Nye udfordringer

[Eloise Skytte]

Tag: Actard fra Arge

Mørket var faldet på for en god rum tid siden efterhånden, og Eloise havde som sædvanligt ikke kunne forblive et sted. Arbejdet skulle gøres, uanset hvilke tidspunkt på døgnet det var. Nogle opgaver skulle desuden klares i ly af natten, men det betød jo at man måtte forholde sig til de slumrotter der kun viste deres ansigter efter mørkets frembrud. Efter snart femten år i slummen, var der dog ikke meget som Eloise Skytte frygtede.


De tunge skyer der hang over himlen truede med at bryde igennem med mere regn og torden. Hele dagen igennem havde vejret været dårligt, og derfor var slummens gader efterladt mere mudret og våde end sædvanligt. Den klamme lugt der hang i gaderne syntes værre denne nat, men nok engang kom de mange år i slummen hende til gode. Man var immun over for den stank, og bemærkede den knap nok.


Nu, en del timer senere, havde Eloise færdiggjort aftenens pligter. Kursen var sat hjemad mod Den Fede Kat. Denne aften var hun nok engang ude på egen hånd, diskretion var en stor del af hendes arbejde hvorfor hun ikke havde haft nogen med sig. Hendes paranoia betød dog at hun spidsede ørerne, og var klar til kamp hvad øjeblik det skulle være. Nok skete det ikke særlig ofte at hun endte i slagsmål, men man skulle aldrig være for sikker.


Skridtene fortsatte gennem gaderne, og trods det våde underlag, var de ret afdæmpet. Lyden af skridt nogle meter bagud havde dog fulgt hende noget tid, og Eloise vidste de var efter hende. Deres forfejlede forsøg på at bevæge sig dæmpede betød at deres skridt var arytmiske, og det var i grunden komisk. Deres forsøg altså. Hun vurderede det til at være to personer, hvorfor det nok skulle blive let at ryste dem af sig. Hun kendte slummen som sin egen baglomme, og som hun drejede ned af en gade, viste hun at der snart ville være mulighed for et godt skjul i en mørk sidegade. Den noget simple plan virkede da også efter hensigten, og de to personer der havde været efter hende fortsatte ned ad gaden, men stoppede snart op i forundring over hvor hun pludselig var blevet af. "Fjolser.." hviskede hun lavmælt. Følelsen af ikke at være alene meldte sig dog omgående, og hun var straks anspændt.

[Actard fra Arge]

Der var kun én måde at kombattere ensomme nætter på. Selskab. Det var bare ikke så lige til, når man lignede noget ud af en forkrøblet ammes skrækhistorie, der skulle holde små, uartige børn fra at snige sig ud efter mørkets frembrud. Så når trangen til at være kropsligt nær et andet menneske meldte sig, involverede det som oftest lige dele tvang og overtalelse. Overtalelsen kom bare i form af rå vold.
Der var ikke mange ude på dette tidspunkt af døgnet, men Actard havde haft heldet med sig og var stødt på en ganske nydelig, ung kvinde, som havde været på vej ud for at tømme natpotten. Ingen udveksling af ord havde været nødvendig. Det havde gang på gang vist sig at være det rene tidsspild, så han havde som sædvanlig valgt at ty til en noget mere... direkte strategi.

Natpotten kolliderede med det mudrede underlag, så både beskidt regnvand og unævnelige væsker stænkede fodtøjet til, idet Bæstet med beslutsomhed i blikket, havde grebet ud efter hende. Den arme kvinde havde stået med ryggen til, svagt nynnende og fortabt i egne tanker, og havde derfor ikke haft en chance. Lammet af frygt var det kun ganske få, jamrende lyde og desperate forsøg på at overtale ham til at lade hende gå, der nåede at forlade de bævrende læber, før døren blev smækket i bag dem. Døren til et forladt, faldefærdigt hus, som mest af alt lignede et skævtbygget skur og lugtede fælt af rotteeksrementer og fugtråddent træ.
Den tidligere, muntre nynnen blev erstattet med hjerteskærende hulk og nyttesløse råb om hjælp, der hurtigt blev kvalt med en hånd for munden. Levende op til rygterne holdt den blege kæmpe sig absolut ikke tilbage.

