Betaget af skønhed

[Leonard af Mont]

Elaine af Vigny

"Det var da et mærkværdigt tidspunkt.." mumlede en tjenestedame, idet at hun så på uret der viste lidt i midnat. Bankene på døren blev pludselig højere. Hurtigt  tørrede hun sine hænder af i de tykke skørter, og med et undrende blik åbnede hun døren til Vignys byhus. Et gisp forlod hendes læber, som hun per automatik lod sin hånd falde mod munden over synet af den høje skikkelse.

"General Mont.." hilste hun overrasket, "Kan jeg hjælpe Dem?"

Leonard af Mont, der vanligvis aldrig så særlig imponeret ud, så på tjenestedamen med sit velkendte, kølige og intimiderende blik, der fortaltes historier om i hele Levagny. Man havde efterhånden hørt mange rygter om den manglende varme, som manden åbenlyst ikke besad en eneste fiber af i sit indre. 

"Jeg søger Nådigfruen af Vigny.." lød hans stemme dybt, uden at give yderligere information om hans hensigt, "Er hun hjemme?" 

Tjenestedamen nikkede bekymrende, velvidende at hun ikke kunne lyve overfor generalen. Det kunne give hende forfærdelige konsekvenser. "Ja, min Herre. Hun sidder i sit gemak.." Og som hun åbnede døren yderligere op, bød hun ufrivilligt Leonard af Mont indenfor. 

[Elaine af Vigny]

Det var sent. Sent for besøg, tog man i betragtning at Nådigfruen af Vigny var alene hjemme denne aften. Den unge Nådigfrue var kravlet ud af sengen, som kammerpigen havde meddelt hende at der var besøg og således slog hun en natkåbe med fine guldbroderier om sig, før hun bandt den tæt om livet og bevægede sig ned i stuen, hvor gæsten var blevet anvist til en plads i sofaen.

Den ellers fine pande rynkedes en smule i forundring ved synet af Generalen og ganske let, foldede hun hænderne over brystet, som hun stod der i sine natgevandter. ”General Mont…” Hilste hun, som hun nikkede vagt til ham og bevægede sig over imod den modstående sofa. Her lod hun en hånd falde på armlænet. ”Det er sent...” Konstaterede hun, med lettere bekymret mine, som hans visit tydeligvis kom bag på hende. - Mest af alt, fordi hun frygtede at der måske var hændt Lucrece noget. For hvorfor skulle Generalen ellers besøge hende?

[Leonard af Mont]

I ventetiden stillede Leonard spørgsmål til sin hensigt. Hvorfor var han kommet? Hans kendskab til Elaine af Vigny havde været korte øjeblikke, hvor de flygtigt havde hilst på hinanden. Som sådan havde de ikke den store relation, udover de få korte og overfladiske samtaler, de havde haft ved tilfældige møder på paladset. De fleste ville ikke tænke yderligere over disse møder. Men for Leonard af Mont var der noget over Elaine, som han ikke kunne slippe. Fra første gang han så hende, med det blonde hår, de kærlige, yndige ansigtstræk og hendes elegante bevægelse.. Siden havde hun hjemsøgt hans sind i al hemmelighed.

Leonard havde langt fra forventet at se Nådigfruen i den mundering, som hun kom ud med. Hårets fald, natkåben der omfavnede den slanke skikkelse. Leonard måtte styre tanken om, at bag natkåbens fine stof, var der alt han ønskede at have kun til sig selv.

"Nådigfrue, jeg beklager det ubelejlige tidspunkt.." en smule befippet rejste han sig fra sofaen. Normalt var han ellers så kontrolleret. Som de stod overfor hinanden, med pejsens gløder svagt varmende, var stemningen i stuen tung. Der var stille et kort øjeblik.

"De kan tage det roligt. Jeg kommer hverken med dårlige nyheder eller ordre fra Hans Majestæt.." Leonard stoppede sig selv for en stund, inden at han drejede emnet, "De var måske.. gået i seng?" spurgte han dybt, nærmest bekymret på hendes vegne, med blikket fast og skarpt. 

