Fra en uventet kant

[Hector af Bonville]

En svag følelse af lettelse gled igennem Hector, da Sébastien sagde, at tævene ikke plejede at være så slemme. Men kun en let lettelse, som ordene samtidigt indikerede, at Bernard slog på sin søn oftere end denne ene gang. Ikke at det kom som nogen overraskelse, Hector kendte Bernard godt nok til at vide, at han var en mand af vold. Vold og vrede. Det havde han altid været, selvom det havde virket til at have givet ham ro med Laurienne i hjemmet. Og han var også ret sikker på, at det var blevet værre efter hendes død. Han havde medlidenhed med både Bernard, men allermest hans søn, der nu sad her i hans stue med hundens hoved i skødet og en ryg, der så værre ud end en kriminels efter stokkeslag.

Der gled en kort trækning over Hectors ansigt, da drengen sagde, at han selv havde provokeret faren, men heldigvis virkede det ikke som om, at han selv mente, at det gav Bernard lov til at gennemtæve ham. Hector forblev tavs, mens han lod Sébastien tale færdig. Som det virkede til, at han ikke havde mere at sige, rakte Hector ud og rørte ved toppen af hans skulder, hvor der ikke var røde mærker at se. Han føltes stadig kold.
"Lige meget, hvad du har sagt og gjort, giver det ikke Bernard ret til at slå sådan på dig." Hånden gav skulderen et let klem og Hectors stemme var alvorlig. Ude af stand til at lade være, løftede han hånde og lagde den på de sorte krøller for et øjeblik, inden han trak den stil sig.

Dog nåede han ikke at sige mere, før lyden af dørhammeren rungede igennem huset. Cléa gav et ryk, men var åbenbart vågen nok til ikke at springe op og kaste kogende te over det hele. Hun gøede heller ikke, men kom med en dyb advarende brummen.
"Stille," brummede Hector, inden han rejste sig og gik ud til døren. Udenfor stod en hætteklædt skikkelse, drivende våd efter turen i regnen, der ikke så ud til at ville stilne af lige foreløbigt.
"Roland. Godt du kunne komme, jeg er ked af at jage dig ud i regnen." Hector trådte tilbage og lod healeren komme ind i tørvejr. Under hætten dukkede der et lidt spidst ansigt op med gennemborende grå øjne. Healeren var en spinkel, tynd mand med lange fingre og smalle læber.
"Herre Bonville," hilste Roland tilbage med en tør og hæs stemme. Han sagde ikke mere, men så afventende på Hector, der undertrykte et smil og i stedet førte ham ind i stuen til Sébastien.

"Dette er Roland, han er healer," sagde Hector kort til drengen ved ilden, men introducerede ikke Sébastien til Roland. Roland spurgte heller ikke, han hilste heller ikke, men gik bare straks over og satte sig på hug bag den unge junker. Det var det gode ved Roland. Han stillede ingen spørgsmål. Han ville ikke vide noget. Men han var en dygtig healer, og han var ligeglad med, hvad baggrundshistorien var. Han var der for at heale, intet andet.
De lange kolde fingre rørte overraskende blidt ved Sébastiens skuldre, inden de nænsomt gled ned over hans skuldre og ned til hans ribben, han forsigtigt undersøgte med fingrene. Da han var færdig med det, lagde han begge hænder mod midten af den forslåede ryg. Sébastien ville kunne mærke en kølig bølge sprede sig fra hænderne og ud over hans ryg, som magien bredte sig ud og fik skaderne til at forsvinde.
Imponeret som altid betragtede Hector det ske, som det røde forsvandt og efterlod den normale hud. Og til sidst var der intet tilbage.

Roland fjernede hænderne og rejste sig, men Hector rømmede sig og lavede en let bevægelse mod sit ansigt. Roland kastede et kort blik på ham, inden han trådte op foran Sébastien og satte sig på hug. Han ignorerede tydeligvis hunden, der trykkede sig lidt ind mod Sébastien. De havde historie.
Der var stadig intet ved healeren, der anerkendte drengen som et levende individ. Han rakte ud og greb, stadig blidt, ved Sébastiens hage for at dreje hans hoved lidt, så han kunne se skaden. En kølig hånd lagde sig mod den hævede side af ansigtet, inden samme kølighed spredte sig og fik hævelsen til at forsvinde og skrammen i øjenbrynet til at lukke sig. Og for et kort øjeblik mødte Rolands blik Sébastiens øjne, de meget grå øjne uden nysgerrighed, men ikke uden venlighed.

Som Roland rejste sig, kastede han et blik på kruset med te, inden han så på Hector.
"Er det...?" Han lavede en let bevægelse mod kruset.
"Ja," svarede Hector hurtigt med et nik. Et nik healeren gengældte, inden han gik mod gangen igen. Hector fulgte efter og fandt betalingen frem.
"Intet brækket, bare kødelig skade. Han bliver nok ret træt, også med hjælp fra teen." Rolands stemme var dæmpet, så den ikke bar ind i stuen. Hector lod mønterne falde ned i den udstrakte hånd.
"Hvile, væske og et godt måltid, ikke sandt?"
Det trak svagt i healerens mundvige, inden han nikkede.
"Godaften, Herre Bonville." Og så forsvandt han ud i regnen igen, kun efterladende vand på gulvet og en healet Sébastien.

