På røven

[Fabrice Vejfarer]

Sted: Markedspladsen
Tid: Formiddag
Vejr: Svagt skyet, men lunt

Fabrice havde tilbragt et godt stykke tid i Levagny, hvilket efterhånden kunne mærkes på hans slunkne pengepung. Normalt var det med at bruge penge ikke noget, han gik så meget op i, men af en eller anden grund sugede hovedstaden altid mønterne ud af ham. Kroerne var dyrere og det var svært at stjæle sig til en bedre økonomi. Tyvekongen og hans hof holdt godt øje med langfingrede skidtfisk som Fabrice, og han havde absolut ikke tænkt sig at komme i problemer med de voldspsykopater. Han havde fået tæv for at røve det forkerte sted, og det ville han helst undgå igen. Healere var dyre.

Nej, han var efterhånden ved at overveje at drage videre ud i verden og afprøve sine muligheder på landevejen. Det var trods alt nemmere at få en bonde til at aflevere sine penge, når man pegede sin økse mod hans pande og ikke skulle kigge sig over skulderen efter drabanter. Svin. Der var alt for mange af dem her i byen. Nogle gange følte Fabrice sig lidt som musen, der løb i cirkler mellem katten og hunden, her i byens gader.

Men han kunne ikke bare rejse på tom mave, og han besluttede sig for at bruge et par dage på at fylde tasken op med mad. Hvad end han lige kunne få fat på med sine lange fingre. Og hvilket sted var bedre end markedspladsen til den slags fiksfakserier? Han skulle være forsigtig, for det var Tyvekongens område og samtidigt vrimlede det med drabanter, men dagen før var gået meget godt. Han havde både æbler og brød, men mere ville ikke skade.

Fabrices største problem var nok hans fysiske tilstand. Stanken lå i luften om ham, som han ikke havde været i nærheden af vand i sin tid i byen. Den sorte farve i hans ansigt var dog væk, så hvis man kunne se bort fra hans beskidte tøj og fedtede hår, så han da næsten normal ud. Ikke?
I forvirringen omkring en bod, lykkedes det ham at snige et par kødtærter til sig, men så fik han øje på en drabant, der dog havde ryggen til ham. Ups. Det var nok en god idé at fortrække med fangsten.
Med et par hurtige skridt gik han væk fra boden, mens han forsøgte at få tærterne ned i tasken. De nåede også kun lige at forsvinde, inden han i sin uopmærksomhed endte med at gå direkte ind i en person. Han havde fart nok på til, at han fik sig selv skubbet ud af balance og væltede bagover for at lande på røven.
”Ved alle Triatos mugne tæer,” udbrød han forskrækket og skar ansigt, som hans røv endte et stik af let smerte op igennem hans krop.

[Steva Pudser]

Den brunhårede kropige fra slummet, Steva Pudser, var endnu engang draget til markedspladsens, selvom hun aldrig helt følte sig tilpas på den store handelspalette. Til gengæld var der et område af markedet, hvor hun var ganske tilpas. Det var der tingene ikke var så dyre og drabanterne ofte måtte smide slumfolkene væk fordi de forsøgte at sælge ting, der måske, måske ikke var erhvervet på andre måder end ved handel. I den del af pladsen havde hun massere af bekendtskaber, men det var ikke altid til at sige om de var der. De lugtede trods alt af den mørke del af byen og de fleste holdt sig væk og i Stevas mening var drabanterne alt for meget efter dem tit uden grund.

Det med lugten var Steva immun overfor, da hun ikke selv stank af en roseneng. Sådan var det liv hun levede og det burde andre lærer at leve med. Det var også grunden til at markedets befolkning nu holdt afstand, det og at de altid troede at alle slumpiger var tyvetøser, hvilket kropigen overhovedet ikke var. Nok var hun en del af Den Fede Kats folk, men det var virkelig kun fordi det var det eneste sted hun kunne få job i sin tid og det betalte bedre end så meget andet i slummet. Hun stjal ikke og det var et princip.

Midt i tanker og gangen mod den modsatte ende af markedets mod hendes ‘folk’ skete der noget ret pludseligt. Hendes blik var på en drabant, der stod i nærheden og snakkede med en bodholder, da hun før var blevet nappet af en af dem ofr noget hun ikke havde gjort. Derfor gjorde hun sig umage for at holde afstand til ham, da det skete. Hun fløj gennem luften, sådan føltes det, og landede i en udtørret mudderpøl, heldigvis udtørret.

