På kant med loven [S]

[Uller Væringer]

Han kunne ikke lade være med at smile tilbage hende hun var bestemt sjov at være sammen at være sammen med hendes rytme var meget god så han rejste sig lidt så han kunne kysse hendes bryster uden at forstyrre hendes bevægelser og tog hårde fat i hendes hofter da hun lagde hendes egne hænder på hans hænder ikke hårdt nok til at gøre skade på hende men stadig ret hårdt han kunne mærke at kanten kom tættere på

[Melantha Altın]

Et næsten uhørligt suk undslap Melantha's mund, da han satte sig op og lod munden møde hendes bryst. Hun flyttede hænderne fra hans på hofterne, den ene søgte op i det brune hår, mens den anden greb om musklen mellem hals og skulder.
Målrettet bevægede hun sig med større intensitet over ham. Hun åndede tungt ind og ud, og mærkede, hvordan hendes hud var blevet varm af stødene og hendes hofters bølgende bevægelser. Mærkede hvordan musklerne begyndte at trække sig sammen, klar til at skubbe hende ud i det klimaks der var ved at opbygges.

[Uller Væringer]

Uller var for væk i intensiteten til at lægge mærke til hun havde flyttet hendes hænder han ville bare gerne blive ved deres leg for langt mere tid i nu men mærke at hans klimaks var så tæt på så han kunne ikke lade være med at bide og slikke hendes ene brystvorte bare i et forsøg på at få hende ud over kanten først selvom han tvivlede på at han kunne meget længere så han slet ikke tænk over om hun ville have han skulle komme ind hende eller ej før han kom med et dæmpet støn fra hans mund igennem hendes bryst

[Melantha Altın]

Tændernes markering, tungen bløde. Begge dele var med til at skubbe hende det sidste stykke. Rytmiske muskel sammentrækninger, varierende i tæthed og længde, sendte ildtunger af tilfredsstillelse gennem kroppen på hende. Hans fulgte kort efter.

Melantha blev siddende over ham, til hun ikke længere kunne mærke det sidste pulseende trækning. Hun skævede kort mod sin ene ankel, for at sikre sig den tynde guldkæde ikke manglede. Ikke at det havde gjort en forskel, hvis den ikke have været på sin vanlige plads, heldigvis var det ikke tilfældet. Hun løftede sig af ham, men rejste sig ikke fra sengen endnu. I stedet endte hun med at sidde med lukkede øjne, et lille smil om læberne, og med ryg og baghoved hvilende tilbage imod væggen, sengen stod op imod. 
"Du snød mig," Lagde hun drillende ud og åbnede det ene øje på klem og skottede imod Uller "lader du altid kvinder tro du ikke ved hvad du laver, før du viser dem modsatte?".

[Uller Væringer]

Uller stoppede alle sine bevægelser for at for at koncentrere om nydelsen som løb igennem ham og da hun løftede sig op ad ham lagde han sig ned med hænderne bag sit hoved med et stort smil på sine læber han så på hende igen og sagde drillende tilbage ”kun til dem som bryder ind i mit rum først” og lagde en om hende og sagde lidt flirtende ”er du glad for din undskyldning”

[Melantha Altın]

Det var ikke uvant for Melantha, det med at ligge og putte sammen efterfølgende, mens rusen af endorfiner og serotonin stadig lå som et tungt tæppe over sindet. Det hørte sig med til jobbet som en af nattens kvinder, skønt det var i absolut nød at hun valgte at trække i kjolen. Alligevel var det med en summende uro at Uller trak hende ned til sig, men hun blev liggende. Ønskede ikke at forklare sig for en pludselig letten fra sengen, han behøvede ikke vide at hun var til salg for andet end tyveri, forfalskninger eller lejemord.

Hun lagde leende hovedet mod indersiden af den trænede biceps "Brød ind? Vinduet var praktik talt på klem, det er så godt som en invitation." løj hun drillende og lod en finger prikke ham i siden, hvorefter hun forsat svarede "Det er en af de bedre undskyldninger jeg har modtaget.".

[Uller Væringer]

Han nusset hendes skulder han var faktisk ret ligeglad hvad hun arbejdede som så længe hun ikke prøvet at noget mod dem han var betalt for at beskytte så var det bare sådan hun overlevede og det kunne han ikke sige noget om det og han grinede kort at hendes ord og sagde stadig lidt grinende ”jaja det siger du” og tog lidt på hendes bagdel og han så ned på og sagde ”det var godt” han blev ved med at nusse hende han havde fået en ide om dem men han var ikke helt sikker på hvordan han skulle komme frem med den så han blev ved med at nusse hende til han fandt en måde at komme med hans ide

[Melantha Altın]

Vinduet havde aldrig været på klem. Sikringen havde endda været slået for, men som alt andet blev også disse slidte på en kro, og de øverster vinduer var sjældent dem bekymringen var størst omkring om nogle ville bryde ind igennem. Den eneste måde at tilgå dem på var trods alt fra taget af eller ved at udfordre tyndekræften. De færreste havde modet til at give sig i kast med enten eller.

”Påstår du jeg taler usandheder?” Spurgte hun med tyk forargelse i stemmen, der ikke gjorde det svært at opfange det intet andet var end spøgefuldheder. Alvorsminen blev derfor også kort efter erstattet af en luftig latter, inden den naturligt gled ud og de i stedet lå i stilhed.

”2 kobberstykker for dine tanker?”.