Hector vendte tilbage til stuen og satte sig på skamlen igen.
"Hvordan har du det?"

[Sébastien af Monteres]

Sébastiens blik flakkede kortvarigt ned mod den store hånd der blidt blev lagt på hans skulder, inden det igen søgte ansigtet på håndens ejermand. Skulderen var mere eller mindre gået fri hvorfor berøringen ikke gjorde ondt. Omvendt var varmen fra- og følelsen af hånden mod huden kærkommen, og sendte en nærmest sitrende bølge ned gennem hans krop.
Gjorde det ham mindre en mand og mere svag, at han higede efter nærvær og ømhed? Og derudover ikke skelnede mellem og denne kom fra hverken en kvinde eller mand – og endda foretrak sidstnævnte? Måske. Et stort fedt ja, ville det sikkert lyde var spørgsmålet stillet hans fader. Sébastien trøstede sig dog med, at alle heldigvis ikke delte Bernards holdninger. Hector havde da sikkert også ondt af ham – men det skyldtes nok nærmere den mindre kærlige omgang Bernard havde udsat ham for, frem for alle de ting han derudover gjorde og var – eller måske nærmere ikke gjorde og ikke var.

Selvom Sébastien i og for sig var enig i Hectors udsagn, havde han svært ved at tage det til sig og lade sig overbevise. Det var jo ikke ulovligt at slå på sine børn (ikke at han egentlig synes, han havde en alder, hvor han endnu kunne betegnes som barn, men det var nok regnestykket underordnet) – så selvom Sébastien var enig i, at det ikke burde forholde sig sådan, var Bernard vel, rent retsligt, egentlig i sin fulde ret til at give Séb et par på hovedet – og mere til. Hele etikken i det, var dog en anden sag.
”Tak,” nærmest hviskede Sébastien, og da hånden fra skulderen i stedet blev flyttet til hans hår, kunne han ikke modstå fristelsen til igen kortvarigt at læne sig mod hånden, mod kærtegnet, om end hånden var væk igen øjeblikket derpå.

Den ene hånd fandt igen vant ned til Cléas varme pels og øjnene fulgte Hectors skridt ud af stuen da han gik ud og åbnede for, hvad Sébastien antog måtte være healeren. Der gik da heller ikke mange øjeblikke før Hector kom tilbage i selskab med en mand, han præsenterede som healeren Roland. Sébastien nikkede til hilsen, da der ikke rigtig blev lagt op til at han skulle præsenteres for Roland – hvilket egentlig også passede ham mere end fint. Og når det så var sagt, hvad helvede skulle healeren så bruge hans navn til alligevel.
Han var en pæn mand, bed Sébastien mærke, om end han måske ikke var glasbilledet af den klassiske skønhed. Distinktive skarpe ansigtstræk – og de grå øjne Sébastien på ingen måde kunne læse, men som samtidig gav ham følelsen af, at den anden kunne læse ham, som var han en åben bog samtidig med, at han også følte sig set lige igennem, som var han ren luft.

Det var langt fra Sébastiens første møde med en healer, men alligevel tog han sig selv i at spænde op i kroppen, inden Rolands øvede hænder fandt vej til ryggen – som beredte han sig på den smerte det ville påføre ham, at nogen rørte hans bagside, om end han jo rationelt nok godt vidste, at det ikke ville gøre ondt. Tværtimod.
Sébastien øjne faldt i, som Rolands hænder begyndte deres arbejde på at udbedre skaderne på hans ryg. Munden faldt åben og et nærmest lettelsens suk forlod hans læber, som den kølige fornemmelsen spredte sig tværs over ryggen, og dulmede smerterne og den brændende fornemmelse indtil den var helt borte. Øjnene åbnede først igen, da Roland tog let fat om hans ansigt og den nu velkendte kølige healende fornemmelse også tog sig kærligt af kind og bryn. Sébastien mødte healerens øjne og sendte ham er spædt men taknemmeligt smil.
[/b]”Tak,”[/b] virkede som et fattigt og nærmest utaknemmeligt ord sammenlignet med den lettelse han følte over ikke at påmindes smerten og dens ophav ved hver enkelt lille bevægelse, men ikke desto mindre var det det ord, der kom ud af munden på ham.

Hectors og Rolands lille diskrete udveksling om indholdet i hans kop, gik fuldstændig henover hovedet på ham – efter at have taget en slurk af sin te satte han koppen fra sig på gulvet ved sin side, inden fingrene nysgerrigt blev optaget af st undersøge de skrammer, der nu ikke længere var at finde i hans ansigt. Han var altid lige imponeret over hvad en dygtig healer kunne udrette!

