På kant med loven [S]

[Melantha Altın]

Til | Uller Væringer

Tid | Passeret midnat
Sted | Den Fede Kat, 6 måneder tilbage

Vejr | Styrt regn, med enkelte lyn og tordenskrald

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

Regntunge skyer havde hængt over Levagny siden de tidligste morgentimer. Ikke en eneste gang i løbet af dagen havde solen haft succes med at rive hul på det mørkegrå tæppe, og stoppe den konstante regn der havde lavet hvide konturtegninger omkring alt det slog imod. Et tættere mørke havde for længst sneget sig ind over byen og selvom regnen ingen ende syntes at have, så betød det ikke at natten var fri for arbejde.
Våd helt ind til benet bevægede en natskygge sig med alt hast i gennem snoede gader og over glatte tegl. De bagved læggende råb blev kun periodevist druknet når himlen slap øredøvende brøl, der fik grønne rudder til at vibrer og husmure til at klage.
"Stands! I lovens navn beder vi dig om at holde inde!" Dabanterne's ordre gik for døve øre hos den garvede tyv.

Mindre elegant end hun brød sig om, men stadig nogenlunde lydløst, fandt Melantha sig vej ind gennem et tilfældigt værelsesvindue, der lå først for i hendes flugt. Kunne kun prise sig lykkelig for sin beskedne statur, som hun klemte sig ind med benene først, desværre ikke tids nok til at være i ly for det lysglimt der for en stund gjorde nat til dag, og lyste både hendes mørke skikkelse og byen op. "Der! Han forsvandt ind på Den Fede Kat!" Lød det nede fra gaden.
I fem lange skridt lagde indbrudstyven ruten mod døren ind til værelset, pludseligt bremset i det tredje skridt af et skrigende gulvbræt. De mørke øjne søgte straks mod bulen på sengen, mens hun i sit stille sind bad til at hvem end der havde søgt ly på kroen led af et tung sove hjerte eller nedsat hørelse.

[Uller Væringer]

Uller havde haft en lang kold våd kedeligt dag stå vagt for ude foran en smykke smed som ville se ekstra vigtigt ud så han havde stået lige udenfor den forbandede forretning i flere timer og der skete intet spændende så da han kommet tilbage til Den Fede Kat havde han bare fået noget at spise og gået op på sit værelse hænge alt hans tøj til tørre eftersom det var fuldstændig gennemblødt og gået i seng og havde ellers sovet godt til gulvbræt lavet en lyd og hans reflekser slog ind og tog hurtigt fat i en af sine økser og kastede den efter lyden eller tæt nok hvem havde brug ind i hans rum det var mere for at få deres opmærksomhed rettet mod øksen og ikke ham som havde hoppede ud af sengen og takle personen og sagde samtidig ”hvad gør du her”

[Melantha Altın]

Desværre skulle Melantha ikke være så heldig at hverken den ene eller anden anden af hendes bønner blev hørt, men hvad kunne der også forventes af en der ikke have sendt en tanke i gudernes retning de sidste fem år?
Mørket gjorde det svært at se, selv med øjne der havde tilvænnet sig det sparsomlige lys, der formåede at kravle fra den oplyste gang og ind under døren ind til værelset. Lyden var dog ikke til at tage fejl af. Den ukendte person rørte på sig, mere end en der stadig lå i let søvn ville have gjort. Mere nåede hun ikke at registrerer før en anden lyd fik hende til at kaste sig frem ad. Melantha var som datter af en våbensmed alt for bekendt med, hvordan det lød når metal skrabede mod træ når en økse, et sværd, daggert eller lignende blev samlet op. 
Øksen missede, men det gjorde mande skikkelsen ikke. I et lynglimt nåede hun kun akkurat at få et glimt af hans ansigt, før hun til lyden af tordenskrald endte på gulvet med ham over sig. Instinktivt havde hænderne i faldet søgt mod hver sin skjulte kniv og trukket dem. En holdt op mod halsen og den anden mod hans side.
"Ti stille." Kom det kommanderende, i stedet for at svare spørgsmålet. Tunge støvler kunne høres trampe ned ad gangen med retning imod værelset de befandt sig i. "Svar dem, og jeg åbner op til dit luftrør. Jeg er her ikke og du sover stadig... Forstået?".

