Fra en uventet kant

[Sébastien af Monteres]

Laurienne havde været god til at italesætte overfor sin søn, at hun havde været stolt af ham dengang hun levede. At han var god nok præcis som han var. Fremhævet hans blide kærlige væsen som fine og gode kvaliteter frem for svage og ubruglige kvindetræk. Så på den vis var det ikke ny viden for Sébastien, at moren havde været stolt af ham (selvom han da ved alle guder nogle gange, på dage hvor selvtilliden skrabede bunden, havde svært ved på nogen måde at kunne se hvorfor og hvordan, hun kunne have været det). Alligevel kunne han mærke, hvor meget Hectors ord rørte ham – og gjorde ham en smule forlegen også. Det var så utrolig kontrastfyldt, når han tænkte på sin far og deres relation. Det virkede nærmest helt absurd at tænke på, at nogen ligefrem havde glødet, når de talte om ham. At fortællinger om ham ikke havde været hverken tynget af skuffelse, ydmygelse eller medlidenhed.
Han havde fortsat slået sine arme om sig selv og fingrenes greb om overarmene strammedes. Han sank en enkelt gang uden at klumpfornemmelsen i halsen forsvandt det mindste.
Tårerne sad på spring i øjenkrogene pressede på, og han endte med at slå blikket ned og bare nikke tavst til kommandantens ord. Han stolede ikke nok på sin stemme til, at den ikke ville knække, hvis han forsøgte at bruge den.

Selvom det heller ikke var ny viden for Sébastien, at moren havde elsket både ham og Bernard, gjorde det alligevel noget ved ham, at det blev italesat, og det var som om at det var dét der gjorde udslaget. Det krakelerede. Sébastien krakelerede. Han slog øjnene i, men alligevel fik tårerne nu frit løb. Nærmest så snart den ene havde forladt øjenkrogen, flød den næste efter og trak våde striber ned over hans kinder. Gråden sad i halsen og det krævede alt den selvbeherskelse Sébastien besad ikke at lade den flyde over. Vejrtrækningen fremstod derfor overfladisk og højkostal.
”Jeg jeg jeg jeg ville ønske vi kunne tale sammen om he-he-nnde,” hvor han for øjeblikke forinden havde følt, at talen flød mindre besværget, var den igen hakkende og afbrudt – og dette på trods af at hans stemmestyrke var betydeligt lavere end normalt – grænsende til at kunne betegnes som en hvisken, hvilket i sig selv plejede at hjælpe på taleflowet.
Med vi henviste han ikke til sig selv og Hector – men sin far, men det var ikke sikkert, at det var tydeligt for andre end Sébastien selv, men det var nu ikke noget han tænkte over. Den der bedst ville kunne relatere til hans sorg og det, han havde mistet, kunne han ikke dele den med – det bildte han i hvert fald sig selv ind.
Han havde lyst til at undskylde sit sammenbrud over for Hector – at han nu for anden gang til aften græd foran ham, at han igen var til besvær, men han undlod. Han var nu heller ikke sikker på at han ville kunne få nogle forståelige ord over læberne. Underlæben blev i stedet sugen ind mellem tandrækkerne og fortænderne i overmunden fandt vant vej ned i den, som han samtidig borede fingerspisderne yderligere ned i huden på overarmene.

Han følte sig flov, overfølsom og overrasket over, hvor svært han havde ved at holde sig selv og sine følelser i hanke – og så følte han sig bare utrolig udmattet. I og for sig, var han egentlig meget taknemmelig for, at Perrie ikke havde været hjemme og været vidne til hans sammenbrud.

[Hector af Bonville]

Det var som at se isen langs havnen krakelere, når en bølge fra et skib kom forbi. En medlidende og bekymret rynke var at se på Hectors pande, som han betragtede Sébastien forsøge at trække sig ind i sig selv, som de første tårer begyndte at falde. Det gjorde ondt at se, måske endda mere fordi, at drengen stadig kæmpede så hårdt med at holde det hele inde. En lille tanke et sted bagerst i Hectors bevidsthed sagde, at det nok var fordi, at den slags svaghed ikke var velkommen hjemme ved Bernard. Sébastien kunne ikke vide, at i Hectors hjem var alle følelser velkomne.

