En halt hest

[Melantha Altın]

Navnet og dets betydning måtte siges at være ganske passende til den sorte hingst, men det var umuligt for Melantha ikke at slippe et latterfnys, der havde mere latter end sammenpresset luft i sig.
"Det er smukt." Lykkes det hende at komplimenter lidt indskudt med et tiltagende smil, der gemte på den morede latter hun formåede at holde nogenlunde i arve. Ordene var ærlige, men at kalde en sort hest for nat var det samme som at kalde en snehvid kanin for snefnug. Det var noget et barn vælge fordi det lå lige for.
Hun vidste bedre, men kunne alligevel ikke helt lade være med at dreje ansigtet hans vej. Se ham nærmere med det samme blik hun var blevet mødt både i starten af hendes nye liv på fremmed jord, men som hun stadig ind i mellem blev mødt med. Hovedstaden vrimlede med folk i alle afskygninger, men den mørke hud tiltrak sig stadig opmærksomhed. Blikkende kunne få til tider få hende til at føle sig som et eksotisk dyr, der var sat til fri beskuelse for for Falanie's folk. Nu gjorde hun det samme ved soldaten, så ham an med store nysgerrige øjne fordi han nævnte et land langt væk, der var et der hørte eventyrs fortællinger til.
"Nidar," Gentog hun lavt "jeg troede det var et opdigtet land." Indrømmede hun dernæst og vendte blikket frem, da hun blev klar over hvordan hun havde stirret på ham. Hendes mor havde fortalt historier om pirateri, gamle fortællinger der havde taget sted i en anden verden. Eventyr om skatte, prinser og prinsesser og monstre. Hun skottede mod ham, men holdt næsen rettet lige ud inden hun rystede på hovedet som svar. "Odriara, Faro for at være mere præcis." Mange skelnede måske ikke mellem resten af Odriara og landets hovedstad, hvis ikke man var der fra, men forskellen svar stor og selvom Melantha anså sig selv som odriaraner, så var hun Faroisk odriaraner.

[Emir Schafari]

Emirs ansigt fortrak sig ikke, da hun tydeligvis morede sig over, at han havde kaldt sin sorte hest for nat. Det havde han heller ikke. Det var en forkortelse af det rigtige navn, og efter en kort overvejelse valgte han, at det havde han ikke behov for at forklare hende. Det slog ikke skår i hans selvfølelse, at hun morede sig over hestens kælenavn. Han vidste bedre, og hesten var ligeglad.

Hendes blik gik ubemærket hen, selvom han ikke så direkte på hende, men så frem ad gaden, de gik på. Han havde fået de blikke så utallige mange gange, at de ikke rørte ham mere. En mand fra Nidar. En udenlandsk kriger. En mand, folk så efter af flere forskellige årsager. Han ville altid være én, folk ville lægge mærke til, og han havde for længst lært at affinde sig med det, selv da det blev så meget værre, da han blev sendt til Levagny fra Gustabis, hvor han i det mindste kunne gemme sig i mængden. Her var han for anderledes. Det kunne han godt leve med. Opmærksomhed havde han trods alt været vant til som ung i hjemlandet også, på grund af sit ophav og rang.

”Nidar er ganske ægte, selvom jeg ikke har set det i årtier.” Der var ikke noget smerte i hans stemme, Nidar var ikke længere en del af hans liv, og selvom han sommetider mærkede et smertefuldt snert af hjemve, havde han lagt sit gamle hjem væk, mentalt. Han var nu falanist. Lige meget, hvor meget han stak ud i sit nye land.
Så det var bare en konklusion. Det var ikke første gang, nogen udtrykte tvivl om hans hjemlands ægthed.

Odriara. Emir vendte for et øjeblik blikket indad, som han mindedes et kort. Landet på den anden side af vandet. Han vidste ikke meget om landet, andet end de få historier, de få handlende havde kunne fortælle tilbage i Nidar. Og at der engang havde været en falanistisk koloni, hvor den gamle handelsby Faro havde overlevet som hovedstad efter koloniens afslutning.
At hun pointerede, at hun var fra lige netop denne by, reagerede han ikke på, men han accepterede, at det var vigtigt for hende.
”Og hvad laver én fra Faro, Odriara, I Levagny?” Han fortrød spørgsmålet så snart, at han havde sagt det, hun ville sikkert vende det mod ham selv. Men hvor mange gange havde han ikke svaret på det uden at fortælle hele sandheden?

[Melantha Altın]

Årtier… Det lød som så forfærdeligt langtid og havde Melantha stadig været den små naive pige, som var sejlet ind i Levagny’s havn for 5 år siden. Ikke med nogen større forandring. Hun rendte stadig gennem labyrinten af stenede dækkede stræder, hårdt trampede smøger og op over tegl klædte hustag et halvt årti efter.

