Sådan charmerer man en gnavpot

[Roysia af Grinayles]

I paladsets festsal. Det er tidlig aften, og det festlige arrangement har højst været i gang en halv times tid.
Bernard af Monteres

Arrangementer som disse var så godt som blevet ren rutine for den unge komtesse. Jo, jo, ganske vist havde Roysia kun været en del af hoffet i to år, men det var to år med hyppige festligholdelser hele vintersæsonen igennem; vintersæsonen som reelt set var et afsluttet kapitel for nu, men det var blevet besluttet, at hende og forældrene fortsat ville opholde sig i Levagny i yderligere to uger.
Med ankomsten af april måned var det spæde forår endelig skudt i gang og med ry for at være tiden for blomstrende nyforelskelse – det hang jo nærmest i luften, fuglene kvidrede og de første blomsterskud havde allerede vist sig – mente lensbaronen og hans hustru, at det var det perfekte tidspunkt at finde deres datter en bejler. Koste hvad det ville, havde Roysia sågar overhørt hendes far sige, og dét havde øjeblikkeligt givet hende en knude i maven. Hun havde ikke lyst til at ende hos en sur, gnaven mand, der var over dobbelt så gammel som hende. Men hvad havde hun af valg? Ingen ville alligevel lytte til hende – og værre endnu, selv hvis de gjorde, ville hun blot få at vide, at sådan opførte en komtesse sig altså ikke. Så der var ikke andet at gøre end at bide det i sig og smile pænt. Altid huske at smile pænt.

I dagens anledning var Roysia blevet bedt om at iklæde sig en gulvlang, vinrød velourkjole, som sad tæt ind mod hofterne, men derfra faldt blødt ned om hendes ben i løse, bølgende folder. Kjolens ærmer var lange og blev bredere som de mundede ud og faldt derfor et godt stykke ned ad hendes arme, hver gang hun løftede en hånd for at stryge et enkelt, vildfarent hår bort fra panden. Det irriterede hende inderligt, men der var ikke tid til at rette på det nu. Håret sad, som det sad – i en umiddelbart simpel sammenfletning bagerst på hovedet, så det ungdommelige ansigt med den porcelænsglatte hud var fri for forstyrrelser. Jah, eller, næsten da. Hun måtte abstrahere fra det forræderiske hårstrå til bedste evne. Der var vigtigere ting på dagsordenen. Såsom at sælge sig selv til mulige bejlere. Suk.

Heldigvis var god karisma noget, komtessen fra Grinayles var velsignet med. Hun havde absolut intet problem med at tale med fremmede, hverken at være den som initierede samtalen eller den som blev opsøgt. Naturligvis ville det sidste være at foretrække. Det gik ikke, at hun trippede frem og tilbage mellem den ene og den anden. Det ville blot få hende til at fremstå desperat. Og med sådan et ry var man færdig. Det ville være det rene sociale selvmord. Nej, hun stod som regel og ventede pænt med et glas vin i hånden, og der gik sjældent længe, før selskabet kom helt af sig selv.
Roysia forstod sig på konversationens kunst. Hun vidste, at nøglen til at holde folk interesserede var at fodre i små bidder. Aldrig alt på én gang, men lige præcis nok til, at de ville vende hovedet efter hende, når deres veje skiltes. Sommetider var vage svar vejen frem, mens der andre gange skulle lidt mere direkte formuleringer til for at vedholde interessen. Det sidstnævnte fandt hun ofte var tilfældet med mange af de yngre mænd, hvorimod de ældre herrer typisk foretrak en noget mere sofistikeret samtale. Velformuleret og præcist, men ikke upersonligt. Hun kunne aldrig tale lige fra leveren, det vidste hun godt, men hun havde alligevel en evne til at få sin egen mening udtrykt, uden det nødvendigvis lød hårdt eller flabet. Mænd havde sådan nogle skrøbelige egoer, det var bedst ikke at stikke alt for meget til dem, havde hun lært. Men man skulle også passe på med at gå alt for meget efter bogen. Hvordan skulle de ellers adskille hende fra alle de andre komtesser?

Jah, et godt førstehåndsindtryk var mere end vigtigt. Det var altafgørende, specielt når ens far – der i øvrigt også var til stede denne aften, selvom han lod til at være forsvundet i mængden – var ved at gå ud af sit gode skind over en manglende bejler til sin datter. Hun gjorde ellers sit bedste – i hvert fald hvad der i hendes egen optik var det bedste. Roysia havde ikke tænkt sig at baske med øjenvipperne til alle og enhver, men det havde hendes forældre heldigvis forståelse for. Tjah, til en vis grad, og måske knap så meget hendes målbevidste far, der havde sendt hende over for at konversere med en langt ældre mand. Det gråsprængte hår og kragetæerne ved de grå øjne vidnede om, at han var ganske erfaren i livet. Men hans blik var... beskidt. Måden han betragtede den unge komtesse på, gav hende kuldegysninger, som hun måtte undertrykke. Hun brød sig ikke om det. Om ham. Alligevel blev hun stående, nydeligt rank med et uskyldigt smil om den rødlige mund, og lyttede til alt, han sagde, med stor – påtaget – interesse i de grønbrune øjne.
Men så spurgte manden, om hun ville med ud og trække noget luft. Dét ville hun ikke. Det var upassende tidligt at spørge om den slags, og hun følte sig på ingen måde tryg i hans selskab. Så mens hjulene kværnede løs i hovedet på hende, lod hun så diskret som muligt blikket flakke rundt omkring efter en potentiel distraktion. En udvej. Hvad som helst. Og så mødte hun helt tilfældigt et par bemærkelsesværdige, grønne øjne, tilhørende en mand, hun bestemt mente at have set på markedspladsen mere end én gang. Var han på vej her hen? Åh, ved guder, lad det dog være sådan, bad hun indvendigt og forsøgte at sende et sigende blik til ham, før øjnene atter blev fæstnet ved manden foran hende.
“Hav mig venligst undskyldt, Nådigherre Regnier, men ...”

[Bernard af Monteres]

Det var ikke fordi, at Bernard elskede de små arrangementer på paladset. Han havde andet at tage sig til end at tage pænt tøj på og have små kedelige og socialt acceptable samtaler en hel aften, mens mad og drikke kom forbi i rigelige mængder, så man blev træt i hovedet og kroppen sløv og doven. Men som handelsmand med den slags varer, hans forretning tilbød, var størstedelen af klientellet folk, der befandt sig til disse arrangementer. Og derfor var det svært at sige nej, når der var muligheder for at holde forbindelser ved lige og måske skabe nye. Men åh, hvor han ikke gad. Men var hele hans liv ikke det modsatte af, hvad han havde lyst til?

Det var nu ikke, fordi han tænkte så meget over det, som han havde taget en pæn mørkeblå jakke med sølvspænder ud over en lyseblå silkeskjorte og et par sorte bukser, stukket i et par slanke læderstøvler med langt skaft. Håret var pænt samlet i en lille hestehale og ansigtet glatraget. Som altid var han ganske korrekt at se på, rank i ryggen, hvilket understregede, hvor meget højere han var i forhold til de fleste mænd til stede i lokalet.

