Jeg har slet ikke ord...!

[Josephine af Aren]

Arens byhus
Eftermiddag
Thybaudin af Aren

---

Det var jo heldigt at Josephine af Arens magiske talenter var svage og indskrænkede til kommunikation, for ellers havde Arens byhus formegenligt stået i flammer på nuværende tidspunkt. Komtessens værste mareridt var blevet realitet og var ovenikøbet sket bagom ryggen af hende. Handlet som træl, en avlshoppe.. en... en.. ugh! Hun havde slet ikke ord! Hadet til hendes fader var uopretteligt, irritationen over lillesøster Kaylein Af Aren 's begejstring stor og Josephine havde ganske bramfrit ladt hele huset - hvis ikke også naboerne vide, hvad hun egentlig lige synes om trolovelsen til Tómas af Sangy, hvorefter hun var stormet op på værelset, kylet kammerpigen ud, smækket døren og lå nu uhjælpeligt hulkende på sin seng med hovedet kvælende begravet i puder. 

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin vidste ikke hvorfor han havde valgt at besøge denne dag. Det var dumt, indså han så snart Josephine skabte sig og styrtede op af trappen. Han gik i gang med at forsikre sin mor om at han nok måtte tilbage til sin ridderherre snart, men så let slap han ikke. Han havde jo delt hus med slægten Sangy i fire år, pointerede hans mor, så han måtte kunne fortælle om at de var en god forbindelse og et fornuftigt match. Han måtte kunne berolige Josephine.

Han tvivlede på at det passede, men blev smidt for løvinden uanset. Uvilligt åbnede han døren til hendes værelse og trådte indenfor. Han lukkede igen og rømmede sig let.

[Josephine af Aren]

Ak ja, hvor tårene strømme ad de rødblussede kinder. Hun ville ikke... Hun ville bare ikke! Ikke at hun havde noget at klage over, overhovedet, hvis man skulle se det i praktisk perspektiv. Hun ville gifte sig over sin stand, bringe en fin alliance til familien og ikke være en byrde for dem mere. Desuden så var andensønnen ikke en gammel, svedende olding - men egentlig pæn og respektabel.. hvis altså bare den lille kontrære komtesse kunne se det. Men det kunne hun ikke. Det eneste hun så, var fængselsporten langsomt synke i foran hende. Alle hendes håb og drømme knust. Så hun græd, og hun græd.

Da døren gik op, gad hun i første omgang ikke engang at løfte hovedet for at se hvem der var så modig at tiltræde dragens hule i sådant et følsomt - og dog ynkeligt øjeblik i hendes liv. Såfremt det var den forkerte, ville der uden tvivl komme hårbørster, kamme og diverse let gribelige objekter, flyvende gennem kammeret. "Gå! Kaylein!" Skældte hun, da hun umiddelbart tænkte at det var lillesøsteren som havde vovet sig ind.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin hævede begge bryn let. Var hans stemme virkelig så lys? Han tog en dyb indånding og samlede styrke. Ved Mithras og Yphion, han gad ikke denne samtale på nogen måde. Hvorfor skulle han absolut have en ridder, der var storebror til hendes forlovede? Hvor kompliceret.

"Kaylein er her ikke," pointerede han lavmælt, men bestemt. "Og jeg ville gerne gå, Josephine, men jeg er blevet sendt herop for at tale dig til fornuft."

[Josephine af Aren]

Josephine havde end ikke lagt mærke til den rømmende stemme, forinden sit udbrud. Hun var alt for travlt optaget af sin egen gråd. Men da Thybaudins stemme så hørtes dernæst, stak hun ansigtet op fra puden og betragtede ham med våde øjne. "T-tale mig til fornuft?!" Lød den skingre stemme, der tydeligt indikerede at det var et ganske forkert ordvalg. "Jeg er blevet solgt som en overskydende træl, Thybaudin!" Beskyldte hun og satte sig ophidset op i sengen. "Som et.. et pund kød, der skal spises inden det forgår!" - "Hvilken fornuft er der at se i det?!"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin trådte et lille, halvt skridt tilbage over voldsomheden i lillesøsterens reaktion og rømmede sig en kende, før han rynkede panden.