Efter hvad der utvivlsomt havde føltes som et endeløst mareridt for den uheldige kvinde, braste døren til det forfaldne hus op, og ud snublede hun – iturevne klæder, filtret hår og på stavrende ben, der vidnede om den voldsomme behandling, hun netop var blevet udsat for.
Overgrebsmanden dukkede kort efter op i døråbningen med et forstyrrende følelsesforladt udtryk malet i det hæslige, vansirede ansigt. De stirrende, rødviolette øjne fulgte den paniske kvinde, indtil hun var forsvundet rundt om hjørnet, og med ét blev hans hoved drejet den modsatte vej; som om han kunne mærke øjnene, der hvilede på ham.

“Hvad laver du her?” brummede han, ikke komplet uvenligt. Actard genkendte kvinden selv i den sparsomme belysning. Gabriels venstre hånd. Hende ville man nødigt lægge sig ud med. Hvis man kom på tværs af hende, kom man på tværs af Tyvekongen – og dét havde han bestemt ikke lyst til.

[Eloise Skytte]

Det var ingen ringere end Actard af Arge der stod der, og deres blikke mødtes i samme øjeblik. Kæmpen fra Arge.. Monsteret.. Moderen.. kært barn havde mange navne, og man kunne roligt sige at denne mand havde noget af et omtale. Eloise kendte hans navn, havde set ham flere gange, men indtil disse øjeblikke, havde de vidst ikke udvekslet et eneste ord. Nuvel, det blev der jo åbenlyst gjort noget ved nu. Blikket gled over ham, inden det atter fandt hans blik igen. Hun bevægede sig dæmpede væk fra hjørnet, det sidste hun ønskede var trods alt at forfølgerne skulle høre hende. Det bragte hende i mellemtiden tættere på Actard, noget der for de fleste ville være det dummeste i verden. Naturligvis var Eloise ikke i tvivl om hvem af dem der var fysisk stærkere skulle det ende ud i et fysisk opgør, men det var ikke just frygt man så i de blå øjne.


Tonen udviste ikke fjendtlighed, og det var nok for kvinden. "Forsøger at ryste nogle forfølgere af.." faldt svaret uden tøven og ganske ærligt. Hvorfor skulle hun dog også lyve om den slags? Der var absolut ingen grund til dette. De to forfølger var da også på vej tilbage idet de begge diskuteret indbyrdes hvor hun var blevet af. Skældsordene faldt mellem dem, hvad kunne høres i det fjerne. De var ikke helt tæt på endnu, men Eloise kastede nu alligevel et blik bagude mens hun fiskede en dolk frem. Naturligvis var hun bevæbnede, man var da idiot hvis man ikke var bevæbnet som kvinde, især hvis der ikke var andre muligheder for at forsvare sig selv end ved brug af våben.


"Du må da hjertens gerne blive og nyde en kamp. Jeg kan ikke love det bliver en god én.. de to ligner idioter.." lød hendes stemme snart. Tonen var dæmpede, men hun lyttede nu stadig efter de to forfølgere der uden tvivl ville stoppe op og kigge ind af denne sidegade. *Gabriel vil ikke bryde sig om at jeg slår dem ihjel.. pokkers!* Hun havde allerede gjort det af med tre mænd den forgående uge, og det havde han ikke brudt sig om. Forståeligt nok, det bragte trods alt opmærksomhed på dem, og man kunne ikke altid betale sig fra situationerne med drabantkorpset.

[Actard fra Arge]

Forfølgere? Det var hovedrystende stupidt at sætte sig op imod Tyvekongen og hans hof, men det lod til, at nogle folk bare aldrig gav op. Sjældent var det dog begavede individer, som tog den chance, så mon ikke det samme var gældende i dette tilfælde?
Actards blik søgte i den modsatte retning, søgende efter de omtalte forfølgere, men der var umiddelbart ingen at spotte i mørket, endnu. De stikkende øjne vendte derfor hurtigt tilbage til Den Venstre Hånd, som nu var kommet betydeligt tættere på. Det gjorde ham intet, skønt det blev mødt af en rynken af de hårløse øjenbryn og et lettere skeptisk blik. Han havde som sådan ingen grund til ikke at stole på hende, men hun havde derimod heller ikke gjort sig fortjent til hans tillid – og så var det bedst at forholde sig vagtsom.