Efterdønningerne af smilet var svundet ind og efterlod hende med et neutralt udtryk, i det hovedet tænksomt gled tilbage, til blikket landede på det blå himmelvæv over dem. Trukket ind i sit eget spind. Ind i ønsket om at fremtiden bød på meget mere, at hun måske en gang kunne vende hjem inden de næste 15 år var gået, også selvom hun var klar over den tanke var utopisk.
Hun brød fri af egne tanker, rynkede panden hvorefter hun udbrød et forundret: ”Hvorfor?” Mens hun sænkede hovedet igen og så lidt frem for sig inden hun skævende uddybede sit spørgsmål: ”Kan en ridder ikke rejse frit, selv hvis han tjener en familie?”.
Sværdene ved hans side, måden hvorpå de mørke øjne virkede til at anskue verden omkring ham med en observans, som hun kun før havde set hos de riddere man ind i mellem kunne finde iklædt ringbrynjer, slagkofter og sjældnere gange pladerustninger, begge dele talte for hendes antagelse, at han også måtte have riddertilværelsen som sit kald.

Til trods for han ikke var den første til at stille spørgsmålet, så havde hun stadig ikke et klart eller hurtigt nok svar liggende klar på tungespidsen.
”Je-” Startede hun, men blev afbrudt da en fremmed mand, der var bred som han var høj, valgte at kile sig målrettet ind mellem dem i stedet for at vige uden om. ”Af vejen mudderhud!” Vrissede han bittert. Kun sænket af den modstand han mødte da skuldrene ramte ind i hver sin solkyssede skikkelse. Intet antræk blev gjort til at standse op.
”Hey!” Bed hun tilbage efter at have genvundet sit fulde fodfæste. "Hvad er dit problem? Du syns måske ikke gaden er bred nok?" Spørgsmålet retorisk og tonen hård. Hun forventede ikke at få et ordenligt svar fra en mand som ham, men det gjorde ikke lynilden i de mørke øjne mildere.

[Emir Schafari]

Hvorfor? Han kastede et spørgende blik på hende, hvad var det hun spurgte efter? Forklaringen kom hurtigt, og han holdt et suk tilbage. Hun troede, at han var en ridder. Hvis bare hun vidste. Men nej, han var ikke en ridder. Han var så meget mere, men han var kun en tjener. En soldat i en andens sold.
”Jeg er ikke en ridder, efter dette lands regler. Her er jeg blot en simpel soldat, der tjener en adelig familie.” Det trak svagt af selvforagt i hans ene mundvig, næsten umærkeligt, da han kaldte sig selv for en ”simpel soldat”, men det var, hvad han var. I det mindste var han ikke en slave, som hans skæbne havde set ud til at være.
”Og der er ikke noget tilbage i Nidar for mig,” sagde han så en smule dæmpet. Nej, intet. Hans familie var død og tog han tilbage, ville han sikkert nok også snart miste hovedet, fandt nogen ud af hans oprindelse.

Det nåede ikke videre i deres samtale, før en mand valgte at mase sig imellem dem. Havde Emir været en smule mere i nuet, i stedet for at tænke på Nidar, ville han have reageret noget hurtigere, men han var ikke på arbejde, og han havde derfor ladet sine parader falde en smule, som han havde fokuseret på samtalen.
Skulderen slog ind i hans, og han nåede knapt nok at registrere det nedværdigende ord, før han reagerede helt automatisk. En hånd i nakken af manden for at skubbe ham frem, mens et ben fandt foran hans. Kropsvægten blev lagt mod hans ryg og et splitsekund senere lå manden på den beskidte jord, siden af hovedet presset mod de ujævne brosten og Emirs hårde knæ i ryggen. Intet metal var trukket, det var ikke nødvendigt. Trods mandens størrelse havde han ikke en chance mod den veltrænede nidarianer.

Det hele var gået så stærkt, at Emir selv brugte en vejrtrækning på at følge med igen. Lort. Det var ikke meningen, at han skulle angribe tilfældige borgere, det kunne han komme i alvorlige problemer af. Men det var for sent at fortryde, og han lænede sig i stedet lidt frem, hvilket lagde et større pres på hans knæ og hans hånd, der lå på mandens hoved.
”Det første du gør nu, er at undskylde overfor kvinden, både for at skubbe til hende, men også for at tage et så fornærmende udtryk i din mund. Derefter kan du pænt spørge om lov til at gå herfra uden nogle brækkede knogler. Jeg har ingen tålmodighed med en hund som dig.” Trods truslen i sine ord, var Emirs stemme ganske rolig. Men hans blik lod ikke manden være i tvivl om, at han ville gøre som han sagde.

