Spidse genstande

[Evelune Gadebarn]

Cattral fra Wufrurg

“Dryppe, dryppe, dryp..mh mh mh mmmh” nynnede den hvidhårede gadepige for sig selv, mens hun brugte en skarp sten til at høvle en halvlang pind spidsere. Pinden lå på jorden, mens hun skrabede pinden hen over den skarpe side. Lystigt nynnede den lille pige videre på sin lille hjemmelavede sang. Omkring hende havde mørket for længst lagt sig over omgivelserne i den lille gyde et sted i slummet. Hvor hun var, var ikke vigtigt for Evelune, det, der var vigtigt, var om pinden blev spids nok.

Pinden blev strakt op foran hendes øjne, hvor hun betragtede den nøje inden hun prikkede spidsen med undersiden af armen. Ikke spids nok. Pinden blev fortsat sat ned til pinden, hvor hun igen filede løs. Måske hun skulle finde nogen at afprøve den på.

[Cattral fra Wufrurg]

Det var altid med skuldrene oppe omkring ørerne og med et bistert udtryk at Cattral gik gennem slummen. Og kun den del hun kendte! Selvom den var blevet lidt større efter at godt rundt med Steva Pudser. Men ingen normal person var fan af at være ude efter mørkets frembrud, lige meget hvad.
Cattral stoppede brat op, da hun fik øje på hvad der lignede en kvinde, der stadig var på arbejde. Hendes første tanke var at det var en fælde. At kvinden havde venner der lå på lur. For hvem ville ellers være ude så sent. Cattral lod blikket flyve omgivelserne omkring dem og længere frem. Ethver paranoid nakkehår have rejst sig, uden at hun kunne identificere en fare. Men det der var for unormalt til ikke at reagere, selv hvis det ikke var noget!

[Evelune Gadebarn]

Endnu en gang prikke den tynde finger på den spidse kant for at tjekke om den var god nok. Stadig intet blod, skuffende. Med tungespidsen ude af mundvigen som et koncentreret barn, gav hun sig til at hakke træ af med en halvsløv sten. Opslugt af sit arbejde med pinden opdagede hun ikke, at hun ikke længere var alene i sin ‘egen baghave’. Alt var hendes hjem her i gyderne, da hun boede på gaden uden et tag over hovedet. Egentlig var den hvidhårede pige ganske godt tilfreds med det, trods kulden. Her var fyldt med rotter og mus, hvilket var hendes yndlingssamtalepartnere.

“Og et snit, to snit, krads krads krads” sang hun videre, stadig mere interesseret i at gøre pinden spids, end at en kvinde nærmere sig. Evelune havde nu hørt skridtene, men mærkede ingen angst over situationen. I stedet vendte hun de store rødlige øjne op mod den fremmede og spurgte. “Har du en kniv?” det ville i hvert fald hjælpe på pinden.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattrals bevægelser var blevet langsomme og påpasselig. Dette var for bizart, selv for hende. Hendes plan var ligetil. Hun ville ikke blandes ind i hvad der end foregik. Hun ville gå en bue udenom og skynde sig væk.
Cattral stoppede op, da pigen spurgte. Var det en trussel? Det virkede ikke sådan. Men hvem spurgte om sådan noget?
Pigens unge alder kom bag på hende. Cattral ville have gættet på at pigen enten var for ung til at forstå den potentielle fare eller for gammel til at tage sig af den.
"Ja. Jeg har en kniv." Svarede hun uden at trække vejret og langsomt rakte hun ud efter den. At mærke hånden lukke sig om skaftet beroligende hende og fik hende til at føle hun havde kontrol over situationen. Hun så dog intet behov for at trække kniven, så hun lod den blive hvor den hørte til.

[Evelune Gadebarn]

Med et glimt af oprigtighed rakte Evelune hånden frem for at låne kniven. “Jeg skal bruge den til at snitte min pind” hun spurgte ikke engang om lov, mest fordi hun ikke vidste, at det var noget man gjorde. Hun tog det bare som en naturlig del, at man lånte sin kniv ud, når noget skulle snittes. Hendes egen kniv var alt for rusten til dette formål og hendes højeste ønske var at få pinden spids, spids, spids. Stikke-spids.

Hårdt tappede hun håndfladen mod den ikke spidse nok spids, for at bevise hvad hun skulle bruge kniven til. “Se, den er ikke spids. Den skal være spids” påpegede hun med et glimt af naivitet i de blege øjne. Hvorfor den skulle være spids, var ikke vigtig. Hun kunne bare godt lide spidse ting. Ligesom nålene i hendes kjolelomme. Faktisk var lommen var et hul, hvor nålene sad fast i. Pinden var holdt frem imod kvinde, så hun selv kunne se, hvor indlysende flad den var.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral stirrede på pigen. Hun burde ikke ikke blande sig. Ikke være bekymret for pigens sikkerhed. Hun burde kun tænke på dig selv! Måske var hun blevet blød med årene? Måske fordi pigen lod til at være på alder med hendes eget barn.
'Det er sådan situationer der får dig slået ihjel' skældte Cattral sig selv ud i tankerne.
"Hvorfor skal den være spids?" Cattral gik forsigtigt et par skridt hen til pigen. Hun ville ikke skræmme hende. Cattral gættede på at hun måtte have en hjerne som et lille barn og ikke som en næsten voksen.
"Pas på du ikke skærer dig." Det var der vist ikke den store chance for, men der kunne jo være en splint.