Hov, nu skete der et eller andet i det fjerne – lyden af to stemmer, der skændtes indbyrdes, og inden længe kunne smattede skridt høres i mudderet, hastigt nærmende sig den dunkle sidegade, hvor de befandt sig. Bæstet nåede lige at få et glimt af dolken, Eloise fandt frem, før han atter lod øjnene søge andetsteds hen i jagten på hvad, der lød som to mænd. Stadig ingen i syne.
Den blege kæmpe trådte endelig væk fra døråbningen uden at lukke døren efter sig, mens han strammede det løsnede bælte ind og fik spændt det ordentligt fast. Sveden fra den kropslige aktivitet, der havde fundet sted for blot et par minutter siden, havde fået den hvidlige skjorte til at klæbe til den næsten lige så lyse hud. Trods den kølige aftenluft frøs han dog ikke; som altid var han en omvandrende ovn, der nærmest radierede varme, stod man tæt nok på.

Den mørkhårede kvinde talte til ham igen, og lidt småirriteret skævede Actard mod hende. Udtrykket i det vansirede ansigt var en smule uforstående. Hvorfor skulle han dog have nogen som helst interesse i det? Effekten af de udløste endorfiner havde gjort ham behageligt dvask, og han havde mest af alt bare lyst til at finde et roligt sted, hvor han kunne slænge sig lidt. Men det blev næppe en realitet lige foreløbig.
“Jeg kæmper ikke andres kampe. Slet ikke en fremmedes,” svarede Bæstet rimelig kontant, men modsagde alligevel sig selv ved at blive stående. Hun var ganske vist ikke komplet fremmed, men derfor følte han sig absolut ikke ansvarlig for hendes sikkerhed. Desuden lignede hun en, der kunne klare sig selv, eller, det vidste han, at hun var. Måske han bare skulle blive hængende for en stund og se, hvordan det hele udspillede sig – hvis altså ikke de to mænd blev skræmt væk, så snart de fik øje på Barbaren fra Arge. Var det modsatte tilfældet, var de i sandhed idioter. Enhver med fornuft mellem ørerne vidste, at man ikke skulle lægge sig ud med Bæstet.

[Eloise Skytte]

Hvad end der foregik i byen disse dage, havde Ellie i alt fald mærket en del til det på egen krop. For ikke mange uger siden havde hun måtte kæmpe for sit liv, en nat hvor hun havde været på vej hjem alene. Det havde efterladt tre lig og en masse oprydning. Stod det til hende, undgik hun flere dødsfald, men hvad kunne man stille op mod folk der troede de bare kunne overfalde hende uden at få modstand retur. Nej, hvem end der var startede denne togt, var ikke særlig klog, og det var vedkommendes håndlangere sgu heller ikke.

Eloise opfattede manden bevæge sig nogle skridt bag hende, og hun var naturligvis opmærksom. Nok kendte hun ham ikke, men hun havde trods alt set ham omkring og vidste at Gabriel havde en hvis.. effekt på ham. Sagt mildt. Det burde sikre hende imod et overfald fra den vinkel, ikke at hun var uopmærksom eller sænkede paraderne på noget tidspunkt. Livet havde lært hende det hurtigt betød man endte med snuden i mudret, eller værre.. halsen skåret over.
Et blik bagude mod manden, og måden han fik styr på bukserne, gjorde hende endelig opmærksom på hvordan han så ud. Jo jo, han havde været aktiv denne nat. Hans hvidlige skjorte klæbede jo til hans hud og afslørede granitbrystet. Hvis ikke for hans afvisende udstråling, kunne der være meget hygge at hente her. Heldige asen, knap så heldig kvinde - eller mand, han virkede ikke just som en kærlig elskere.
Hans svar fik i mellemtiden et hævede bryn fra hende. Hvem havde dog bedt ham kæmpe overhoved? De to kunne hun snildt klare på egen hånd, det var slet ikke et problem, tværtimod ville det blive svært at holde igen.
Tonen efterlod hende funderende, og han blev da stående, hvad forundret hende endnu mere. Nuvel, måske håbede han alligevel på lidt underholdning her til aften.

