Sammenhold

[Steva Pudser]

“Det gør du alligevel? Der ville sikkert være en masse spændende sladder, men sådan er jeg dog ikke. Jeg holder mig hernede” og til det hun var god til - høre hemmeligheder ved en fejl. Ja, også var hun også god til at skælde uvorne gæster ud. “Og jeg vil gerne bholde min øre” drillede hun, men med en seriøs kant i tonen. Det var det hun forestillede sig, at tyvekongen gjorde ved folk der smuglyttede til ham. Den brunhårede kropige undertrykte et grin, da kvinden overfor hende påpegede, at tyvekongen kaldte hende Vildkat. “Det er du sikkert også.. En vildkat altså” småklukkede hun fornøjet.

Det perfekt kyglede brød ramte manden i øjet og han fik derfor travlt med at jamre sig. Steva så tilfreds ud og vendte tilbage til samtale med Eloise. “Så lidt. Jeg vil ikke miste min tryghed fordi en eller anden klaphat får ram på dig” det var det tætteste Steva kom på at give udtryk for, at hun nærede positive følelser overfor nogen.

“Det er blevet mig påpeget, at jeg burde lære at forsvare mig selv” startede hun uden at nævne, hvem der havde givet hende ideen. “Jeg tænkte om du kunne lære mig noget. Du er ikke til at spise skeer med, så du var mit bedste bud på en der kunne hjælpe”

Steva trak på skuldrene. “Njaa, han er bare.. En bror” det var det bedste hun kunne beskrive. Deres forhold var specielt og for det meste forstod Steva det ikke helt selv. “Bare giv han nogle tæv, så er jeg glad” grinte hun for, at det ikke kom for tæt på.

[Eloise Skytte]

Steva's forestillinger om hvad man gjorde ved folk der lyttede ved Tyvekongens dør, var nok ikke helt ved siden af. Hun var da også en klog pige, og vidste vel nok hvilke hoveder her man ikke skulle gøre sig uvenner med. Det var blot et af mange grunde til at Ellie var ganske glad for kvinden. "Ja, jeg foretrækker også at du ikke mister andre kropsdele.." det startede måske ved et øre, men man kunne aldrig vide hvor langt Gabriel ville gå, eller hvornår han ville stoppe hvis han først så sig sur på nogen. Den mand kunne både være skræmmende og ubehagelig. 
Kommentaren til kaldenavnet, fik blot Eloise til at smile skævt "Jeg finder mig bare ikke i hvad som helst.." blev det korte svar dertil. Hun kunne klare meget, men trykkede man på de rigtige knapper, kunne man nu alligevel pisse hende af. Hun var ikke immun, og havde ikke den største tålmodighed når det kom til stykket. 

Idioten blev da ramt, og klagede som et pattebarn. Ellie ignorerede ham, han var ikke værd at spilde tid eller kræfter på alligevel. Det svar fik hende til at trække på smilebåndet. "Så selvisk, og her troede jeg at du rent faktisk kunne lide mig. Ak, hvor bliver man trist. Spøg til side, jeg regner ikke med at lade en eller anden idiot nedlægge mig, det har jeg alligevel for meget ego til at kunne acceptere." svarede hun spøgefuldt til en start, dernæst var tonen endt mere seriøs. 

Snart fremkom Steva med sin forespørgsel, og det efterlod Eloise med et let hævede bryn og et alvorligt udtryk mens hun tænkte sig om. "Jeg vil anbefale enhver kvinde i landet at lære at forsvare sig selv, det er ikke sjovt at være forsvarsløs, eller overlade sin lid til andre om at beskytte sig. Der er noget vigtigere end at lære at forsvar sig selv først dog, man skal lære at overleve når et eventuelt overfald finder sted. Men.. hvem har påpeget det for dig om jeg må spørge..?" det var trods alt ikke blevet nævnt før, og den tone der blev lagt for dagen gjorde hende ikke just tryg eller rolig. 

Svaret angående Gui fik blot et hævede bryn fra Ellie. "Han er nu ret ..høflig, overfor mig de får gange jeg er så heldig at støde ind på ham.." det skete nu ikke så ofte, men hun skulle da nok prøve at se om hun kunne få snakket lidt fornuft ind i knolden på den yngre mand, der til tider kunne være ret rap i replikken hvis Eloise selv skulle sige det. 

