En halt hest

[Emir Schafari]

Sted: På indfaldsvejen lige inden for bymuren ved templerne
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Solskin og næsten helt sommerligt med blå himmel og en lun brise

I dag havde været en af de dage, hvor der ikke rigtigt var brug for Emirs tilstedeværelse, og han havde fået lov til, af sin frue, Flavia af Gustabis, at forlade byen i nogle timer. Så han havde sadlet sin hest og var i rask trav redet ud i oplandet omkring byen. Både han og hesten trængte til et par timer væk fra Levagnys lukkede gader, og vejret var perfekt til en ridetur i de græsklædte bakker.
Den halvtunge hingst hovslag havde lydt under Emir, som han havde ladet den strække ud. Fornemmelsen af det arbejdende dyr under ham, følelsen af vind og sol mod ansigtet og duften af den grønne natur, havde gjort den mørkhudede kriger godt. Han savnede sit hjem, både Nidars ørken og Gustabis mere frodige, men varme land. Men der var også noget smukt over Falanies grønne og noget køligere klima, der sprudlede af liv, især som sommeren sneg sig ind på dem.

Da hesten begyndte at sætte farten ned, lod Emir sig glide af, inden han tog hovedtøjet af den og lod den græsse, mens han selv nød solen i græsset. Det var sjældent, at han kunne affinde sig med at være stille i længere tid ad gangen, men der var noget healende for sjælen at ligge der og mærke sig selv.
Men freden kunne ikke vare for evigt, så efter en times tid satte han retning mod Levagny igen, denne gang i et lidt mere roligt tempo.

Lige som han red igennem byporten ved templerne, kunne han mærke hingsten begyndte at gå ujævnt. Med en rynke i panden svingede han benet over ryggen på dyret og trak den et par meter, for at se, hvilket ben, det var galt med.
”Hvad har du nu lavet, Zilu,” mumlede han på sit fødselssprog, som han strøg en hånd ned over hestens hals og skulder, inden han tog om koden på hestens venstre forben, og løftede hoven op, så han kunne se. Der sad en stor, skarp sten klemt ind i kilen ved strålen. Med et dæmpet bandeord, atter på nidariansk, konkluderede han, at han ikke kunne få den ud med fingrene. Og den sad så godt fast, at han ikke ville risikere noget med daggerten, han havde i bæltet. Zilu var tydeligvis heller ikke med på, at dens herre skulle pille for meget, for den halvstore hest forsøgte at trække benet til sig. Der var vel ikke andet for end at trække hesten tilbage til stalden og gøre noget ved det der.

[Melantha Altın]

Denne morgen var Melantha vågnet da den varme ildkugle endelig havde nået over både bymur og hustage, og farvede hele det lille kroværelse inklusivt hende selv emerald grønt. Hun havde forsøgt at lukke den nye dag ude, ved at trække det slidte sengetæppe op over det mørke morgenuglede hår, men det var som en om et større hul i tæppet, denne morgen af alle morgner, havde indgået en pagt med solen.
Det havde været med indædt irritation i sine bevægelser, var tæppet blevet flået til siden og det lille vaskefad fyldt med det kolde vand i den tilhørende skåret kande, så den klare væske skvulpede over kanten og ramte hendes fødder i et himmelvendt "Arrgh.". Stien allerede lagt for den ene dag på hele året, som hun helst så en ende på før den overhovedet var begyndt. Kun den manglende dagleje af det lurvede værelse forhindrede hende i at falde tilbage i sengen, og vente der til næste morgengry.

Hun havde forsøgt at udskyde det uundgåelige, og det var da også lykkes et langt stykke op ad dagen ikke at nærme sig Mortems tempel.
Med mytteri fra sine fødder og bens side af, måtte hun erkende sig slået da templet tårnede sig frem foran hende. Alligevel var det med en følelse af at stå bundet med usynlige lænker, at Melantha stod fastfrosset i gadebilledet. Alt mens den kølligere skygge syntes at spise sig mere og mere ind på den unge tyv, for hvert sekund de nøddebrune øjne stirrede tilbage på murværket. 
Da den ene fod endelig lod til at lystre, var det ikke for at træde ind i templets halvmørke. Kvalme steg op i halsen og i en kovending og satte i en sprint væk fra den sorte gud. Heller ikke dette år var hun i stand til at se sine gerninger i øjnene. Hun ville ikke anerkende den skyld, der hvert år blussede op på ny og mindede hende om sin families dødsskrig.