I samme øjeblik blev de velsignet med ansigterne på de to mænd der havde forfulgt hende. De var ikke videre imponerende at se på, begge tynde og slasket, og tøjet slidt. Havde stanken i slummen ikke været så markant, havde man nok kunne lugte dem på flere kilometers afstand. I stedet, var det de afmagret ansigter i de blege hoveder der virkelig stod frem under deres slidte hatte. Hendes bryn blev hævet, de lignede jo mest af alt bare.. tiggere der var ude på at stjæle lidt her til aften. Kedeligt.
To sæt øjne faldt da også på hende, og blev efterfulgt af to sæt klamme tænder som deres læber skiltes i noget der skulle være et triumferende udtryk. "Seriøst..?" mumlede hun mest for sig selv. Here havde hun troede de seriøst ville være en trussel, tal om at blive skuffet. Deres triumferende udtryk syntes da også at fordufte ved synet af kæmpen nogle skridt bag hende, og de udvekslet blikke. Den ene bakkede nogle skridt. "D-Det er ham..Bæstet.. l-lad os gå.." hakkede den ene sig igennem, frygten mejslet i hele hans udhungret udtryk.
Eloise slap et suk, og dolken blev stukket væk igen. Den ville hun næppe få brug for overfor de to. "Ej drenge, kom nu.. jeg inviter gerne på dans.." faldt hendes stemme nærmest provokerende. Man kunne vel ikke dy sig. Den anden fulgte nu sin vens eksempel, og bakkede ligeledes nogle skridt. "Neeeej, el-ellers tak.. vi er vidst gået forkert.." fulgte hans svar.
Nuvel, hun havde jo håbet på at undgå kamp, så det var nok bedst ikke at ende med at give tæv til de to stakler. Selvom de formentlig bare ville finde et andet offer at rulle.

[Actard fra Arge]

Actard stod stadig og rettede lidt distræt på både bukser og skjorte, da de to mænd omsider dukkede op i periferien. Det var med et rimelig uimponeret udtryk malet i ansigtet, at han først fæstnede sit blik ved den ene og derefter den anden. De så begge lige bøvede ud. Et par sølle slumrotter. Simple tyveknægte, formentlig, og næppe den succesfulde af slagsen at dømme ud fra deres påklædning og udmagrede fremtoning. Men selv så ubegavede åndsidioter som dem lod til at genkende den blege kæmpe i den fattige belysning. I det mindste havde de gade-kløgt. Bæstet ville så let som ingenting kunne knække dem midt over, og det var de åbenlyst bevidste om.

Den berygtede vanskabning tog et par tunge skridt fremad, og så lød bekræftelsen på det netop antagede. De var kujoner. Ingen overraskelse der. Det lyste jo nærmest ud af dem, som de stod der på afstand – glanende mod Actard selv og kvinden foran ham, som med sin lille størrelse bevirkede til, at han blot så endnu større ud.
Og så skrubbede de af. Med halen mellem benene og et ekko af deres ynkværdige stammen hængende i den kølige luft. Uden nødvendighed for at nærme sig yderligere eller hæve stemmen – ak, han havde ikke engang ytret et eneste ord. Eloise havde dog sendt dem afsted på deres stavrende stænger med en hånende bemærkning – et tilbud om en dans, der med det samme var blevet afslået. De var tydeligvis ikke mænd nok til at håndtere en som hende – hverken på den ene eller den anden måde.

Et sidste skridt mod Den Venstre Hånd blev taget, og hvis ikke hun instinktivt flyttede sig, ville de nu stå så upassende tæt, at hun burde kunne fornemme hans kropsvarme. Hans midterstykke ville lige akkurat snitte hendes øvre ryg, som den brede brystkasse roligt hævede og sænkede sig for hvert åndedræt, han tog.
“Danser du kun med svæklinge, du nemt kan overmande?” lød det fra den tårnende skikkelse – en snert af noget drillende i den mørke røst – efterfulgt af et afkappet grin, der blot kom ud som en dæmpet, hæs lyd. Det var sagt i sjov, selvfølgelig, men det var ikke altid lige nemt at opfange Bæstets tørre humor. Han var dog ganske klar over, at han skulle træde varsomt med Eloise. Hun var noget højere oppe i hierarkiet, end han var. Men når alt kom til alt, var han stadig større. Fysisk overlegen. Og en mand. Hun var heldig, at han netop havde fået afløb for sine dyriske lyster, men dén tanke holdt han trods alt for sig selv. Desuden havde han spottet dolken, der kort havde været fremme, men nu lå trygt i hylsteret. Det ville dog ikke tage mange sekunder at trække den op igen, og han var overbevist om, at hun var yderst ferm med et knivvåben; noget han bestemt ikke var interesseret i at få demonstreret på egen krop.

