En søsters beskedne afsked

[Sephare Gørtler]

Til Celeste Våbensmed


Der var små svedende perler på gørtlerfruens pande, da hun nåede frem til stedet, hvor der blev pakket og klargjort til den store rejse, som halvdelen af byen skulle på. Sephare Gørtler skulle selv blive derhjemme og passe en voksende mave, der kun ville blive større fra nu af. Ikke en tanke hun brød sig meget om for tiden. Guderne straffede hende for denne graviditet ved konstant at sørge for at hun havde en kvalmende følelse. Dette var ingen undtagelse. Hendes søster havde bare at være glad for at se hende, siden hun risikerede at kaste op og derved ydmyge sig selv i fuld offentlighed, bare for at sige farvel til Celeste. Det var en søsters pligt mere end noget hun havde lyst til.

Med en hånd på den svage bule på maven nærmede hun sig det sted, hvor den helbredende kvindes ting var ved at blive pakket. Resten af familien var her også og Sephare kunne skimte ryggen af søsterens mand Eirik Våbensmed og høre lydende af hendes døtre Svari Våbensmed og Svea Købmand , der fniste et sted i baggrunden.

“Søster” sagde hun kort for hoved, da hun fandt frem til det lidt ældre familiemedlem. “Lidt mad til rejsen” hun rakte et stykke stof frem med tørrede kød og frugter som Sephare selv havde lavet. Dog var tonen i hendes stemme ikke fyldt med varme, som man ellers forventede af en lillesøster.

[Celeste Våbensmed]

Sephare havde altid set ned på sin søster, lige siden hun blev gravid som syttenårig. Betydningsløst var det, at hun havde skiftet halvsøsterens ble og trøstet hende, når hun havde mareridt. Da det blev kendt for Celeste, at Sephare selv var blevet gravid, endnu ugift, havde det været let kun at føle skadefryd, men hun havde kæmpet sig gennem følelsen for sin kærlighed til sin stedmor og smilede også nu, selvom der ikke gik mange varme følelser tabt imellem de to. Hun tog imod pakken og holdt den i sine arme. "Tak, min ven," svarede hun ømt, som om de var tættere end de var. Hun så ned på den lille bule og tog en dyb indånding.

"Pas godt på min niece eller nevø," bad hun. "Med lidt held er vi tilbage inden hun beslutter sig for at skulle ud og se verden."

[Sephare Gørtler]

Med vægten på den fod rakte hun den beskedne pakke frem til søsteren, der virkede som om hun var i det bedste humør. Det havde Sephare selv svært ved at sætte sig ind i. De skulle se frem til flere måneder på landevejen blandt støv, andre mennesker og ikke mindst alt fra glædespiger til staldknægte. Sådan et liv kunne Sephare godt undvære og derfor også en af grunden til, at hun skulle blive i byen. Den anden grund var hun knapt så glad for at indrømme: Der var ingen plads til hende på rundrejsen, ingen grund til at tage med. Man skulle tro, at det ikke ville stoppe nogen, men når nu man ikke ville indrømme, at man gerne ville med skulle man bruge en god grund for at være det. Den udeblev.

Ufrivilligt fik søsterens reprimande hende til at smile et alt for kærligt smil, der handlede mest om barnet i hendes mave lige meget hvor uvelkomment det var. “Selvfølgelig. Jeg har Niot til at hjælpe mig” det var der trods alt en tryghed i, selvom det ikke var hans barn. Mindre detalje. Hun strøg hånden nedover bulen. “Det håber jeg, jeg har brug for dig til at hjælpe med den del” det lød en smule utaknemmeligt, men der var en form for kærlighedserklæring gemt derinde “Og pas godt på mine niecer og nevøer” trods forholdet til søsteren var anspændt, holdt hun utroligt meget af sine niecer Svea Købmand og Svari Våbensmed samt hende nevøer Magnus Våbensmed og Bruin, trods hun var meget tæt på deres alder. Måske det netop var det. Hun havde alt følt, at hun var storesøster for dem.

[Celeste Våbensmed]

Celeste nikkede, men Niot var en mand. Mænd kunne ikke hjælpe på samme måde, som familie kunne. Det var nærmere heldigt for Sephare, at hun havde sin mor til at hjælpe. Tømrerfruen ville ikke lade noget hænde med hendes første, ægte barnebarn, trods hun altid havde behandlet sin mands sønnesønner og sønnedøtre som sine egne.

"Hvis jeg ikke når det, så ved Leonié Smed godt, at jeg ville gøre det samme for hende. Hun skal nok lede dig fint igennem," forsikrede hun mildt, velvidende at Sephares lille tone mere skyldtes nervøsitet end noget andet. Og selvfølgelig ville hun gøre hvad der var i hendes magt for at nå hjem. "Hvis guderne vil det sådan," tilføjede hun.

Hun smilede mildt og kastede et blik op mod vognen, som familien var i gang med at læsse det sidste på. "De er såmænd så store, at de passer på sig selv." Hendes blik spillede let. Og ellers skulle Eirik Våbensmed nok træde imellem hvad der end udgjorde en fare.