En topfyldt kærre afskar hende i flugten fra fortidens spøgelser, så hun i sidste øjeblik måtte undvige. Med alle tær stadig intakt ramlede hun direkte ind i fronten på den hestetrækkende sydens mand, så det omviklede tørklæde der havde skærmet hende imod solen faldt tilbage om skuldrene. Med lungerne tømt for det meste luft greb hun instinktivt om det der lå først for, for ikke at ende med at falde tilbage på den slidte gadebelægning. Den ukendte blev ufrivilligt hendes anker, med en hånd lukket om hans overarm nær albueledet.
"Beklager, jeg så Dem slet ikke." Undskyldte hun sig, med et lille skævt smil send hans vej, men et skjult blik gled over den skæggede mand. Hun bemærkede knapt nok længere selv når hun lod øjnene søge efter værdigenstande. Hun var trods alt ikke for fin til at lade sig nedgradere til en gemen lommetyv, når mulighederne så fint bød sig til.

[Emir Schafari]

Den lidt ujævne lyd af hovslag fra hesten havde Emirs opmærksomhed, og selvom han ikke var helt uopmærksom på sine omgivelser, var han ikke på arbejde og havde kun sig selv og hesten at tænke på. Måske var det derfor, at han ikke nåede at opfange personen, der næsten dukkede op ud af ingenting, rundt enden af en kærre, der luntede af sted lige foran ham.
En svag lyd, som kraften fra den mindre krop, der bankede ind i ham, fik ham til at spænde op, forlod ham, og han trådte et halvt skridt tilbage for at holde balancen. Zilu rykkede i tøjlen, som den forskrækket løftede hovedet op og dansede et par skridt til siden.

Selvom Emir blev overrasket, var der ingen tøven i hans reaktion. Trænet som den kriger, han var, tænkte han ikke engang over sine bevægelser, han nåede ikke engang at opfange, hvem der var løbet ind i ham, før han med sin frie hånd greb ud og fik fat i en persons håndled, ikke det, hvor hånden havde fat i hans arm. Et sted nåede han at opfatte, at det var en kvinde, hvilket var til hendes held, for det sparede hende en tur på jorden. I stedet havde han bare hårdt fat i hendes håndled, som han hev hendes arm lidt i vejret, væk fra ham selv.

De brune øjne fandt først nu hendes ansigt. Ikke bare en kvinde, men en kvinde med en mørkere hudfarve end ham selv. Hun var ganske køn, men hun stak ud som en høg i et dueslag. Den mørke hudfarve, det sorte hår og tøjet. Nøjagtigt som han selv.
”Se dig dog for, kvinde,” røg det ud af ham, på hans eget sprog. Måske var det hudfarven, der fik ham til at reagere sådan, et lille glimt af, hvad der engang havde været. Men det kunne også være den måde, hun så på ham. Det diskret søgende blik. Lommetyve havde Emir set mere end nok af, både i hans fødselsland, i Gustabis og her.
Hendes undskyldning havde ikke nogen effekt på ham, som han stadig ikke slap hende.
”Det eneste, du finder i mine lommer, er vejen til at miste en hånd,” sagde han så på falanistisk, farvet af hans accent, der ikke lød som hendes. En accent, han ofte fik at vide, var charmerende, både af kvinder og mænd. Lige nu var hans stemme dog hård og uvenlig, og hans blik ligeså.

[Melantha Altın]

Det var svært ikke at lade sig blive henledt af araberens små nervøse trippen over forskrækkelsen af det pludselige sammenstød. Selv de mindre heste var stadig store dyr fyldt med naturlig råstyrke, holdt i hvad der lige så godt kunne have været en sytråd. De var en af de få ting som Melantha helt naturligt havde en ærefrygt for og ydmyghed omkring. Hun værdsatte ganske enkelt hendes fødder funktionalitet lidt for højt.
Få sekunder, længere havde det ikke været at øjnene havde søgt til det dansende dyr, men det var nok til hun ikke ænsede hans hånd før den var lukket tæt omkring hendes spinklere håndled.

Styrken i hans fingre var mærkbar og selvom han ikke lod til at lægge sin fulde styrke i. Der herskede ingen tvivl om hvorvidt det var muligt for den mørkhudet soldat at immobilisere hende, med et brækket håndled eller ej. Melantha havde derfor ringe til intet valg om hun ønskede at lade ham føre armen over brysthøjde og dermed tvinge hende tilbage, til hendes egen hånd måtte slippe armen. Naturligvis forstod hun ikke et ord af hvad han havde sagt, registrerede kun det var en fremmed tunge om end en ganske smuk en. Ordnes betydning var hun mindre sikker på kunne kategoriseres som smukke.