[Eloise Skytte]

Der var ingen i tvivl om hvor latterligt idiotiske de to vagabonder var. Vagabond var sågar et pænt ord at beskrive dem på. Slumrotter eller små køter var vel ganske beskrivende ord, og synet af Actard fik dem hurtigt til at stikke halen mellem benene. Det var dog kedeligt for hende, og dog, så behøvede hun hverken tæve nogen, søle sig selv ind i blod eller løfte en finger. Dejligt med et brugbart skjold, på trods af at det absolut ikke var hans intention at være det. Underholdende, især fordi han for ganske kort tid siden havde givet udtryk for ikke at kæmpe andres kampe. Netop derfor undrede det hende at høre og ude af øjenkrogen se ham træde nogle skridt nærmere. Hvad nu?


Længere kom hun ikke i sine tanker før de to ynkelige skabninger der knap kunne kaldes mænd, skyndte sig væk. I stedet fandt hun sig selv overfor noget større og langt farligere end noget andet. Hun fornemmede ham tæt på sig, og så blev hun strejfede af ham. Langsomt vendte hun sig rundt, og måtte lægge hovedet godt bagover for at kunne se op mod manden. Han var meget større tættere på, naturligvis var han det, men det var ikke frygt der i øjeblikket kunne spores i hendes lyse øjne, tværtimod var hendes blik tilfredst, smilet om læberne let underholdt. Om det var en flabet udfordring, eller et drilleri, blev hun næsten i tvivl om. "Er de fleste hankøn ikke svæklinge? Det er sjældent jeg rent faktisk står overfor en mand.." svarede hun med et glimt i øjnene der formentlig var svær at spore der i gadens halvmørke. Han var da intimiderende, men han vidste hvem hun var, hvad gav hende en form for tryghed. Dumt måske, men man levede kun én gang, og chancer måtte tages.


Hun trådte ikke væk, ikke fordi hun ikke ville.. men nærmere for ikke at give ham et forkert indtryk af at hun blev bange. I stedet gled hun blikket fra hans ansigt, og så langt ned over ham som muligt, før blikket atter fandt op mod hans skrækindgydende ansigt. Han må have været igennem et helvede for at se sådan ud. "Du forekommer mig ikke som typen der er interesseret i dans dog.. eller tager jeg måske fejl?" tilføjede hun snart, brynet let hævede i en spørgende mine. Det ville oprigtigt komme bag på hende, men han kunne da ikke være al hårdhud og skræmmende ydre, et eller andet sted måtte der være en blød kerne.. eller hvad?

[Actard fra Arge]

Hmm. Ingen frygt eller tegn derpå; hverken hængende som en trykkende stemning i den kuldeklamme aftenluft eller i form af anspændte skuldre og nervøse trækninger. Forventeligt. Det var en kamphærdet, gadekløgtig kvinde, som roligt vendte sig om imod kæmpen, så de i stedet stod front mod front. Hvor hun måtte læne hovedet bagover, måtte Actard dog gøre det modsatte; nakken blev bøjet let forover, og det rødøjede monster mødte ufortrødent hendes undersøgende blik. Hun smilede. Det blev ikke gengældt. Den svage trækning, der havde været i Bæstets ene mundvig efter det halvhjertede grin, var for længst forsvundet og havde efterladt hans arrede ansigt alvorsfuldt og følelsestomt; men udtrykket var ikke fuldkommen statisk. Et hårløst øjenbryn blev svagt løftet som reaktion på kvindens svar til hans drilske bemærkning. Jaså. Det besvarede ikke rigtigt hans spørgsmål – faktisk fik det bare flere til at melde sig. Han holdt dem dog tilbage for nu og erkendte blot, at han havde hørt hende med en kort, dæmpet brummen.