[Sephare Gørtler]

Sephare så skeptisk på sin søster, der mente at hun havde brug for hjælp til at føde et barn. Hun var trods alt en kvinde og det at føde barn, var hvad kvinder havde gjort i generationer. Det var i virkeligheden det guderne havde skabt dem til og det burde de være stolte af. Alligevel tog Sephare sig i at være nervøs for fødslen, men at give udtryk for det var ikke en mulighed. “Jeg tror nok vi skal klare det, hvis ikke du når det. Vi har den hjælp vi skal bruge” hvilket ikke var sandt, men stoltheden stod i vejen for, at hun kunne sige den del højt.

“Ja, vi må stole på guderne. De skal nok lade det rette ske” svarede hun med næsen vendt mod skyerne, som talte hun direkte til dem. “Ingen er for store til deres mors kærlighed Celeste, det minder jeg dem om hele tiden” selvom hun selv mente hun godt kunne leve uden sin mors pyllerier. Og Celestes.

[Celeste Våbensmed]

Sephare skulle ikke belære Celeste om moderskab. Hun vidste intet om hvad det var, at være mor endnu og det lyse blik var et øjeblik skarpt. I et flygtigt øjeblik spændte det i hendes kæbe, før hun rystede det af sig og fandt mildheden igen. Det var sidste gang de så hinanden før oktober.

"Leonié Smed er den hjælp du skal bruge," fastslog hun blot insisterende. "Du takker ikke nej til den nødvendige hjælp, Sephare. Din mor ville aldrig tilgive nogen af os."

Hun hævede et enkelt bryn sigende og lod sig ikke modsige. "Dét er hvad Yphion ville ønske. En kyndig jordemoder til dig.

[Sephare Gørtler]

Indeni krympede Seph sig under Celestes blik, men udadtil mødte hun det køligt og med en attitude af, at hendes søster ikke altid vidste bedst. Det var selvfølgelig ikke sandheden og det vidste hun godt. Celeste var klog på mange områder, som Sephare ikke var, men det var svagt at indrømme og kvinder var ikke svage.

“Okay, men kun for at give dig ro i sindet” egentlig var hun lettet over at lade Leonié hjælpe sig, men det behøvede Celeste ikke at vide og derfor fik hun det til at lyde som om det udelukkende var for hendes skyld, at hun gik med til det. Selvfølgelig kunne Sephare klare sig selv, men hvis det gav Celeste ro skulle hun nok. “Og for Yphions skyld” at bruge guderne virkede altid.

[Celeste Våbensmed]

Celeste pressede ikke Sephare, men hun lod det alligevel heller ikke helt fare. Hun tog en dyb indånding og nikkede. "Og for dit barns skyld," konstaterede hun derfor bestemt. For det ufødte barn ville de fleste kvinder gøre næsten alt. Hun ville have gjort alting for Magnus Våbensmed, da han endnu var i hendes krop og som sådan også nu, selvom han var voksen og kunne forsvare sig selv.

"Pas også godt på din mor og vores far, Sephare. De vil være glade for besøg." Hun så mildt på sin halvsøster. Det var godt at hun ikke kendte til fortiden. Det ville ændre for altid hvordan hun så på sin mor og det ville hun ikke gøre ved hende.

[Sephare Gørtler]

Sephare så en anelse betuttet ned på den lille bulende mave, der gemte sig under tøjet. Hvordan kunne hun glemme det? Det måtte Celeste ikke vide. “Selvfølgelig” trods omstændighederne glædede hun sig til at møde det lille frø, der lå inde i hendes mave. “Alt for barnets skyld” indrømmede hun og så på sin søster med et mere sårbart udtryk end hun brød sig om. Det var bare ikke altid hun kunne styre sine følelser.

“Skal jeg nok. Det er trods alt min pligt som kvinde at passe på min familie” påpegede hun med en lidt skarpere tone. Hun elskede sin familie om end lige netop Celeste havde hun et specielt og smule anstrengt forhold til. “Jeg tager hjem til dem, når jeg har sikret mig, at I er kommet ordentligt afsted” så havde hun noget at fortælle dem.

[Celeste Våbensmed]

Celeste nikkede. Men det var også nok belæringer og påmindelser for lang tid. Hun tog en dyb indånding. Så, selvom hun vidste det sjældent passede Sephare, lagde hun hænderne omkring hendes skuldre, holdt hende, kyssede hendes pande og gav hende et kram.

"Og pas godt på dig selv, lillesøster," bad hun som det sidste, før hun klemte om hende, slap og vendte sig væk for at stige op i vognen til Eirik Våbensmed og børnene.

[Sephare Gørtler]

Hånden blev sluppet, da Celeste forsvandt op i vognen til sin mand. Krammet havde hun taget imod om end mere stift end hun ønskede det. Egentlig kunne hun godt lide sin søsters kærlighed, hun var bare ikke så god til at tage imod den. “Hav en god tur” ønskede hun hende.

/Slut