[Uller Væringer]

Uller havde ned under sig og havde den ene hånd om personens hals og den anden var klar af slå som tilsyneladende var en kvinde hvis han skulle gætte efter stemmen selvom hans øjne ikke havde vænnet sig til mørket men hun var hurtig det måtte han give hende to knive mod to steder som nemt dræbe ham men han var ret sikker på han kunne nå at brække hendes nakke før han døde og han kunne tydeligt høre de tunge støvler på vej mod hans værelse så han sagde som om der ikke var en kniv mod hans hals ”de vil bare bruge deres fod nøgle til at komme ind her hvis jeg ikke åbner når de banker på så giv mig en grund til at hjælpe dig” det var tydeligt at han ikke var bange for hendes trussel han var allerede i gang med at finde på noget så de begge kunne komme ud af denne situation og hvor han fik noget ud af det

[Melantha Altın]

Det tætte natmørke kunne skjule mange ting og denne nat havde ingen undtagelse været. Selvom en ganske svag silhuet af ham havde kunnet anes på sengen, så havde den på ingen måde ydet det retfærdighed hvor stor den ukendte var. Under normale omstændigheder, hvad end man så kategoriserede dem til at være, så havde den slående forskel på deres fysik ikke været en af større bekymring for nattyven (det ville ikke have været første gang hun havde "danset" med en dobbelt sin egen størrelse), så havde muskelbundet af en kæmpe haft mørket på sin side.
Vægten alene var mere end rigeligt at holde hende fanget under ham, med lidt bevægelighed til at sno benene om han hofter og vende dem rundt. Knivene var det bedste bud på modværge, og med hånden omkring halsen kunne hun kun håbe det kolde metal var nok, til at afholde ham fra at knække hendes nakke som en tør kvist.
Munden åbnede sig, kun for straks efter at lukke sig. Han havde ret, hvis ikke dabanterne kunne banke ham op ville de selv sørger for at åben blev åbnet. Nærmest i en knurren trak hun begge hænder, og knive fra hans hud. "Nævn din pris. Du har den bedre hånd her, så hvad vil du have for at holde mund?" Utilfredsheden skinnede tydeligt i gennem den honning bløde stemme.

[Uller Væringer]

Normalt ville han sige hvad han ville have men de havde ikke tiden til at forhandle hvad han ville få senere så han sagde lavt ”det finder vi ud senere tage trøje af og ligge dig i sengen som om du sover” han vidste godt det var lidt at en gamble eftersom han ikke vidste om de havde set hendes ansigt men han håbede på at dabanterne ville tænke for meget at de to var på en kro værelse og bare gå videre og han håbede på hun kunne gætte hvad han havde tænkt planen var så han gav slip på hendes hals og rejste sig nok op så hun kunne ud under ham og nogle banket hårdt på døren og nogle sagde ”åben straks i kongens navn” og Uller sagde ”et øjeblik” og rejste sig op og gik over til døren og håbet på hun var i sengen da han åbnede døren og sagde ”hvad vil i på denne tid på dagen”

[Melantha Altın]

Hvad havde hun at protestere med, svaret lå lige for; absolut intet. De tunge støvler der havde trampet op ad de skævslidte trappetrin, og som nu var i fuld færd med at slæbe gadens søle ned ad den smalle værelsesgang, gav ikke mange muligheder for ikke at parere ordre. "Betragt dig selv som tilsmilet af guderne," Indvilligede hun tørt, tydeligvis ikke synderlig begejstret ved tanken om en muligt flugt ud gennem vinduet halv nøgen.
Melantha kom på benene, men ikke kun at ansigtet trak sig sammen i en grimasse. Den ene skulder brokkede sig. Den måtte have taget størstedelen af slaget fra gulvet, da han som en anden krigshest havde valgt at tackle hende.
Med stor fingersnilde fik afklædt sig. En sjælden tak for hendes tid som en af nattens kvinder gled bag den solkyssede pandeskal.  "normalt ville det have krævet væsentligt støre gavmild med procenterne." Fulgte hun op med, mens hun satte sig på sengekanten. Den ene fod skubbede til den stof og læderbunken, så den kom i ly under sengen før skyggen selv lagde sig til rette. Den bare ryg vendt mod døren, så ansigtet var skjult for den lyskegle der ville blive kastet ind, når døren blev åbnet på klem. Sengetæppet trukket akkurat højt nok op til at den røde slangeformede tatovering, næsten, var helt tildækket.