Forargelse malede sig frem i hele hendes kropsprog til beskyldningen om at hun havde haft i sinde at bestjæle ham, den frie hånd tog plads på hoften. Hun ville have krydset armene, hvis det havde været mulig. Det var ikke ligefrem han tog fejl, men det ville kræve en større hjerneblødning før at hun nogensinde ville erkende det havde været hendes klare intention, at gøre ham mindst to værdigenstande lettere.
Uden tøven mødte brunt med brunt med en tilsvarende hårdhed der lå i det fjendtlig stemte blik. "Undskyld, men hvad er det du står og beskylder mig for ? Lommetyverier, må jeg da være fri..." Fnøs hun fornærmet tilbage. "Slip min hånd eller jeg skriger." Truede hun, mens hun sugede luft ind til at stikke i et hyl. De lignede måske nok hinanden af udseende, og enkelte forbi passende ville nok antage det var et spørgsmål om stridigheder mellem mand og kone, men der ville også være dem der var hurtige til at se ham som skurken, hvis hun skreg skingret nok.

[Emir Schafari]

Det var tydeligt, at Emirs beskyldning, hentydet som den var, ikke faldt i jord hos kvinden, hvis håndled han stadig havde i et fast greb. Forargelsen nærmest skinnede ud af hende – lidt for meget, efter Emirs mening, normalt når folk reagerede så voldsomt på noget påstået, var der ofte noget at have det i.
Hendes ord overraskede ham ikke, men inden han nåede at bekræfte hende i, at det var netop det han gjorde, lagde hun an til at skrige. En trussel, der kun var en trussel, fordi hun var en kvinde, og han var, ja, en mørkhudet stor mand med våben i bæltet. Han havde hurtigt lært, at han altid ville være skurken, grundet sin størrelse og sin hudfarve, der endda ikke var specielt mere gylden end den almindelige solbrændte falanist. Han tvivlede på, at det ville ændre sig, bare fordi hun var mere mørk end ham.

Uden at det mørke udtryk ændrede sig, slap han hendes håndled og lod sin egen hånd falde ned langs siden.
”Ja,” svarede han kort, inden hans blik løb ned over hende – ikke for at klæde hende af, men for at dømme hende.
”En ordentlig kvinde går ikke i bukser.” Hans tonefald var en anelse spidst, og han hævede blikket til hendes ansigt. Hans blik var fyldt med fordømmelse, bygget på kulturen i det land, han var født i. Og Falanies. Folk var en smule mere åbne her, men hunkøn i bukser var ikke ligefrem noget, man så til hverdag. Og Emir fandt det yderst forkert med en kvinde i herreklæder.

Men det kom ikke ham ved. Det gjorde intet, medmindre det havde med hans frue og hendes familie at gøre, så han snøftede bare kort og trådte nærmere hesten for at gå udenom kvinden. Noget i ham ønskede at konversere med hende, hendes mørke hud og de mørke øjne gav ham et stik af savn efter Nidar, ja, endda efter Gustabis, men han havde en fornemmelse af, at hun ikke var fra de kanter. Hun var bare en simpel lommetyv, og han havde en hest, der havde ondt. Uden at give hende mere opmærksomhed, ikke direkte i hvert fald, som han var opmærksom på, om hun ville angribe eller forsøge lykken efter hans pung igen, begyndte han at gå fremad med Zilu på slæb.

[Melantha Altın]

Melantha havde aldrig været bleg for at bruge de midler der stod til rådighed, uanset hvor ufine de så end måtte være. Det ringe skuespil havde været et ganske bevidst valg fra den mørkglødet tyv side. Her på åben gade var det ikke den fremmede hun skulle overbevise om sin uskyld, så meget som det var resten af Levagnys menneskemylder. De var hendes største våben imod ørken-sjakalen, der lod til at være lige så observant som han var stærk. En farlig blanding som hun ikke havde mødt mange af og det gjorde ham langt mere interessant end den brune farvepalette.

Håndleddet forblev intakt og soldaten forskånede alles øre fra oplevelsen af midlertidigt tinnitus fornemmelser. Lettelsen utvivlsomt størst hos Melantha som hun ikke blev frataget sit levebrød.
Instinktivt gav hun sig til at gnide med den anden hånd omkring håndledet. Selvom han havde sluppet, ekkoede trykket og varmen fra hans fingres greb i nervebanerne, da hans blik sænkede sig ned over hende. Det var ikke første gang hun var blevet set an, men det havde sjældent været for andet formål end at klæde hende af. Skulle hun være ærlig over for sig selv, så fortrak hun lystne blikke over den fordømmelse, der ramte hende da soldatens mørke øjne landede i hendes. Armene krydsede sig over brystbenets "Og en ordentlig mand ville have beklaget for sit jerngreb." Skød hun tilbage, uden større effekt. Sjakalen satte i gang med sin hest trukket ved siden side, så hun var tvunget til enten at vige til siden, hvis ikke hun ønskede at havne under klappende hove eller lædersåler.