Til sidst kunne Hector ikke bare sidde der mere. Sébastien havde uden tvivl brug for at blive trøstet, så da de sidste hakkende ord havde forladt ham, rejste Hector sig roligt op, og løftede sin stol rundt bordenden for at sætte den ved siden af Sébastien, inden han satte sig og lagde armene om drengen og trak ham in til sig, blidt og klar til at slippe, hvis Sébastien ikke ville have det.
”Jeg er ked af, at alt det her er sket for dig,” sagde han dæmpet og strøg forsigtigt en hånd over hans hår. ”Det er svært at miste nogen, og det bliver endnu sværere, hvis man ikke kan dele sin sorg.” Noget Hector kendte alt for godt. Der havde ikke været nogen sorg i hans familie, kun skam. Hector havde elsket sin lillesøster, men han havde ikke haft tid til at tage sig af sig selv, som han pludseligt stod med en nyfødt, der krævede alt, hvad han havde. Han huskede stadig den aften, han første gang sad med Perrie i favnen, tryg, og han endeligt havde haft et øjeblik til at græde over sin søsters for tidlige død.

”Jeg ved ikke, om jeg er den rigtige til det, men du skal altid være velkommen til at snakke om din mor – og din far – med mig.” Det var han nok ikke, forholdet til Bernard taget i betragtning, men det virkede ikke som om, at Sébastien havde andre, og han skulle i hvert fald have tilbuddet.
”Det er helt i orden at være ked af det. Der er ikke nogen skam i at græde, når det gør ondt,” sagde han dæmpet og mildt og klemte blidt om ham, stadig med det forsigtige kærtegn over hans hår. Han ville ønske, at han kunne gøre mere, men det eneste kan kunne tilbyde var trøst, både med ord og fysisk nærvær.

De fleste mænd i Falanie ville nok finde Hectors opførsel yderst mærkværdig. At omfavne en anden mand for at fortælle ham, at åbenlys gråd var i orden, det var ikke noget, man gjorde. Hector var ligeglad, han havde trøstet mange mænd i sin tid. Der var altid noget i hans hjertevarme udstråling, der trængte igennem andre mænds hårde skal. Han gav ikke en pind for samfundets stive og dømmende normaer. Når nogen havde brug for at græde, brug for trøst, var Hector mere end villig til at hjælpe. Også sønnen til den mand, han havde været i krig med siden sin tidlige ungdom. Hvis nogen havde brug for det, var det uden tvivl Bernards følsomme søn.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien stivnede kort i det sekund, Hectors stærke arme fandt vej omkring ham. Allerede i øjeblikket derefter slappede han dog betydeligt mere af i den andens omfavnelse, og han lod mere eller mindre vægten fra sin krop hvile mod ham. Ansigtet blev begravet mod Hectors bryst, og hans hænder fandt vej fra sine egne arme til den anden mands skuldre, hvor fingrene greb fat i stoffet på hans skjorte – mest af alt for at have et eller andet holdepunkt. Han kunne mærke varmen fra den anden mands krop – føle ham. Han tog en dyb indånding og indsnusede duften af den andens krop.

Det føltes trygt at have Hectors arme om sig og så tæt på, og for øjeblikket tillod han sig selv at føle smerten – uden at prøve at undertrykke eller bagatellisere den for sig selv – lod sig selv græde. Sébastien nikkede tavst til den andens ord og satte pris på tilbuddet, selvom han kendte sig selv nok til, at han ikke ville komme til at gøre brug af det. Han kunne sikkert have godt af det, jovist, men selvom den anden tilbød det, ville han sandsynligvis stadig føle at han trængte sig på, opsøgte han Hector for at tale om sine forældre, følelser og problemer.

