For folket!

[Matthieu af Grinayles]

Peronelle af Bonville
Formiddag foran Paladset.

---

Den brune hest skabte sig lidt under ham, som han holdt den an, da de sidste soldater rundede op bag ham. Han kastede blikket over skulderen og gav den frihed til at bevæge sig med siden til dem. "Hvor er magus'en?" Krævede han at vide, som hans blik flakkede lidt blandt den lille flok af mennesker og heste der var samlet. 

[Peronelle af Bonville]

Perrie var kommet med på en kortvarig mission i lenet Rouvry, der døjede med kæmpeedderkopper i deres skove, hvor end de bæster kom fra. Hun havde ikke krigsmagi, men hun var i tæt kontakt med jorden og hendes og magussens opgave ville blive at få jordens hjælp til at udrydde problemet og hele den efterfølgende.

Læremesteren var optaget, men hun hørte ridderens spørgsmål og trådte selv frem. "Magus Nahuel er ved at tale med en af landsbyens beboere," svarede hun. "Han vil være her om et øjeblik."

[Matthieu af Grinayles]

Matthieus blik vandrede fra den brede skare, til en lille kvinde med viltert, rødt hår som trådte frem blandt dem. Han genkendte hende som Magusens protegé. Han rynkede dernæst lidt på brynene, tydeligt utilfreds med Magusens primadonna nykker. "Vil De være venlig at hente Deres Mester. Vi er i et tidspres." Spurgte han, dog med snerten af et bestemt tonefald.

[Peronelle af Bonville]

Perrie mærkede straks en modvilje mod ridderen og hun rankede sig lidt. Det var typisk adelsfolk at mene at ingen andre kunne have en grund til at gøre som de gjorde. Nu bed hun lidt sammen.

"Han er ved at få vigtige oplysninger, der kan bruges, når vi lige om lidt står ude i skoven, men som jeg netop forsikrede Dem, så kommer han om et øjeblik," svarede hun, hendes blik stædigt låst i hans.

Hun fik også ret. Der gik ikke mere end et halvt minut, før mesteren kom småløbende og svang sig op i sadlen på sin hest. Perrie gjorde det samme og vrængede en anelse af ridderen, imens hun var sikker på at han ikke så det.

Langt senere stod de med en fuldført mission, men Perrie havde også brugt alle sine kræfter og sad og stirrede ind i en knitrende ild på et lejrbål med den eneste ledige plads ved siden af sig.

[Matthieu af Grinayles]

Fugen mellem brynene blev lidt dybere, da den rødhåredes svar matchede den modvillige attitude. Hrmpf! Magikere... de havde primadonna nykker. Matthieu sagde intet, men vendte blot hesten om og skridtede bort.

Turen mod målet var dog skredet frem med bedre humør. Kampen mod kæmpe edderkopperne havde dog ikke været nem, trods sejren var deres. Magikerene var uskadt... selvfølgelig... men flere af soldaterne var blevet tildelt skader i nærkontakten med krybene. Selv havde Mattieu et ømt håndled, fra at blive væltet omkuld af lange behårede ben, samt en mindre flænge over kæbebenet fra selvsamme fald, da en skarpere sten befandt sig under ham da det skete. En enkelt blev bidt og sover tungt i en opiumrus, som er det eneste smertestillende de kunne gives ham. Magusens opmærksomhed hviler på ham, som ham trak vejret roligt.
Matthieu var færdig for dagen. Træt om man ville, men i godt humør sammen med resten af soldaterne, over den vellykkede mission. Pjattende kommenterede de til Matthieu over hans sølle skramme, da han vandrede gennem den lille camp med en laset klud i hånden, som han havde dyppet i brændevin. Han grinte lidt med på den og daskede til en soldat med støvlen som han gik forbi, da vedkommende kom med en frisk bemærkning. Han dumpede dernæst ned foran et bål, ved den eneste ledige plads han kunne se, uden rigtigt at registrere hvem der sad der i forvejen. Det var først da hun rørte lidt på sig, at hans blik automatisk søgte at se hvem det var. "Tiro." hilste han lidt uinteresseret, men ikke uvenligt eller arrogant, inden han blot rettede blikket mod bålet foran sig igen og skar lidt grimasse da han duppede flængende med klædet.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var uskadt udenpå, men manken strittede og indeni var hun bundtræt. Ikke nok, dog, til at overse den irriterende ridder eller hans flænge, da han satte sig og blev ved med at duppe den, som om han bare drømte om at der gik infektion i såret. Hun hævede et bryn.

"Ridder," hilste hun. Hun nægtede at sige 'herre'. Han var dælme ikke hendes overordnede, selvom hun måtte give ham, at han havde holdt hovedet koldt og styret slagets gang.