[Elaine af Vigny]

Elaine stod rankt og stolt på trods af den mundering hun var i. Trods alt, mente hun at være undskyldt, tidspunktet og det uventede visit taget i betragtning. ”Alt forladt..” De blå øjne granskede den ældre herre foran og som han trådte hende nærmere, foldede hun atter hænderne en smule foran sig. Stemningen var og luften var tung og lettet, kunne hun først ånde en smule ud, som han erklærede at han ikke kom hverken med dårlige nyheder eller formaliteter fra majestæten. Alligevel forundredes hun derved fortsat over, hvorfor han så var troppet op. - Og så på dette tidspunkt?

Umiddelbart modtog hun kun besøg på denne tid af døgnet, hvis hun selv inviterede….Men Generalen? Hun kunne næppe forestille sig at han var så naiv. Derpå nikkede hun blot vagt. ”Ja, jeg sad og læste i en bog.” Svarede hun, som hun hævede hovedet og hagen en smule i et forsøg på at matche den lettere intimiderende autoritet hun fornemmede at han bragte med ind i hendes hjem. ”Kan jeg gøre noget for dem?” Spurgte hun så.

[Leonard af Mont]

Leonard gik et par rolige skridt i Elaines retning, hemmeligt betaget af den skønhed, hun besad. Det skulle ikke undre ham, at hun intet anede om hvilken magt hun havde over det mandlige køn. Det var typisk kvinder som hende - et forbandet svineri, hvis man spurgte Leonard selv. Normalt var generalens kontrollerede indre ikke til at rykke på, men af en eller anden mærkværdig grund formåede denne kvinde, at tænde en ild i ham, som han ikke havde følt i årevis.

"Nej, ikke andet end Deres tilstedeværelse.. Bare for en stund," brummede Leonard, og tydeligvis indbegrebet af manglende situationsfornemmelse i øjeblikket, stoppede han op foran Elaine, kun med en håndsrække fra at røre hende.
"De vil nok synes det latterligt, men jeg havde et mareridt. Om Dem. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tog herhen for at sikre mig, at De var okay," løj han køligt med en overbevisende tone.

"Hvor er Deres mand, Nådigfrue?"

[Elaine af Vigny]

”Aha..” Ganske diskret, bakkede Elaine et næsten usynligt skridt bagud, som generalen trådte hende nærmere. Hun brummede vagt ved hans ord, og strøg en forvildet gylden lok om bag øret, som hun lettere intimideret og bevidst trak sine kåbe lidt tættere. ”Jamen tak….Jeg værdsætter Deres bekymring, General. Men som de kan se, er jeg ganske tilpas...” Erklærede hun sagte, før hun rømmede sig en smule og bevægede sig lidt sidelæns fra ham. Som hun stod der og betragtede ham, troede hun ham ikke. Trods alt, lignede han næppe én, der havde allerede havde været hjemme og sove. ”Lucrece er på universitetet. Han har trods alt, sit erhverv at passe.” Svarede hun, som hun skævede en smule imod pejsen og rettede på en lille æske der stod på pejsehylden, som havde det været hendes undskyldning for at vige en smule fra ham, uden at virke direkte uhøflig.

[Leonard af Mont]

Det var heller ikke ligefrem fordi, at Leonard af Mont var kendt som en, der bekymrede sig om andre. Historierne om hans kølige fremtræden og manglende samvittighed var ikke opstået på blinde beretninger. Han blev betragtet som en kynisk person, hvis indre af tidligere følelser, varme og kærlighed for længst var dødt ud. Hans intimiderende tilstedeværelse bragte mørke med sig, der havde haft store betydninger for ualmindelige mange skæbner. Folk respekterede ham, men frygtede ham mest.

Leonard vendte sig mod hende, som hun forklarede sig, og hendes lette flygt til pejsen virkede ikke til at påvirke generalen, til trods for at han med sammenknebne øjne havde lagt mærke til det. I stedet satte hun sig i en værre situation, for som han trådte hen imod hende endnu engang, sørgede pejsen for et mere indsnævret område. Som trængt op i en krog.