Gråden stilnede efter en stund af, vejrtrækningen syntes mindre besværget og overfladisk. Den ene hånd blev løftet fra Hectors skulder, for at han med håndfladen kunne tørre sine øjne. Han vippede derefter hovedet let tilbage, slog øjnene op og så på Hector. Det var som om det først da gik op for ham, hvor tæt de egentlig sad. Deres ansigter var ikke langt fra hinanden. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde været så tæt på et andet menneske. På en anden mand. Om han egentlig havde det. Det troede han faktisk ikke – ikke på denne måde i hvert fald. Når han omfavnede venner varede omfavnelserne sjældent så længe eller virkede så... intime.
Hans hjerte begyndte ufortrødent at galopere i hans bryst. Mon Hector kunne mærke det, som de sad så tæt? Han håbede det ikke. Sébastien lagde hundrede procent mere i omfavnelsen end han burde. Hector var jo bare venlig – trøstede sin nieces ven. Ikke at den tanke gjorde Hector mindre hverken køn eller venlig, eller fjernede fokus på det faktum, at Sébastien praktisk talt kunne lukke mellemrummet mellem dem så let som ingenting, hvis han vel og mærke turde. Og hvis det ikke ville have været super upassende. Ikke at det forhindrede ham i at tænke på det…

De store øjne, der var let røde, efter at han havde grædt, betragtede Hectors ansigt. Først var blikket fæstnet til kommandantens blå øjne, inden det flygtigt søgte ned mod hans læber, der næsten var skjult under det stride skæg, som slet ikke med sikkerhed var særligt stridt. Måske var det sågar blødt. Måske ville det kilde let mod ens overlæbe, måske ville det kradse. Læberne så i hvert fald bløde ud – eller i hvert fald ikke tørre og sprunkne. Nærmest uden at tænke over det lod Sébastien sin egne fugtes med spidsen af sin tunge, inden han skilte dem let fra hinanden så mærket, tænderne tidligere havde efterladt i hans underlæbe, blev synligt.
Den hånd der fortsat lå på Hector skulder rykker han på, så den nærmere hvilede på siden af den ældre mands hals. Han lænede sig en anelse tættere den andens ansigt, men stoppede sig selv midt i bevægelsen, for hvad ved Triatos havde han egentlig gang i? Det føltest som om hjertet var på vej ud af brystet på ham. Hvis ikke ansigtet i forvejen havde været let rødmosset af gråd, ville kinderne i hvert fald have blusset let op. Han havde lyst til at slå blikket ned, men han havde svært ved at flytte sine øjne fra Hectors ansigt.

[Hector af Bonville]

Det var hjerteskærende at mærke og høre drengen græde sådan, men Hector holdt fast i tanken om, at det var godt for ham. Godt at få nogle af aftenens hændelser grædt ud af kroppen. Noget af sorgen, der så tydeligt var inden i ham. Blidt strøg han ham over håret og over ryggen, mens han holdt ham ind til sig. Tavst lod han ham græde, så længe han ville.

Da gråden stilnede af og Sébastien så op på ham, mødte han hans øjne, der bar tydelige tegn af gråden. De var tæt på hinanden, hvilket ikke var et problem for Hector, han kunne sagtens styre sig selv. Men det gik ret hurtigt op for ham, at det ikke kun var gråd, der var i Sébastiens blik, der bevægede sig ned over hans ansigt. Satte sig fast ved hans læber. Og Hector var absolut ikke længere i tvivl om, hvad han troede, at han havde set i drengen tidligere. Lyst. Det næsten strålede ud af ham nu, som en varm bølge, der næsten fysisk kunne mærkes for Hector. Chokeret hverken sagde eller gjorde Hector noget, som han først skulle forstå det, der skete. Det var Bernards søn. Perries ven. Men alt det syntes at forsvinde i følelsen af drengens nærvær og hånden, der flyttede sig til hans hals.

Hectors blik forlod ikke Sébastiens ansigt, som drengen skubbede sig op for at … men stoppede inden han kom så lagt. Tak guderne. I vildrede over, hvad han skulle gøre, endte Hector med at rømme sig for at få stemmen i gang.
”Sébastien,” sagde han dæmpet og en anelse hæst. Der var ikke noget bebrejdende i stemmen, ej heller i hans øjne, der var spærret en smule op. Det var ikke dét, at Sébastien var tiltrukket af ham, der var så overraskende, det var helt generelt, at han var tiltrukket af en mand. Hector havde ikke regnet med, at lige netop Bernards søn ville være sådan.