Den store mand, der var faldet tungt på det hårde underlag, så sig om efter hjælp, men trods at flere var stoppet op for at se, hvad der foregik, var der ingen, der så ud til at ville forstyrre den udenlandske soldat. Manden åbnede munden for at protestere, men sank en klump i stedet for.
”Jeg …. Eh, jeg undskylder…” Han bed sammen og spændte op i kæben. Emir greb fat om hans hår og trak hans hoved lidt bagover.
”Ja ja, jeg er ked af, at jeg kaldte jer mudderhud,” udbrød han med svag panik i stemmen. Emir besluttede sig for, at det var godt nok, men han slap ham ikke. Der manglede noget. Det tog manden et øjeblik at komme i tanke om resten.
”Må jeg godt gå nu?” Spørgsmålet var surmulende, og han ville ikke se på Emir. Emir så på ham med afsky, men rejste sig så. Manden snublede hurtigt på benene og sendte de to onde blikke, inden han begyndte at gå og samtidigt børste sit tøj af, uden tvivl i et forsøg på at bevare det sidste af sin værdighed.

Emir så ikke længe efter ham. I stedet kastede han et blik rundt på de nysgerrige borgere, der dog hurtigt fortsatte med det, de var i gang med før optrinnet. Til sidst så han på den mørke kvinde med et ukarakteristisk træt udtryk. Han samlede sig dog hurtigt, rømmede sig og gjorde tegn til at ville gå videre.
”Du var vist ved at fortælle mig, hvad du laver her i Levagny?” Det var bedre at snakke om hende end alt andet, lige nu.

[Melantha Altın]

Alle tanker havde været på at kommentere på det noget besynderlige svar. Hun ville have stukket til postulatet om at han blot var en simpel soldat, en påstand Melantha havde svært ved at se sandheden i. Ville en adelig familie virkelig vælge en soldat over en ridder, hvis han bare var en fod soldat? Næppe. Tankerne nåede aldrig at blive realiseret inden den fremmedfjendske, lavstammede mand havde brudt deres samtale, i ordets bogstavelige forstand.

Manden nåede knapt at passere før Emir stik modsat forventningen ikke bøjede nakken for tilråbene, men i stedet havde grebet ham om nakken. Der fra fik det stærkt - utrolig stærkt. Hver bevægelse var instinktiv, flydende og velplaceret. Hun havde op til flere gange set drabanter passivisere en modstridende slyngel, men aldrig med den samme effektivitet som nidarianeren.
De der havde blinket, ville næppe have nået at opfatte hvordan manden endte under den mørke soldat. Selv Melantha der var ganske ferm når det kom til nærkamp, angreb og forsvar, nåede knapt at opfange hvert træk der i sidste ende gjorde udfaldet.
"Ved Mithras og Mortem..." Ordene var knapt nok mere en en mumle, men med gaden henlagt i en stilhed der sjælden at finde i hjertebyen, var der ingen støj til at sluge hendes forbløffelse. Simpel soldat min bare... Tanken blev afbrudt, da Emir's mørke stemme lød mod manden under sig. Kommanderende og med et løfte om mere smerte end en såret stolthed.

Hun burde ikke have smilet, end ikke selvom det knapt var mere end en trækning, men Melantha kunne ikke sige sig fri for at føle en smule tilfredsstillelse i at vide, hvor meget manden måtte hade at lystre en med en mørkere hud end ham selv. Han kunne kun prise sig lykkelig for at Emir var en mand med bare lidt ære, modsat Melantha. Med alle knogler intakte, måske med undtagelse af et enkelt bøjet ribben eller to, kunne manden rejse sig. 
"Åh nej, nej, nej, hvad jeg laver her er ligegyldigt." Svarede hun med en af viftende hånd, mens smilet trak sig større. "Prøv igen at bild mig ind at du er intet andet end en simpel soldat, som om du ikke lige har nedlagt en anden mand som var det dig ligeså naturligt som at trække vejret." Armene kors lagde sig foran hende, med et rejst påbydende øjenbryn. Ligegyldigt hvad han ville finde på at fordre hende med af modsvar, så nægtede hun at æde dem. "Hvad eller rettere hvem var du i Nidar? Lejemorder?".

[Emir Schafari]

Den mørke kvinde tog ikke hans hint om, at det var en god idé at gå videre. I stedet blev hun stående, og Emir, der allerede følte sig træt ind i sjælen efter optrinnet, rynkede panden en smule, som hun begyndte at snakke. Kunne hun da ikke bare stille sig tilfreds med hans svar? Selvom han engang ikke bare var en simpel soldat, var det det, han var nu. En tjener i en andens sold. En mand der skulle følge ordre uden spørgsmål.
Men han kunne fornemme hendes stædighed, og han vidste, at han ikke ville komme videre med dagen, før hun fik sit svar. Ikke at han agtede at fortælle hele sandheden, det havde han aldrig gjort. Han havde aldrig ladet nogen vide, hvem han var i familie med fra det øjeblik soldaten havde revet hans emblem af og var gået i døden for ham. Han havde mistet sin kongelige identitet lige dér, og det havde reddet hans liv.