“Tæer? Det er ikke hans tæer du har trådt på. Det er altså mine” mumlede den smule omtumlede brunette, da muren hun gik ind i kunne tale. Hun satte sig op med ømmende lyde, da ryggen i hvert fald var blevet sat ud af sin stivhed og slået mere eller mindre på plads. Desværre slog hun blikket op og så drabanten nærme sig og i sit omtumlede sind, var hun helt sikker på, at det skulle gå udover hende. Han troede sikkert hun havde gjort noget hun ikke måtte.

På alle fire kravlede hun henover brostenene, konstaterede, at den talende mur stank af slum ligesom hende og hev fat i ham. “Nu er der ballade bare fordi vi ikke er borgerlige” hun prøvede at hive ham med sig som hun kravlede ind mellem bordene for at forsinke den høje bønnestage af en drabant der gik efter dem.

[Fabrice Vejfarer]

Det var typisk hans held. Her havde han lige fået sneget sig ubemærket væk med en god fangst, og nu vidste hele pladsen, at han var der! Eller i hvert fald dem, der stod omkring ham og hvem end, han var stødt ind i. Hans blik gled over til personen, der viste sig at være en ung kvinde. Kunne sådan en ung kvinde ikke finde ud af at se sig for?!
Egentligt burde Fabrice skynde sig på benene og komme videre, men han rørte sig ikke rigtigt ud af stedet. Det der med at skynde sig, lå ikke rigtigt til ham, medmindre han kunne se problemerne. Det viste sig så også hurtigt, at det kunne også, som kvindens blik gled ind i mængden af mennesker og hendes ansigt afslørede, at hun var utilfreds.

Fabrice kunne først ikke se, hvad hun kunne se, men så flyttede en person sig, og drabantens uniform kom til syne. Lort. Måske det var en god idé at komme væk.
Han var kommet halvvejs op, da kvinden pludseligt var henne ved ham – på alle fire – og hev i ham, så han røg ned på brostenene igen.
”Ja, det er typisk,” mumlede han og ville se sig om efter en udvej, men hun begyndte at hive i ham, mens hun kravlede hen over de beskidte sten under dem. Uden at overveje det nærmere, fulgte han med på alle fire, slæbende sin taske efter sig. Hans ansigt lagde ikke skjul på forvirringen over kravleturen, men han var overraskende tavs, som han kravlede løs.

Han kastede et blik bagud, som de kravlede ind i mellem to boder, hvor undrende og et par vrede blikke blev sendt efter dem. Drabanten kom nærmere, han havde uden tvivl fået øje på dem. Ved Triatos. Noget skulle gøres.
Uden tøven rettede Fabrice sig lidt op og rakte armene ud i hver sin retning, hvor han fik fat på en sælgers bukseben og skørtet på en kvinde. Hårdt trak han ned i begge dele. Kjolen blev siddende, men mandens bukser røg ned. Kvinden vendte sig for at se, hvem der trak i hendes tøj og fik øje på manden med bukserne om hælene som det første, da Fabrice skyndte sig videre. Smak. En lussing blev leveret til den bukseløse mand og straks begyndte et værre råberi.

Fabrice tog sig ikke tid til at følge med i, hvad der skete, eller om drabanten blev distraheret, i stedet kravlede han videre efter kvinden, der åbenbart havde en flugtrute – på alle fire. Hendes bagdel var lige ud for hans ansigt og han kunne ikke lade være med at beundre den lidt, som den vrikkede løs for hver bevægelse.

[Steva Pudser]

Endnu engang i Stevas liv skete alting meget hurtigt og hun skulle bruge sin trætte hjerne til at komme ud af noget hun gerne ville være foruden. Dog var det ikke en situation, hun ikke havde været i før, desværre. Den logiske del af hendes hjerne forstod godt at drabanterne var til for at hjælpe og beskytte folk, men resten af hende var ikke ret glad for dem, fordi hun ofte så dem genere folk for slummet, bare fordi at de var folk fra slummet. Det var en idé om at alle fra den mørkeste del af byen havde et eller andet kriminelt ærinde, når de trak deres beskidte legemer op til overfladen. Det var bare ikke sandt.