Stadig i tvivl om, hvad han skulle sige og gøre, tog reflekserne over. Han løftede en hånd og lagde den mod den forgrædte, blege kind, og strøg tommelfingeren ned over huden, som ville han tørre tårerne bort i et blidt kærtegn. Noget der altid ville kunne bortforklares. Alting skulle kunne bortforklares, indtil det hele var sikkert. Det gik ikke, at han afslørede sig selv for så kønt et ansigt som Sébastiens, en dreng hvis far med glæde ville ødelægge hans liv.
”Jeg kan se, hvad du har i tankerne,” startede han forsigtigt ud, stadig med hånden på hans kind. ”Er det noget, du er sikker på, at du vil? Det … er ikke ufarligt.” Selvom Hector burde trække sig, burde lade som om, at det aldrig var sket, for sin egen skyld, for alle omkring ham og deres sikkerheds skyld, var hans stemme for blid og hans blik for venligt. Han plejede ikke at være så skræmt som nu. Men det var ved alle guder Bernards søn. De store øjne trak bare i ham, som månen i tidevandet.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nærmest holdt vejret som Hector sagde hans navn. Selvom hans tone hverken var hård eller bebrejdende, frygtede han lidt hvad der ville følge. Nok var Hector hvad Sébastien tænkte på som frisindet og åben men ikke desto mindre var det jo ikke utænkeligt, at Hector måske delte mening og holdning med flertallet og fandt sådanne lyster forkerte og frastødende. Sébastien var dog ikke bange for Hector, sådan som han ville have været havde han f.eks. siddet over for sin far, og han troede inderligt ikke på at Hector ville lægge en hånd på ham.

Sébastien glippede kortvarigt med de store øjne da den varme hånd fandt vej til hans kind og tommelfingeren blidt begyndte at kærtegne den. Han sugede i spænding og nervøsitet maven en smule ind. De i forvejen røde kinder føltes brændende som Hector italesatte, at han kunne se, hvad Sébastien tænkte. Han var lidt pinlig berørt over, at det lyste så åbent ud af ham. I det mindste kendte Hector ikke alt han havde i tankerne. Gudskelov. Se de kunne først have været en rigtig flov affære…

Udtrykket i hans øjne ændrede sig en smule. Panden blev tænksomt rynket og læberne, der før havde været adskilte, mødtes igen kortvarigt, inden underlæben på ny smuttede tilbage mellem tandrækkerne. Var det en advarsel? En trussel? Del lød ikke sådan. En indirekte invitation, måske? Var Hector også… Det ville egentlig ikke komme så forfærdeligt meget bag på ham. Han var jo ugift, men det var jo ikke lig med… Og bare fordi Hector var til mænd, var det jo ikke ensbetydende med at han var til spinkle grådlabile mænd som Sébastien der hverken kunne tale for- eller slå fra sig. Han havde svært ved at samle sine tanker til et svar på Hectors spørgsmål, som jo ikke var så simpelt som et ja/nej spørgsmål.
Spurgte du Sébastiens hjerte (og hans underliv) var svaret ja – det var det, han gerne ville. Han var tiltrukket af mænd – Hector var bestemt ingen undtagelse. Spurgte du hans fornuft, var svaret mere vævende. Han ville da ønske, at han havde været “normal” – at han kunne føle på samme måde med piger, som han gjorde med mænd. Et eller andet sted ville det også være lettere, hvis han bare kunne affinde sig med at fysisk intimitet og kærlighed ikke var noget for ham. Afskrive det fuldstændig som en mulighed. Men det var jo ikke realistisk når muligheden i kød og blod stod foran ham. Deres ansigter ikke engang en håndsbredde fra hinanden. Desuden var Sébastien alt for meget en romantikker til at afskrive lyst, begær, forelskelse og kærlighed og alle de andre ting han havde læst om i sine favoritromaner. Dette på trods af at han, som kommandanten også understregede, var klar over, at det ikke var ufarligt eller risikofrit.

“Jeg jeg jeg jeg-,” ansigtet drejede i et hurtigt ryk ud mod den ene side, men var igen vendt direkte mod Hectors øjeblikket derefter, “ja. Hvis du er.”
Han følte sig modig som han flyttede sin frie hånd mod Hectors brystkasse og lod hånden fra halsen glide mere om i nakken og blidt lod fingerspidseren strejfe- og sno sig om de mørke lokker. Han pustede tungt ud gennem læberne og forsøgte at få styr på sig selv og sine tanker.
“Å-å-undskyld hvis det sætter dig i en. En en a ak akavvv. Vvvanskelig position.”