"Virkelig?" lød Leonards stemme roligt. Hans blik hvilede i hendes, og i enkelte flygtige øjeblikke betragtede han hendes hud, de tydelige kindben, læberne. "Enhver ægtemand burde også have tid til sin hustru, ikke sandt?"

Leonard løftede sin hånd. Han tøvede en enkelt sekund inden at han, med et par lange fingre, fjernede en tot af Elaines gyldne hår bag hendes øre, der endnu engang havde revet sig løs i hendes lettere forhastede forsøg på at komme væk fra ham.

"Og så Dem, Nådigfrue af Vigny. Lykken har ikke kunnet skinne på ham mere end med et giftemål med Dem. Men han har glemt Dem og tager Dem forgivet. Imens sidder De alene her i byhuset, velvidende at hans arbejde trækker mere i ham end at komme hjem til Dem." Leonard kendte godt situationen mellem de to ægtefolk. Det var såmen ikke noget nyt, og rygtet om Elaine's søgen på intimitet blandt elskere var heller ikke.

"Selv en kvinde som Dem må efterhånden savne selskab i så ensomme og kolde nætter.." brummede Leonard lavmælt, da det ikke krævede mere så tæt de stod, og som hans blik landede i hendes igen var der noget i det, der virkede hungrende.

[Elaine af Vigny]

Elaine var blandt mange omtalt for sin skønhed og ynde. Det var ikke noget nyt for hende, at mænd vendte sig på gaden for at kigge efter hende, eller at fremmede forsøgte at gøre hende kur. Alligevel kom generalens tilnærmelser hende aldeles bag på hende og således stivnede hun næsten, da han kom tæt på hende igen, blot for at trænge hende op i en krog ved pejsen. De blå øjne flakkede en smule uroligt nedad, som han rettede på hendes gyldne lokker og ganske let rømmede hun sig, som hun atter mødte hans blik med bestemt mine. ”Jeg vil gerne frabede mig at De kommenterer på min ægteskabelige relation med min husbond. Det tilkommer ikke Dem, hverken at kommentere på eller indblande dem i...” Erklærede hun stålfast, som hun rakte op og på høflig, men afvisende manér flyttede hans hånd.

Om hun skulle føle sig smigret eller fortørnet over hans ord, var hun ikke sikker på. Når alt, kom til alt, aflæste han hende trods alt godt. - Hun følte sig ikke alene forsømt, men ofte ligeledes ensom. Direkte intimt selskab med generalen ønskede hun dog ikke og det fremgik også tydeligt at hendes kropssprog, som enhver muskel i hendes krop nærmest var spændt op som en fiber. Med kølig mine, blev hun stående, rank og stolt, som hun mødte hans blik med direkte kølighed. På trods af sin spinkle skikkelse og manglende fysiske råstyrke, kunne Elaine trods alt både være enormt principfast og dertil næsten frygtløs. 

Den spinkle hånd havde grebet fast om hans håndled, som hun havde flyttet den og for et øjeblik holdt hun den i et jerngreb, så stærkt, som hendes spinkle hånd nu kunne mestre, før hun atter gav slip. ”Ligeledes ej heller mine behov.” Tilføjede hun, denne gang med lav stemmeføring.

[Leonard af Mont]

Hendes ord føltes som et slangebid, hvis gift langsomt snoede sig igennem hver eneste blodåre i hans krop. At hun sagde ham imod var som et stød mod Leonards stolthed, for vanligvis sagde stort set ingen ham imod, og dem der gjorde fortrød det hurtigt.

Hans blik var skarpt, som han vendte det mod hendes hånd. Jerngrebet om hans håndled fortalte ham mere end Elaines stridige ord. Hun afviste ham, og en følelse af misbehag dannede sig i hans indre. Alligevel fjernede Leonard sig ikke. Han blev stående, stålfast på, at ingen, og specielt ikke en kvinde, skulle sige ham imod. Vreden steg i ham for den manglende respekt.