"Hør nu her, Josephine," svarede han og stablede sig lidt op mentalt. "Sangy er en god familie, jeg har selv været Ridder Sangys væbner i fire år og jeg kender Nådigherren. Han er en god mand, en venlig mand. Du kunne have fået langt værre, søster."

[Josephine af Aren]

Josephines læber rimpede sig sammen, skønt hun tav ved broderens ord. De rødmossede, tårvædede kinder glinsede af de stadig faldende tårer. Hun foldede opponerende armene over kors. "Det handler ikke om ham.." Muggede hun stille, skønt Josephine ej heller tillagde ham forskønnende kvaliteter - han havde jo trods alt sagt ja til foreslaget? "Det handler om, at jeg ikke er blevet spurgt!" anklagede hun og satte sig yderligere op i sengen, som hun kunne lade benene og skørterne hænge udover sengekanten. "Hvor er min accept henne i alt det her? Hvor er interessen for min lykke henne?" Rasede hun og uden at holde pause mellem sine sætninger, sprang hun på benene og trampede et par skridt mod den arme broder, med en anklagende pegefinger rettet mod ham. "Det er faders skyld altsammen! Han vil bare af med mig!"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin blev stående stille og betragtede Josephine fare op og over gulvet uden at rykke sig ud af stedet. Han hævede begge bryn og tog en dyb indånding. Hun var hysterisk, han var derimod ganske rolig. En furie skulle beroliges.

"Du skaber selv din lykke," konstaterede han. "Og du vidste godt, at du ikke ville blive spurgt." Han rømmede sig. "Du ved godt hvordan det her fungerer, så hvis jeg var dig, ville jeg lytte til hvad jeg siger. Jeg kender ham. Han ér en god mand."

[Josephine af Aren]

"S-skaber selv min lykke?!" Gentog hun vredt. "Thybaudin! Ser du overhovedet hvor lidt lykke jeg kan skabe?!" - "Min lykke ligger ikke ved en eller anden Ridderherre - god mand eller ej!" Hun stampede i gulvet, så det gjorde helt ondt i de lange, slanke komtesseben. Så væltede tårene frem. Ulykkelig. Hun var så bund ulykkelig. "I forstår slet ikke, at det dræber mig..." Kommenterede hun nu blot opgivende, hulkende og vendte ham ryggen for at bare stå og græde med sig selv.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin forstod virkelig, helt ægte ikke, men han nærmede sig sin søster og vovede, modig væbnertype, at lægge en hånd på hendes skulder.

"Så forklar mig det," bad han lavmælt. "Du har ret, jeg forstår ikke. Så hjælp mig til at forstå, Josephine."

[Josephine af Aren]

Hun slog ikke hans hand væk, da han modigt nærmeste sig den sårede løvinde. Faktisk fandt hun den trøstende, selvom hun var så vred på Thybaudin – der jo i dette øjeblik, repræsenterede alle mænds konservative og gammeldags opfattelser af kønsroller, at hun aldrig ville sige det højt. Sådan stod hun blot og græd lidt, inden hulkeriet blev til en snøften, som hun førte tårer og snot væk fra ansigtet med hænderne. Hun kastede et ulykkeligt, sideverst blik mod ham. ”Jeg vil skabe mit eget liv.” Lød det lidt sølle. "Jeg vil ikke være bundet til en, som jeg ikke selv har valgt og så bruge resten af mit liv på at begræde dette. Hade ham." Hun rettede sig nu mere op. "Jeg vil vælge mit liv selv. Hvem jeg skal dele det med, hvor jeg skal bo, hvordan jeg skal tjene til føden."