Hun blev stående med ryggen til hovenes utakten, men ikke længe. Med øjnene rullet op mod himlen og tilbage igen, blev det efterhånden forvaskede tørklæde trukket over det sorte hår i samme bevægelse hun drejede omkring sig selv på. Med få lange skridt havde hun indhentet den navnløse og hingsten. "Din hest er halt." Lagde hun ud, som om han ikke selv havde bemærket det åbenlyse. Inden han kunne nå at komme til orde, afskar hun ham vejen ved at træde ind i hans bane "Jeg kan hjælpe, ingen snyd... Der er lang til stalden med en haltende hest på denne belægning, og han har tydeligvis ondt." Det var aldrig rart at se et dyr i lidelse, stort som småt, hvis man havde midlerne til at hjælpe. Hun var måske ikke beslagsmed, men hun var datter af en våbensmed og selv de kunne i en svæver vending sko en hest eller åbne hovbylder.

[Emir Schafari]

Emir svarede ikke på, at en ordentlig mand ville have beklaget. Hvorfor skulle han? Han vidste i sit stille sind, at han havde haft ret, hendes hænder ville hurtigt have frataget ham ejendele, selvom han ikke havde så meget hun kunne tage. Så han gik bare tavst af sted med Zilu ved sin side, med følelsen af hast, som han gerne ville tilbage til sin frues hus og stalden bag, hvor han ville kunne finde de nødvendige hjælpemidler til at fjerne den sten, der fik hingsten til at halte.

Han nåede dog ikke langt, før en skikkelse hastede op foran ham – denne gang forberedt fór hans hånd til den krumme daggert, han havde i bæltet, men han trak den dog ikke.
”Det ved jeg,” svarede han tørt, som kvinden atter engang kom i vejen for hans vej fremad. Hans ansigt trak sig en anelse irriteret sammen, som han stoppede op og stirrede på kvinden, der frisk påstod, at hun kunne hjælpe. Hvad mon hun var ude på? Snyde ham for mønter, uden tvivl. Som om en kvinde kunne hjælpe hans halte hest.

”Der er ikke længere, end at han nok skal klare det. Og jeg betaler ikke for ”hjælp” med noget, jeg selv kan gøre.” Han lagde an til at fortsætte, men hun virkede ikke til at ville flytte sig. ”Desuden ligner du ikke én, der render rundt med noget, der kan fjerne en sten uden at skade hesten.” Der var intet smil eller noget venlighed på hans ansigt, som han kort løftede et øjenbryn med de ord. Og så skubbede han lidt til hesten, så de kunne gå udenom tyvetøsen. Han havde ikke tænkt sig at stå og diskutere med en kvinde som hende. Hun. Hjælpe. Den måtte hun tilbage til sit eget land med.

[Melantha Altın]

"Ro på sjakal..." Kom det fra hende med begge hænder løftet afværgende op foran hende, da hans hånd søgte til daggertens skæfte. "Selvfølgelig gør du det." Mumlede hun med en ene hånd viftende affejende mellem dem. Næsten som havde hun forsøgt at vifte en irriterende flue af vejen, hvilket måske ikke var helt forkert et billede af hvordan hun lige nu så ham. Irritationen strålede stærkere fra ham end solen havde gjort den sidste uge, og det sagde ikke så lidt.

Han flyttede sig og som et spejlbillede fulgte Melantha hans bevægelse, afskar ham på ny vejen for videre færd frem "Er det ikke svært at hade kvinder med så stor en passion, at du hellere vil lade din hest lide end tage imod hjælp fra kvinde? Lad mig gætte, vi er det svage køn og ved kun noget om at slå en brød dej op, når ikke var har travlt med at lægge på knæene for mænds fødder?" Det ene øjenbryn løftede sig i en let provokation.
Uden at give ham alverdens med tid til at svare, trådte hun nærmere ham til deres sko snuder snittede hinanden. "Jeg er datter af en smed, så jeg tror nu nok at jeg ved en ting eller to om at være en halt hest behjælpelig." Undlod med vilje at fastlægge hvilken type smed der var tale om. Hun trådte til siden, så hun stod mere mellem ham og hingsten. "Desuden nævnte jeg intet om betaling, gjorde jeg?" Spurgte hun henkastet over skulderen, før hun med blid stemme hilste på hesten hvorefter hun viklede tørklædet fri fra hoved og skuldre. Med håret blottet vendte hun sig mod soldaten og rakte stoffet frem til ham "Her, hold det stramt." Bød hun, og gav ham ikke meget valg før en af de krummede knive var trukket.