"Har noget set på den flænge?" Hun nikkede let mod hans kind. Nogen burde. Irriterende at hun var nogen, men selvom hun ikke var helbreder, så kunne enhver studerende på universitetet klare sådan en skramme.

[Matthieu af Grinayles]

Blikket faldt tilbage på den krølhårede med et let hævet bryn, ved hendes tiltale af ham. Den havde han ikke hørt før. Matthieu betragtede hende for en kort stund, da han faktisk ikke anede om han gad påtale det eller ej. Den lille Tiro havde en tvær attitude, som sikkert ikke blev bedre af at han strittede med påfuglefjerene.
Han nøjes med at fnyse let og ville egentligt nok bare have vendt tilbage til at betragte bålets flammer, hvis ikke hendes ord atter lød. Han skar en grimasse og gjorde et let træk på den ene skulder. "Hvis De med 'nogen' mener noget andet end en klam klud i brændevin, så nej." Svarede han i en mere munter tone, da han nok godt var bevidst om at den klud han havde revet af til formålet nok ikke var den reneste, og en brændevin han havde duppet den i, nok heller ikke havde set sig fri støv og sandkorn... man blev beskidt efter sådan en mission, sådan var det bare.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde ønsket, at han sagde ja, men hun vidste godt at det ikke var tilfældet. Pligten kaldte, selvom hun var træt og havde brugt meget af sin gave. Hun så bebrejdende på ham, løftede hånden og lukkede den om hans håndled, for at stoppe den infernalske duppen med den beskidte klud.

"Der går betændelse i den," konstaterede hun, tog kluden fra ham og smed den ind i flammerne. "Blev siddende her. Jeg kommer tilbage om et øjeblik og tager mig af dig."

Hun rejste sig og indså først ordlyden og dus-formen på vej hen til sygeteltet. Det brændte en stund i hendes kinder, men heldigvis havde hun samlet sig og var bare grundirriteret igen, da hun kom tilbage med en ren bandage, ordentligt alkohol og en ren klud, som hun vædede, før hun trykkede den mod hans sår, så det uden tvivl sved. Hun lignede dog ikke en man skulle diskutere med. "Hold den på uden at få beskidte fingre i flængen," beordrede hun.

Så løftede hun sin egen hånd og lagde den over hans. Hendes gave sitrede lidt, før den strømmede fra hende og ind i såret. Hun rynkede panden dybt og fokusererede. Da gavens farve forsvandt, var hun et øjeblik ved at svaje faretruende forover, men hun fik lige nøjagtig rettet sig op, udmattet. "Fjern hånden," beordrede hun. Så bandt hun hans hoved ind med bandagen, satte den stramt fast og fæstnede den med en enkelt nål. Hun lignede en, der var segnefærdig. "Kluden kan du kaste i ilden," konstaterede hun.

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu så bare uskyldigt på hende, på en halv kæk, smådrenget måde, da hendes bebrejdende blik faldt på ham. Hans udtryk ændrede sig dog til et mere undrende et, som han med blikket, fulgte hendes bevægelser til han til sidst kunne mærke hendes greb om hans håndled. Matthieu anede ikke hvordan han skulle reagere. Det var ikke ligefrem almindelig komtesse adfærd, Tiro eller ej, at være så.. synftig. Og da slet ikke for åben skue.
Lidt perpleks betragtede han hende blot, som hun vred kluden ud af hans hånd og herpede den på bålet. Matthieus blik fulgte den til flammerne greb alkoholen og spruttede i reaktion. Hendes ord bragte dog hans fokus tilbage på hende og han hævede let et bryn af disse, idet han ihærdigt forsøgte at skjule et smil, som han trods af sine anstrengelser ikke kunne undgå at lade sig vise lidt af. Han forstod hvad hun mente, men kunne ikke undgå at høre det i en anderledes kontekst - men han var bare for godt opdraget til at være et røvhul omkring det, hvorfor han blot adlød den kommandante Tiro med et: "Javel."... dus formen havde hans hjerne først nået at bearbejde da hun havde forladt sin plads og var gået mod sygeteltet. Han burde være fornærmet, men det var han ikke. Istedet kastede han et blik over skulderen, for at se lidt efter hende, inden han vendte det tilbage.