Da hun spurgte, om han havde været en lejemorder, blev rynken i hans pande større og et svagt udtryk af foragt kunne skimtes i hans træk.
”Jeg ved ikke, hvilken type land Odriara er, hvor en lejemorder er bedre trænet end landets soldater.” Der var en hård tone i hans stemme, at kalde ham en lejemorder var en fornærmelse. ”Jeg var en del af kongefamiliens livgarde, tilbage i Nidar. Før oprøret.” Det var det tætteste på sandheden han kunne komme, uden at afsløre sig selv. Han sendte hende et blik, der uden tvivl burde fortælle hende, at han ikke agtede at fortælle mere, inden han drejede rundt for at gå mod markedet. Dog nåede han ikke mange skridt, før en stemme rungede ned imellem murerne, der løb ned langs gaden.

”Hey! Du dér, stop lige dér!” Lyden af løbende skrift fulgte efter, og Emir drejede sig for at se, hvem det var. To drabanter kom ned ad gaden, den ene med en hellebard i hånden, den anden havde trukket sin kølle. Begge mænd havde blikket låst fast på Emir, der straks vendte sig helt mod dem og løftede hænderne op og ud til siden med håndfladerne opad som et tegn på, at han var fredelig. Det var ikke hans første sammenstød med drabanter eller andre former for autoriteter, og han vidste, at et roligt kropssprog var en god start på en fredelig snak.
”Kan jeg hjælpe Dem?” Spurgte han roligt. Svaret gav lidt sig selv, om den brede mand med den beskidte mund dukkede op, luntende efter drabanterne, med et grimt smil om læberne.

[Melantha Altın]

Melantha var ikke dum, hun var uden mærket godt klar over at det bedste ville være ay sætte det lange ben foran før Hr. Forurettede vendte tilbage med en eller flere drabanter som følge. Det ville nok nærmere være sidste nævnte, hvis han som forventet med garanti havde smurt ekstra tykt på i forklaringen om hvilket monster af en mand soldaten var, for at kunne lægge en mand som ham ned med sådan en lethed.
Men mavefornemmelsen fortalte hende, at føjede hun ham blindt ved at gå med og lade samtalen falde tilbage på hende, så ville hun have forspildt chancen for at få svar. Han virkede som en der havde masteret kunsten at dreje samtalen i andre retninger end den hun forsøgte sig med, trods for hans køn.

"Rolig nu store fyr, hvem siger at det er en Odriaransk ting?" Indskød hun skarpt. "Ah, se nu der, jeg havde ret. Ingen simpel soldat" Pointerede hun frydefuldt og satte smilende efter ham mod markedet. Viftede lidt affærdigende frem for sig da hun fulgte op med: "Måske er du stadig soldat, men kongefamilien i Nidar har næppe en ligegyldig fodsoldat i sin livgarde." Det var rene spekulationer, men ikke desto mindre så følte hun stadig en barnlig tilfredshed ved at have fået lokket et svar ud af ham. Det var  næsten lykkes hende at træde op på siden af ørken soldaten, da råb lød bag dem, fra den anden ende af gaden.
Melantha havde forventet lovens langearm ville komme spændende, bare ikke så hurtigt. Drabanterne måtte have været lige i nærheden. Hendes første instinkt havde været at dreje om på hælen og tage flugten op over husmurene, og lade Emir i stikken. Samvittighed vandt alligevel over indskydelse og hun forblev en del af gadebilledet.
"Der var ham dér! Ham den mørke, og hende," Forpustet maste manden fra tidligere sig op mellem drabanterne, rettede først en anklagende finger mod Emir og dernæst Melantha "hun er også en del af det! De begge overfaldt mig ubegrundet.". Et smil der bedst mindede om en snerrende hund, blotlagde de skæve tænder.
"Ubegrundet?" Gentog Melantha langt mere rolig end hun følte sig. Løgnen fik blodet til at koge, og kun drabanternes tilstedeværelse forhindrede hende i at at træde frem og sætte en kniv for mandens hals, for at fratage ham hans stemmebånd.

[Emir Schafari]

Den her dag var startet så godt ud. Det havde været så rart at ride ud af byen og nyde naturen og det gode vejr lidt. Mærke hesten under sig og føle sig bekymringsfri, bare for et par timer. Og så var det bare gået ned ad bakke siden. Zilus halthed, kvinden, der havde trængt sig på for at hjælpe. Og nu dette. Det næste ville være, at herren af huset og hans livvagt dukkede op for at sætte prikken over i’et.
Trods trætheden og de opgivende tanker, kunne man ikke se andet end alvor på Emirs ansigt, som han kun kort skænkede den tredje mand et øjebliks opmærksomhed, men ellers holdt fokus på de to drabanter.

Det virkede til, at han ikke helt var, hvad de forventede, for de sendte i hvert fald hinanden et blik, inden den ene så bagud mod ham, der havde hentet dem.
”Herren her påstår, at De har overfaldet ham. Uden nogen grund.” Det var drabanten med hellebarden, der tog ordet. Hans blik ned ned over Emir og lod blikket hvile ved hans to sværd for et øjeblik, inden han sank en klump, sikkert ganske klar over, at en mand med to så fine våben ikke bare var en sømand på besøg.
”Vær venlig at identificere Dem selv og afgiv en forklaring.” Hans knoer var hvide, som han havde et hårdt tag i hellebarden, der stadig var rettet mod Emir. Emir blev stående, stadig med hænderne løftet væk fra sine sværd. Der var ingen grund til at fremprovokere en situation.