Med vælltepeter lige bag sig gjorde hun sit, for ikke endnu engang være en af dem der blev anklaget for noget hun ikke havde gjort. Et blik over skulderen afslørede, at hvem end væltepeter var, så var han på hendes side, deres side og gjorde hvad han kunne for at slippe ud af situationen. Et grin måtte blive undertrykt, da hun ikke havde tid til at more sig over kjole/buksetricket. Lidt længere væk, kunne hun høre drabanten råbe op om at fange de to og den snarrådige kropige skød ryg, så hvad end der var på bordet over hende væltede og bodens ejermand satte folk i gang med at samle op, så det blev sværere for drabanten at komme til bordet.

Med et skub gled hun mellem benene på en forvirret mand og rejste sig dog med bøjet ryg lige ud for den bod hun netop havde været under. Det var den tætteste på den nærmeste gyde, så de skulle bare nå derhen inden drabanten fik fingrene i dem. Faktisk skulle hun bare nå derhen før han fik fat i hende. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun havde hjulpet væltepeter. Det var hans skyld at hendes ryg og røv gjorde ondt efter det første fald. Måske var hun bare en utroligt hjælpsom person. Det fortalte hun i hvert fald sig selv, da hun hjalp ham på benene og satte i løb mod gyden. Der var ingen som en slumpige der kunne falde i et med mørket i sådan en gyde.

[Fabrice Vejfarer]

Uden selv helt at være klar over det, gnæggede Fabrice, som han fik endnu mere snavsede hænder og knæ, da han fortsatte med at kravle efter kvinden foran sig. Det var både buksetricket og den dansende bagdel foran ham, der fik den hæse lyd af ham. Dog stoppede den, som bordet, han var på vej under, pludseligt hoppede og dansede og træskeer og skåle regnede ned omkring ham. En ske ramte ham i hovedet og som den ramte jorden foran ham, kom han i tanke om, at sådan en ny flot ske kunne han da godt bruge, så da han kom ud på den anden side, havde han skeen i hånden.

Inden Fabrice nåede at se sig om, var kvinden ved at hive ham op at stå, og et gnavent ”Ja ja, jeg kan godt selv” forlod ham, som han fik kæmpet sig på benene og samlet tasken op. Det tog ham ikke mange sekunder at fange, hvad hun nu ville, og et ”Hej, I to, stop!” fik ham til at tage benene på nakken med retning mod gyden.

Levagny var en stor by, og selvom han havde været her nogle gange, kendte han ikke hver eneste lille krog, så han havde ingen anelse om, hvor de kunne finde sikkerhed. Det vidste hun forhåbentligt, hun lignede en byrotte, modsat ham, der lignede en mosegris. Så som hun ledte vej, fulgte han bare efter med skeen i den ene hånd og tasken i den anden, og et par store øjne, der flakkede mellem vejen foran dem, gadernes udseende og af og til et blik over skulderen for at se, om drabanten fulgte efter dem. Det så ikke sådan ud, og til sidst stoppede Fabrice forpustet op. Han var ikke en slatten type, men løbe gjorde han sig virkeligt helst ikke i.
”Nej nu gider jeg ikke det pjat mere,” gispede han og tørrede imaginært sved af panden med ærmet på armen, hvor han havde fat i skeen.

[Steva Pudser]

Lyden af drabanten arrogante stemme fik bare Steva til at løbe hurtigere som en kat, der var blevet taget i noget den ikke måtte. Overraskende adræt og endda hurtig for en slumtøs bevidnede det om, at det langt fra var første gang hun havde måtte stikke halen mellem benene og søge mod nærmeste udgang fra markedet. Det brune, løse hår flagrede om ørene på hendes og fløj ind i hendes ansigt, så hun måtte spytte det ud af munden og fjerne det fra øjnene undervejs.

Med en zig zaggen løb hun gennem gyderne og glemte et øjeblik, at hun måske havde nogen på slæb, der blev nødt til at følge med. Det var først, da hun kunne høre mandsstemmen bag sig, at hun kom i tanke om væltepeter og stoppede op. Nok var hun forpustet, men hun prøvede at skjule det, som var hun det fødte løber, men det var alligevel ikke helt tilfældet. “Så du vil hellere fanges af en arrogant skid til en drabant?” hun fik øje på tasken og fik et bistert udtryk i ansigtet.