Gjorde han som sagt, ville hun skærer en strimmel af klædet og vikle det tilpas nok gange omkring bladet, så kniven kunne bruges til at lirke en eventuelle sten ud, uden at gøre større skade.

[Emir Schafari]

Kaldte hun ham lige en sjakal? Det var ikke noget, han nåede at tage stilling til, før kvindemennesket begyndte at sludre løs, som sad de til teselskab med de adelige. Hans blik blev ikke mindre irriteret, som hun begyndte at forsøge at analysere hans måde at tænke på. Hun havde kun halvvejs ret, han mente uden tvivl, at kvinder var svage, og sådan skulle det være. De skulle være en del af husholdningen, føde børn og opvarte deres mand. Han vidste godt, at hans kultur var anderledes end den i Falanie – men så langt var der heller ikke imellem de to kulturers kvindesyn. Selvom kvinder havde lidt flere rettigheder i dette underlige land.
Men Emir kunne sagtens tage imod hjælp fra en kvinde, hvis han troede på, at hun vidste, hvad hun gjorde, og for ham var kvinder og heste ikke noget, der hang sammen. Kvinder var for sarte til at håndtere de store dyr.

Uden at reagere på hendes provokation, blev han stående, som hun kom tæt nok på ham, til at hendes overkrop næsten snittede hans. Hans udtryk ændrede sig ikke, det var stadig lukket, svagt irriteret og mørkt, med en svag rynke i panden. Tavst lod han hende tale, hun ville nok hurtigt opdage, at han ikke var en mand af mange ord. Datter af en smed, jaså. Lod smede deres døtre hjælpe til i smedjen? Måske i det land, hvor hun kom fra, alt var muligt. Her lod håndværkere også deres døtre hjælpe med ting, Emir ikke fandt passende, så hvorfor ikke.

Han var stadig tavs, som hun hilste på Zilu, der som altid bare var glad for opmærksomhed, og skubbede lidt til hende med mulen i søgen på et æble eller andet at spise.
Uden et ord tog Emir fat i tørklædet, nu dog en anelse spørgende med et hævet øjenbryn. Hendes kniv gled let igennem stoffet. Det var først, da hun pakkede kniven ind i stoffet, at det gik op for ham, hvad hun ville. Det havde han ikke set før. Han ville nok ikke selv have tænkt over det, men nu havde han heller ikke noget på sig, han kunne tillade at skære i stykker.

Som han stod der og var næsten tæt på at være en smule imponeret, lød der en stemme.
”Åh så flyt jer dog, I står i vejen!” En mand svingede vredt med armen, indtil han så, hvor tungt bevæbnet Emir var, så sænkede han hovedet og skyndte sig forbi dem. Men han havde ret. De kunne ikke stå der, midt på gaden med folk, der gik rundt om dem.
Med et strammere greb i tøjlen hev han let i Zilu for at få hesten til at følge med. Han sendte kun kvinden et kort blik, og regnede med, at ville hun absolut med, så ville hun følge med.

Snart havde han trukket hesten ind i en lille smøge, der så ud til at føre om til en baggård bag to huse. Man kunne skimte en brønd og et par høns. Han blev dog stående i smøgen, der virkede som en lille oase af fred og ro i forhold til den befærdede gade, der ledte ind i byen. Zilu stoppede op og løftede benet en anelse, tydeligvis med ubehag, og Emir strøg hesten ned over halsen med et par trøstende ord på nidarisk, inden han rettede blikket mod kvinden.
”Skader du min hest, mister du en hånd.” Det var ikke sagt specielt truende, det var bare en konklusion. Heste var dyre, og han var meget glad for Zilu, der havde tjent ham trofast i mange år. Hingsten skulle gerne kunne bære ham de sidste år også, og ikke slås ned på grund af en skade.

[Melantha Altın]

Havde hun bare lignet sin afdøde tvillingsøsters personlighed bare  halvt så meget som på udseendet, ville hun både have vimset omkring skørte klædt og været langt mere ydmyg omkring ham. Ville knapt nok have turdet at ham i øjne, for ikke alene at hun aldrig ville drømme om at sige noget der så meget som bare nærmede sig en fornærmelse. Hun ville have beklaget dybtfølt så snart hun havde set hvordan hans blik var blevet mørkt af irritation, og slået blikket i jorden så snart antydningen af rynken i hans pande meldte sig.
Kloge hoveder påstod at tale er sølv, men tavshed er guld, men de kloge hoveder havde næppe gået en dag i en kvindes sko. Melantha var desværre for soldaten alt andet end sin søster. Hun følte ingen skam når hun trak streger i hans pande eller kommanderede med en, der på den sociale rangstige stod højre end hende selv.