[Hector af Bonville]

Det var ikke svært at se på Sébastien, at han faktisk tænkte over Hectors ord. Det var godt. Det beroligede Hector en smule, at knægten brugte hovedet og ikke bare fulgte kropsdelen længere nede. Men om han egentligt var klar over faren ved det, han ville, det vidste Hector ikke. Ydmygelsen, hadet, samfundets straf. Det sidste sad som en dyb frygt i Hector, da han som ung havde set tre mænd, hvoraf hans ridder havde haft et intimt forhold til den ene, var blevet pisket til blods på tovet. Et navn fra manden, og Hector havde måske også mistet alt, han havde. Skrækken sad i ham, og det var grunden til, at han var så forsigtig, når han mødte nogen, der måske delte de samme forbudte lyster som ham. Han kunne jo tage fejl. Eller de kunne fortryde og fortælle hele verden om Hector, hvilket ville ødelægge hans og Perries liv.

Hector var parat til at spørge mere ind til det, indirekte og uden at angive sin egen vej i livet, men Sébastien var meget direkte, da han sagde ja til at ville det. Samtidigt fandt hans hånd længere om i Hectors nakke, om han kunne mærke fingrene sno sig om det lange hår. Han rynkede panden lidt, stadig usikker på, hvad han skulle gøre. Der var så mange ting at tage hensyn til. Risikoen var stor ved denne dreng.
Uden at tænke over det, flyttede han sin hånd en anelse, så han kunne lægge tommelfingeren over drengens læber, som han, næsten værre end nogensinde før, hakkede sig igennem en sætning.
”Det gør du,” svarede han ærligt, der var ingen grund til at lyve. ”Men nok ikke af den grund, du tror,” fortsatte, tydeligvis tænksom. Han overvejede kort, hvad han skulle gøre, men blev distraheret at hånden i nakken. Til sidst gav han op. Han regnede med, at Sébastiens forhold med sin far ville forhindre ham i at fortælle ham noget. Hector kunne ikke forestille sig, at Bernard vidste, at hans søn var til mænd, for så ville Sébastien nok ikke længere være hans søn.

Han flyttede fingeren fra drengens læber, inden han lænkede sig lidt frem, langsomt nok til at Sébastien kunne fortryde og flytte sig. Gjorde han ikke det, tog Hector skridtet ud og pressede blidt sine læber mod hans. Trods sine mange år med accepten af sine egne lyster, havde han et øjeblik, hvor han ikke kunne lade være med at tænke, at det var forkert. Men tanken forsvandt som altid i følelsen af den anden mands nærvær.
Kysset blev ikke holdt så længe, som han trak sig væk igen for at lade blikket glide over den unge mands ansigt. Var alting, som det skulle være? Havde han fortrudt? Havde Hector afsløret sig selv til den forkerte? Han tvivlede, men havde brug for at få det bekræftet, hvilket nok kunne ses på ham. Det og så den lyst, der også var begyndt at snige sig ind på ham. For selvom hele hans hoved var fyldt med tanker om risiko, konsekvenser og forsigtighed, var hans krop ikke i tvivl om, hvad den godt kunne tænke sig. Sébastien var ung, men ikke for ung, og Hector var ikke en mand, der så noget galt i at hygge sig på tværs af alder. Hans egen ridder havde været ældre, end hvad Hector var nu, og Hector yngre end Sébastien, da han havde taget ham i hånden og vist ham, hvad det var, han var så mange for at hengive sig til. Så længe det ikke var et barn, så Hector ingen problemer i at lære sin erfaring fra sig.