“Er det dit eller har du følte dig nødsaget til at lette andre for deres byrder?” hun skulle vidst aldrig have hjulpet ham. Selv gik hun op i ikke at være en tyv ligesom de fleste andre var der hvor hun kom fra. Hun klarede sig fint uden at ødelægge andres økonomi ved at stjæle fra den.

[Fabrice Vejfarer]

Selvom Fabrice havde beundret kvindens yndige bagdel, da de kravlede af sted tilbage på markedet, var han ikke så sikker på, at hendes personlighed var lige så tiltalende som hendes popo. Altså, hun have da været sød at tage ham med, men hun virkede som en af de stride kvinder, Fabrice altid forsøgte at undgå. De fik altid sådan nogle sjove idéer, når det kom til en mand som ham. Lussinger, sæbe og sure miner.

”Jeg tror, at vi har tabt ham,” mumlede Fabrice forpustet til det første spørgsmål og kiggede sig over skulderen igen. Det var en tom lille baggade, de var stoppet op i, og det virkede ikke til, at der kom nogen løbende efter dem. Et par duer sad på et tag og kiggede ned på dem med en kurren. Så medmindre drabanterne havde trænet duerne til at sladre om mistænkelige skikkelser, var de vist rimeligt sikre der. Men man kunne selvfølgelig aldrig vide, så Fabrice sendte duerne et mistroisk blik, der hurtigt blev afbrudt, som kvinden begyndte at se så sur ud, som Fabrice havde regnet med, at hun ville.

Han så overrasket fra hende og ned på sine hænder, hvor han havde en ske i den ene og sin taske i den anden. Hurtigt forsvandt hånden med skeen om på ryggen, mens han forsøgte at distrahere hende ved at løfte tasken lidt op.
”Den her? Den er min,” sagde han så, med et fornærmet udtryk, som om han virkeligt blev ramt af, at hun stod og beskyldte ham for at stjæle. At der var to tærter – der nok ikke levede så meget mere efter den tur – i tasken, som han lige havde skrabet til sig, det var en hel anden sag.
”Du er måske sådan én, der tror hver mand stjæler?” Med et fornærmet snøft hentede han den skjulte hånd frem igen, så han kunne bruge begge hænder til at åbne tasken og skubbe skeen ned i den. Tærterodet måtte vente til senere. Måske de stadig kunne spises.

[Steva Pudser]

“Det håber jeg sandelig. Jeg bryder mig ikke om at blive forfulgt af indbildske drabanter” hvem brød sig egentlig om det. Især når der ingen grund var til at drabanten skulle være efter hende. Steva var en engel. Eller ikke i ordene, men i handlingerne. Hvad manden hun havde fulgtes med var, anede hun ikke. Hun kendte ham ikke ligefrem. Og hvorfor havde hun egentlig hjulpet ham? Det måtte være det gode hjerte.

Som de fleste andre steder i nærheden af indgangen til slummet, var det ikke meget lys der nåede derind. Alligevel kunne hun godt skimte manden, trods hans var ligeså beskidt som hende selv og derfor sværere at se end hvis han var ren. Hovedet vippede, da han påstod at tasken var han. Det var den nok, men hvad med indholdet. “Det der er i den, smarte” hunsukkede. Hun burde ikke blandet sig, men det gav bedre mening, at drabantbassen var efter dem, hvis han havde nappet ting der ikke var hans.

“Nej, jeg er sådan en der ved, at alle stjæler. Det gør de i hvert fald i slummet. Vi er virkelig få undtagelser der ikke har for lange fingre” hun var jo vant til det og sådan var det, men det nagede hende, fordi hans rapseri kunne have fået hende i fedtefadet. “Hvad hvis drabanten havde taget mig for at stjæle, hvis det var dig der havde gjort det? Havde du så bare være lykkelig for ikke at blive taget med hånden i krukken?” det brød hun sig ikke op.

