En kronprins er aldrig alene

[Elyot af Falanie]

Elyot var sjældent videre oprørsk som sådan. Han kunne da tale højt om det, lege med tanken om det, men han var lige godt aldrig stukket af fra paladset før. I selskab med Lanval af Suilleaux, begav han sig dog gennem forårssummende Levagny. En latter blev kvalt hurtigt og de satte i løb hen af en brostensbelagt gade, før de senere sløvede ned igen. 

Håndværkerkvarteret var fremmed for kronprinsen. Han havde været på markedet ofte, i fine huse, i teateret ved lejligheder, men aldrig her, hvor husene stod så tæt. Der lugtede intenst af branderøg og mad i aftentimerne og lugten blev mere intens, da de trådte indenfor på kroen, Ely med en solid hat på hovedet, som han ikke trak af. Han blev snart udstyret med et krus øl og sad på en bænk og betragtede de ufatteligt jævne folk omkring sig. Fascinerende. En af kropigerne havde den flotteste barm og var tydeligvis populær hos alle mændene. Det forstod han godt. Han så også lige ned i hendes kavalergang, da hun spurgte om alt var som det skulle være. Det var åbenbart normalt nok for væbnere at komme på den hjemlige kro, så de stak ikke ud og snart efter lå hatten på bænken og Ely drak tørstigt af kruset i sine hænder. Det var alt sammen fremragende. 

Hvis bare Éduin af Lemaux ikke havde set ham forlade paladset.

[Éduin af Lemaux]

'Uheldigvis for Kronprinsen havde livvagten set det hele. På nogle punkter kunne den unge kronprins måske i stedet se det som 'heldigvis', men det kom selvfølgelig an på hvilke øjne, man så det med. Med en god afstand til de to knægte havde Éduin fulgt efter i smug, hvor de til sidst var endt på en kro, der såmen var kendt for dens mere familiære stemning. Af alle kroer havde kronprinsen valgt én, som i det mindste ikke var alt for snusket og med et uanstændigt klientel.

Med hætten over hovedet, ansigtet gemt i skyggerne, satte den høje livvagt sig ved kronprinsens side og bestilte en øl til sig selv. Éduin kunne da heller ikke helt lade være med at smile over Kronprinsens tydelige morskab, og det var først da han tog hatten af, at Éduin til sidst måtte give sig til kende.

"Deres Kongelige Højhed, er det nu en god idé at vise Dem selv så offentligt?" spurgte han lavmælt og skimtede situationen i kroen for at se, om nogle havde opdaget det, og fangede i samme sekund hvordan en ung væbner kort slog en albue i siden på sin kammerat og pegede i deres retning.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde ikke opdaget vagten. Ikke før han pludselig talte til ham. Det gibbede i prinsen, som gik fra munter til rasende på et øjeblik.

"Hernede er jeg bare en væbner ligesom alle de andre. Hvis De ikke sad og tiltalte mig så formelt, ville ingen tænke over det."

For væbnere på slottet var han trods alt temmelig velkendt og intet særligt syn. Mørke øjne lynede i mødet med vagtens.

[Éduin af Lemaux]

Éduin lænede sig hen imod Kronprinsen, der tydeligvis ikke lagde mærke til hvordan et par enkelte blikke blev mere lange i deres retning.

"Lad være med at være så naiv, Deres Højhed," sagde han lavmælt, så det kun kunne høres i mellem dem, "De befinder Dem trods alt stadig i Levagny. Selvom jeg er enig med Dem om, at mange af folket er intetanende bavianer, så er der stadig et par enkelte, der sagtens ville kunne genkende Dem."

Med et blik guidede han kronprinsens hen imod den tidligere væbner, der havde slået en albue mod sin kammerat. De to unge knægte fik øjenkontakt med Éduin og Kronprinsen selv, hvilket fik dem til kort at drukne deres stirren i deres krus i stedet.

[Elyot af Falanie]

Elyot himlede nu åbenlyst med øjnene. "Ja, selvfølgelig ved Gaspar og Julien hvem jeg er," hvæsede han lavt.

"De er jo væbnere. De har svoret deres troskab til konge og fædreland, tåbe. Der er ingen fare her, andet end en indbildt."