[Sébastien af Monteres]

Det var ikke en bevidst tankestyret handling, da Sébastien skilte sine læber let fra hinanden nærmest i det øjeblik Hectors tommelfinger mødte dem – han handlede nærmest bare som på instinkt. Hjertet galloperede videre i brystet på ham – han mistænkte det næsten at ville have forsøgt at tage flugten ud gennem hans krop, havde det været muligt.
De blålige øjne var som fæstnet til Hectors ansigt. Læberne blev skilt mere fra hinanden da den andens ord faldt, men der kom ingen ord fr dem og kort derefter samlede han igen læberne sammen og lukkede munden i. Han havde lyst til at beklage- og undskylde igen, da Hector medgav, at det stillede ham i en vanskelig situation. Selvfølgelig gjorde det det. Han var i et splitsekund i tvivl, om han for alvor havde dummet sig. Om han havde læst situationen og hele Hectors karakter forkert – om Hector kunne finde på at udlevere ham – om det var dét der gjorde situationen vanskelig. At Hector var nødt til at reagere, når Sébastien mere eller mindre direkte udleverede sine ulovlige lyster. Sébastien ville selvfølgelig kunne forsøge at forklare sig med at han havde troet, at de talte om noget helt andet, men det var ikke sikkert at hans forklaring ville holde særligt meget vand taget i betragtning af, at han trods alt havde placeret en hånd i nakken på den ældre mand hvor hans fingre viklede sig blidt ind i de mørke lokker og tildelte nakken lette kærtegn.
Da bemærkningen om, at det var af anden årsag end Sébastien nok troede, faldt, tippede han hovedet ganske let på skrå og et udtryk, der nok mest af alt kunne betragtes som forvirret, var at spore i de kønne træk. Han nåede dog ikke at tænke mere over hvad den anden mand mon mente, da Hector øjeblikket efter skred til handling.

Følelsen af Hectors læber mod hans var nærmest euforisk! Han havde kun kysset nogen en enkelt gang før, og da havde han egentlig ikke været synderligt hverken interesseret eller investeret i kysset – det føltes som to vidt forskellige oplevelser. Usammenlignelige.
Sébastien gengældte prompte kysset med stor iver og lænede sig ind mod Hector. Øjnene lukkedes i, så de lange vipper tæt på hvilede mod kinderne. Da Hector brød kysset, efter hvad der føltes som alt for kort tid, forlod en lettere udefinerbar (men let klagende) lyd Sébastiens læber, og han slog igen de store øjne op, og søgte den andens blik.
Selvom kysset havde været vældig blidt uskyldigt og kortvarigt, havde det været med til at opbygge det begær, Sébastien normalt undertrykte, når han var i selskab med nogen, han var tiltrukket af. Det vækkede en sult efter mere. Sébastien holdte endnu den andens blik mens han med spidsen af sin tunge fugtede sine læber. Han havde lidt lyst til at fortælle kommandanten, at han følte sig virkelig grøn på alt det her – uerfaren, på så godt som alle tænkelige måder, men endte med at lade være. Det ville være urimelig akavet hvis nu han læste situationen helt forkert og mere eller mindre bare antog, at der kunne ske mere mellem dem, end der allerede var. Når det så var sagt, ville oplysningen sandsynligvis ikke komme som noget hverken chok eller overraskelse for Hector.
Sébastien prøvede at lede efter spor i den andens ansigt på, om de ønskede det samme – eller om han måske fortrød det kys de netop havde delt. Sébastien synes nu ikke, at det lignede det – men det kunne jo også være, at han bare ikke ønskede at se sporene og ignorerede dem, hvis de rent faktisk var der...

Han vovede sig igen at læne sig nærmere Hector og følte sig helt modig, som han trykkede læberne mod den anden mands ene mundvig, inden han trykkede dem, hvad han håbede ikke virkede alt for ivrigt, mod hans læber. Følelsen af Hectors skæg mod læber og kind gav ham et meget større sug i maven, end følelsen af en blød kvindekind nogensinde ville have gjort.
Men den frie hånd fik han tilfredsstillet sit behov for at komme den anden endnu nærmere, som han placerede den midt på den faste brystkasse, og undersøgende lod fingerspidserne forsigtigt strejfe om. Hectors skjorte virkede som en irriterende barriere mellem ham og den varme hud og de faste muskler der gemte sig under den, men han var alligevel ikke modig nok til bare at begyndte at knappe den anden mands skjorte op – selvom han havde lyst. Ved Mithas det havde han .