[Uller Væringer]

Han ville have spurgt hende hvad hun mente med procenter men han var nødt til at vende sin opmærksomhed mod dabanterne der var to dabanter stod lige ud foran døren og han sagde til dem ”hvad vil i med mig på denne tid af natten” det var nemt at se en nøgen mand åbnede døren og hans højde og en af dem sagde en smule utilpas ”en forbryder blev set bryde ind her har de set noget mistænkeligt” og Uller lod som om han gab bare for at gøre det lidt mere overbevist at han lige var vågnet og sagde ”ud over jer så er der hende” og pegede kvinden som åbenbart havde en rød slange tatovering ”men hun har været i nogle timer og jeg tvivler hun har gået særlig nogle efter den tur jeg har givet hende kan jeg gå i seng igen hr”

[Melantha Altın]

Med en påtaget tungere vejrtrækning som en der faktisk sov, lå Melantha ellers stille og lyttende. Spillede nattens sovende erobring som begyndte at flytte uroligt på sig med lave søvndyssende lyde, der kunne indikere at de mørke mandestemmer og det udefrakommende lys var ved at rive hende ud af søvnen.
Den lavere af de to dabanter trådte et halv skridt til siden. Lænede sig det sidste stykke for at se forbi den unge mand stående i døråbningen, for at tage den tilsyneladende nøgne kvinde i øjesyn. Tavst flyttede blikket tilbage på først værelsesgæsten og dernæst mod kollegaen, der gjorde et let træk på skulderne, inden han konspiratorisk ytrede: "Vi kunne have taget fejl af vinduet?" Underlagt lå et usagt 'det ville ikke have været første gang'.
Den lavstammede lovhåndhæver rettede sig op med et medgivende nik, der ikke blødte den alvorlige mine det mindste op. Opmærksomheden blev atter vendt imod det afklædte tårn "Beklager forstyrrelsen den herre, det lader til vores føl ikke er nært så pålidelig som antaget," Rømmede den laveste af dabanterne "hvis De skulle opleve nogen mistænkelige personer, så tøv ikke med at sende bud efter os." Melantha havde ligget med opspændte muskler, klar til at springe op til en flugt eller modværge, skulle de ikke have købt løgnen. Heldigvis blev det ikke nødvendigt denne gang. Med et afskeden nik til Uller opfordrede den ene dabant "Hold døren låst for god ordens skyld. - Man ved trods alt aldrig hvad uhumske personer mørket gemmer på." Inden begge mænd bevægede sig ned ad gangen til naboværelsets, for at banke døren op.

Først da hun kunne høre nøglen slå låsen til, satte hun sig op med sengetæppet holdt op foran sig. Ikke at det tilbage vendte mørke gav mange muligheder for at se, mere end hendes grønne måne oplyste silhuet. "Så ehm... Tak..." Kom det lavmælt fra sengen.

[Uller Væringer]

Uller gjorde sit bedste for ikke spænde sine muskler så han var klar til at slå dem ud hvis de ikke hoppet på det så det var lidt at en lettelse af de troede på det så han nikkede til dem og sagde ”det skal jeg håber i fanger hvem i nu er efter” og låste døren og gik tilbage sengen og sagde imens han satte sig ned på den ”det var så lidt navnet er Uller og dit er” han så det ikke så som en særlig ting han havde gjort og han tvivlede på hun var en seriemordere ville det heller ikke være det værste ting han havde gjort så han var begyndt at tænke over hvad han ville have som betaling for at hjælpe hende

[Melantha Altın]

"Esmée." Hun havde ingen gang nået at overveje brugen af sin afdøde tvillingsøsters navn, før det var rullet af tungen og efterlod en grim eftersmag bagerst i munden. Det var år siden at dét navn havde lydt udenfor hendes tanker og hun fortrød nærmest instinktivt, at hun var i færd med at tilsværte sin søsterens navn med sin egen lyssky karriere. Alligevel holdte hun fast i løgnen.
Ikke i dette liv at hun uden videre ville give sit sande navn til en fremmed, heller ikke en fremmed der havde redet hende fra at måtte skulle stå skolerette foran kommandant for Drabantkorpset. Hun antog ligefrem at navnet han gav var lige så falskt som hendes svar.
Sengerammen klagede sig under hans vægt, da han tog sæde på kanten af den. I hvad der føltes som et langt øjeblik, sad Melantha med bene trukket op under sig, inden hun med hovedet først lænede sig udover sengekanten og strakte den ene arm ind efter tøjbunken under sengen. "Så, kæmpen Uller, hvad er din pris for at holde tæt denne nat?" Spurgte hun da fingrene fik fanget stof og læder. Ublufærdigt kom hun på benene og begyndte at trække det første lag af beklædning på.

