På kant med loven [S]

[Uller Væringer]

Uller nikkede til hvor mange dage det ville tage hende og sagde ”udmærkede om fire dage mødes vi her og være forsigtig for hvis jeg ser dig prøve vil jeg være nødt til at stoppe dig” han vidste godt det var lidt mærkeligt at han fortalte hende hvor hun kunne stjæle men samtidig var han klar til at stoppe hende hvis han så hende han fulgte bare hvad hans kontrakt sagde hvad han kunne gøre og ikke gøre så han rakte sin hånd frem så de kunne ryste deres hænder sammen som en afslutning af deres aftale og han sagde ”hvis vi siger den nye smykke smed i nærheden at Falken og Kronen ikke har noget sikkerhed for de næste par timer ville det jo være nem for en tyv at tage alt som ikke er sømmet fast ikke Esmée”

[Melantha Altın]

"Det ville kræve du kunne fange mig først." Pointerede hun med kækhed i stemmen. Selvtilliden på egne evner fejlede som altid intet, hun om nogen vidste nøjagtigt hvad hun var og ikke var i stand til. Denne gang havde været mere held end forstand, at det var lykkes ham at tackle hende. Selvom hun var ganske imponeret over hvilken hast han havde formået at flytte på sig, til trods for de lange legemer.
Læberne krøllede sig i et ærligt og ægte smil, da hun med fast håndtryk tog hans fremstrakte bjørnelap.
"Det ville være et skarn af en tyv ikke at udnytte så fine forhold, til at forsøde tilværelsen lidt." Hun slap hans hånd og trak sin egen til sig. Tjekkede at intet var glemt før hun trådte nærmere vinduet hun var kommet ind ad. Hustagene var for hende den sikreste rute gennem natten.
"Esmée, det er min søster... Natskygge, du kan kalde mig natskygge." Lød det lidt henkastet, efter vinduet var blevet skubbet op.

[Uller Væringer]

”Jeg har gjort det en gang jeg burde kunne gøre det igen” svaret han lettere drillende han havde hælder ikke nogen problemer med hans selvtillid og hvis han havde fanget hende før så han burde kunne fange hende igen måtte være relativt nemt at gøre igen men han ikke rigtig overrasket at hendes var meget mindre end hans hånd han ville faktisk være overrasket hvis hun havde en større hånd en hans og sagde ”jeg har slet ingen ide hvad du taler om Nyx og det eller dit navn faktisk navn for natskygge er bare for dumt” natskygge kunne næsten ikke blive mere åbenlys man var en tyv så han ville ikke bruge det og han stillede sig ved siden af vinduet så han kunne lukke den efter hun havde gået ud at den

[Melantha Altın]

Natskygge var ikke et navn hun selv havde tilvalg. Det var kommet ganske kort efter hendes ankomst til Levagny, og det havde bare hængt ved lige siden. Det var derfor også med et let skuldertræk og et skævt smil ,at hun halvvejs ude af vinduet, så tilbage over skulderen på ham. "Nyx, natskygge. Det kommer alt sammen ud på et ikke?" Spurgte hun retorisk, inden hun forsvandt ud i natmørket før han kunne svare. 

-----

Udbyttet fra smykkebutikken havde været særdeles gunstigt givet omstændighederne, der gjorde det alt for let at fylde lommer og læderpose med bijouterivarer. Fire dage var gået og det sidste smykke var blevet omsat til mønter få timer inden, at Melantha endnu en gang befandt sig på 'Den Fede Kat'. Denne gang på op ad trappen for at komme til værelset, frem for igennem et vindue som sidste gang. 
Knoerne bankede tre gange mod træet. Med hænderne hvilende mod lænden stod hun afventede på at døren ville åbnes.