Han var ankommet en smule for sent, som Hart havde haft brug for ham i forretningen, men ikke noget, der gjorde noget. Langsomt blev han lukket ind i selskabet, hvor han hilste lidt her og snakkede lidt der. Han kendte de fleste, selvom der stadig var ukendte ansigter blandt dem, der boede i de fjerne len, og som havde haft deres døtre til vintersæsonen og ikke var rejst endnu.
En af disse var Lensbaron Garit af Grinayles, som Bernard dog straks genkendte. Deres familier havde haft forretninger i de sidste par generationer, som hans fader, og nu Bernard, havde en handelsrute, der førte igennem lenet Grinayles. De så ikke hinanden så ofte, da det var en lang rejse til og fra lenet.

Hans nåde havde fået øje på Bernard og kom straks op til ham med et smil. Efter lidt småsnak, kom han dog fem til det, Bernard havde ham mistænkt for at ville. Grunden til, at Lensbaronen var til stede i Levagny, var fordi hans datter var i den gifteklare alder. Med et indvendigt suk, måtte Bernard fortælle, at Sébastien ikke var til stede under aftenens festivitas, men han da gerne ville se pigen an. Det kunne være en god idé at gøre de to familiers forhold tættere. At han tvivlede på, at hverken han eller Sébastien var interesseret, sagde han ikke noget om. Det ville ikke være første gang, at han afviste en ung pige, fordi hun var så uintelligent, at Bernard fik kvalme af hendes nærhed.

Efter at pigens far havde udpeget hende, bukkede Bernard let for ham, og bevægede sig så mod den røde kjole. Det gik hurtigt op for ham, hvem hun stod og snakkede med, og der gik en svag trækning over hans ansigt. Manden var ganske notorisk kendt for sine lyster for de unge piger. Bernard havde ingen respekt for ham, som han tydeligvis ikke havde kontrol over sig selv, og det han havde i benklæderne.
Det blev også klart for ham, at pigebarnet havde opdaget, hvad hun var ved at blive rodet ud i, som deres blikke mødtes. Normalt ville han have blandet sig udenom, men til hendes held var det netop hende, hans mål var.

Han gik op til de to og bukkede let, mest rettet mod hende.
”Nådigfrøken Grinayles, må jeg nådigst få lov til at tilbyde Dem en dans?” Han rakte tilbydende en hånd ud mod hende. Han burde uden tvivl anerkende hendes samtalepartners eksistens, men den ældre mand vidste udmærket godt, hvad Nådigherre Monteres mente om ham, og han mumlede bare et eller andet surt, inden han allerede var ved at se sig om efter næste unge frøken, hvis bagdel skulle lægge lidelse til hans krogede hænder.

Tog den unge nådigfrøken hans hånd, ville Bernard føre hende til dansegulvet, hvor han ville lægge en hånd på hendes liv og holde den anden på korrekt vis, inden han ville starte deres dans. Til hans held var musikken i et passende tempo. Gik det for stærkt, havde han svært ved at holde rytmen. Dansen i sig selv var ikke svær, men åh hvor musik ikke sagde ham noget.
Det var ikke fordi, at han startede en samtale, som han havde ansigtet drejet en anelse væk fra hendes. Men ikke mere, end at han kunne betragte hende ud af øjenkrogen. Hun var ganske køn, med en smuk lang hals. Skulle han være ærlig, kunne han sagtens se hende ved sin søns side, men han var alligevel efterhånden ved at være en anelse desperat efter at finde en passende hustru til knægten
Til sidst kom han i tanke om, at det måske var en god idé at præsentere sig.
”De er ganske yndig i aften, Nådigfrøken. Deres fader er en forretningsforbindelse af mine. Jeg er Nådigherre Bernard af Monteres.” Komplimenten var overfladisk, men ikke helt ligegyldig, for han mente det nu. Hun var nydelig. Men åh så ung. Så han var ikke selv interesseret, dansen var kun for at vurdere hende i forhold til Sébastien.

[Roysia af Grinayles]

Det diskrete, bedende blik havde tilsyneladende haft den ønskede virkning. Manden, med det besynderligt familiære ansigt, var i hvert fald på vej hen til dem, kunne hun spotte ud af sin øjenkrog. Som en skummende, kølig bølge mod sommervarm hud skyllede lettelsen ind over den unge komtesse, som havde været lige på randen til at panikke og miste mælet, men det nær tabte overblik forblev heldigvis i hendes besiddelse. Pyh, det havde været tæt på. Ubehageligt tæt på. Eller, det var det sådan set stadigvæk. Hendes redningsmand var ganske vist lige på trapperne, men hun var endnu ikke ude af skovens tætte mørke, så det gik ikke at tabe masken.

Mundvigene sitrede svagt, som det kønne smil blev tvunget til at blive, og et par tårer, der i øjeblikkets frustration og hjælpeløshed havde sneget sig frem og presset på, blev hurtigt blinket væk, idet Roysia automatisk drejede sig mod manden, som netop havde henvendt sig til hende. Han vidste, hvem hun var? I hvert fald hendes slægtsnavn, lod det til. Var hun ikke blevet opdraget til aldrig at kigge bort fra sin samtalepartner, medmindre det var højst nødvendigt, havde hun ladet sit blik løbe rundt i mængden efter sin far. Han måtte utvivlsomt have noget med dette at gøre. Roysia gjorde sit bedste for at holde skepticismen fra døren, men efter at være blevet tvunget til at konversere med den ubehagelige, ældre herre, havde hun ikke den største tillid til sin fars dømmekraft. Manden med de grønne øjne virkede dog noget mere tilforladelig, omend lidt formelt stiv i sin fremtoning. Dét tog hun dog gladeligt over den anden mands ringe forklædte vammelhed.

“Det vil være mig en ære, Nådigherre,” svarede komtessen og lod smilet vokse for at vise sin begejstring, hvorefter hun nejede ganske let for sin snarlige dansepartner. Hendes åbenlyst misfornøjede talepartner blev budt farvel på samme manér, inden hendes udelte opmærksomhed landede på manden, hvis hånd hun lod sin egen finde hvile i.
Ganske villigt fulgte Roysia ham ud på dansegulvet, hvor hendes hånd gled ud ad hans og inden længe faldt fjerlet på plads mod hans overarm. Hun smilede høfligt til ham, og med den anden hånd lagt i hans med let udstrakt arm, vendte hun ligeledes ansigtet bort. Stod det til hende, kunne tempoet sagtens være sat op, men det var nu engang musikken, der bestemte farten på trinene. En lidt mere rolig dans var måske også rimelig passende i første omgang, skønt hun personligt ingen problemer havde med at føre en samtale under selv de mest komplicerede danse. Langt de fleste var øvet til hudløshed og sad på rygraden. Derfor havde hun også rigeligt overskud til at bemærke den andens blik på hende, og hun gengældte det i ny og næ med et tilhørende smil, der dog først nåede helt op til øjnene, da en rosende bemærkning lød; og så fulgte både bekræftelsen på hendes mistanke om sin fars indblanding og et navn på hendes redningsmand. Selvfølgelig.