Diskretion lod ikke til at være en prioritet, da de lyse øjne tog et godt kig på tårnet af en mand og vandrede ned over hans store korpus. Actard greb selv muligheden for at få studeret hende lidt nærmere, men hans blik sværmede hovedsageligt omkring hendes ansigt. Han havde set rigeligt med kvindekroppe. Ansigter var langt mere interessante, og hendes var ganske nydeligt. Men det var han nødt til at abstrahere fra, trods det blev gjort med en snert af bitterhed – hun var Gabriels ejendel, hvis nogens. Det gik ikke, at hun blev tilbageleveret i alt for dårlig stand. Og Bæstet var ikke just kendt for at være blid, så han måtte hellere holde hænderne for sig selv. Heldigvis var han ikke blevet forbudt at tale med hende.

“Det kommer an på, hvilken slags dans det er,” blev der svaret uden yderligere uddybning, men med smilet der langsomt krøb sig vej ind over hans læber – spædt men sigende – tog det næppe et geni at regne ud, hvad han mente. Nej, Barbaren fra Arge dansede ikke, medmindre det indebar blodige knoer eller afklædte, svedige kroppe; men han tvivlede nu også på, at hun hentydede til vals eller kædedans.
Da det umiddelbart ikke tydede på, at Eloise ville blive den første til at distancere sig, tog Actard selv et halvt skridt bagud for at undgå en grum omgang hold i nakken af at holde øjenkontakt med den lave kvinde. Han lod et tavst øjeblik passere, hvor han blot stod og iagttog hende, tydelig tænksomhed malet i de rødviolette øjne, som om han ikke helt kunne blive enig med sig selv om, hvilken sti han skulle trække deres tilfældige møde ned ad. Lige i dette tilfælde var det nok bedst at gå ad det sikreste spor, så det var i sidste ende dét, han gik med.

“Du har et værelse på Den Fede Kat, ikke? Jeg følger dig hjem.” Som sædvanlig spurgte den blege kæmpe ikke om lov. Han havde allerede besluttet sig for, at det var dét, der skulle ske. Så selvfølgelig blev det sådan.
Ikke helt ubevidst stødte Bæstet ind i sin samtalepartner med armen, da han tog et par skridt forbi hende.
“Du kan fortælle mig, hvad en mand er, mens vi går.” Interessen for at høre hendes mening om, hvad der definerede en mand, var oprigtig. Han vidste, han ikke var en svækling, men hvad der præcist adskilte sådan én fra en mand, var der ganske forskellige meninger om, havde han fundet ud af. Under hans møde med Steva Pudser var det selvsamme emne blevet bragt op – hvordan en rigtig mand burde være, og hvornår ‘skvat’ var et mere passende ord – og billedet, hun havde malet, havde været temmelig anderledes fra hans eget. Noget han havde grublet en del over siden da.

[Eloise Skytte]

Frygt var en relativ ting for hende, og generelt forskellig fra person til person. Ellie ingen undtagelse. Hun vidste naturligvis at hun aldrig ville kunne klare sig overfor ham i fysisk kamp, men hun kunne forhåbentlig gøre tilstrækkeligt skade på ham, til at han aldrig ville glemme hende. Hun var ikke brutal uden grund, men pissede man hende af, skulle man nok få hendes vrede at føle. Hun håbede dog naturligvis ikke det nåede dertil denne nat, det orkede hun simpelthen ikke.
Smilet forsvandt fra hans læber, og et øjeblik var hun i tvivl om det nogensinde havde været der eller om det blot havde været indbildning. Nuvel, endnu en ligegyldig detalje, det var ikke fordi hun bekymrede sig for hans følelser alligevel. Han løftede dog snart det ene bryn, selvom der ikke var meget øjenbryn over det der. Det dæmpede brummen sagde vel lidt. Eller hvad?


Diskretion var vel kun nødvendig når man ikke ville have folk skulle vide hvad man foretog sig. Hun var ligeglad, og så tæt som de stod, var det da også svært at være diskret. At han tjekkede hende ud, tvivlede hun ikke på. Hun havde endnu ikke mødt en mand der aldrig havde gledet blikket over hende. Selv de af dem der var til eget køn, tjekkede hende ud. Det var sjældent man mødte en kvinde i mandeklæder i disse omegne. Hvad bæstet her tænkte om hendes krop og ansigt vidste hun af gode grunde ikke, men det var heller ikke relevant for hende.