”Mit navn er Emir Al-Asim Schafari af Gustabis, livvagt for Flavia, Grevinde af Gustabis og Hertuginde af Falanie, hustru til Richarde, Greve af Gustabis og Hertug af Falanie, søn af Prins Renard af Falanie og fætter til Kong Beltair II af Falanie.” Det var sjældent, at Emir havde behov for at remse det hele op, men han følte, at det var nødvendigt i denne situation. Det hele blev sagt i et fast, men roligt tonefald. Stadig uden at gøre tegn til at røre sig, fortsatte han.
”Jeg har ganske rigtigt haft fat i herren bag Dem, da han valgte at skubbe til mig og kvinden ved min side, mens han fra sin beskidte mund ytrede fornærmende ord, jeg ikke kunne lade fare. Jeg lagde ham derfor ned og bad ham undskylde til kvinden. Efter han havde gjort det, slap jeg ham igen og lod ham gå. Uskadt.” Ved det sidste ord, kastede han igen et kort blik på manden med et udtryk der ikke lagde skjul på, at det fortrød ham.

Drabanterne så pludseligt noget mere nervøse ud og igen udvekslede de blikke. Manden bag dem havde mistet en del farve i hovedet, men en rød farve fyldte dog hans kinder, som han vredt trådte frem og pegede en finger mod Emir.
”Han lyver! Sådan en ørkenrotte! Tror I på ham og hans hore?! De overfaldt mig, jeg har ikke gjort noget!”
Som svar på hans spørgsmål, rettede drabanten sin hellebard op, så spidsen pegede mod himlen. Den anden drabant tøvede lidt, men lod så køllen falde ned langs siden.
”Jeg forstår.” Drabanten med hellebarden, som havde ført ordet hele tiden, tøvede lidt som om, at han ville sige noget mere, men til sidst rystede han bare lidt på hovedet og vendte sig om. Emir nåede lige at skimte et blik, der kunne slå ihjel.
”Geralt, så er det slut. Jeg gider ikke høre mere på dine fremmedfjendske udtalelser. Nej,” afbrød han ham fast, og vippede let med hellebarden. ”Du skal være glad for, at jeg ikke slæber dig ned til pælen for at forstyrre freden! Af sted, eller jeg ombestemmer mig.” Han begyndte at hundse Geralt ned ad gaden.

Den anden drabant blev slående et øjeblik med blikket rettet mod Mela og øjnene klemt en smule sammen.
”Har jeg ikke set dig før. Var du ikke ved at samle en kunde op nede i nærheden af Falken og Kronen?” Det virkede mest som han tænkte højt, men Emir rømmede sig.
”Jeg ved ikke, hvad De hentyder til, men mon ikke, at De skulle følge med deres kollega?” Emir havde ladet sine hænder falde igen og sendte drabanten et blik der sagde, at han ikke følte sig specielt tålmodig lige nu. Drabanten kastede et blik på den bevæbnede mand, mumlede et eller andet uhørligt og vendte rundt for at lunte efter de to andre mænd, der var ved at skændes længere nede ad gaden.

Emir så efter dem med et mørkt udtryk. Det var gået overraskende godt. Han havde før måtte slæbe en drabant hjem til huset og få hans frue til at gøre noget ved sagen. Det ville han så absolut helst undgå, for det var noget, der kunne gøre fruen i et dårligt humør, hvilket aldrig var godt. Han håbede, at dette møde med myndighederne ikke ville nå hendes spidse ører.
For et øjeblik blev han stående, som om han havde glemt, at den mørke kvinde stod ved siden af ham. Hvad mon hun havde fået ud af hele det optrin?

[Melantha Altın]

Det var ikke en underdrivelse hvis man påstod det hørte til sjældenhederne at opleve Melantha stå tavst i nærheden af ordensmagten, som hun gjorde nu. I det hele taget var det et mindre mirakel at hun ikke var forsvundet fra gadebilledet endnu, men i stedet stod alt for tæt på drabanterne end hvad hun i virkeligheden brød sig om.
Objektivt set burde hun være smuttet, taget i betragtning at det var den solkyssede soldat som drabanterne henvendte sig til og ikke hende. Hun kunne måske endda have været succesfuld med at stikke af, mens hendes ledsager til markedet bekendtgjorde hvem han var. Nysgerrighed holdt hende til stedet, pludselig bevidst om at de aldrig have præsenteret sig for hinanden, at hun kun kendte navnet på hans hest.