Vredt tog han fat i hendes arm med et fast tag og skubbede hende mod muren bag dem. Pludselig befandt de sig så tæt, at han kun var millimeter fra hendes slanke, feminine kæbeparti.

"De er en fyrig lille flamme, Eleaine af Vigny," afbrød Leonard den tunge stilhed, der var dannet i den dunkle stue efter tumulten "Men selv flammer kan kontrolleres," hviskede han lavmælt, som han betragtede hendes hals.

Han overvejede sine ord kort. Så fugtede han de smalle læber, og uden hæmninger eller tegn på sin hensigt, lænede den ellers så kontrollerede general sig mod den unge Nådigfrues slanke hals. Grænseløst duftede han dybt til hendes hvide, sårbare hud og de gyldne lokker, som havde forvildet sig fri. Det var kvalmende, som var han en tørstig hund der trængte til at slukke sin tørst.

[Elaine af Vigny]

Nådigfruens tone var kold og kontant, uden mulighed for mistolkning. Havde hendes ord ikke gjort hendes standpunkt tydeligt for ham, da havde da forhåbentlig hendes resterende reaktion. Hun frygtede ikke generalen, men dog nærede hun atter en vis respekt for den position og titel han besad og dertil også den indflydelse han havde. Sådan som tingene foregik i Levagny, vidste Elaine trods alt godt at gode relationer og strategiske overvejelser var afgørende for, hvorledes man levede vel og ens børn det lige så.

Som situationen stod lige nu, ønskede hun dog på ingen måde at bukke under for generalens lyster. - Eller dertil manglende respekt, som han invaderede hendes hjem og kom med urene hensigter.

Et gisp forlod hende, som han med overraskelse skubbede hende op af væggen og modstridende knyttede hun næverne, som hun bukkede hovedet i et forsøg på at afskærme ham adgangen til hendes blottede hals, der lå næsten frit for med den dybe udskæring i natkjolen, som kåben var gået en smule op. ”Giv slip.” Beordrede hun, sagte, men tydeligt bestemt. Hendes tonefald var urokkeligt og næsten isnende, som hendes spinkle stemme brød luften. ”Giv slip, eller jeg lover Dem at De vil fortryde det…” Truede hun.

[Leonard af Mont]

Leonard fjernede sig fra Nådigfruens hals, idet truslen fra hende rungede i den dunkle stue. Hendes ansigt i fortvivlede folder, var langt fra det, som han huskede om hende. Månen kastede sit lys ind igennem vinduerne og malede hendes hud endnu blegere og følsomt. Hans blik undersøgte i en lige linje, hen over det tydelige kraveben, ned ad natkåbens guldbrodering, til synet af formen på hendes bryst, der hævede og sænkede sig i stød efter tumulten. Så ubeskrivelig feminin og sårbar.

"Fortryde det?" gentog Leonard af Mont ganske roligt, og lod sit blik hæve sig til hendes, "Nådigfrue af Vigny, jeg kan godt blive i tvivl om, hvem af os, der ville fortryde det mest," hans stemme var kølig og kynisk, uden nogen former for samvittighed i tonen.

"Børn har en stor betydning for kvinden, der har født dem. De fleste mødre ville dø for dem, ikke alene holde på et par hemmeligheder for deres skyld. Der skulle nødig ske dem noget nu, skulle der?" brummede han eftertænksomt, fuldstændig upåvirket af Eleaines sårbare sitaution, og med et par lange fingre fandt han i mellem tiden natkåbens gyldne bånd. Og med en bestemt bevægelse trak han Nådigfruen af Vigny's kåbe op.