Med den sidste puslespilsbrik på plads forstod Roysia omsider, hvorfor manden foran hende virkede så bekendt.
“Jeg husker Dem skam godt. De er ejer af Import de Luxe, ikke sandt?” spurgte hun i et mildt tonefald, selvom hun intet svar behøvede, for hun var ganske sikker i sin sag. Det var dog ikke blevet sagt uden interesse i stemmen. Han var allerede langt mere tiltalende end hendes forrige samtalepartner.
Komplimenten, komtessen ikke havde set nødvendigt at reagere på med andet end et taknemmeligt smil – det meste af snakken i denne sal udsprang jo blot fra påkrævet høflighed – så hun nu sit snit til at tilbagebetale.
“Min far omtaler Dem altid som en ganske prisværdig mand. Jeg betvivler naturligvis ikke hans ord. Det er en fryd at have fået fornøjelsen at tale med dem på enehånd, Nådigherre Monteres.” Roysia havde ladet blikket dvæle ved hans ansigt, men rettede det væk igen, da det sidste ord havde forladt hendes mund. Hun kunne have fortsat, men holdt en pause, så Bernard kunne få et ord indført, hvis han havde noget på hjerte. I de få minutter, hun havde været i hans selskab, havde den unge komtesse dog allerede fået indtrykket af, at forretningsmanden næppe blev henrykt over meningsløs hyggesnak. Men den slags var nu engang ret vanskelig at komme helt udenom til et arrangement som dette.

Stilheden fik lov til at herske for en stund, indtil Roysia følte det passende at genoptage samtalen. Hun vovede ikke at spørge ind til, hvad hans hensigt var, selvom det var det, hun havde allermest lyst til; det var ikke hendes plads, men hendes fars. Bitter som den tanke gjorde hende, formåede hun succesfuldt at skjule sin indre frustration med et venligt smil. Nej, hun måtte hellere holde det lidt let for nu og lade nådigherren om at bringe de mere alvorsfulde emner op.
“Jeg antager, at både De og Deres forretning trives? Jeg prioriterer som oftest at besøge Deres butik som noget af det første og sidste, når min familie og jeg er i Levagny. De sælger en te, jeg simpelthen ikke kan leve uden.” Det var sandt. Hun havde for nogle år tilbage forelsket sig i en rimelig kraftigt parfumeret teblanding, og det var en skandale, hvis de forlod hovedstaden uden rigelige mængder af den.

[Bernard af Monteres]

Bernard drejede hovedet en smule, da den unge frøken sagde, at hun genkendte ham. Han havde ingen erindring om at have set hende før, men det var også flere år siden, at han havde haft et fysisk møde med familien, så hun havde ikke været den flotte unge kvinde, hun var nu. Hendes ord fik ham til at nikke bekræftende. Det lød ikke så meget som et spørgsmål som en konklusion, så han følte ikke, at han behøvede at uddybe.
Og så havde han egentligt ikke regnet med mere snak, siden han ikke selv ville holde den kørende, men den unge kvinde fortsatte ganske ufortrødent.

”Deres far er en venlig mand, Nådigfrøken,” svarede han med svagt hævede øjenbryn. Hun forstod at levere en kompliment, det måtte han indrømme. Han overvejede at komplimentere hende igen, men han vidste ikke helt med hvad, og i stedet faldt han hen i tavshed. Han kunne sagtens holde en god samtale kørende, men småsnak sagde ham absolut intet, og dette var småsnak i den mest kedelige ende. Selvom hun dog virkede til at være god til det.

Selvom hun ikke sagde noget om det, kunne Bernard dog godt mærke hendes nysgerrighed. Hvorfor ville han danse med hende? Siden han havde nævnt faren, regnede han med, at hun nok selv havde gættet sig frem til, at han stod bag. Hun var lige ung nok til, at han selv ville have taget initiativet til at danse med hende. Hvis han var på frierfødder for sønnen, havde han taget ham med og sendt ham ud for at danse. Bernard ville så faktisk hellere snakke forretninger end at forsøge at holde rytmen til den kattejammer, det lille band fik spyttet ud over salen.
Han gjorde dog ikke noget for at stille hendes nysgerrighed, hvis hun ville vide noget, måtte hun spørge. Han anså nysgerrighed på et behersket niveau som en positiv ting, for man fik sjældent noget at vide, hvis man ikke spurgte. Videbegærlighed var en god ting, også i en kvinde.

”Ja, det går ganske udmærket.” Trivedes han? Kunne han tillade sig at sige nej? Trivedes forretningen? Ja, ganske glimrende. Han betragtede hende en smule nærgående, som han gravede i hukommelsen. Grinayles og te. En lille klokke ringede.
”Ah ja, De køber altid den med et hint af lavendel og appelsin?” Det var ikke en te, han selv nød, men han havde smagt alle de forskellige blandinger de havde. Hvordan kunne han sælge en vare, han ikke selv havde smagt og kendskab til? Personligt brød han sig mere om den lidt mere beske smag af kaffe, men det var kun som en forkælelse, da det var dyrt og kom i små portioner.
”Den kan min søn også lide,” erkendte han en smule træt. Sébastien skulle absolut vælge en damete. Kunne han ikke have valgt noget med mere kraft i.

For at trække sig selv ud af den tanke, rømmede han sig dæmpet for at smøre stemmen, inden han kastede sig ud i småsnakken, han helst ville undgå.
”Har De haft en god vintersæson i Levagny?” Det var på tide at finde lidt mere ud om hende, inden dansede sluttede. Bare fordi, at hans forudindtagede holdning var, at hun sikkert var lige så hjernetom som alle de andre, havde han trods alt lovet hendes far at overveje hende som sønnens kommende brud, og det ville han selvfølgelig gøre med alvor.

[Roysia af Grinayles]

Det beskedne smil, der aldrig helt veg fra de rødlige læber, som om komtessen evigt gik og holdt på en usigelig hemmelighed, fik lov til at vokse. Hun var åbenbart ikke den eneste med en god hukommelse, men en velanset handelsmand som Bernard måtte naturligvis også sørge for at have styr på sine tilbagevendende kunder. Alligevel overraskede det hende, at han kunne huske den eksakte variant af te. Hun kunne næsten dufte den blot ved tanken alene.
“Ja, lige netop. Den er vidunderlig,” bekræftede hun med en sukkende tone og drømte sig for en kort stund hjem til lenet; i det høje græs under den store, gamle eg, hvor hun snildt kunne tilbringe en hel eftermiddag med en god bog og dampen fra den velduftende te kildende i næsen. En snert af nagende hjemve bed sig fast, da Roysia måtte henkaste de kære minder til fordel for at forblive tilstedeværende i samtalen.