Mere fortravlet med at sørger for at afskåret stofklæde blev viklet ordenligt omkring knivens blad, lod hun ham så med det resterende af tørklædet. Først da en tvær mandsstemme lød nær dem, løsrev hun blikket fra det minutiøse arbejde lige tids nok til at se hvordan manden slog blikket ned for Sjakalen, og satte sin fart op for at tilbage lægge størst mulig afstand til daggert og dens ejermand. Tavst stod hun lidt og kiggede hun efter manden, før hun fulgte stridsmand og hest til nærmeste rolige passage.
"Det er anden gang du kommer med den trussel og tænk en gang, jeg har stadig begge hænder." Mælede hun med himmelvendte øjne, med et efterfølgende 'hvor imbecil tror du jeg er?'-blik sendt hans vej. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at skade hingst. hun ønskede lige så lidt at skade klingen som hestens hov, så efter at have tjekket kniven var bundet ordenligt ind trådte hun hen til det store dyr.
Lagde hånden mod halsen og stillede sig tæt som støtte, da hånden bevægede sig den over den glatte pels, ned over skulderen og ben, hvor hun med hånden nær koden klikkede et par gange med tungen. Med hoven løftet blev kilden til haltheden hurtig synlig.
Efter en forsigtig lirke, med gentagnende tjek af stoffet stadig var intakt, lykkes det at få stenen løs uden at skære sålen eller stråle op. Antydningen af triumf gnistrede i hendes blik, da hun rettede sig op og mere henvendt til hesten end ham ytrede "Det var så lidt." Mens hun strøg hånden over den brune hals et par gange. Opmærksomheden blev vendt til soldaten "Det lader til jeg kan gå endnu en dag med begge hænder i behold," Den ene hånd blev rakt frem med håndfladen vendt op ad "Mit tørklæde.".

[Emir Schafari]

Kvindens lidt rapkæftede svar ændrede ikke noget i Emirs blik, der stadig var uvenligt og mørkt.
”Du må have gjort det rigtige, når truslen kun forblev en trussel,” konkluderede han roligt, inden han flyttede blikket til hesten, hvis hoved han lod hvile mod sit bryst for at berolige den. Så snart hun var ved at bukke sig ned med hånden mod hestens ben, så han dog på hende igen, opmærksom på, hvad hun lavede. Om hun vidste, hvad hun gjorde. Det virkede sådan, som hun fik Zilu til at løfte benet – han var godt opdraget, så det var ikke så svært – og hun ganske forsigtigt begyndte at lirke den store sten ud fra dets fastlåste sted ved strålen. Emir hviskede beroligende til hesten på nidarisk, og Zilu lukkede øjnene en smule, afslappet, dog med ørerne opmærksomt lagt ned i hendes retning. Det gav dog et svagt ryk i ham, da stenen endeligt slap og faldt til jorden.

Emir svarede ikke på det, der var henvendt til hesten, der dog heller ikke virkede til at reagere på hendes ord, som den stadig stod med panden mod Emir. Hans blik hvilede dog stadig på hende, mindre uvenligt, men lige så lukket. Han var ikke en mand, der sendte folk venlige og varme blikke, slet ikke nogen som hende. Hun havde nok hjulpet, men hun var stadig ikke en kvinde, Emir ville give nogen form for positiv tanke. Ud over at han anerkendte, at hun havde hjulpet hans hest.
”Det ser sådan ud,” svarede han med flad stemme, inden han rakte de sørgelige rester af et tørklæde mod hende.

Trods sin milde aversion imod hende, vidste han dog, at han skyldte hende noget. Hans moralske kompas var stærkt, og hun havde hjulpet ham, derfor skyldte han hende nu en tjeneste, om han ville det eller ej. Med svag utilfredshed lod han blikket glide ned over hende, inden han mødte hendes blik igen.
”Jeg tænker, at jeg skylder dig et nyt tørklæde,” kom det endeligt fra ham. Han havde sagt, at hun ikke ville få penge, men et tørklæde burde han da kunne give hende. Det var ikke fordi, at han manglede penge, Flavia gav ham en god løn, og han købte sjældent andet end det, han behøvede. Dog ville han nok bare være nødsaget til at give hende de mønter, et tørklæde omtrent kostede. Et surt bær, han måtte sluge. Noget, der ikke var så ukendt for ham, i hans tjeneste under Flavia.
At han stadig mest havde lyst til at give kvinden en flad, inden han gik videre, var en anden ting. Hun virkede til at trække i alle de rigtige snore i forhold til hans temperament.