[Elaine af Vigny]

Elaine lukkede øjnene ved generalens ord om børnene. At han valgte at trække netop det kort, var for hende at se, direkte svinsk. Modbydeligt, som hun ikke syntes at have en jordisk chance for derved at holde ham på afstand. Hun åndede tungt og uroligt ud, som kåben faldt ned på gulvet og som hun stod der, nu kun i natkjole, følte hun sig pludselig mere bar, end når hun selv havde gjort mine til at tage elskere. Måske føltes dette anderledes, netop fordi hun var modvillig. Ikke destomindre, bekymrede hun sig for sine børn og hun gjorde derfor ingen modstand overfor hans tilnærmelser. ”Hvad vil du have mig til..?” Spurgte hun, som hun tydeligvis forsøgte at fastholde den smule stolthed, hun havde tilbage. Stemmeføringen var lavere end før, men stadig lettere afmålt.

[Leonard af Mont]

Det var såmen et godt spørgsmål. Selv var Leonard stille for en kort stund, mens at han overvejede sine ord. Siden synet af den unge Elaine havde hun skabt en betagelse i den ellers så visne generals indre. En længsel efter at få lov til at kunne kalde hende sin. Og nu stod han her, med kvinden for sine fingerspidser der kløede efter at få lov til at udforske den blege hud og rundingerne af hendes krop.

Leonard tog en dyb, langsom indånding.

"Elske mig," svarede han kort, og fjernede ikke sit blik fra hendes på noget tidspunkt. Blikket var intimiderende, hungrende, og ærlig efter hans sagte ord. For det var ikke engang løgn. Det var fuldt og fast hans intention, hans ønske der var kommet, efter at Elaine blev en sygelig besættelse for generalen selv.

"Det er ikke små ord, der siges om Dem. Tror De ikke, at der tales om Dem og Deres elskere? Jeg har i sinde at blive en af dem," hviskede han drømmende. Kontrolleret fandt han en daggert frem i skjul fra uniformen, og lod knivens æg finde hvile mod natkjolens halsudskæring.

"Siden jeg så Dem har jeg drømt om Dem. At mærke Dem under mig. Jeg kan ikke kontrollere det mere."

[Elaine af Vigny]

De blå øjne vandrede sagte ned over generalen, som tavsheden for en stund fyldte den hede pejsestue. Varmen fra ilden, havde bredt sig i rummet og sammen med månens skær, var det al belysning der var, udover en enkelt anden tændt stage i hjørnet af rummet.

Nådigfruen sank den svage klump, der hvilede i hendes hals, som generalen trak en daggert frem og ganske let, fumlede hun sig med småsitrende fingre frem til sin kjolesnøre ved brystudskæringen, som hun gav sig til at binde op. Idet hun bandt snøren mere op med venstre hånd, tillod hun sig samtidig at flytte generalens hånd med daggerten en smule. Den gjorde hende nervøs. ”….Jeg lytter ikke til, hvad der siges blandt pøblen. Snak går, når folk misundedes.” Bemærkede hun, som hun lod de blå øjne fæstne sig i hans.

[Leonard af Mont]

Hun havde så evig ret, for rygter blev ofte spredt grundet misundelse, og især om de adelige, der allerede i forvejen levede et liv i velbehag i modsætning til de borgerlige. Sådan fremstod det i hvert fald ofte i skæret af adeligheden, i form af den sikre økonomi, giftemål, fine klæder, dyre huse og flotte status. Når så der var lidt smuds at hente fra denne perfekte tilværelse, så var det ikke så mærkeligt, at rygter ofte blev delt.

Leonard holdte øjenkontakten med den unge Nådigfrue, til trods for at hans indre havde lyst til at følge hendes fingres lette bevægelser mod kjolesnorene.

"Ak ja," forsikrerede han hende med en dyb tone, "Kvinderne misunder Dem deres frihed, mens mændene misunder Deres mandlige selskab," Leonards blik faldt endelig over hendes bryst, hvis blege hud blev synligere.

"Det er ikke så mærkeligt, at misundelse ses som en synd, er De ikke enig, Elaine af Vigny. Det får folk til at gøre ganske utilgivelige ting.." Med en rolig hånd førte han daggerten mod hendes kjoles brystudskæring, og uden at forberede hende på sin handling sprættede han kontrolleret stoffet op med daggerten i en hurtig bevægelse.