En hård forhandler..

[Amélie af Dison]

Tråd tilegnet Bernard af Monteres

Eftermiddag

Købmandskvarteret

Overskyet gråvejr

Det var en kølig og lettere overskyet eftermiddag, som Amélie havde dristet sig til at gå en spadseretur ned i byen. Hun havde fri for privatundervisning i klaver i dag, fordi hendes underviser havde fået et ildebefindende og således havde hun istedet besluttet sig for at gå en tur ned i købmandsgaden, for at kigge vinduer. Netop dette, bragte hende nemlig ofte stor fornøjelse på gråvejrsdage, som denne i dag. I vinduerne var ofte udstillet fine kager, farverige blomster og ikke mindst kønt silkestof, som Amélie alt sammen holdt meget af. Trods alt, var det goder hun havde råd til og som hun oftere fornøjede sig med, når mulighederne bød sig for at hun kunne få en god pris, på det hun ønskede sig.

I dag var hun blevet betaget af en broche. Den havde ligget i et vindue blandt irgrønt silkestof og nærmest ’blinket’ til hende, som de lilla-ametyststen skinnede i skæret af lyset fra lanternerne, der var sat i karmen ved siden af.

Amélie havde en svaghed for fine smykker og netop dette, mindede hende om ét hun tidligere havde haft som yngre pige og til sin mors store ærgrelse og irritation havde mistet under ’upassende’ udendørs leg, der næppe sømmede sig for pigebørn.

Således havde Amélie gebærdet sig indenfor i butikken for at spørge på brochen, hvorfor hun nu stod foran disken og konverserede med den unge købmandsmedhjælper. Hendes lange mørke hår hang løst, omend noget af det stadig var sat op bagved på sømmelig vis og om sig havde hun en mørkeblå kappe, der med de fine broderier langs kanten ganske vel understregede hendes stand, hvis da ikke hendes tonefald gjorde det. ”…Hør nu…10 guldstykker og 6 sølv er velsagtens en smule i overkanten for et ametystsmykke.” Lød det fra hende, med blød stemme omend en bestemt mine havde sneget sig over den kønne kvindes ansigt. ”For den pris ville jeg kunne købe et halssmykke med en mindre smaragd i. Altså…Vi ved jo godt begge to at indehaveren af forretningen her, sætter prisen op, så fortjenesten er ihvertfald 32% procent på de importerede vare, hvilket også tydeligt afspejler sig i prisen på jeres silkestof…” Fortsatte hun, som hun betragtede den tydeligt småintimiderede unge mand bag disken. ”Således må de vel som minimum kunne imødegå mig en små 10 procent smule på prisen…” Bad hun, som hun hævede brynene en smule forventningsfuldt og afventende.

”Ehhh…Bæh…” Den unge købmandsmedhjælper var tydeligvis blevet slået en smule ud af kurs af den unge kvinde, der havde indtaget forretningen og taget overhånden på forhandlingen af brochens pris. Hans holdning afspejlede tydeligt den usikkerhed hun havde plantet i ham, i forhold til det økonomiske aspekt af det at drive en forretning. Trods alt, var han jo ikke indehaveren, hvorfor hans blik også tydeligt flakkede omkring, for at fange dennes blik.

[Bernard af Monteres]

Det var en helt almindelig dag i Bernards eksotiske købmandsforretning. Det var det normalt, der skete sjældent noget spændende, og Bernard sad atter bag sit store, robuste skrivebord i det lokale, der udgjorde det for hans kontor. Papirarbejde. Han hadede det. Han havde altid hadet det. Han ville ikke sidde på sin flade og svinge en fjerpen, der dryppede af blæk, men være ude i verden og svinge sit sværd, dryppende af blod. Men de drømme var blevet lagt på hylden for så mange år tilbage, at de bare var svage minder bagerst i hans sind, viklet ind i vrede og bitterhed. Så han svingede fjerpennen, med et koncentreret udtryk, som tal og varer fløj rundt i hovedet på ham og skulle placeret de rigtige steder i de store bøger.

På et tidspunkt kom hans butiksbestyrer Mester Hart hen og bankede på. For at informere om, at han tog sin pause. Bernard nikkede accepterende, og skrev de sidste tal, inden han løftede armene over hovedet og strakte sig, så ryggen knagede. Hart var gået igen, ned mod den lille bolig han havde i forbindelse med butikken. Han var Bernards bedste ansatte og den eneste, der næsten helt slap for Bernards små vredesudbrud. Hvis Bernard skulle være ærlig, var han bange for at miste ham som ansat, for han havde uden tvivl bedre styr på foretagenet end Bernard selv. Han brændte for det, hvor Bernard kun var her, fordi han skulle.

Svagt kunne han høre klokken ude i butikken. Hvis Hart var gået til pause, ville det kun være lærlingen, der var derude. En ung ranglet mand, der knapt havde fået dun på overlæben. Med et suk kom Bernard på benene og gik ned til døren, der ledte ud til selve butikken, et stort rum med reoler og hyler til loftet. Der var god plads, som det kun var nogle af varerne, der blev opbevaret derude, de fleste havde kun prøver liggende fremme, hvor resten blev opbevaret på det store lager, der hørte til bygningen.