[Uller Væringer]

”nej aldrig nåede frøken” sagde han grinende det hun sagde hun var ikke ude evner at spille en rolle men der blev stille nødt han bare stilheden imellem dem og hendes nærhed til ham og da hun spurgte ham sagde han uden at kigge på hende ”du er sjov at være sammen og det er en skam vores arbejde ikke rigtig passer sammen så vi kunne arbejde mere sammen og jeg vil gerne have en anden omgang med dig hvis du har kræfter til det og hvis du ikke bliver fornærmet kan du bare beholde dine kobberstykker” det var ret nem at se på ham at han havde været fuldstændig ærlig over for hende for hvad han havde sagt han kunne ikke se en grund til ikke at sige tingene som de var i hans øjne

[Melantha Altın]

Næseryggen rynkede sig en anelse ubevidst som reaktion på hans tiltale valg, også selvom godt var klar iver at hans ord havde været sagt i spøg. Det ene øjenbryn hævede sig, da han gav sig til at svare hende ”Det passer måske ikke sammen i en klassisk forstand, men det kan med lidt god vilje godt passe sammen.”. Hun flyttede på sig, så hun lå løftet med den ene underarm trukket under sig. ”Forstå mig ret, jeg ville ikke kunne bryde ind og stjæle fra alle de steder som hyre dig, men vi kunne gøre det igen og dele andelen?” Det havde været det nemmeste indbrud hun havde lavet til dato og det som havde givet størst udbytte, naturligvis ville hun ikke afslå sådan en mulighed igen.

”Fornærmet? Hvorfor skulle jeg dog blive fornærmet over det?” Bemærkede hun med en hovedrysten og et skævt smil. En mønt sparet var en mønt tjent, og selvom hun havde mere mellem hænderne end hun havde haft længe, så var hver en mønt stadig af en værdi og en nærmere at hun kunne få sit eget lille sted at være.

Blikket gled ublufærdigt ned over hans afklædte skikkelse, inden øjnene fandt tilbage til hans ansigt ”Er i altid så umættelige i Aglium?” Drillede hun med et glimt i de mørke øjne.

[Uller Væringer]

”ja men så jeg blive hyret igen at en lige så dum som den sidste person var og det sker desværre ikke så tit men hvis det sker kan vi godt gøre det igen” sagde han afslappet han kunne ikke rigtig se andet at gøre så han lod det være og trak på skuldrene og sagde ”nogle bliver bare fornærmet når jeg siger hvad jeg tænker selv hvis dem som spurgte mig” det var bare en ting han ikke rigtig forstå om folk og han smilede da hun blik gik ned at ham og kunne ikke lade være med at sige drillende ”ja for hvorfor stoppe før kroppen ikke kan mere” og han begyndte at kysse hendes hals og kærtegn hendes bagdel

[Melantha Altın]

"Aftale." De ville nok rende på hinanden før eller siden og hvis ikke, så havde han hendes navn og gennem det skulle en besked nok nå hende.

Ærlighed var altid en særlig størrelse at have med at gøre. Den ville altid være et tveægget sværd og man kunne ikke altid vide hvilken side der ville ramme folk. Var der gange, hvor direktheden var bedre tjent med at blive pakket lidt ind, bestemt, men Melantha valgte at se positivt på det.
"Det er billigere for mig, tænk på alle de kobbermønter jeg spare." Lød det kækt tilbage, refererende til tidligere.

Hun strækkede halsen, gav ham den plads han skulle bruge til sine kys. Svajede let i lænden, så hun endte med at stritte en anelse med enden.
"Mhmh." Spandt hun overvejende med lukkede øjne. "Jeg har altid godt kunnet lide en god udfordring." Medgav hun endeligt indvilligende.

[Uller Væringer]

”ja det er rigtig nok” svarede han det gav god mening for ham hvorfor give penge når man ikke behøvede at gøre det så han lod det være for nu og begyndte at kærtegne hendes bagdel og kyssede hende mere intens på hendes hals og blev ved med lidt længere før han hviskede i hendes øre ”så vil jeg lade dig starte udfordringen” og han genoptage at kysse hendes hals han var nysgerrig hvad hun ville gøre nu hvordan de skulle starte anden omgang

[Melantha Altın]

"Så det vil du?" Bemærkede hun ugeneret, inden hun fulgte sin første tanke. Hun skubbede sig halvt fri fra sengen, kun for at læne sig ud over dens kant.
Med fingrene lukket omkring en vilkårligt beklædnings genstand, satte hun sig op i sengen - naturligvis efter at have sikret sig det ikke var de inderste benklæder hun sad med i hænderne. Legesyge gnister slog fra det mørke blik, mens stoffet blev viklet omkring sig selv, til en aflang 'pølse'. "Lad os se hvor længe du kan undlade at afdække dine øjne." Med de ord blev klædet lagt over hans øjne, hvorefter hun lænede sig nærmere øret "Lig stille." Bød hun i en blød hvisken, forinden at hun overhældte hans hals og kraveben med kys; kys der næsten kunne gå for at være kærlige.
Hvert kys førte hende længere mod sengens fodende, til hun kyssede ham under navlen, hvor hun også lod sin tunge kærtegne ham afsøgende og opildne.

[Uller Væringer]

Han smilede selvsikker til hende og sagde ”ja vil jeg” han var ikke helt sikker på hvorfor hun ville have at han ikke kunne se hvad hun gjorde med han hvad hun sagde og det var en mærkelig fornemmelse at ligge stille og mærke alt hvad hun det var så mærkeligt ting for ham at skulle gøre i den situation men det var tydeligt at han kunne lide hvad hun gjorde og så frem til hvad hun ville gøre selvom det var stadig ret mærkeligt for ham