[Evelune Gadebarn]

Den hvidhårede, blege pige så op på den fremmede med store blåviolette øjne. Det var da et besynderligt spørgsmål. Hvorfor gør man normalt ting spidse? Måske hun ikke var helt vågen, sådan kunne Evelune godt have det selv. Hvis søvnen ikke var helt ude af øjnene kunne man godt blive lidt forvirret. Derfor vidste hun også, at man skulle være venlig overfor folk, der havde det sådan. Hun blev i hvert fald selv sur, når andre ikke behandlede hende pænt, når hun var forvirret. De smalle pigelæber smilede pænt, mens hun plirrede med øjnene.

“Fordi spidse ting kan prikke hul på huden. Hvis ikke de er spidse prikker de bare lidt også skal der virkelig mange kræfter til” og stærk var hun ikke rigtigt. Hun var hurtigt dog. “Og jeg kan godt lide spidse ting” blikket vendte fra pinden til kvinden igen. “Måtte jeg låne den, nu jeg spørger pænt?” hun var af den overbevisning at man burde låne aldrig alt, når man bad pænt.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral anede slet ikke hvad hun skulle sige til det. Det var jo meget logisk, på en meget foruroligende måde.
"Øh ja...? Nej!" Spørgsmålet gik op for hende. "Du må ikke låne min kniv." Cattral havde en svag idé om at hun aldrig ville se den kniv igen. Og pigen gav hende kuldegysninger på en uforklarlig måde. Det var noget der ikke stemte overens. Hun var næsten for sød... Og ildevarslende.
"Burde du ikke være hjemme nu?" En stemme i baghovedet fortalte Cattral at pigen var hjemløs, men hvem vidste?

[Evelune Gadebarn]

De hvide, næsten gennemsigtige bryn trak sig sammen på midten, da kvinden skiftede til et stort nej. “Men den ville gå så meget hurtigere?” sagde hun som en talende hund, der lige har fået af vide, den ikke måtte spise et kødben. De næsten violette øjne, så ned på pinden med en skuffet mine. Så måtte hun jo finde en skarp sten et sted. “Jeg giver den tilbage igen” lovede hun og hun holdt hvad hun lovede, for hvis man ikke gjorde det, så ville man være uretfærdig og det var hun absolut ikke.

“Jeg er hjemme” påpegede hun som om der intet forkert var i det. Gaden var hendes hjem. Egentlig var det okay, for hun kunne ikke huske hvordan det var at bo i et hus.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral kunne ikke lader vær med at rulle med øjnene.
"Stadig nej. Få din egen."
Selvfølgelig var det et hjemløs pige hun var stødt på. Det burde hun have kunne sagt sig selv. Var det virkelig så lang tid siden, hun selv havde stået uden tag over hovedet, at hun ikke længere kunne genkende en? Cattral foldede armene under brystet.
"Sjovt..." mumlede hun og stirrede hårdt på pigen. "Hvor sover du? For du burde overveje at gå derhen nu." Hun lød bestemt. "Med mindre du er på udkig efter ballade selvfølgelig..."

[Evelune Gadebarn]

De næsten lilla øjne så kvindens himlen med sine og Evelunes overlæbe rynkede sig. Det føltes som om hun havde set den bevægelse før, men hun kunne ikke huske, hvad det betød. Der var meget, som andre gjorde, som Evelune havde svært ved at forstå. Aldrig ahvde der været nogen, der havde lært hende at læse andre mennesker. Til gengæld vidste hun præcis, hvad der var rigtigt og hvad, der var forkert. Stadig var hun dog utilfreds over, at hun ikke måtte låne kvindens kniv. “Jeg har ingen penge” surmulede hun. Knive var dyre og hendes egen var slap og rusten. “Jeg har en kniv. Den dur ikke så godt” hun pillede det rustne stykke skrammel frem fra en lomme og viste kvinden den.

Pigen rynkede på de blege, næsten gennemsigtige bryn. “Hvorfor skal jeg det?” det forstod hun ikke. Hun levede mest om natten og var absolut ikke bange for noget som helst. Det var som om, der var visse følelse som den lille gadeunge ikke ejede. Ikke at hun forstod hvad følelser var for noget. “Jeg opfører mig ordentligt. De der laver ballade skal straffes”