Bernard af Monteres havde en søn? Sagde det hende noget? Ikke som sådan... Men forestillingen om en yngre udgave af den anstændige herre foran hende vakte bestemt komtessens interesse. Stoltheden havde ikke ligefrem lyst ud af mandens øjne ved nævnelsen af hans søn, men Roysia var påpasselig med at lægge mere i det, end hvad godt var. Der var mange, hende selv inklusiv, som havde et lidt fjernt forhold til deres forældre... og det gjaldt vel også den anden vej rundt. Specielt i det højere samfundslag hvor korrekt takt og tone – ja, faktisk alt der kunne ses og dømmes udefra – ofte blev prioriteret og skubbede ting som forståelse og ubetinget kærlighed ned på en andenplads. Roysia dømte ikke. Hun vidste, hvad der var vigtigt, og selvom hun ikke altid var enig med den firkantede måde at tænke på.

Så blev samtalen ført videre til noget mindst lige så trivielt, og Roysia smilede sit kønne, ulæselige smil, da hendes blik kortvarigt mødte den andens. Netop dét spørgsmål blev hun stillet gang på gang. Om det havde været en god sæson. Jovist. Nu var det hendes tur til at lyde lidt træt, hvilket ærlig talt var billigt sluppet, for hun havde allermest lyst til at vende det hvide ud af øjnene. Men det ville hendes far uden tvivl have fået hende halshugget over, så hun undertrykte lysten til bedste evne.
“Den har levet op til forventninger. Jeg kan ikke klage.” Det var løgn. Eller var det? Hvad forventninger angik, ville hendes forældre ville nok mene noget andet, men Roysia havde absolut ikke travlt med at finde sig en ægtemand... selvom hun vidste, at hun burde, hvis hun ville undgå at blive tørret af på en af hendes fars alt for gamle, frueløse kendinge.

Med dét stilnede de musikalske toner af, og de dansende par fik tid til at hvile fødderne lidt; en chance for at mænge sig med herskabet igen og måske endda udse sig en ny partner til næste dans. Roysia måtte tænke hurtigt, hvis ikke hun ville miste købmandens opmærksomhed.

“De nævnte Deres søn tidligere? Er han til stede her i aften?” En smule abrupt, men heldigvis med en klang af nysgerrighed fremfor desperation. Hun håbede sådan på et ja. Hun havde virkelig ikke lyst til at vende tilbage til de smiskende tilnærmelser og sultne blikke.
Komtessen havde taget et passende skridt bort fra Bernard, men holdt sig stadig nær ham. Hvis ikke han så fuldkommen uinteresseret ud, ville hun følge ham videre rundt i festsalen.

[Bernard af Monteres]

Det var ikke normalt, at Bernard kunne huske de små detaljer om sine kunders køb, men Grinayles var trods alt en samarbejdspartner, og teen havde nok sat sig bedre fast i Bernards klæbehjerne, fordi Sébastien netop kunne lide den. Somme tider hændte det også, at Bernard huskede irrelevante ting fra sine bøger, det kunne godt være lidt tilfældigt, hvad der sad fast, når han bladrede igennem siderne.
Men han kunne da konkludere, at den kønne komtesse og hans søn ville have noget at snakke om, hvis de skulle introduceres. Te. Ak ja.

Den unge kvindes svar var meget korrekt, men noget i hendes stemme fortalte Bernard, hvad han skulle vide. Hun lød ikke til at have fundet sæsonen spændende, og noget sagde ham, at hun var typen, der ikke havde lyst til de korrekte forsøg på at finde en ægtemand. Noget han i og for sig kunne værdsætte, siden han heller aldrig havde fundet sig tilpas i jagten på en hustru. Han havde nærmere ved et tilfælde fundet Laurienne, og tak guderne for det, så han var fri for at drukne sig selv i høflig småsnak med alle de trængende ungpiger. Noget Roysia af Grinayles ikke lod til at være.
”Det var godt,” svarede han neutralt. Han vidste, at der ikke var fundet en mand til hende, ellers ville han ikke være her nu, på dansegulvet med hende.

Musikken ledte endeligt mod slutningen, og med en indre lettelse stoppede Bernard sin selvtortur med dansen. En løs tanke om, at så måtte han også have danset nok for i aften, gled igennem bagerst i hans sind, men han blev hurtigt distraheret af endnu et spørgsmål for komtessen.
”Nej, Sébastien har desværre travlt med sine studier. Han læser på universitetet. Matematik.” Det var nu ikke kun derfor, at han ikke var med til ballet. Ja, han havde travlt med sine studier, noget kunne han da finde ud af, men det bragte Bernard skam at tage ham med til sociale events. Hans stammen forhindrede enhver praktisk samtale, og var det ikke fordi, at de faktisk lignede hinanden, kunne ingen næsten tro, at han var Bernards søn. Lille og spinkel uden nogen muskelkraft og uden det hårde udtryk, Bernard var kendt for. Nej, Bernard foretrak, at han blev hjemme, i stedet for at bringe skam til familien og købmandsbutikken. Hvilket også var grunden til, at Bernard var på udsigt efter en kvinde med ben i næsen til sin søn.

Bernards blik gled over salen, og han tog en hurtig beslutning.
”Kunne De ikke tænke Dem en mundfuld frisk luft? Blot en mindre gåtur i haven langs bygningen?” Det sidste blev pointeret, så hun ikke skulle frygte, at han ville slæbe hende med ud i mørket og udnytte hendes kvindelighed bag en busk, som den ældre herre, han havde reddet hende fra før dansen, nok havde haft på sinde. Det var blot for at få hende ud af de stive omgivelser, så han bedre kunne vurdere hende. Alting her var så korrekt, og det kunne han ikke bruge til noget. Han skulle se under laget af opdragelse.

Det var ikke altid, at han kom så langt med de unge kvinder, han vurderede som hustru til sin søn, men trods at deres korte dans havde været præget af korrekt samtale, havde han alligevel fået en fornemmelse af, at der var mere. Noget ved hendes smil og blikke. Han ville vide mere. Og desuden var der stadig det, at han havde lovet hendes far at overveje det, og det kunne han ikke med så lidt, som de havde haft med hinanden at gøre. Nej, et øjeblik alene med hende, væk fra nysgerrige øjne, ville uden tvivl give ham mere end høflig samtale her i salen.

Accepterede hun tilbuddet, ville han føre hende ud af salen, ud af en stor åben gang og ud ad de dobbelte døre med den brede trappe, der ledte ned til haven, der langs bygningen var oplyst af fakler. Der var også vagter placeret med jævne mellemrum. Et sikkert sted for en kvinde. En grussti førte rundt langs bygningen, og det var den vej, Bernard ville føre hende.

[Roysia af Grinayles]

Selvfølgelig studerede sønnen af en succesombrust købmand matematik. Og selvfølgelig var denne Sebastién ikke til at træffe her til aften. Lige komtessens held.
Foruden at ærgre sig over fraværelsen af en potentiel bejler – som hverken havde gråsprængt hår eller dybe panderynker – fangede Roysia sig selv i at misunde den unge nådigherre, som hun hellere end gerne havde byttet plads med. Begge dele formåede hun dog at maskere med et bredt, men behersket smil, og hun nikkede forstående til Bernards ord.
“En skam – men studiet må naturligvis tage prioritet. Jeg vil se frem til at møde ham næste gang, vor veje krydses,” erklærede hun smilende og havde bevidst formuleret det således, at det ville være uhøfligt for den anden at afslå.

