Betaget af skønhed

[Elaine af Vigny]

Elaine fastholdt generalens blik, som han stod der foran hende. Det på trods af, at hun mest af alt ønskede ikke at se på ham. Mest af alt, ønskede hun at synke ned i et dybt sort hul. Jage ham ud af sit hus eller give ham et par på hovedet, hvilket hun med udnyttelse af sin gave snildt ville kunne. Ikke destomindre lå hendes børns velbefindende hende mere nært end hendes egen stolthed..Tilnærmelsesvis som ene undtagelse og derfor tav hun og gav blot et gisp fra sig, da han sprættede hendes natkjole op.

De blå øjne var iskolde, som de fæstnede sig i hans og bevidst hævede hun hagen og hovedet en smule, som for at pointere at hun ikke var ham et underlegent byttedyr på trods af den kontrol han besad.

[Leonard af Mont]

De holdte stædigt øjenkontakten. Elaines blik var iskoldt, og til trods for Leonards ligeledes også var det, var de meget forskellige. I forhold til hende, med en stolthed og styrke i det iskolde blik, var han nærmest kynisk kølig. Ikke et strejf af samvittighed var at skimte i generalens øjne, der virkede syndsforladt. Som om, at han ikke havde den fjerneste tanke om, at hans handling var modbydelig og utilgiveligt, men at han i stedet var tilladt dette. Højthævet over andre. Leonard var af den overbevisning, at han med sin høje status var velsignet af guderne til at få, hvad end han ønskede. Elaine af Vigny var et af disse ønsker.

"Jeg kan se det i Deres blik.." hviskede Leonard tungt, "De forbander mig langt væk."

Som ramte noget i Leonard, ændrede han sig pludselig. Hans rolighed blev skiftet ud med en hård, temperamentsfuld hånd, der kynisk tog fat i Nådigfruens slanke overarm, blottet fra kjolens ødelagte stof, og med hastige skridt trak han hende mod hendes soveværelse. 

"Lad os se, hvad De har at byde på, Elaine!"

[Elaine af Vigny]

Det var alt andet end villigt at husets frue fulgte generalen til sit eget og husbondens sovegemak. Et lille klynk forlod den ellers hårdhudede kvinde, som han greb om hendes overarm, men hun fulgte ham atter på hastige fødder til sovegemakket, hvor den store dobbeltseng stod placeret centralt i rummet. Hun havde hævet den frie arm i et forsøg så at dække over den nu blotlagte barm og hun slog atter blikket op imod loftet. I dette øjeblik måtte hendes tavshed sige mere end tusinde ord.

[Leonard af Mont]

Med ét blev det ellers så varme værelse en anelse køligt. Det var som om, at atmosfæren ændrede sig, for stemningen var en helt anden end hvad de vanligvis ville være i et soveværelse tilhørende et forelsket par.

Med en hård hånd kastede generalen nådesløst Elaine fra sig og mod sengen. Hans blålige blik var køligt og hårdt, og intet i det viste nogen tegn på fortrydelse. Leonard af Mont ville have, hvad han var kommet efter. Elaine af Vigny. Om han så skulle tvinge hende til det.

Det havde ikke taget lang tid for ham, at gå over mod sengen og tage fat hende endnu engang. Og uden forberedelse, uden nogen former for varme, var der en let fysisk kamp for at blotlægge hende yderligere.

Og dér, midt i tumulten, forgreb Leonard af Mont sig på den smukke Nådigfrue. På den store seng, i mørket af værelset, kun belyst til anelse af det blege skær fra månen gennem vinduet.

--- Blackout

[Elaine af Vigny]

Havde Nådigfruen givet efter for sit stolte væsen, havde hun uden tvivl forsøgt at forsvare sig imod generalen. I dette tilfælde, overskyggede frygten for hendes børns tilværelse dog denne og derpå undslap kun et par små hvin hendes læber, som han skubbede hende ned i sengen og hun så småt atter forsøgte at flytte hans hænder og krop fra sig. Kampen opgav hun dog atter til sidst, som generalen fandt vej op under hendes skørt.

//Lukket?