Den lille magiker virker ikke mindre irriteret da hun kom tilbage, tværtimod var Matthieu sikker på at hun nød at torturere ham, da hun beslutsomt trykkede en ren klud med alkohol på imod hans stakkels flænge. Matthieu bandede og greb om hendes håndled i reaktion, nok mest for at kunne skubbe den væk. Men hun var stærk, den krølhårede, og hendes determinerede blik, fik Matthieu til at slippe hende igen og istedet bare overgive sig til den svidende behandling. Han gjorde som hun anviste og holdt påpasseligt på kluden, idet hun lagde sin hånd over på hans. Han tog sig selv i at betragte hende lidt, som hendes udtryk ændrede sig og farven fra hendes Gave kom og sidenhen fortog sig. Magi var noget underligt noget, som Matthieu havde skubbet sådan lidt til siden som værende uinteressant, men måske skulle det vise sig at han fik en øjenåbner denne dag.
Den unge ridder skulle til at sige noget, tak, om ikke andet, men den unge kvinde foran ham begyndte at svaje udmattet, til en grad hvor Matthieu troede at hun ville falde. Han handlede derfor hurtigt og greb hendes skuldre for at støtte hende, "Tiro?!" - "Er du okay?" Lød det bekymret, men hans bekymring var unødvendigt. For i samme nu, rettede hun sig op og beordrede hans hænder væk. Matthieu slap hende omgående, som havde han rørt ved en giftig plante og holdt begge hænder let op for ligesom at understrege at han havde sluppet hende. Han ønskede trods alt ikke at give hende et indtryk af at han forgreb sig.
Han lod sig efterfølgende blot behandle. Hun så træt ud efter dette. Udmattet. "De burde få noget søvn." Kommenterede han, som han så lidt mod hende. En anelse mere formelt igen. Ilden oplyste hendes trætte ansigt og Matthieu var sikker på at hvis hun ikke snart fik lidt søvn, så ville hun besvime. "Vi rejser tidligt i morgen."

[Peronelle af Bonville]

Perrie var absolut ingen helbreder og det tærede derfor også mere på hende at bruge sin gave sådan, anderledes end guderne havde tiltænkt det. Hun følte sig træt og argumenterede ikke imod, at hun burde sove. Hun blinkede langsomt og tog en dyb indånding, der blev til et gab.

"Mithras," mumlede hun, før hun tog resterne af bandage og flasken med stærk alkohol og kom lidt svajende op at stå.

"De bør også," formanede hun. "Man bliver træt af at blive helbredt." Hun gabte igen og begyndte at gå let usikkert mod sit telt.

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu fulgte hende med blikket, som hun rejste sig på svajende vis. Hendes ord fik ham til at kaste et sidevers blik ud mod to øvrige bål hvor de resterende soldater sad rundt om og debatterede dagens begivenhed. Matthieu følte en trang til at deltage. Det var lidt kutyme, sådan havde det ihvertfald altid været for ham, uanset om det var ens egne mænd eller ej. Det bragte god stemning og samarbejde. Men Tiro'ens ord lød som en helbreders ordination - desuden, så kunne han heller ikke lade hende stavre afsted på den måde. Så uden egentligt at kommentere på det, så rejste han sig og indhentede hende med et par skridt, hvorefter han eskortede hende mod hendes telt.. Det høstede ham et par lave fløjt fra to af soldaterne, som Matthieu mest af alt betragtede som kammerater. Han sparkede en småsten i panden på den ene i respons, som en kammeratlig 'hold din kæft'. En lav latter lød efterfølgende bag ham, som han vendte opmærksomheden tilbage mod den lille magiker. "Hvor længe tror De jeg bør gå med den her?" Spurgte han så, og gestikulerede til den bandage hun havde viklet om hans hoved. ".. Jeg er sikker på det bare er et spørgsmål om tid før Don Quijote og Sancho Pacha derhenne får den ide, at kalde det for et hovedlin." Kommenterede han med morskab i stemmen, da han nok faktisk godt kunne se det skægge i det selv, selvom han ikke just ønskede at få sin maskulinitet nedgjort mere end højst nødvendigt af de to høveder.

[Peronelle af Bonville]

Perrie sagde ikke noget til at ridderen fulgte med. Hun gabte ned i sin håndflade og så først op på ham, da han talte. Så trak hun på skuldrene og himlede med øjnene.

"Halvdelen har noget lignende på hovedet og den anden halvdel har deres kyse under hatten, Ridder Grinayles," pointerede hun. "Hvis De virkelig er så bange for at blive forvekslet med en kvinde, så må De jo fjerne bandagen igen og lade mit arbejde være komplet spildt."

[Matthieu af Grinayles]

Det var et noget fladt udtryk er lagde sig i Ridderens ansigt efter hendes ord. "Bevares." Brummede han og vendte blikket bort fra hende. Tsk! Tydeligvis manglede Tiro'en humor. Det gad Matthieu ikke bruge mere krudt på. Han havde været galant nok for i aften. Han stoppede foran et telt, da hun gjorde gestus til at dette var hendes stop. Matthieu gjorde et halvhjertet buk, der kun lige var akkurat høfligt nok til at det ikke kunne påtales. "Tiro." Mumlede han til afsked.

/out?