En kvindestemme lød, og Bernard stoppede lige før, at han trådte ud i butikken, skjult for de to personer derude. Det var ikke svært at høre, hvad der blev sagt, og han løftede et øjenbryn, lettere imponeret af det, den unge kvinde fik sagt. Jaså. Interessant.
Til sidst fik han dog nok over lærlingens mangel på respons, så han trådte ud i butikken og gik hen til skranken.
"De glemmer at lægge prisen for transport og bestikkelse oven i Deres udregning, frøken ...?" Han lod blikket glide ned over hende, men hendes ansigt sagde ham ikke lige noget. Adelig var hun, men hvilket len hun var tilknyttet og hvad hendes navn var, kunne han ikke lige sige.
Hans ansigt var hovedsageligt udtryksløst, selvom han dog fik klemt lidt kundevenlighed ind. Det var ikke uvenligt, det var vel det vigtigste.
"Regnskabet skal jo gå op, jeg skal også kunne betale mine folk."

[Amélie af Dison]

Amélie syntes ikke at kunne få meget ud af den unge købmandslærling der stod bag disken. Tværtimod, kunne han for en stund måske lige så vel have været erstattet af en stenstøtte, så tavs som han stod, tydeligt forlegen og befippet over både hendes stålfaste vilje, såvel som hans egen manglende evne til at komme på noget at svare hende. Lærlingen syntes dog atter at finde lidt betuttet fodfæste igen, som en midaldrende mørkhåret herre trådte frem for at tage ordet. - Hun antog at han måtte være indehaveren af forretningen.

Amélie hævede brynene en smule forundret over den mørkhåredes kommentar, men med et lille smil på læben, åndede hun atter ud, blot for at ranke sig. Manden foran hende var ikke alene høj, men også bred. - Ja, hvis da ikke det man kaldte robust. Han var velsagtens den dobbelte bredde af hende og havde Amélie været mindre selvsikker og stædig end hun var, havde hun sikkert stukket halen mellem benene eller krympet sig på samme vis, som lærlingen bag disken. Ikke destomindre, var hun dog opdraget til altid at holde hovedet højt og således vaklede eller tøvede hun heller ikke det mindste, som hun rettede lidt på sin kåbe.

”Javel ja…Men det kan man velsagtens kun, hvis man så også kan holde på sine gode kunder? En god pris må de vel kunne give mig?” Spurgte hun lidt spidst, som hun dog alligevel tilsmilede ham en smule kækt. Trods alt, havde hendes fader utallige gange handlet silkestof i pågældende forretning til hende og hendes yngre søster. - Så meget, fulgte hun atter sin faders økonomiske interesse, som han til tider havde ladet hende tage del i hans interesse om økonomi, handel og ikke mindst landets politik.

”Nådigfrøken Amélie af Dison.” Erklærede hun roligt, som hun førte en af de lysebrune lokker om bag det ene øre.

[Bernard af Monteres]

Bernard betragtede den unge kvinde foran sig. Hun var ganske køn og ind til videre havde hun givet indtrykket af, at der var viden bag de brune øjne, men det kunne sagtens snyde. Det skete ofte, at folk gik ind i hans butik med troen på, at de vidste noget om handel, og derefter var blevet pillet ned af ham eller butiksbestyren Hart, der trods sit polerede borgerlige ydre, ikke altid kunne lade være med at være spids i sin tiltale af de adelige. Noget Bernard oftest bakkede ham op om, skulle der komme klager.
Men hans interesse var vagt for den unge frøken, en interesse der kun voksede, som hun identificerede sig.

"Ah, Komtesse Dison. Deres far er en god kunde her hos Import de Luxe." Han gav antydningen af et buk for hende. "Det er ikke alle varer, jeg har mulighed for at give den ønskede rabat på, men hvis De vil vise mig, hvad De ønsker at købe, kan vi se på det." Han havde ikke hørt, hvilken vare hun specifikt var efter. Ikke at han solgte så mange smykker, han var en købmand, ikke en guldsmed, men lidt havde butikken da at tilbyde.

Der var stadig ikke meget følelse i hans ansigt, som han meget korrekt stod rank og med armene langs siden. Han var ikke bare adelig, han var gammel ridder, og selvom det var mange år siden, at han sidst havde haft den titel, sad opførslen fast i ham. Og her i butikken var hans adelige aner skubbet væk for titlen som købmand. Når han stod i butikslokalet var han her for at tjene. Om han lystede det eller ej.

[Amélie af Dison]

Amélie stod rank og stol, på trods af at butiksbestyreren nærmest tårnede sig frem over hende. Trods alt var hun meget bevidst om, at hun bar et navn hun kunne være stolt af og at hendes fremtræden matchede dette.