Købmandens forslag om en gåtur i den friske luft, væk fra de altseende, dømmende blikke og den konstante summen af det bedre herskabs vrængende stemmer, var som sød musik i komtessens ører. Hun måtte sluge sin iver, da hun lod læberne skilles for at tage imod tilbuddet:
“Det er en prægtig idé, Nådigherre Monteres. Jeg følger Dem gladeligt med ud.” Skønt Bernard stadig var så godt som fremmed for hende, for ikke at nævne en mand, – og tilmed en intimiderende stor én af slagsen – følte hun sig ikke det mindste utilpas i hans selskab. Havde hun for meget tiltro til sin egen dømmekraft? Nej, det mente hun nu ikke; den fejlede hende kun yderst sjældent. Så det var med ro i sindet, at den unge komtesse fulgte den ældre herre ud af festsalen.

Der blev ikke udvekslet så meget som ét ord på deres færd ud i grønnere omgivelser, men tavshed var heldigvis ikke noget, der generede Roysia. Ikke så længe det virkede som det mest naturlige valg. Så i stedet for at kvidre løs som en anden sladdertante – noget hun selv skyede som pesten, selvom hun var et naturtalent til at skjule sine reelle følelser – nød hun blot, hvordan støjen omkring dem faldt mere og mere i baggrunden og blev erstattet med lyden af cikader og den sagte knasen af grus under deres såler.

Roysia gik med rank ryg og følte sig enormt voksen ved siden af den livserfarne købmand. Næsten uden tøven tillod hun sig sågar at være den første til at bryde stilheden, der var begyndt at tynge stemningen lidt.
“Min kære far har bedt Dem om at henvende Dem til mig, har han ikke?” spurgte hun roligt, og selvom det var blevet leveret som ét, var det egentlig ikke et spørgsmål. Ikke et der krævede svar, i hvert fald, for hun var ganske sikker på, at det forholdt sig netop sådan. Hendes far skulle altid have en finger med i spillet, og hun ville lyve, hvis hun påstod, at hun ikke til tider havde lyst til at kappe den af.
“Jeg sætter pris på Deres indvilgelse, Nådigherre – men De kunne snildt have takket af for i aften, efter vores dans kom til en ende. Så, med al respekt; må jeg være så vovet at insinuere at denne... personlige evaluering bunder i en vis form for egeninteresse?” Hendes blide stemme sørgede gudskelov for, at det ikke lød alt for uforskammet. Og det var et oprigtigt spørgsmål. Hvorfor skulle han ellers have ført hende med herud?
Komtessen lagde hovedet på sned for så at søge adelsherrens blik. Mens hun ventede på svar, blev hun dog bevidst om, at til trods for hun følte, hun havde styr på situationen, slog hendes hjerte markant hurtigere. Smilet var også blegnet, bare en smule, men det gjorde ikke det ungdommelige ansigt mindre udtryksfuldt. Tværtimod.

[Bernard af Monteres]

Til Bernards glæde, accepterede den unge frøken hans tilbud. Uden nogen form for nervøsitet eller tøven. Om hun var overmodig, dum eller havde sat sig for at stole på ham, vidste han ikke, men han var glad. Det sociale havde aldrig været ham, og han vidste, at han nok ville ende aftenen ud med hovedpine over de mange stemmer og lyde omkring ham, så en pause i nattens køligere luft ville være en velsignelse.
Havde han selv været hendes bejler, ville han have tilbudt hende en arm, men selvom normerne dikterede det, lod han være. Et eller andet sted regnede han med, at ingen af dem ville finde det behageligt, hvilket ikke gav ham en negativ tanke om hende.
Stilheden lå om dem, Bernard var ikke en mand af mange ord, og han var yderst tilfreds med, at hun ikke gav sig til at plapre løs med sladder, men i stedet gik tavs ved siden af ham ud i haven.

Luften var frisk, men ikke alt for kølig, alt i alt var vejret perfekt til en lille gåtur. Himlen var ikke helt mørk over dem og med faklernes flakkende lys var det nemt at se stien og deres omgivelser. Ikke at Bernard var så interesseret i paladsets have, botanik havde aldrig sagt ham noget.
Stilheden blev brudt af den unge kvindes stemme. Spørgsmålet fik et tavst og bekræftende nik ud af Bernard – jo, det var hendes fader, der havde sendt ham i retningen af hende. Det var dog ikke alt, hvad hun ville vide, og han fortsatte med at lytte. Dum var hun ikke. Det var godt. Rigtigt godt.

Bernard rømmede sig lidt for at klare stemmen efter tavsheden, inden han mødte hendes blik for et kort øjeblik. Der var ingen skam i ham for at være blevet regnet ud, han ville blot se, hvad hun selv tænkte. Noget hun på en måde skjulte godt, samtidigt med, at han ikke var i tvivl om, at hun var utilpas over spørgsmålet. Det havde også været meget direkte. Hun kunne selvfølgelig ikke vide, at han foretrak det sådan.
”Deres far mener et ægteskab ville knytte vores familier tættere,” indrømmede han bramfrit, direkte som hende. ”Hvilket jeg er enig med ham i. Jeg lovede ham at vurdere, om De ville passe ind i familien.” Bernard samlede hænderne på ryggen og lukkede dem om hinanden.

En flagermus’ hurtige skikkelse fik Bernard til at se mod den stadig svagt lyse himmel, inden han fortsatte.
”Det hænder sig, at min egen søn, Sébastien, er i den gifteklare alder, og jeg er på udkig efter en hustru til ham.” Igen var han ærlig og direkte. Det virkede passende, desuden var det ikke en hemmelighed, lyttede hun til sladder, ville hun hurtigt finde ud af, at den kønne Sébastien, trods sin stammen, var let eftertragtet. Adelig og med økonomien sikret via den store købmandsforretning. Han var et godt valg, uden tvivl. Men Bernard var kræsen, og havde ikke fundet nogen ungmø, der ville passe til hans krav. At Sébastien virkede til hellere at ville være fri, det var en helt anden sag, og noget han ikke havde noget at sige til. Den diskussion havde de haft et par gange.

Han så mod hende igen for at vurdere hendes reaktion til hans ord. Havde han været for direkte? Måske. Men han var ikke typen, der dansede rundt om den varme grød, slet ikke, hvis han vurderede, at hans samtalepartner kunne tåle det. Og det var hans fornemmelse med hende. Hvem var hun? Han vidste det stadig ikke, og måske den direkte tale kunne krakelere masken, hun uden tvivl havde på.
Allerede nu var han ret sikker på, at hun havde mere mellem ørerne end de fleste ungmøer, han havde gennemgået igennem vinteren.