[Uller Væringer]

Uller kunne ikke rigtig se en grund til Esmée ville lyve for der var ikke rigtig en grund til at sige det til nogen men han ville hellere ikke blive overrasket hvis hun ikke havde givet ham hendes rigtige navn så han sagde ”bare Uller og hvad kunne du give mig måske hvis vi siger jeg kendte til en smykke smed som ikke har noget sikkerhed til 9 i morgen så hvis en tyv brugt ind der vil en fjerdedel være en god betaling selvfølgelig efter tyven har solgt det videre” normalt ville han ikke give ud den slags information til andre men ham som hyret ham ville ikke betale for ekstra for ikke at holde information og andre ting som ikke indbefattet at stå vagt så der var ikke noget til at stoppe af sige noget ved et uheld

[Melantha Altın]

Hun havde været i fuld færd med at spænde de knivfyldte læderremme til kroppen, efter at havde fået trukket det sidste tekstil over sig. Det var en opgave hun havde gjort så mange gange før, at det lå mere i fingrene at få dem spændt de rette steder og i rette huler. Hun kunne have gjort det i blinde, men alligevel stoppede hun midt i en ind spænding da han begyndte at nævne hvilken betaling han ønskede.
Hovedet løftede sig og blikket søgte mod sengen og hans silhuet. Mistro farvede hendes ansigt med øjenbrynene der rynkede sig uforstående nærmere hinanden, mens munden åbnede sig med de klare intention om afbryde hans tale strøm. Det var trods alt ikke den start på et svar hun havde forventet at hører. Uller forsatte og da sidste ord havde ramt luften mellem dem, var det stadig med en mistanke for om der i virkeligheden var tale om en fælde.
"Hvad giver din arbejdsgiver for at fange en tyv?" Sprugte hun og krydsede armene foran sig. Ikke villig til at springe på hans plan før der var huller der blev afklaret. Måske ville han tjene mere end hun kunne stjæle, ved at forhindre et indkomsttab for guldsmeden? "Hvordan kan jeg vide at du taler sandt, og ikke bare høster din egen fortjeneste ved at lade mig fange?".

[Uller Væringer]

”Det samme hvis jeg gav dig til Dabanterne intet fordi hvorfor skulle jeg betale en barbare for at stoppe nogle ikke er bange for dig” sagde han det var ret tydeligt at høre på ham at han ikke kunne lide hans arbejdsgiver og hvis det ikke havde været for den kontrakt at han skulle arbejde for ham et par dage længere ville han have fundet et andet job for længe siden og han så roligt på hende og sagde ”fordi hvis det var sagen så ville jeg have sagt et par timers sjov med dig som betaling for hvorfor i alverden jeg prøve at få en tyv til at stjæle fra en smykke sælger det ville og undskyld for min falanistisk det er som at prøve at narre en flue til en lort plus hvad ville stoppe dig at gå til min arbejdsgiver og fortælle hvad jeg gjorde” han var ikke sikker på det han havde sagt gav mening på falanistisk han var stadig ret ny til at tale det så han var ret sikker han noget af det forkert

[Melantha Altın]

Tavst stod hun stille og lyttede. Tungen gled eftertænksomt hen over underlæben da stilheden lagde sig mellem dem, mens hun vægtede og vejede hans ords oprigtighed. Ude af stand til at finde en eneste legitim grund for hvorfor han skulle lyve, faldt armene ned langs hendes sider.
"Okay, en fjerdedel." Nikkede hun kort, i det hun indvilligede i hans pris. Den tjente trods alt dem begge mere værdi end hvad han ellers kunne have opkrævet fra hende. "Giv mig tre dage efter til at få omsat smykkerne," Med en svag pande rynken rettede hun på sig selv "- fire, fire dage." Det var en dag mere end hun normalt skulle bruge, men hun ville hellere have ekstra tid at løbe på, hvis i det skulle vise sig nødvendigt.
"Er du at finde her?" Spurgte hun, mens hun så op fra sin tilbage vendte opgave med at få lukke de restende læderramme.