Hans svar var da underholdende, og dog, de vidste vidst begge han ikke ligefrem snakkede om rigtige dans. Det kunne hun ikke forestille sig alligevel. Med hans størrelse, ville han også være for stor og klodsede til den slags. Det spæde smil sagde da også en del om sagen, og smilet krøb atter frem over hendes egne læber. "Ikke én der kræver man hopper fjollede omkring i hvert fald" svarede hun og lagde armene overkors. Han var den første til at træde et skridt tilbage, og det var vidst godt for begge deres nakker.


Pludselig ville han følge hende hjem, og hun hævede brynet som han sådan gik forbi og ramte hendes skulder. Hun vaklede et skridt, og genvandt fodfæste. Snart vendte hun om på hælen, og fulgte efter. "Hyggeligt.." mumlede hun blot mest for sig selv. Hun sagde intet, men kunne ikke andet end undres over hans opførsel. De kendte ikke just hinanden, og ingen ville bebrejde ham en skid skulle hun komme noget tid - medmindre han var årsagen måske - så hvorfor følge hende tilbage til kroen? Det var vel i grunden ligegyldigt. Han havde dog ikke tænkt sig at tage turen i stilhed, i stedet ville han have en uddybning af hendes svar. "Der er næppe ét rigtigt svar, det afhænger vel af hvem du spørger. For mit vedkommende er det en person med noget mellem ørerne, og som rent faktisk ikke er en tåbe. Vi lever i et samfund hvor de fleste såkaldte mænd tror de ejer kvinder, en rigtig mand ved vel det ikke handler om køn, men evner. Alle dyr har instinkter, og en idiot der tager uden at spørge om lov, er blot et dyr. Han er slet ikke værdig til at blive kaldt en mand." hvorfor han overhoved spurgte, var hun ikke så sikker på. Nu spurgte han dog, og at svare var bedre end at gå sammen i stilhed.

[Actard fra Arge]

Actard brød sig ikke om kvindens svar. Og det var svært at skjule. Det normalt følelsesdøde ansigt var pludselig blevet skyggelagt af et tungt slør af misfornøjelse, som ikke var til at tage fejl af. Det så ud til, at han koncentrerede sig. Grublede.
Bæstet fortsatte med at gå i tavshed, som han som oftest gjorde, og den andens ytring blev umiddelbart ignoreret. Ikke så meget som et enkelt hm som tegn på, at han havde hørt hende. Det havde han dog. Og den forbavsende ærlige respons havde fået hjulene til at kværne i hovedet på ham. Om det var bevidst eller ej, havde kvindfolket indirekte fornærmet hans manddom – eller i hvert fald hans forståelse af, hvad det ville sige at være en mand. Han var ikke oprørt – uenig, jah – men ikke oprørt. I virkeligheden var det vel nok hvad han havde forventet.

En ubehagelig mængde tid havde fået lov til at passere, før han atter deltog i samtalen.
“Ja. Evner er vigtigst,” endte han med at mumle. Ikke alt hun havde sagt, havde været komplet vrøvl. Brugbare egenskaber var vigtigere end hvad der var mellem benene på en. Ifølge barbarens sort-hvide måde at tænke på var der dog klare forskelle på mænd og kvinder. Felter hvor det ene køn brillierede, og det andet knap nok kunne følge med – og vice versa. Det vidste alle da.

“Den stærkeste vinder altid,” lød det en smule abrupt fra Actard. “Mænd er stærkere end kvinder. Sådan er det bare.” Oftest i hvert fald. En bemærkning som dén var måske ikke helt ufarlig at spytte i ansigtet på en kvinde af Eloises kaliber; men han havde endnu ikke mødt en eneste person, mand eller kvinde, som på enehånd kunne måle sig med hans råstyrke. Så ja, han tog hvad han ville have – og den metode fejlede yderst sjældent. I hans optik var det præcis således en ‘rigtig mand’ burde opføre sig.

“Hvis ikke du forstår dét, er du naiv... En tåbe. Pas på Kongen ikke finder ud af det.” Kongen af tyve, naturligvis. Tonefaldet var spydigere end det havde været meningen. Et træk på smilebåndet kunne måske have rådet bod på giftigheden i stemmen, men Actard fastholdt sit uvenlige udtryk. Der var ikke mere at sige om sagen. Han havde ret. Selvsikkerheden var tydeligt til stede i de stirrende øjne, da de kort efter blev rettet mod Eloise. Måske der også var en snert af noget udfordrende i dem?