[Melantha Altın]

Med en kæmpe portion god vilje, så var det lige før at det kunne argumenteres at han så så venlig ud. Så venlig som det var nu muligt for en mand, der mest at alt lignede en der have en skive citrus permanent plantet i munden. Spørgsmålet om det overhovedet var muligt for ham at smile slikkede mod indersiden af den solkyssede pande, men blev hurtigt skubbet i baggrunden, efter konklusionen landede på et skrå sikkert nej. En skam, han ville ellers være ganske nydelig hvis han ikke havde travlt med nærmest at skulede ud under de sorte bryn.

Hun tog imod tørklædet og strejfede uoverlagt hans fingrespidser med sine egne i processen. Et vrissent tak havde været forventet, nu hvor betaling var taget af bordet inden hun havde gjort sig behjælpelig. Et splitsekund virkede det ikke som om han havde tænk sig at være så generøs, da han pludselig tilbød noget endnu bedre. Overrasket kravlede begge øjenbryn nærmere det tilbage flettede hår. Et tørklæde.
Blikket sænkede sig til det hun holdt mellem hænderne. Vævningen var efterhånden ved at være tyndslidt, kanterne flossede enkelte steder og nu også med et væsentlig stykke der manglede og ikke kunne på sys. Stof strimlen om kniven synede måske intakt, men hun vidste på forhånd at de inderste omkring viklinger havde tabt kampen mod det skarpe æg, inden det overhovedet var blevet viklet ud.

Så, så tilbage på det skæggede mande ansigt "Okay, jeg kan godt acceptere et nyt tørklæde som tak." Svarede hun, og nikkede svagt. Når nu han tilbød så havde hun ikke tænkt sig at afslå en mulighed for selv at spare pengene på et nyt klæde. Melantha så tilbage på soldaten "Vil du forbi stalden først med...?" Spurgte hun, fiskede efter hingstens navn.

[Emir Schafari]

Det var ikke svært for Emir at se, at hun blev overrasket ved hans tilbud. Måske ikke så sært, når han havde været så afvisende under hele deres interaktion. En tanke, der ikke slog nogen skår i ham, som han følte sig berettiget til sin opførsel.
Han lod hende tænke over tilbuddet, selv han kunne i hvert fald se, at hendes gamle tørklæde ikke var meget ved mere. Det havde det vist heller ikke været før kniven havde flænset det.

Han nikkede til hendes accept, og skulle til at række ned efter sin pung, da hun spurgte, om han ville af med hesten først. Han stoppede midt i sin bevægelse og sendte hende et blik, inden han så på hingsten, der stod afslappet op af ham.
”Zilu,” svarede han først, hvilket fik hesten til at dreje det ene øre i reaktion på, at dens navn blev sagt. Emir tøvede kort, inden han sænkede hovedet igen i et tavst ja.
”Min frue har hus i teaterkvarteret, han står i den tilhørende stald.” Uden at sige mere, trådte han væk fra hesten, der sukkede over at skulle sættes i gang igen. Der var plads nok i smøgen til at vende, og han trak hingsten ud på den travle gade igen, med et skævt blik over skulderen for at se, om kvinden fulgte med.

Lige meget om hun gjorde eller ej, ledte Emir hesten af sted ned ad den store gade, inden han drejede ind af den, der ledte mod paladset. Og der drejede han af ind i teaterkvarteret. Tæt ved paladsets mur, lå et stort bypalæ, tydeligvis ejet af nogen af betydning. Det var som sådan ikke Emirs frue, Flavia, der ejede huset, det var hendes mand, kongens fætter Richarde af Gustabis. En mand der for kort tid siden var kommet fra Gustabis til Levagny og havde sat huset, og især Emirs frue, på den anden ende.
”Vent her,” bød han ved porten, inden han trak hesten ind i gården og hen til stalden. Lyden af hove på stenene fik en stalddreng til at dukke op. Normalt tog Emir sig selv af Zilu, men denne gang afleverede han ham til drengen og vendte om for at gå ud til porten igen.
”Jeg tænker, at du ved, hvilken bod på markedet, vi skal til.” Han så afventende på hende. Nu var hun formentligt fornuftig nok til ikke at sigte efter de dyreste silkestoffer. Han agtede ikke at købe noget, der var dyrere end det, hun havde skåret i stykker.