Kongefamilien, han arbejdede for en familie med direkte linjer til Falanie’s kongefamilie… Det måtte simpelhent være løgn. Melantha vidste nok ikke alverdens om de kongelige, hun havde kun lige akkurat styr på hvad kongen og dronningen af Falanie hed, men hun vidste at man skulle være mere end almindelig heldig for at arbejde for dem. Han måtte have en eller anden trækevne mod de royale, som gjorde at han blev ved med at ende op med at arbejde for endnu en.
Uvilligt endte hun med at stå og glo på Emir med læberne skilte i en måbende mine. Selv hvis hun havde ville være kommet med en indskydelse, så nægtede tungen at lystre, mens hjernen processerede alt information.
Først da den ene drabant talte til direkte til hende, lykkes det at lukke munden tæt i en stram mine. Armene krydsede sig foran brystbenet, men lige som hun havde været ved at svare kom ørkensjakalen hende i forkøbet og fejede manden af. Ikke villig til at bede soldaten om at blande sig uden om, valgte drabanten at følge sin makker efter at have kastet et sidste skævende blik mod kvinden ved hans side.
For et langt øjeblik stod Melantha lige så stille som hun havde gjort gennem hele situationen, fulgte ordensmagten med blikket inden hun drejede sig mod sin sidemand, stadig med armene krydsede. 
”Undskyld mig, jeg ved ikke om kvinderne i Nidar er tungeløse, men jeg er i uden mærket stand til at svare for mig selv, Emir…” Stemmen var rolig, næsten venlig havde det ikke været for den skarpe tone. "Det var ikke din sag at svare på hvorvidt jeg var den påstået kvinde eller ej." Bemærkede hun, tydelig små irriteret over følelsen af han mente han havde ret til at blande sig i noget der ikke var hans.

[Emir Schafari]

Det varede ikke længe, inden den mørklødede kvinde vendte sin opmærksomhed fra drabanterne til Emir. Hendes stemme skar igennem luften, sammen med hendes utilfredse blik, Emir næsten fysisk kunne mærke på sig. Man kunne da heller aldrig gøre noget rigtigt i nærheden af kvinder, kunne man? Han havde skræmt drabanten væk, både for at skulle slippe for at tilbringe mere tid på at snakke med ham, men også lidt for at undgå en pinlig situation for hende. Troede han på, at drabanten genkendte hende? Det ville næsten være underligt andet, hun var ganske let at genkende, der var ikke mange mørkhudede kvinder i byen. Iklædt bukser. Hvad tænkte han til, at hun åbenbart ”samlede kunder op”? Ikke rigtigt noget. Hun havde ind til videre ikke gjort meget for at fortjene sig hans respekt, så der var ikke så meget at miste. Han havde ikke tænkt sig at benytte sig af hendes tjenester, lige nu var de blot to, der havde en handel, der skulle afsluttes.

”I Nidar er det en mands opgave at beskytte en kvindes ære. Hvis hun da har én.” Det sidste lød lidt spidst, men hans mørke blik nedstirrede hende en smule over den manglende taknemmelighed. ”Og det fik ham til at gå, i stedet for at vi skulle have endnu en scene.” Med de ord hentydede han til, at det nok ikke var gået så smertefrit, hvis hun selv skulle have sagt drabanten i mod. Emir havde en fornemmelse af, at kvinden, hvis navn han stadig ikke kendte, var lidt af en hidsigprop.

Den her dag havde allerede været lang, og han burde snart være tilbage i hjemmet for at være klar til at arbejde igen, hvad så end resten af dagen skulle gå med. Det med at være væk for længe var aldrig en god idé, i tilfælde af at Flavia skulle bruge ham.
Men trods tankerne, var hans udtryk som altid meget neutralt. Han havde lært at skjule tanker og følelser allerede som ung tilbage i Nidar, men havde perfektioneret det efter sin ankomst i Gustabis.
”Måske vi skulle fortsætte mod markedet, jeg har ikke hele dagen til at fjolle omkring.” Han løftede kort et øjenbryn, men ventede ikke på, at hun fik taget sig sammen. I stedet begyndte han at gå, så måtte hun følge med, hvis hun ville.

[Melantha Altın]

Taknemmelighed hverken var et begreb eller an praktisk der lå Melantha fjern, selvom hele situationen lige nu farvede et noget andet billede. Hun havde desværre for Emir bare en alt for inkarneret modvilje overfor folk som ham, ikke grundet hans køn eller mørkere hud, men derimod hans daglige virke som livvagt for overklassen. Autoritære personer havde altid aldrig været unge tyvs foretrukne personer, de havde alle en tildens til at være for alvorlige. En beskrivelse der passede som hånd i handske på ørkensoldaten.
Det havde været en naiv optimisme at tro det havde gjort en større forskel, havde han rent faktisk ladet hende komme til orde først. Selvstændigheden og ikke mindst stædigheden var ganske enkelt for stor.