[Hector af Bonville]

Der kunne vist ikke være ret meget tvivl om, at den unge Monteres ikke havde ombestemt sig. Bare lyden, der forlod ham, som Hector trak sig tilbage, sagde det hele. Og hans store øjne og bløde læber. Hector følte, at hans hjerte slog et slag over. Det var anden gang på meget kort tid, at en så ung en mand havde set på ham med så meget begær. Det gjorde ham varm. Det var en god følelse. En alt for god følelse.
Grænsen var overskredet, dæmningen brudt, og da den yngre mand placerede et kys mod hans mundvig, kunne Hector mærke de sidste forholdsregler falde bort. Kysset fra den anden var ivrigt, og Hector kunne ikke andet end at gengælde det fast. Han løftede en hånd og lagde den mod drengens stadige svagt fugtige krøller. Den anden hånd rakte ud og lagde sig på Sébastiens knæ, som han klemte blidt om.

Selvom Hector var en mand, der havde haft sin store mængde af villige elskere, var hvert et kys stadig magisk for ham. Især med en ny mand. Man skulle lære hinanden at kende, og når det var sket, var kysset stadig noget af det mest intime. Man var sårbar og åben. Så Hector lod sine læber hvile fast mod drengens i en rum tid, inden han slap det igen. Hånden gled fra krøllerne og til den blege kind igen, mens Hectors blå øjne gled over Sébastiens. Der var så meget, han burde sige. Slå fast. Men tårerne stod så klart i hans erindring, at han ikke kunne få sig selv til at begynde på sin sædvanlige tale om sikkerhed, regler og forventninger. Det måtte de tage senere.

Lige nu skulle han finde ud af, hvad de nu skulle gøre. Han plejede ikke at tage folk med hjem, det var for risikabelt. Men de var allerede i hans hjem, alene, og sådan måtte det bare være. Ved guderne, han håbede, at drabanterne kunne klare sig uden ham for i aften. Perrie ville ikke komme hjem, og regnen stod stadig ned udenfor, så Arielle ville nok også først komme hjem næste morgen. Nej, de var vist så sikre, som de kunne være.

Hans hjerte bankede hårdt, igen ikke ubehageligt, og han kunne mærke lysten i kroppen. Han ville have drengen tættere på. Så endeligt skubbede han sig bedre til rette på stolen og sendte Sébastien et lidt skævt smil.
”Kom.” Hans stemme var en anelse hæs, som han lavede en bevægelse, der viste, at Sébastien skulle rykke over i hans skød med benene på hver side.
Selvom han ikke ønskede den lange tale lige nu, måtte Hector dog alligevel stille et spørgsmål, så han vidste, hvad han havde med at gøre. Så hvis Sébastien satte sig til rette, ville Hector lægge sine hænder på hans hofter og betragte hans ansigt med et undersøgende blik.
”Er dette … din første gang?” Han pakkede det ikke ind, han ville gerne have et direkte svar. Men han spurgte i et mildt og venligt tonefald uden nogen form for fordømmelse. Han ville bare gerne vide det.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville ende ud, som det gjorde, da han for – Gud vidste hvor mange timer, det efterhånden var siden, havde forsøgt at opsøge Perrie på Bonvilles matrikel.
Oplevelserne med faderen, der i første omgang havde drevet ham herhen, syntes langt væk nu – som var det slet ikke noget der var sket tidligere på dagen, og det var vitterligt det sidste han tænkte på, som han sad her engageret i sit andet kys med Hector. Han gik til kysset med omtrent samme iver og passion som det første, men følte sig en smule mindre nervøs og mere modig end tidligere. Han endte også med at give efter for sin iver, og lod med fumlede ukoordinerede bevægelser knappe den øverste knap i Hectors skjorte op.
Igen forlod en lille lyd ham, som deres læber slap hinanden og øjnene igen søgte Hectors, men denne kunne måske nærmere kategoriseres som et lille veltilfredst suk.

Sébastien gengældte straks Hectors smil, så perlerækkerne blev blottet, og det tog ham ikke mange øjeblikke at forstå, hvad Hector gerne ville have ham til. På Hectors opfordring satte han sig derfor overskrævs på hans skød. Han bildte sig ind at han kunne mærke varmen fra Hectors krop gennem deres kontaktpunkter. Mon Hector kunne mærke hans begyndende ophidselse, nu de sad så tæt? Tanken var hurtigt forbigående (hvilket muligvis var heldigt, da det sikkert kunne have været sådan noget Sébastien ellers kunne have kommet til at overtænke) da Hectors hænder fandt vej til hans hofter – hans egne placerede han på Hectors skuldre, tommelfingrene hvilede på kravebenene.