[Uller Væringer]

Han stønnede opgivende og sagde ”ja ja du stoler ikke nok på mig til at give mig dit faktisk navn selvom efter jeg har givet dig mit” han vidste godt hun ikke ville høre det eftersom hun havde allerede taget afsted og lukkede vinduet og gik tilbage i seng

-----

Uller havde haft fire sjove dage efter Nyx lille indbrud hans arbejdsgiver var blevet så sur efter det han var så sur at han troede at det havde været Uller som havde gjort det så han måtte få fat i de to Dabanterne som havde givet dem en besøg som vidne at han ikke havde haft tid til at gøre det før hans arbejdsgiver skiftede mening så da Nyx bankede på hans dør åbnede han op og sagde ”hej Nyx hvordan har du haft det”

[Melantha Altın]

Døren gik op ikke længe efter at sidste bank havde lydt. Modsat sidste gang de to mennesker havde stået overfor hinanden, kunne Melantha rent faktisk denne gang se hans træk, noget natten havde hvisket ud ved deres første møde.
Smilet var venligt da hun hilste på ham "Goddag Uller." Bevægelserne lette da hun trådte ind på værelset. Blikket bevægedes sig rundt, inden hun drejde om sin egen akse og stod dermed med fronten i hans retning "Ganske glimrende tak fordi du spørg, og du? Jeg håber ikke du har måtte lægge øre til for meget?" Naturligvis havde han det, men det var jo selvforskyldt og forudsigeligt. En tung stofpose blev spændt fri fra livremmen og kastet hans vej med et: "Grib.".

[Uller Væringer]

Han smilede tilbage til hende nu hvor der var faktisk nok lys så han kunne faktisk se hende så og hun så faktisk ikke så dårligt ud så han sagde ”jeg overlever han råbte bare en del men det var det værd plus det var sjovt at se de to torsk prøve at forklare hvor jeg var så det var meget morsomt at se på” da hun kastede stofpose mod ham greb han den og vejet den korte og så vidt han kunne mærke var der en del i den så han sagde nysgerrig imens han åbnede for at se hvor meget der var i den ”så har du nogen andre planer efter det her” det var mere for nysgerrighed end noget som helst andet

[Melantha Altın]

Det var svært ikke at slippe en let latter ud, da han forklarede at guldsmeden havde måtte udspørger de to drabanter, der havde banket døren op. Hun kunne ikke lade være med at finde det komisk, at ordensmagten havde måtte støtte op om Uller's alibi for natten. Kunne kun forestille sig hvordan smykkesmeden havde måtte set ud i ansigtet, da forklaringen ikke var at hans vagt havde tilbragt en nat i arresten, men i seng med en kvinde - af hvad de to drabanter vidste af.
Med latteren siddende i øjnene, så hun sig om i rummet, før de landede tilbage på den blide kæmpe. "Hmm, nej." Svarede hun og lod hovedet skråne sig spørgende "Du planlægger måske at ville undskylde for dit øksekast?" Spurgte hun drillende.

[Uller Væringer]

Han grinede og sagde drillende tilbage ”måske men kender men er ikke sikkert på hvordan Falanister undskylder men jeg kan undskylde som vi gør i Aglium hvis du har tiden til det det er en meget lang undskyldning” han lukkede posen og kastede den på et lille bord og gik nærmere til hende han var faktisk ikke ked af hvad øksekast han ville kun have gjort det hvis han havde ramt hende hvad han ikke havde så det var ikke et problem og den undskyldning han havde tænkt sig at give hende blev kaldt i Aglium at gøre en Alcibiades det var oprindeligt en reference til en adelsmand at samme navn som altid havde den perfekte undskyldning lige meget hvad så han sagde afslappet ”er stadig ret ny i denne land så håber det er okay med dig”

[Melantha Altın]

"I Aglium?" Hun havde godt bemærket den tykke accent han tale med, men ikke særlig berejst havde hun ikke kunnet sætte en præcise finger på, hvor han havde fødested. "Lad mig gætte du vil hellere vise hvordan I undskylder i Aglium, end du vil give dig i kast med at forklare det?" Spurgte hun med latter boblende i stemmen. Tungen gled over underlæben, mens hun lænede hovedet tilbage da han trådte nærmere hende. Hun forblev stående "Okay, udvid mine kulturelle horisonter," Indvilligede hun nikkende "- men hvis du skuffer, så må jeg nok opkræve dig en mønt eller tre." Sagde hun drillende med en prikkende finger placeredet i brystkassen på ham.