[Fabrice Vejfarer]

Fabrice var ikke sikker på, hvorfor drabanter skulle være specielt indbildske, men han kunne ikke lide de fleste af dem, han mødte på sin vej, så han stillede ikke spørgsmål ved hendes ord. Drabanter var nogle røvhuller. Slut. Og Fabrice gjorde alt hvad han kunne for at undgå dem, og det samme gjaldt åbenbart også kvinden foran ham.

”Det er også mit nu,” svarede han lidt surmulende, og svang tasken på ryggen, som for at få den ud af hendes synsfelt. Det var hans ting i tasken, de havde skiftet ejermand, mere eller mindre frivilligt, men nu var det hans ting. Størstedelen var fra hans rejsen rundt i landet, og meget lidt fra Levagny, som han forsøgte at undgå at komme i problemer i byen. Men når ting faldt ned i hovedet på ham, som skeen, så var det da dumt ikke at tage det med sig.

”Man skal jo leve,” sagde han i en fuldstændigt ligegyldig tone, som hun sagde, at de fleste i slummen stjal. Det var jo ikke nogen hemmelighed. Man boede vel ikke i slummen, hvis man ikke havde brug for at stjæle.
Fabrice endte med at himle med øjnene, da hun begyndte at smide tanker omkring sig, om ting der ikke havde noget med noget at gøre.
”Han så mig ikke sjæle noget. Havde du måske noget stjålet på dig? Nej vel?” Han kørte en hånd igennem sit fedtede hård og mumlede noget om skøre kællinger. Lige nu virkede han nok ret gnaven, men det var mest bare fordi hun skræmte ham lidt med alle sine underlige spørgsmål og frembrusende kvindelighed.

[Steva Pudser]

Det brune hår var som oftest løst nedover skuldrene, dog mere rodet end normalt, efter flugten fra den dumme drabant. Et dybt suk forlod den lyserøde læber og hun så en smule irritabelt op mod himlen mens manden undskyldte sig. Hvorfor var det nu hun havde hjulpet ham? Tænkte hun endnu en gang. “Ja man skal leve, men man kan faktisk også selvom man er for slummet, leve uden at stjæle ting fra andre mennesker, der også bare skal leve” påpegede hun skarptunget.

“Du er heldig at jeg bedre kan lide tyve end drabanter eller havde jeg nok afsløret dig, men de skal virkelig ikke have den tilfredsstillelse” trods hun var imod at stjæle var hun mere imod den højrøvede drabanttyper der troede de var guder på gaden. “Nej det havde jeg ikke, men de drabanttosser er altså rimelig indbildske. De har beskyldt mig for at stjæle mere end en gang bare fordi jeg lugter af slum og er på markedet” der var ting en kropige fra slummet godt kunne købe sig til på markedet, hvis man kendte de rigtige mennesker, hvilket var Stevas tilfælde.

[Fabrice Vejfarer]

Fabrice gloede på kvindemennesket som hun fortsatte med at snakke, det meste var sludder for ham. Han forstod ikke altid byboere, de havde en sær tilgang til livet. Og hende her var da ikke nogen undtagelse.
Da hun begyndte at snakke om, at hun kunne have fundet på at stikke ham til drabanterne, fik han nok. Det var tydeligvis dårligt selskab han var kommet i, og selvom han normalt ikke var kræsen, havde han egentligt ikke lyst til stå her og få alt det smidt i hovedet. Sådan en sur kælling.

”Det var da også træls,” svarede han uinteresseret og så op og ned ad gaden for at finde ud af, hvor han var henne. Paladsets tårn stak op derovre og han kunne også skimte noget af universitetet. Det gav ham en omtrentlig placering, så hvis han nu fortsatte den vej, ville han nok komme frem til noget, han kunne genkende.

”Nå, men jeg har, øh, ting jeg skal, så, eh, hav en god dag.” Han løftede hånden, som ville han tilte en hat, der ikke var der, og så begyndte han at kante sig udenom hende på den smalle gade. Stoppede hun ham ikke, ville han en smule hastigt fortsætte ned ad gaden for at komme væk fra den skøre kælling med den ellers så pæne bagdel. Kvinder. Han forstod dem ikke. Men hey, han var kommet nogenlunde hel ud af det, endda med en ny ske i tasken! Helt slemt havde det da heller ikke været. Måske han kunne bruge den til at skrabe tærte ud af tasken.

// Out?