[Roysia af Grinayles]

Svaret var ingen overraskelse. Faktisk vidste Roysia allerede nøjagtigt hvilke ord, der ville komme ud af munden på købmanden langt før, forklaringen forlod hans læber. Det var et velkendt manuskript fra teaterstykket, der var komtessens liv. Og det var åbenbart forbudt at ændre i teksten, for grunden var evig og altid den samme. Forening af to familier på bekostning af ægte kærlighed – hvis man altså troede på den slags.
Roysia var nok en af de meget få komtesser, som ikke brugte størstedelen af sin tid på at drømme om prinser med lyse krøller og deres noble heltegerninger, der i sidste ende fik reddet den hjælpeløse skønjomfru. Hun benægtede ikke eksistensen af dybfølt romance – så kynisk var hun alligevel ikke – men der lå mere arbejde i det end som så, og det var hun ganske bevidst om. Særligt for hendes tilfælde og alle de andre gifteklare adelige, hvis ægteskab i store træk blot var en forskønnet handelskontrakt. Men sådan var det bare, og det havde hun for længst accepteret. Det betød dog ikke, at tanken ligefrem henrykkede hende
Trods dette holdt den unge komtesse fortsat hovedet højt og lod atter smilet blomstre, som om alt var i skønneste orden. Om det snarere var selvbedrag end et forsøg på at smigre sig ind på sin samtalepartner var straks en anden sag.

Ligesom Bernard tillod Roysia sig at løsrive blikket for at følge den forbipasserende flagermus på dens flakkende færd gennem aftenluften, og selv da det lyssky kræ ikke længere var at se, fastholdt hun blikretningen mod himlen, som hverken var lys eller mørk. Nådigherren havde dog stadig hendes fulde opmærksomhed – eller i hvert fald ørernes – da han begyndte at tale igen.

Der gik ikke længe, før hendes øjne fandt tilbage til købmanden, og i første omgang smilede hun blot høfligt til ham. Hun skulle lige tygge sig igennem hans ord.
På udkig efter en hustru... Er sønnen ikke selv i stand til det? tænkte hun undrende bag sin venlige maske. Det tydede på, at denne mand havde ganske høje forventninger til kvinden, hans søn skulle giftes med. Det var vel hvad, der kunne forventes, men det prikkede nu stadig til hendes knap så korrekte side. Den side af komtessen, der ikke brød sig om at føle sig som en salgsvare, som skulle gennemses for fejl og mangler af en næsvis kunde, der alligevel havde glemt møntposen derhjemme.

“Jeg er skam vældig beæret over, at De overhovedet har valgt at tage mig i betragtning i denne unægteligt svære proces, Nådigherre Monteres, men...” begyndte Roysia og stoppede med at gå. Hjertet, som allerede hamrede løs i brystkassen på hende, syntes at sætte farten yderligere op, da hun fortsatte:
“De må da forstå bedre end nogen anden, at jeg næppe kan udvise den store begejstring over en vare, jeg endnu ikke har set.” Det var nok det modigste, hun nogensinde havde sagt. Roysia tog sig selv i at holde vejret efter det sidste ord havde fundet sin vej ud, men hun veg ikke fra Bernards blik. Måske havde det ikke været den kløgtigste idé at sammenligne en nobel herres søn med et livløst objekt, men det var jo præcis sådan, hun havde det i situationer som disse. Og han havde vel ikke trukket hende med helt herud for at få serveret de samme lyserøde løgne, som var forventet inde i festsalen? Den slags upersonlige formaliteter måtte være op til hendes fader og købmanden selv at udveksle.
Men hun vidste godt, at hun ikke bare kunne lade den ligge der. Dette var enormt vigtigt. Deres samtale. Øjeblikket. Hvad end dette nu var. Ikke blot fordi chancen for at blive forvist hjemmefra, hvis hun formåede at klokke i så enestående en mulighed, var meget virkelig, men prospektet af et ægteskab med én, der ikke var jævnaldrende med hendes far, var yderst tiltalende. Og en sørgelig ting at lade sig tiltale af, i retrospekt, men ak.

“Jeg kan beklageligvis ikke prale med min viden indenfor det matematiske felt; til gengæld er jeg velbevandret indenfor den litterære verden, og når omstændighederne tillader det, bruger jeg alle mine vågne timer på at læse og skrive. Jeg er god med ord. Giv mig et gammelt, mølædt hørklæde, og jeg skal sælge det til Dem, som var det den fineste silke importeret fra Odriara.” Hun talte med den samme ynde som altid, men det kønne smil var pist borte – erstattet med gnistrende stædighed i de grønbrune øjne, som stadig var rettet mod Bernards.
Det passede sig måske ikke for en komtesse sådan at lufte sine færdigheder med så åbenlys stolthed i stemmen, men hun var ligeglad. Hun var træt af at lade andre tale for sig, og selv med hjertet godt på vej op i halsen, lød hun forbavsende selvsikker.
Havde hun mon begået en kæmpe fejl? Nej... man vandt intet, hvis man ikke var villig til at satse.

[Bernard af Monteres]

Ikke en muskel rørte sig i Bernards udtryk, som den unge kvinde begyndte at snakke. Hendes men hang imellem dem for et øjeblik, som hun stoppede op og dermed tvang ham til det samme, efter han havde taget et skridt længere frem end hende. Det fik ham til at dreje sig, så skoene fik gruset under dem til at knase.
Ordene der forlod hende burde måske få en mand til at blive vred og belære den unge adelsfrøken om takt og tone, men Bernard reagerede først ikke. Engang ville han måske være blevet vred over sådanne ord, både om sin søn, men også den frækhed, der lå i dem. Men selvom Laurienne ikke længere var ved ham, havde hendes tilstedeværelse alligevel givet ham mulighed for at se verden fra en anden vinkel, og de havde da også snakket om presset ved at skulle finde en ægtefælle, og forskellen på en mand og en kvindes position.
Så nej, Bernard blev ikke vred, ikke som sådan, faktisk var der en lille del af ham, der morede sig over hendes sammenligning. Hun havde jo ret. Det var ikke andet end en handel og hun vidste ikke, hvad hun stod til at skulle købe.

Det virkede til, at hun havde mere på sinde, og Bernard var tavst, stadig med sit blik i hendes. Hun var en stærk ung kvinde, konkluderede han, som hun ikke så ned. Selv mænd kunne have svært ved at se ham i øjnene. De var for udtryksløse, havde han fået at vide (også af Laurienne), ikke rare at betragte for længe. Det rørte ham ikke. Det gav ham faktisk visse fordele.

Hvad han havde troet, hun ville sige, var det i hvert fald ikke det, der blev sagt. Han havde nærmere forventet, at hun ville afvise hans tilstedeværelse, at hun absolut ikke skulle købes og sælges, og han kunne godt sige til hendes fader, at det ikke ville blive til noget. Det virkede sådan med den første udtalelse, men til hans store overraskelse var det slet ikke det, hun ville sige.
Hun forsøgte at sælge sig selv. Han kunne ikke helt skjule overraskelsen i sit udtryk – hans øjenbryn løftede sig et par millimeter og hans øjne åbnede sig en anelse mere, mens han lyttede til hende fortælle om hendes sproglige egenskaber. Stædigheden skinnede ud af hende, og et eller andet sted var han ikke i tvivl om, at hun talte sandt. Det var ikke svært at fornemme ilden i hende. En ild han aldrig havde set i sin søn.