Hun nikkede kort, men høfligt af herren, som han bukkede vagt for hende og ganske let skævede hun imod den anden købmand bag disken, før hun rakte ud efter brochen, som hun havde placeret på disken. Hun rakte den derpå istedet frem imod butiksbestyreren og betragtede ham afventende, men dog tydeligt forvent, som hun løftede hagen en lille smule. ”Min fader har fået syet mig en kjole i lyseblåt silkestof herfra i sidste uge….Den ville stå godt dertil.” Bemærkede hun sigende, som hun foldede hænderne pænt foran sig.

[Bernard af Monteres]

Lærlingen bag disken var trådt et skridt tilbage og lod tydeligvis ejeren af forretningen klare handlen. Var man opmærksom nok, kunne man nok fornemme, at han var en smule utryg ved den store mand, men han skjulte det godt. Skulle man være ærlig, var det nok kun butiksbestyreren Hart, der ikke på nogen måde var bange for Bernard. Han havde heller ikke den store grund til at være det.

Bernard rakte ud og tog imod brochen. Ah ja. Han drejede den lidt, så stenen i midten blinkede i lyset fra lamperne omkring dem.
”Det er også en ganske yndig broche. Den kom med en af sendingerne fra Edrye, men jeg forstod det sådan, at dens oprindelse er endnu længere syd fra. Landet Nidar. Historien skulle være, at den blev båret af en af prinsesserne fra det gamle styre.” Om det var sandt, vidste han ikke, men historien var god. Og smykket var af den fineste kvalitet, så hvem vidste? ”Men De har ganske ret, den ville stå godt til stoffet, Deres far har købt.” Ikke at det var en måde at overtale ham til at give rabat på smykket. Så vidt han huskede, var prisen rimeligt fair i forvejen.

Med et lille tænksomt ”hmm”, overvejede han, om han var villig til at give hende rabat. Der var noget over hendes holdning, der gik ham en smule på. Hun var en smule for arrogant uden at have vist noget, hun kunne have det i.
”Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kan sænke prisen. Jeg skulle jo nødigt stå med et underskud på salget.” Han lukkede hånden om brochen og så beklagende på hende.

[Amélie af Dison]

Amélie lyttede nysgerrigt som herren foran hende fortalte. Dog bibeholdt hun på fornuftig vis samtidig en vis skepsis overfor herren. - Trods alt, var det nemt for gængse købmænd at finde på historier, blot for at øge deres salg.- Og vist nok var hun ung, men hun var hverken dum eller naiv…Og således forstod den unge kvinde også, at herren foran hende ikke var helt nem at forhandle med. Han lod til at stå fast ved sine præmisser og lod sig tydeligvis ikke stikke til. Hun syntes altså at måtte tage andre midler i brug, skulle hun have brochen med hjem.

Lige så fast som han, stod hun selv, og knapt rykkede hun sig heller så meget som en tomme ud af stedet, på trods af at hendes mimik ændrede sig og minen ændrede sig fra nysgerrig og smilende til lettere ærgerlig.”Ja så..” Erklærede hun sagte, som hun betragtede brochén, som købmanden stadig stod med. ”Det er vel nok ærgerligt…Trods alt, troede jeg at man så gode og tilfredse kunder som en investering i det lange løb..” Erklærede hun sagte, som hun lod blikket glide over resten af butikken og hun atter gav et lille vagt suk fra sig. Hun sendte ham dog så atter et varmt smil. ”Men nuvel…Jeg tror jeg springer over for denne gang så.” Erklærede hun venligt.

[Bernard af Monteres]

Der var sandhed over den unge kvindes ord, men de fik ikke Bernard til at skifte mening. Hvis hun ville have smykket, måtte hun betale det, det kostede. Måske var det hendes ungdom, måske var det fordi, at han kunne fornemme, at hun nok var en pige, der var vant til at få, hvad hun ville have. Og selvom han burde gøre hende til en tilfreds kunde, var noget i ham imod at lade hendes liv være så let og tilfredsstillende. Nej, han vidste, at han nok ville miste lidt penge på næste handel med hendes fader, men det var det værd.

Han bukkede ganske svagt og stift i overkroppen, kombineret med et let nik, som hun sagde, at hun ville springe handlen over.
”De skal være velkommen til at ombestemme Dem, komtesse. Og De skal også være velkommen til at se Dem om i butikken, om der er andet, der tiltaler dem.” Brochen forsvandt ned i hans jakkelomme, inden han samlede hænderne på ryggen og afventede om hun ville se på andre vare eller forlade butikken. Hans ansigt var udtryksløst som det næsten altid var, men trods det der var sagt og gjort, udstrålede han stadig en villighed til at servicere hende.

[Amélie af Dison]

Amélie brød sig ikke meget om tanken om at vige fra en god handel…Men endnu mindre brød hun sig om at give sig – Og således nikkede hun blot høfligt til købmanden, før hun atter trådte to skridt bagud. ”Tak…Men jeg tror jeg har kigget det jeg skulle, Sir.” Hun trak en smule på smilebåndet for atter at fremstå høflig og hun vendte derpå om for at forlade butikken. Formegentlig ville hendes indkøb i forretningen også være mindre den følgende gang.

//Lukket?