Manglen på taknemmelighed var dog ikke ens betydende med at han ikke havde været ved at vinde bare lidt respekt hos hende. Det var da indtil han valgte at antyde hun ingen ære havde. Lynilden i hendes blik blev på ingen måde mindre. Hvad ved Triatos navn bildte han sig egentligt ind?! Frækheden ville ingen ende tage, som han forsatte med at alludere til han havde gjort hende en større tjeneste. Tænderne skar arrigt mod hinanden, men nakken bøjede sig ikke for hans blik.
Hun skulle have taget imod mønterne til et nyt tørklæde, så hun var sluppet for hans stupiditet.

Fornærmelserne faldt ikke i god jord, men inden Melantha kunne nå at give svar på tiltale var Emir allerede i færd med at genoptage ruten til markedspladsen, så de kunne få klaret det ærinde der gjorde han måtte trækkes med hende.
Et skridt, to skridt - tre lange skridt og hun var lige bag ham og havde lukket hånden omkring hans ene håndled. Et hårdt træk i armene, så han blev tvunget til at dreje overkroppen, tilbage mod hende. Gik behersket vrede til eksplosiv vrede på et splitsekund.
”Sjakal!” Først ved lyden af håndens måde med den skæggede kind, blev Melantha klar over hun havde givet ham en syngende lussing, hvis kræft efterlod hendes egen hånd med en snurrende fornemmelse i fingrene. Der var ingen antydning af at hun havde fortrød slaget, i hendes verden var lussingen velfortjent og ikke mindst billigt sluppet.

[Emir Schafari]

Lynilden i den unge kvindes blik betød intet for Emir, for heldigvis kunne blikke ingen skade gøre. Han var træt af at være på gaden med racister og sure drabanter på hvert et hushjørne, og så med denne arrige kvinde på slæb. Det var på tide at vende snuden hjemad og finde ud af, hvad der forventedes af ham resten af dagen. Måske der ville være tid til at træne for anden gang den dag, som han havde trænet allerede inden dagen startede. Lige nu følte han for at få sin irritationen ud af kroppen ved at slå løs på træningsdukken, han havde stående hjemme i hjørnet af byhusets baggård.
Nej, nu skulle han købe hende det tørklæde, selvom han allerede havde fortrudt ikke bare at stikke hende pengene til det og være kommet videre med sin dag.

De faste skridt mod markedet blev dog hurtigt stoppet, som han blev grebet om håndleddet og trukket rundt. Lussingen kom som lyn fra en klar himmel, og han nåede slet ikke at reagere på den. Slaget var hårdt nok til at sende hans hoved til siden, og smerten spredte sig straks som ild i den sarte hud i ansigtet. Der kom dog ikke en lyd fra ham, som han brugte et øjeblik på at samle sig, inden han drejede hovedet for at se på hende.
Havde han set mørk ud i sit udtryk før, var det intet mod den vrede, der nu gjorde hans øjne mørke og hans ansigt sammenbidt. Hans kæbe var spændt hårdt op og hans læber presset sammen, som hans blik bevægede sig tilbage til hendes ansigt.

Trods at en rasende følelse spredte sig i ham, mistede han ikke kontrollen. Lysten til at slå hende ned, hvor hun stod, var stor, næsten for stor, men det gik ikke, som de stod her, midt på åben gade. Drabanterne var ikke længere væk, end at et råb ville kalde dem tilbage.
Men hun slap ikke for hans vrede, hun havde trådt over en grænse, han ikke kunne lade hende slippe væk med.

Med bevægelser lige så hurtige og naturlige, som da han havde lagt idioten ned få øjeblikke før, gik han til angreb på hende. Men i stedet for at sende hende til jorden, sendte han en håndrod mod midten af hendes bryst for at slå noget luft ud af hende og starte ud med at hyle hende ud af den. Næste ville han gå efter hendes arm, vride den hårdt og grundigt om, så hun endte med ryggen til ham og derefter ville han tvinge hende frem og banke hende ind i muren, der havde været bag hende. Stadig med et hårdt træk opad i hendes arm, ville han bruge sin krop til at holde hende ind imod muren, hele hans udstråling stadig vred.

”Du skal være glad for, at min selvkontrol er bedre end din, for ellers ville du skulle rode rundt på jorden efter din hånd, sammen med din tunge, lille slange.” Ordene blev presset ud mellem sammenbidte tænder. ”Til dit held er vi ikke alene.” Han gav hende et ekstra skub ind imod muren, inden han trådte tilbage med foragt i blikket over hendes opførsel. Den hånd, han ikke havde haft fat i hende med, bevægede sig hurtigt, som han kastede et par mønter, han havde fisket frem, i hendes retning. ”Køb dit eget tørklæde. Jeg har andet at tage mig til end at følges rundt med en hore.” Han spyttede i jorden og vendte rundt og begyndte at få tilbage af, hvor de kom fra.