[Uller Væringer]

”det er jo bedste lærer det en få det forklarede er det ikke” sagde han lettere grinende og han bøjede sig lidt og kærtegnede hendes bagdel kort før han tog fat i den med begge hænder selvom han var ret sikker på med hendes størrelse kunne han godt løfte hende op uden de største problemer men han løftede hende op så de var i øjenhøjde og sagde drillende ”hvis jeg skuffer dig må du hellere vise mig hvordan man gør det her” og han begyndte at kysse hende på hals og at få hendes bukser af hende uden at tabe hende

[Melantha Altın]

Forventningerne havde været nogle ganske andre end dem hun blev mødt med. Overraskelse stod malet over det solkyssede ansigt mens en tilsvarende lyd slap fra hende, i det gulvet forsvandt under hendes fødder. Selvom hun vejede mere end hun synede til var det uden større besvær for ham at holde hende oppe, selv hvis ikke hun havde grebet ham om skuldre eller snoet benene om hans hofter.
Hun havde troet at han ville have budt hende på en krys øl eller vin nede i krostuen, ikke dét hér. Det tog derfor også et sekund eller to før hun fandt sin stemme igen "Undskylder I altid sådan her i Aglium?" Spurgte hun let sukkene. Det var ikke den værste beklagelse hun havde fået, og selvom den havde overrumplet hende, måtte hun alligevel erkende det var ganske rart. Hovedet veg pladsen for hans læber, som det tippede en anelse skråt tilbage. Den ene hånds fingre søgte ind i hans brunehår, hvor de lukkede sig tæt ved rødderne.

[Uller Væringer]

”Kun hvis vi virkelig mener det” svaret kort før han blev ved med at kysse hendes hals det var ikke rigtig sandt det var bare noget man sagde var en undskyldning han kunne ikke lade være med at smile lidt med at se hendes overrasket udtryk på hendes ansigt da han løftede hende selvom han var en smule irriteret at hun havde snoet hendes ben om ham for nu kunne han ikke bare hive dem at hende så han hev dem så langt ned han nu kunne få dem og begyndte at kærtegne hendes bagdel og han gik langsomt mod sengen og stoppede med at kysse på hendes hals og så hende i øjnene og sagde en smule drillende ”håber du ikke har noget vigtigt denne aften for din undskyldning vil tage nogle timer”

[Melantha Altın]

"Mhm." Kom det fornøjet fra hende under hans kærtegn, mens øjnene for en stund lukkede sig. Hans skridt bar dem nærmere sengen og med den som baggrund åbnede hun øjnene for at møde hans blik med et smil, der gjorde det eftertænksomme udtryk mindre alvorligt da et overvejende 'hmm' lød som skulle hun lige genkalde aftens planer for sit indre, inden hun endeligt svarede: "Jeg tror nu nok det kan vente til fordel for mere spændende løfter." Han satte forventningerne højt med forsikringen om timer i hans hænder, og nysgerrig efter om han kunne leve op til det gjorde hun intet for at stoppe ham. Fingrene viklede sig fri fra det mørkehår, bevægede sig i stedet fjer let ned over hans hals til halsåbningen på hans trøje.
"Ingen kys på munden, som i ingen." Pointerede hun, uden at give meget rum til det var et emne for diskussion. 

[Uller Væringer]

”så må jeg bare kysser resten at dig” svaret han roligt hvis hun ikke ville kysse på munden så måtte han bare kysse resten af hende han var ligeglad om han kunne kysse hende på munden eller ej så længe de kunne have sjov med hinanden det var mere vigtigt så han kyssede hende på halsen igen og drejede rundt og satte sig ned på sengen så hun sad på hans skød og begyndte at kærtegne sig fra hendes bagdel opad hendes ryg og skubbet op hendes trøje så han havde mere at hendes hud så han kunne kærtegne hende og blev ved med at kysse hendes hals og sagde i mellem hans kys ”er der andre regler Nyx”