Sébastien kunne mærke varmen stige op i sine kinder og håbede lidt, at de ikke fremstod lige så røde, som de føltes varme, om end der var en reel mulighed for, at det forholdt sig sådan. Han fandt egentlig ikke Hectors spørgsmål hverken fordømmende eller udstillende, hvilket det sikkert snildt kunne havde føltes som, var det kommet ud af munden på en anden, der havde andre bevæggrunde for at stille det.
Han nikkede.
”Ja,” kvækkede han, ”Jeg jeg jeg har heller ikke-” han stoppede sig selv inden han fik færdiggjort sin sætning – for engang skyld ikke for at undgå et ord eller for flydenhedens skyld, men da svaret ja jo i sig selv var dækkende nok. Det var hans første gang – ligegyldigt om Hector mente med en mand eller helt generelt.
Han skulle lige til at spørge om det var et problem, men nåede kun at åbne munden, inden han lukkede den igen. Det var ikke nu, at han skulle lade sine usikkerheder løbe afsted med ham.
”Men jeg har da en idé om-” resten af sætningen lod han hænge i luften – i tvivl om, hvordan han skulle færdiggøre den. Hvordan man gør? Hvordan det hænger sammen? Det var ikke noget han havde talt med nogen om før, men det ville da være synd at sige andet end, at han havde gjort sig sine forestillinger om, hvordan det ville foregå mellem to mænd – selvom de selvfølgelig kunne vise sig at være helt ved siden af.

[Hector af Bonville]

Den røde farve I den unge mands kinder var tydelig, selv i det svagt dunkle rum, noget der fik ham til at se yngre ud, og Hector havde nær fået dårlig samvittighed. Men Sébastien var gammel nok, selvom han var ung. Og han ville tydeligvis gerne, selvom Hector var en gammel knark. Han forstod det ikke, men han kunne kun være taknemmelig for guderne at give ham en udstråling, der fik unge mennesker til at stole på ham. Han ville dem jo det også kun godt. Det var lige før, at det kram, han havde ville give Sébastien hele aftenen, kom til at ske, men det passede ikke rigtigt ind, så det blev lidt et opmuntrende klem om hans hofter.

Ja. Det var første gang. Selvfølgelig var det det, Hector havde ikke haft nogen anden fornemmelse. Godt. Så vidste han det. Det var vigtigt for ham at vide, så han kunne handle rigtigt. Det skulle gerne være en behagelig oplevelse.
Han kunne ikke lade være med at smile, da den unge mand begyndte at sige noget med, at han havde en idé om, hvad det gik ud på. Åh, fantasier. Han tvivlede på, at drengen på nogen måde var forberedt på, hvad det betød at have sex med en anden mand. De færreste ungersvende kunne regne det ud med en kvinde.

”Det er helt i orden. Jeg ville bare vide det.” Han sendte ham et beroligende smil med varme i øjnene, inden han løftede en hånd og lagde den om hans nakke, for at trække hans hoved ned i et kys. Stadig blidt, men også med et strejf af noget krævende.
Den hånd, der stadig lå på Sébastiens hofte fandt i stedet ind under den for store skjorte, hvor fingrene snart fandt frem til drengens maveskind. Blidt strøg han dem over den bløde, varme hud, først over maven, men så længere op mod hans brystkasse. Til sidst strejfede han en brystvorte.

Det var en god følelse at have nogen så tæt på, at dufte dem og mærke deres varme hud og bløde læber. Hector kunne ikke undsige sig, at han allerede var ved at være godt ophidset, selvom de knapt var gået i gang. Han ville gerne have drengen endnu tættere på, men formanede sig selv til ro. Der var ikke noget, der hastede.
Endeligt slap han kysset, men hun for at tippe hovedet en anelse til side og i stedet kysse den slanke hals. Små forsigtige kys blev plantet på den sarte hud, som hans fingre stadig gik på opdagelse under skjorten.