[Melantha Altın]

Håndfladen summede og prikkede efter slaget, men Melantha fortrød ikke sin handling skønt den have været mere styret af affekt end den var gennemtænkt. Hun ville have gjort det samme en gang vil, hvis han endnu en gang så meget som antydet at hun ingen ære havde. Melantha var mange ting, en tyv, morder, løgner, påståelig, enerådig, bare for at nævne nogle få, men æreløs var ikke en del af listen og hun havde ikke tænkt sig at lade en sandloppe påstå andet. Heller ikke en hun havde været vidne til for få øjeblikke siden sende en mand i jorden, som havde han ikke været andet end en større sæk kartofler.

Melantha havde været forberedt på en fysisk respons, men hendes fokus havde været på først og fremmest at blokere for hans ben snarere end armene. Hun var derfor knapt så forberedt, da han valgte at sende en hånd imod hendes brystben. Da først realiseringen indtraf var forspringet for stort til at forsøget på afværgede havde en virkning.
Hun var hurtig men nidarianeren var hurtigere og ikke mindst mere erfaren. Bunden af hendes underarm nåede dårligt nok at ramme mod toppen af hans, før lungerne tømte sig. Slaget var hårdt nok til at tabe pusten, men ikke for bestandigt.

Hun våndede sig over smerten der udsprang sig fra brystkasse og skulder. Taget om armen gav hende intet andet valg end at følge hans fod. Endnu et smerteligt støn lød ved det følgende møde med muren. Den ru husmur skrabede mod kinden og truede med at rive hul på den tynde hud, ved den mindste smule modstand. Ikke villig til at betale for en healer var der ingen forsøg på at skubbe sig fri.
”Min tunge,” Fnøs hun hårdt ”du skal være velkommen til at forsøge at få fat i den, hvis jeg er sød lader jeg dig måske beholde fingrene.” Forsatte hun spottende. Truslen lige så oprigtig som hans. En sammenpresset lyd lød som han lagde et større pres mod hende.

Vægten af soldaten kunne stadig mærkes da han var trådt tilbage og gjorde sig selv fri af hende. Mønter klingede mod gadens stenbelægning som Melantha skubbede sig fri og vendte rundt. Mønternes snurrende dans blev bremset af en skosål før, inden hun bukkede sig efter dem.
”Behold dine mønter for dig selv, slave!” Spyttede hun tilbage og sendte den ene af de to metalskiver afsted i hans retning, med den fulde intention om at ramme. Han skulle være taknemmelig for det var en mønt og ikke en af hendes knive, der ramte hans baghoved.
Med den næste mønt holdt mellem fingrene, stod hun klar til også at sende den gennem luften, så snart han gjorde antræk til at sætte af mod hende.

| Lukket |

[Emir Schafari]

Mange ting kunne siges om kvinden, der havde forpestet Emirs dag, men hun var ikke bange af sig. Krigerisk lille kvinde, Emir på andre tidspunkter måske kunne have fundet sjov at lære at kende, men det var som om, at alt hvad der blev sagt og gjort imellem dem, ledte til sammenstød. Og ærligt talt havde Emir ikke lyst til at bruge mere energi på det. Ikke i dag. I dag skulle have været en god og rimeligt afslappet dag, men det var blevet ødelagt af en halt hest og en næsvis odriaraner fra Faro. Han havde ikke engang fået hendes navn, men det var også lige meget. Nu stoppede han legen her og gik.

Mønten ramte ham ret præcist i baghovedet, men en del af slaget blev fanget af hans tykke hår, der var samlet i fletninger op over og ned af baghovedet, så ud over et skarpt stik af smerte, skete der ikke mere ved det.
Ordet, der forlod kvindens mund, derimod, det gjorde ondt, mere end hun nok kunne forestille sig. Han stoppede op, og havde man kunne se hans ryg for læderbrynje og tøj, ville man kunne se alle hans muskler spænde op. Hans hænder knyttedes sig, så hans knoer blev hvide. Hans ansigt trak sig sammen i vrede, og en anelse foragt. Både for hende og for sig selv. Det var lige før, at han vendte sig for at gå tilbage til hende og lære hende, hvordan man fik tæsk af en vred nidarianer, men hans skuldre gled i stedet ned igen, som gav han op. Og så fortsatte han med at gå. Det var ikke det værd.

Hvad hun ikke kunne vide var, hvor tæt på sandheden hun var. Han havde engang været slave. Ikke længe, men længe nok. Havde Flavia af Gustabis ikke været nådig og havde set hans potentiale for andet, var han nok fortsat med at være det. Man kunne måske diskutere, om han ikke stadig var det. Sådan føltes det somme tider. Nok fik han løn og havde en vis frihed, men han havde ikke meget selvbestemmelse over sit eget liv. Han adlød en kvindes bud, som en veltrænet, kastreret hund i snor. Og sådan ville det altid være.
Han var måske ikke slave af titel, men han var det i praksis, og det gjorde ondt langt ind i sjælen på den stolte mand, der engang havde set frem til at skulle være generel for et helt lands hær.

Nej, han fortsatte bare med at gå. Han kunne ikke benægte hendes ene ord, der skar som en kniv i ham.

// Out

[Flavia af Gustabis]