Bernard var tavs et øjeblik, mens han kort vendte hendes ord i hovedet og overvejede sit svar. Endeligt løftede han en hånd for at gnide den ned over den glatbarbarberede kind, hvor han alligevel svagt kunne fornemme skægstubbene i huden.
”Det er ganske modigt af Dem at antage, at De, hvis De blev gift med min søn, skulle have noget som helst at gøre med butikken.” Hånden faldt ned og forsvandt om bag hans ryg for at forene sig med den anden igen. Blikket havde ikke forladt hende endnu, men det var stadig lige så udtryksløst som før.
”De fleste vil ikke mene, at det er en adelskvindes plads at tage sig af en forretning.” Hans hoved lagde sig en anelse på skrå, næsten umærkeligt, som hans øjne endeligt bevægedes sig lidt, blot for at betragte hendes ansigt og derefter vende tilbage til hendes blik.

”Jeg vil invitere Dem og Deres fader til middag i morgen aften, så kan De få lov til at møde Sébastien.” Mere sagde han ikke om det. Der var intet i hans ord eller udtryk, der afslørede om han havde godkendt hendes lille salgstale eller om han fandt den arrogant og upassende. Og han havde ikke udtalt sig om sin egen holdning til en kvinde i butikken. Men hvis man var opmærksom nok, ville man måske fornemme en svag aura af tilfredshed over den høje købmand. Hun havde i løbet af den sidste halve time sagt og gjort mere, der tiltalte ham, end nogen anden ung kvinde hele vinteren igennem. Noget sagde ham, at hun måske ville være den rigtige kvinde til Sébastien. Det håbede han. Han var træt af at lede.

Han drejede sig lidt og gjorde tegn til, at de skulle fortsætte deres lille gåtur.
”Deres moder er ikke rejst med til Levagny, formoder jeg?”

[Roysia af Grinayles]

Det var sagt. Det var sagt, og det kunne ikke tages tilbage. Åh, Mithras, vær nu venlig, tænkte komtessen håbefuldt og mærkede, hvordan indersiden af hendes mund gradvist tørrede mere og mere ud, alt imens hun afventede den tavse købmands endelige reaktion. Nu bevægede strømmen af tanker sig hurtigere end det galoperende hjerte, og hvad nådigherren sagde var på ingen måde med til at afhjælpe hendes voksende nervøsitet. Han kaldte hende modig, men var det en god ting? Var dét en egenskab, der var ønsket i en hustru? Nej? Ja? Måske? Roysia anede pludselig ingenting. Der var en fin linje mellem modighed og forhastet dumhed, og hun var usikker på, om hun alligevel var kommet til at overskride denne grænse med hendes kække pseudo-pral.
Men så blev en invitation fremsat, og ordene svøbte sig om hende som et beroligende tæppe – eller, om ikke andet, fik de hendes puls lidt ned i tempo. Manden foran hende bar stadig en ulæselig maske, meget lig komtessen selv, trods en snert af frygt måske havde sat sit præg i hendes ellers urokkelige blik. Hun sukkede lydløst, lettet over manglen på forargede irettesættelser, og nejede kort og yndefuldt for Bernard.

“Jeg kan nødigt påtage mig min faders rolle og endegyldigt takke ja til Deres generøse tilbud, Nådigherre Monteres; men jeg vil personligt se frem til endnu en aften i Deres – og Sébastiens – selskab, skulle det blive således,” sagde hun med et smil, der stadig var behersket, men for første gang denne aften var fuldkommen ægte.
Roysia følte sig let som en dunfjer – ganske fornøjet med sin egen præstation hidtil – da også hun stillede sig an til at genoptage gåturen. Hun måtte afsætte en del energi til at holde smilet nede, men det blev mindre krævende, som købmanden fik hende i snak igen.
“Jo, det er hun skam. Hun forlader sjældent min faders side, ser De. Hendes fravær denne aften skyldes beklageligvis en nagende hovedpine, som ikke ville lade sig dulme,” svarede den unge komtesse, og det var ærlig talt for det bedste – men dét nøjedes hun med at tænke. Hendes mor var et kæmpe sludrechatol til arrangementer som disse, hvilket ofte betød, at Roysia først kunne lægge sit hoved på puden meget, meget sent. Jovist, hun brød sig da også om at komme ud og få andet at kigge på end husets fire vægge, men efter en hel sæson med konstante sociale begivenheder var hun ved at være godt mæt på den front. Den sidste uges tid havde hun gået og sukket efter dagen, hvor de atter vendte hjem til lenet, så da det gik op for hende, at hun faktisk følte sig spændt på middagen med Monteres-familien, kom det helt bag på hende. Gad vide hvad for en type denne Sébastien var?

“De nævnte, at Deres søn studerer matematik? Hvis det bekommer dem, at jeg spørger – hvad har han ellers af interesser?” Det, man brugte sin fritid på, kunne fortælle meget om en person. Roysia fornemmede allerede, at sønnen lænede mere til den akademiske side, og dét behagede hende. Hun var så træt af højrøvede væbnere, som troede de var gudernes gave til enhver pige, som var dum nok til at falde for deres tomme løfter og charmerende, men arrogante smil.

[Bernard af Monteres]

Der var omtrent lige så meget at læse i den unge kvindes ansigt som Bernards eget, om end han mente at kunne se en nervøsitet over samtalen. Andet ville også være unaturligt med de ord, hun havde ytret, og de forhåbninger hun tydeligvis havde. Var det en god ting, at hun var så god til at sætte en facade op? I forhold til et ægteskab, nej, men for Bernards planer om Sébastiens hustru som front for forretningen, så ja. Det var altid en fordel at kunne skjule sine tanker for den, man handlede med. Så der røg endnu et point i hatten for hende og hendes mulighed for at få lov til at lave andet end at være en adelig pyntedukke, som hun med sin tale havde afsløret, ikke havde en drøm om at være.
Dog var hendes lettelse mærkbar, trods masken, da han inviterede hende og hendes far til middag.

”Jeg tænker, at Deres fader ikke vil modsige sig,” svarede Bernard kort. Det var trods alt ham, der havde fremsat ønsket om, at Bernard ville se på Roysia. Og de skulle vel alligevel have en middag, inden familien drog tilbage til lenet, for at snakke forretning. Her kunne man slå to fluer med to smæk.
Bernard fortsatte sin gang ned af den pænt revne grussti, hvor kun få fodspor afslørede andres tilstedeværelse før dem.