[Melantha Altın]

Den afbrudte bevægelse og det efterfølgende blik, fik mundvigende til at sitre. Så han havde troet at han kunne stikke hende en mindre håndfuld mønter i hånden, og lade deres veje skilles derefter? Her havde hun lige været lige ved at tro han var en mand med ordentlig ære, når han da ikke havde for travlt med at holde unge kvinder fastlåst i sit jerngreb, og truede med at tage flere centimeter af dem.
Det lykkes Melantha at undertrykke det flabede smil, der havde truet med at trække ind over hendes ansigt. Han ville næppe tage godt i mod sådan en grimasse og hun kunne virkelig godt bruge et nyt tørklæde. "Zilu." Gentog hun lavmælt, smagte næsten på hingstens navn inden hun tavst vurderede det ikke helt tosset. Nysgerrigheden for om det have en betydning meldte sig, men blev hold tilbage i det han forklarede hvor hesten stod opstaldet. Blikket tog et hurtigt dyk ned over hans skikkelse ved benævnelsen af en frue. Naturligvis var han tilknyttet et hus, det overraskede hende som sådan ikke, men hun vidste selvfølgelig heller ikke hvordan han var knyttet til sin frue.
Hun trådte til siden, gav ham den plads han skulle bruge til at vende Zilu, hvorefter hun fulgte ham mod teaterkvarteret og det store bypalæ.

Det hørte til sjældenhederne at hun bevægede sig i denne del af hjertebyen, når altså solen var hævet på himlen blå. Var alt for bevidst om hvor meget hun skilte sig ud her, hvor genkendelig hun var og ønskede ikke at kunne genkendes under et indbrud som den mørke blomst der havde bevandret det finere kvarter dage eller få timer forinden. Hun gik derfor med blikket skiftende mellem husenes forskellige detaljer. Gåturen var gået i stilhed, der på ingen måde virkede anmassende eller føltes særligt akavet. Om ikke andet var det hvad der gjorde sig gældende for Melantha, selvom hun have sine tvivl på at der var plads til sådanne følelser i stenmandens muskuløse korpus.
Armene krydsede sig foran hende ved påbuddet om at blive på den anden side af porten "Ja, ja jeg skal nok vente her ude." Forsikrede hun, men sendte ham et strengt blik inden han forsvandt ind i gården. Et af de blikke der lovede ham at det kun gjorde sg gældende så længe han kom ud igen.
"Selvfølgelig, hvilken kvinde ville jeg ellers være?" Med de ord drejede hun en halv omkring sig selv, forventede at han ville følge trop gennem snoede gader, med kursen sat imod markedspladsen. "Betyder Zuli noget særligt? Du er fra Edriye ikke sandt?" Hun havde ikke genkendt den tunge han havde talt med, men hun vurderede ham heller ikke mørk nok til at måtte være fra der fra. 

[Emir Schafari]

Emir havde nær bidt sig i tungen, for ikke at komme med et spidst svar, som den mørke kvinde spurgte, hvilken kvinde hun ville være, hvis hun ikke vidste, hvor man kunne købe et ordentligt tørklæde. Han havde ikke høje tanker om hendes kvindelighed, hvilket kun var halvt bygget på, at hun rendte rundt i mandeklæder. Hendes opførsel var den anden del. Emir regnede ikke med, at han nogensinde ville lære at forstå kvinder i denne del af verden. Grove i munden og uden fokus på, hvad der var passende og deres ægtemænd. Nej, det var bedre bare at være tavs.

Han gik af sted ved hendes side – havde det været en fra familien, havde han fundet sin plads nogle skridt bag dem, men hun var ikke engang adelig, hun var en tyvetøs, og derfor kunne de følges.
Hendes spørgsmål om hestens navn og hans oprindelse, fik ham kort til at skæve mod hende, inden han rettede blikket fremad igen.
”Zilu betyder nat,” svarede han først. ”Jeg har boet i Gustabis i de sidste mange år, men oprindeligt er jeg fra Nidar, et land syd for Edrye.” Han forventede ikke, at hun kendte det, Falanie og Nidar havde aldrig haft meget med hinanden at gøre. Al handel mellem de to lande foregik igennem Edrye, og hvis man så bort fra lidt pirater, der kom for langt hjemmefra, var det sjældent, at folkene fra de to lande mødtes. Han var selvfølgelig ikke helt klar over, hvordan det var længere, siden Nidar havde skiftet lederskab siden hans onkel, den gamle konge, og resten af familien blev myrdet af oprørerne.

Han kastede et blik på hendes mørke hudfarve, der alligevel virkede til at være en anden kulør end den, man typisk så i Edrye.
”Jeg forstår, at du ikke kommer fra Edrye heller?” Det var ikke fordi, at Emir ikke havde en vis interesse for geografi og den slags, han var en mand, der elskede at få ny viden, men der var kun så meget man kunne lære, når man brugte det meste af tiden på at tjene. Det var ikke fordi, at han havde mulighed for at opsøge lærde, der kunne give ham et bedre indblik i denne mere nordlige verden og deres naboer. Og han var ikke sikker på, hvor en som hende kunne komme fra. Manglen på viden irriterede ham, hvilket var grunden til at han spurgte.