[Steva Pudser]

Det var ikke fordi hun var vanvittigt god til at holde sin mund ellers. Der var dog personer hun prøvede lidt ekstra på ikke at fornærmer, men hun havde ekstremt svært ved det. Selv med Actard havde hun ikke holdt sig helt så meget i skindet som hun vidste hun burde. Det kunne være gået rigtig meget galt, men af en eller anden underlig grund gjorde det ikke. Hun havde endda næsten sagt sin mening. Da Eloise påpegede, at hun ikke fandt sig i hvad som helst gav Steva en blanding af et grin og et fnys fra sig. “Det gør jeg virkelig heller ikke, men det eneste våben jeg ejer, er mine ord” hvilket hun også virkelig brugte til sin fordel. Den skarpe tunge var også noget kunderne kendte hende for og den eneste grund til den smule respekt der var omkring kropigen.

“Nej da, jeg har dig bare hængende for det gode udseende og de rappe bemærkninger” drillede hun igen og blinkede endnu engang til hende. Der var begyndt at forme sig et venskab mellem de to kvinder som Steva helst ikke ville være for uden, men udover det følte hun sig også en smule mere beskyttet ved at være veninder med Eloise. “Det kan jeg egentlig godt sætte mig ind i, men jeg tænker både kongen, kroen og slummet ville være på røven uden dig” det var det tætteste på et direkte kompliment hun kom med. Det var så tæt på, at hun skyndte sig at lave sjov lige bagefter. “Jeg er rimelig sikker på de fleste tror du er en vandånd og slummet bryder spontant ud i brænd, hvis du ikke er her”

Det var faktisk en anelse pinligt at den rapkæftede kropige ikke før havde taget det seriøst at lære at forsvare sig selv. Hun kom tit i problemer, fordi hun ikke kunne lade udfordringer være og det eneste hun kunne var at kaste med ting i håb om at distrahere faren, der lurede. “Jeg vil ikke kalde mig selv forsvarsløs” forsvarede hun sig selv. “Er du klar over hvor gode sko er at kaste med, hvis man kan nå at vrikke den af foden, mens man løber” humoren var stadig hende absolut største forsvar og havde altid været det.

Spørgsmålet om hvem der havde påpeget det, gjorde Steva stum et øjeblik. Ganske atypisk for sludrechartollet. Hun vidste ikke om hun skulle sige det, for hun var godt klar over, hvad folk sagde om Barbaren fra Arge og af en eller anden grund følte hun, at hun skulle modsige det. “Actard, Barbaren. Han hjalp mig for nylig” mere havde hun ikke tænkt sig at forklare. Manden med kniven fik hende til at virker som endnu mere et offer og det ville hun ikke virke som overfor nogen. Heller ikke Eloise.

Steva slog en latter op og skævede til den anden kvinde. “Eloise, du er ikke hans søster” påpegede hun ganske kort. Det sagde alt, hvad der var at sige om den sag. Søskendeforhold var noget helt andet end venskaber. I Stevas verden i hvert fald.

[Eloise Skytte]

Ja en kvinde burde være mere end bare hendes ord, det ville i alt fald hurtigt blive opdaget og så ville det få grove konsekvenser. Det havde Eloise lært i en tidlig alder, og det undrede hende nogle gange hvordan kvinder var underklassen kunne gå rundt uden at kunne forsvare sig selv det mindste. Jo, hun erkendte da at hun ikke havde gode chancer overfor store bøffer, men hun kunne nogle tricks og finter, der nok skulle holde hende i live til hjælpen kom, eller i værste fald.. efterlade sig varige mén på en eventuelt overfaldsmand. "Ja, og ord kan nogle gange gøre tingene værre.." hvis man fik provokeret de forkerte typer, kunne det let gå galt.

