

"Mind mig om, at jeg aldrig skal vædde noget med dig," nøjedes han med at svare, næsten diplomatisk.

"Odriara?"

[Melantha Altın]

"Nu hvor du kender til min strategi, aldrig." Forsikrede hun ham med smilet trukket skævt med en hemmelighedsfuld kant. Der var andre måder at komme til hans ejendele på, og hun havde allerede mistanke om hvilken der var den letteste. 

"Tak." Kvitterede hun for vinen, og rakte betalingen for vinen i bytte for kruset. Udad øjenkrogen havde hun fulgt kropigens færden ind mellem borde og gramsende hænder, da han spurgte om hendes ophav.
"Er det så tydeligt?" Spurgte hun retorisk. Kendte allerede svaret på forhånd, hvis ikke hendes mørkere farve palette afslørede hende, så gjorde den skiftende accent, der gav den lyse stemme en melodisk klang. Hun nikkede.
"Har du været der?" En oprigtig nysgerrighed lå bag ordene, mens hun tog en tår af den røde væske.

[Laurens Skibstømrer]

Laurens hævede et sigende bryn. Det var meget tydeligt, at hun ikke var fra Falanie. Det vidste hun vist godt selv. Men Levagny var en befærdet hovedstad og der kom folk fra hele verden dertil, næsten alle gennem havnen, hvor Laurens tilbragte det meste af sin tid. Et svagt, skævt smil dukkede da også frem på hans læber, før han rystede på hovedet.

"Det er ikke nødvendigt at forlade selv Levagny for at genkende dig som Odriaraner," forsikrede han. "Jeg har kendt en lille musvit derfra i lang tid. Samme glød som dig, næsten samme accent, når hun brugte sin mund til at tale..." Hans blik glimtede. Han foretrak tydeligvis når hun brugte munden på bedre måder. Det var da fint nok, når kvinder talte, men de havde formål, der tiltrak ham mere.

"Desuden kommer jeg på skibene. Vi ser folk fra alle steder."

[Melantha Altın]

Gennem de sidste fem år, havde det havde næsten lykkes hende at glemme alt om sin familie - om Odriara. Med et simpelt spørgsmål have han uvidende formået at puste liv i en hjemve, der gav et stik af skuffelse i hendes brystkasse. Hun havde endnu ikke stødt på nogle der havde været krydset havet vest for Falanie. Det havde været hovedløst at håbe en skibstømmer havde taget den tur, når han fra havnens vante rammer kunne opleve hele verden komme til ham.
Hun lod ikke skuffelsen vise i hendes ansigt, var i stedet hurtig til at skylle den bort med vin som nært var endt i gale hals. En hånd blev løftet foran munden, mens hun rømmede sig engang. De brune øjne gled åbenlyst fra ende til ende og op over Laurens' siddende skikkelse "Lad mig gætte, du gav hende sjældent megen grund til at hviske søde ord i dine øre?".

[Laurens Skibstømrer]

Laurens smilede skævt og trak på skuldrene. "Jeg er mere kendt for at få lyde end sukkersøde ord ud af mine kvinder," forsikrede han og vrikkede let med brynene. Han var ikke den store romantiker.

"Men jeg kan fortælle dig om hvilke skibe, der er fra Odriara på havnen," lokkede han muntert. "Hvis du har hjemve?"

[Melantha Altın]

Selvtilliden i egne evner med det modsatte køn var ikke til at skyde i gennem. "Alt andet ville da heller ikke være at forvente af en mand som dig." Det var fristende at forsøge at slå skår i selvfedheden, så valgte hun i stedet bevidst at puste til hans ego. Overvejede hvor meget det kunne pustest op før han selv ikke kunne rumme det? "Det er trods alt sjældent en mand med dit erhverv ikke ved hvordan han skal bruge sit værktøj." Kommenterede hun og lod hovedet skråne sig nysgerrigt og lod smilet tage en varm kant, mens mundvigende trak nærmere øjnene.

Hun rystede lidt på hovedet, ganske svagt og knapt så selvsikkert i sin afvisning som hun havde ønsket at være. Var det virkelig så tydeligt at hjemve stak til hende? Nej, det måtte være rene gætterier fra hans side. Alligevel endte hun med halvt at møde ham i tilbuddet "Der er måske ikke en fru skibstømmer, som venter dig hjemme inden månen står på sit fuldeste?".