”Det er jeg ked af at høre, De må hilse og ønske god bedring. Hun er selvfølgelig også velkommen i morgen, selvom der ikke er en Nådigfrue af huset til at holde hende med selskab.” Han havde mødt Roysias mor et par gange, og han huskede hende som en meget snakkesalig kvinde. Lidt for snakkesalig, efter hans mening, men det var ikke hans plads at dømme på det. Hun havde virket som en venlig kvinde, der var trofast til sin mand.
Hans egne ord sendte et svagt stik igennem ham, som de var meget virkelige – der var ingen Nådigfrue. Savnet efter Laurienne lå stadig tungt over ham, selvom det var så mange år siden, at hun var død. Mange havde luftet tanken om, at han burde finde sig en ny hustru, men Bernard havde ikke mødt en eneste kvinde, der kunne leve op til hvad Laurienne havde været, og han ville hellere undvære. Han havde hyret en kvinde, der kunne passe huset, og sat andre til at tage sig af Sébastien, mens han selv havde fokuseret på arbejdet. Det var bedre sådan.

Han var på vej ned ad den sti i tankerne, da Roysias stemme trak ham tilbage til nuet. Spørgsmålet gjorde ham for et øjeblik forvirret, og han rømmede sig dæmpet, inden han noget tøvende svarede.
”Han er meget glad for at læse.” De der gyselige skønlitterære værker om kærlighed og riddere. Men heldigvis også mere fornuftige ting. Bernard havde givet op på at få ham til at interessere sig for andet.
”Og så tegner han.” Han tøvede igen, inden han lod en indrømmelse, han ikke havde sagt til Sébastien af Monteres selv, smutte ud. ”Noget han er ganske dygtig til, hvis jeg må sige det.” Det var sagt helt uden følelser, men med et uhørligt strejf af modvilje. Han havde gemt de tegninger, drengen havde foræret ham igennem tiden, og et par stykker han havde fundet rundt omkring. De lå nederst i en skuffe på kontoret, hvor Sébastien ikke ville se dem. Men at tegne ville ikke få drengen nogle steder i livet. Det ville ikke kunne holde forretningen kørende, når Bernard var forsvundet fra denne verden.

[Roysia af Grinayles]

Det var også rigtigt. Bernard af Monteres var enkemand. Roysia måtte kortvarigt vige i blikket for at skjule medlidenheden, der var blomstret op i det. Det var næppe, hvad en hærdet mand som ham havde brug for. Hun kunne kun gå ud fra, at det var døden, som havde skilt dem ad. Og det var en sørgelig tanke. Hustruen måtte have betydet uendeligt meget for ham, siden han endnu var foruden en ny frue. Mon det havde været ægte kærlighed? Havde manden ved hendes side engang strålet af lykke? Det var svært at forestille sig.
De grønbrune øjne søgte atter mod købmanden, mere udtryksfulde end tidligere, og kun skyggen af det yndige smil var at se.
“Det skal jeg gøre. Tak.”

At høre at sønnen delte en af komtessens egne passioner fyldte hende med fryd. Hun holdt uendeligt meget af at læse, og tanken om en husbond, hun kunne dele begejstringen for det skrevne med... Det malede idéen om ægteskab i et noget mere farverigt billede, end den grå og gruelige version hun typisk anså det som. Hun kunne ikke mindes nogensinde at have mødt denne Sébastien, men hun havde allerede en ganske god fornemmelse om ham. Og da hun hørte, at han tilmed var en lovende kunstner, dansede et glædesfuldt smil henover hendes læber. Hun var blevet illustreret før, men altid af en gammel, støvet mand og oftest sammen med resten af familien. Gad vide om den unge nådigherre ville skitsere hende under deres bryllupsnat?
Vent, hvad var det, hun tænkte?! Varmen steg i Roysias kinder, som hun i stum forargelse over sig selv og sine u-komtesselige tanker drejede ansigtet bort.
Sig dog noget, inden det bliver for åbenlyst, tænkte hun, som om den ældre herre kunne læse hendes tanker, og fumlede lettere distraheret med kjoleskørtet.

“De må være stolt af ham. Det lyder, som om han besidder mange talenter.” Guderne være lovet genvandt hun hurtigt fatningen, og selvom det stadig var med en svag glød i det ungdommelige ansigt, rettede hun selvsikkert sit blik mod Bernard for at sende ham et høfligt smil.
Så lod hun blikket vandre og satte det allerede rolige tempo yderligere ned. Et lille gys gik igennem hende, som en let men frisk aftenbrise ramte hende. Det var ikke decideret køligt, men hun kunne alligevel mærke de små, fine hår rejse sig.
“Jeg tror gerne, jeg vil følges tilbage til Festsalen,” sagde hun, atter med opmærksomheden hvilende på købmanden. “Hvis De vil være så venlig, Nådigherre,” tilføjede hun ærbødigt. Hun havde i hvert fald ikke mere at sige.

[Bernard af Monteres]

Stolt. Var Bernard stolt af Sébastien? Det mest ligetil svar var nej, han var ikke stolt af sin søn. Han var fysisk svag, kunne ikke finde ud af at tale og var hverken god med sværd i hånd eller i sociale sammenhæng. Han var akavet, drømmende og piget.
Men under overfladen var der mere. Bernards søn var hårdtarbejdende og dygtig til sine studier. Selvom Bernard ofte kaldte ham dum, var det ikke helt sandt, hans evner lå bare steder, der ikke kunne bruges til det, Bernard ønskede. Han var god til at tegne. Havde mere empati end hvad Bernard kunne drømme om at fremmønstre.
Sébastien af Monteres var ikke, hvad Bernard ville have ham til at være, men nok mere, hvad Laurienne ville have ønsket. Og han ville have gjort sin mor stolt, og derfor måtte Bernard også erkende, at helt fortabt var han ikke. Bernard vidste bare ikke, hvad han skulle gøre med en søn som ham.

”Ja, han har talenter,” svarede Bernard diplomatisk og afvigende, i håb om at hun ikke havde opdaget hans langsomme svar. Tavst fortsatte de et lille stykke mere, inden den unge komtesse satte farten ned og gav udtryk for at ville tilbage til festsalen.
”Ja, selvfølgelig, Komtesse.” Han stoppede op og vendte rundt for at gå tilbage. Han overvejede kort, om han skulle tilbyde hende sin jakke, men der var ikke ret langt tilbage, og hun ville uden tvivl hurtigt få varmen indenfor. Hvis hun da frøs. Det var ikke til at se i halvmørket.

Sagde hun ikke mere, ville han også være tavs resten af turen. Han var ikke en mand, der sagde meget, kunne han undgå det, og lige nu havde han nok at tænke på. Den unge kvinde ved sin side, hendes far og Sébastien. Hvad mon knægten ville sige til at møde en potentiel hustru? Et eller anden sted vidste Bernard godt, at han ikke ville blive begejstret. Og Bernard kunne måske godt forstå ham, for han havde været i samme position engang, men som Bernard ville Sébastien lære, at man ikke kunne sætte sig op imod de fastbyggede regler i samfundet. En adelig skulle giftes og sådan var det. Og Sébastien havde alle odds imod sig, som hans far var fastsat på at skulle have arvinger til butikken, der havde taget hans liv fra ham.

Tilbage i salen gik der ikke mange øjeblikke inden nogen kaldte på Bernard og han måtte undskylde for komtessen for at vende tilbage til sine pligter som hele landets største købmand i eksotiske varer.

// Lukket