Den rappe bemærkning fra Steva fik nok en latter over Ellie's læber, hun elskede deres drillerier. "Udnyttet.. hvorfor knuser du mit hjerte sådan?" sukkede hun snart i spøg.
Et underholdt smil trak over Eloise's læber ved kvindens fortsættelse. Arh, hun var ikke så sikker på det, folk skulle nok klare sig uden hende. Ingen var uerstattelig, det havde Eloise lært på den hårde måde desværre. Det var egentlig trist, tanken om at ingen ville mangle hende skulle hun bare blive dræbt. Hun skubbede denne tanke bort med al sin magt, det hjalp ikke at leve i den sorg. Det ændrede trods alt ikke på noget som helst. "De vil være på røven i noget tid, men hurtigt nok finde en erstatning. En der kan gøre jobbet, men ikke én der er ligeså loyal.." det ville Gabriel skulle lede længe efter. Den loyalitet han havde i hende, fandt man ikke særlig ofte. "Mhm.. hvis bare de vidste hvor meget jeg holder styr på.." ingen gad trods alt gøre det kedelige arbejde, de praktiske ting.. dem tog hun sig af. Hun var god til regning og holdt styr på regnskaberne, og der var så meget andet. Enhver ekspert på sit felt..

Jo, humoren blev brugt flittigt, men sådan var Steva jo. Eloise kendte hende alt for godt. "Åh jo, det kender jeg alt til. Jeg har gjort det en gang selv, men det var ikke så effektivt, og kombineret med frygt og at du oftest bliver overfaldet af en mand.. er en sko ikke til særlig meget nytte hvis dine hænder er fikseret" svarede kvinden seriøst. Minderne hun havde på området var ikke just rare, og det var et under hun ikke var mere ødelagt og traumatiseret af sin opvækst og baggrund, end hun allerede var.

Spørgsmålet der faldt, fik da bragt Steva til tavshed i noget tid. Eloise tog ikke blikket fra hende, men ventede tålmodigt på et svar. Svaret der faldt fik hende end ikke til at foretrække en mine, i stedet forblev hun tavs i noget tid. "Javel ja, det var da sødt af ham. Lad os sørge for at du ikke får behov for nogens hjælp i fremtiden.." detaljerne betød intet, pointen var bare at Steva havde haft behov for hjælp, og at Babaren havde været der til at gøre det. Hvad så hvis han ikke havde været der? Hvad så?

"Sandt, og jeg takker Triatos for det hver evig eneste dag.." drillede hun Steva igen, som denne pointerede at Gui ikke var Eloise's broder.

[Steva Pudser]

Den kommentar fik Steva til at lukke munden, inden hun måtte krybe til korset og alligevel, lavmældt, sige “Ja, der har jeg erfaret” og alligevel var hun dårlig til at holde ting for sig selv. “De fortjener jo bare at blive sat på plads, når de er idioter og jeg har altså kun mine talegaver” forsvarede sig alligevel måske mere stædigt end hun burde. Hun kunne også bare lære at holde kæft.

“Har du ikke hørt det? Jeg er et ondt, ondt kvindemenneske. I hvert fald ifølge de fleste mænd, der kommer her på kroen” de fleste holdt nok også af hende på deres egen måde og stamkunderne havde for længst lært at leve med hende. Desuden var der også nogen, der nød, at hun gav igen. “Nu skal du ikke sælge dig selv så lavt. Hvis du ikke er der, er der næsten kun mænd i spidsen, er du klar over nogle hovedløse beslutninger det ville ende i?” grinede hun med et blink i den anden kvindes retning. “De har brug for en kvindes fornuft ellers er de helt ude at sejle”

Steva trak på skuldrende og lænede sig tilbage. “Kan være jeg skal rende rundt med en sten, så jeg ikke altid mister mine sko, for at have noget at kaste med” det var da ikke en dårlig idé egentlig. Det var trods alt lettere end at lære at slås, men det andet var nok mere effektivt. Så skulle hun jo også lære at ramme. “Så må du jo lærer mig, hvad jeg gøre, hvis en idiot har fået fingrende i mig”

Actard fra Arge, var lidt et underligt samtaleemne. Næsten lige så underligt, som hendes sammenstød med ham. “Sødt? Han bider mig ikke ligefrem som værende sød, men jeg er taknemmelig over hans hjælp” faktisk var hun et øjeblik bange for, at han havde gjort hende noget i stedet, men mærkeligt nok, virkede det til at han gerne ville tale med hende.