“Bedre. Rigtig fffffint,” besvarede Sébastien Hectors spørgsmål med et nik. Han følte sig stadig lidt ved siden af sig selv, og følte sig lidt udmattet også – brugt, oven på dagens begivenheder, men ikke desto mindre i ualmindelig meget bedre stand, end da han først var troppet op hos kommandanten. Både i mental og fysisk forstand.
“Han er er er dyg. Dygtig,” bemærkede han bare om Roland, inden han igen tog fat i kruset og sippede af teen.
Det var egentlig først da, at det gik op for ham, at Hectors spørgsmål måske var en pæn hentydning til, at han måske skulle se og komme videre i programmet, nu han havde det bedre. Ikke at Sébastien egentlig havde lyst – men han havde allerede belemret Hector med sit selskab og sine problemer længere end der sikkert var passende.
Hans blik søgte igen Hectors ansigt – som forsøgte han at aflæse den anden og dennes intention bare ved at se på ham. Han kunne heller ikke lide at spørge direkte - så ville han da først rigtig trænge sig på, hvis nu Hector var for venlig til at afslå.

“Jeg jeg jeg-“ begyndte han, inden han i stedet sadlede om, “Tusinde t-t-tak for hjælpen. Det det hele. De de er meget venlig. .” Han rakte kort ud mod sin skjorte – den var stadig ret fugtig og klam og ikke særligt indbydende at skulle trække i, hvorfor han i første omgang slap grebet om den igen og lod den ligge på gulvet. Han sippede igen af teen, bed sig let i læben. Man kunne nærmest se på ham, hvordan tandhjulene roterede, mens han overvejede sit næste træk.
“Er er det i orden at jeg drikker min teeee - Min te færdig?” Spurgte han derefter i et forsøg på at købe sig noget tid, inden han igen skulle tilbage, som han håbede ikke fremstod uhøfligt.

[Hector af Bonville]

Hector nikkede, som Sébastien sagde, at han havde det fint. Han så også bedre ud, farven var vendt lidt tilbage i hans kinder. Men han så træt ud. Det var der ikke noget at sige til, med den omgang - både tævene, men også healingen, der altid virkede til at suge det sidste energi ud af en. Og selvom Sébastien ikke havde drukket så meget af den beroligende te endnu, burde den også snart begynde at virke.
"Han er meget dygtig. Og meget diskret." Ingen ville få noget at vide om, at Sébastien havde søgt hjem til Hector for at få hjælp efter sin fars behandling af ham. Ud over Rolands mor, som var lige så tavs som sønnen. Hector havde kendt hende siden sin tid som væbner.

Takken fra drengen fik Hector til at smile en smule, venligt. Det kunne Sébastien selvfølgelig ikke vide, men Hector var en mand, der altid gjorde, hvad han kunne, for at hjælpe andre. Han var af den overbevisning, at livet ikke var meget værd, hvis man ikke brugte det på at gøre noget godt for andre. Pragmatisk og praktisk, med en forkærlighed for at se andre smile. Især kønne unge mænd som Sébastien.
Hans blik fulgte Sébastiens bevægelse ud mod den våde skjorte, og det gik op for ham, at drengen nok regnede med, at han skulle gå nu. Nu havde han jo fået hjælp.

"Selvfølgelig." Hector rejste sig og tog det lune tæppe, der hang på ryggen af hans gode stol, inden han foldede det ud og lagde det over den bare, spinkle overkrop. "Du er velkommen til at blive natten over, jeg kan forestille mig, at du helst ikke vil hjem. Der står et gæsteværelse klar." Han lagde kort begge hænder på drengens skuldre, som for at forsikre ham om, at det var helt i orden. "Og det regner stadig en del udenfor. Jeg kan låne dig en tør skjorte, hvis du vil." Han skævede ned over drengens krop. "Jeg tror dog, at dine hofter er for smalle til mine bukser." Han sagde det med et smil, der kunne høres i han stemme, inden han gav hans skuldre et klem og satte sig på skamlen igen.

Smilet forsvandt dog for alvor, som han betragtede ham lidt.
"Men jeg mener det, du er velkommen til at blive. Jeg vil ikke sende dig hjem til Bernard, hvis han er i det humør." Han kørte en hånd over sit skæg og sukkede. "Jeg vil gerne hjælpe dig, ikke bare fordi, at det er mit job, men også fordi, at du virker til at have brug for det. Ikke at jeg kan gøre ret meget andet end at tale med Bernard, hvis du vil have det. Eller tilbyde dig et fristed, du vil altid være velkommen her, også selvom Perrie ikke er her." På det punkt havde Perrie intet at sige, det var Hectors hjem og han bestemte, hvem der var velkomne eller ej. Hun ville sikkert synes, at det var en smule underligt, men Hector tvivlede på, at hun ville protestere.
Hans blå øjne søgte Sébastiens med et udtryk af bekymring og sikkerhed, som han ikke var i tvivl om sit eget tilbud. Der var stadig noget ved den unge junker, der gav ham lyst til at trække ham ind i sin favn og passe på ham. Måske det også var til at spore i hans ansigt, selvom han skjulte det godt.

[Sébastien af Monteres]

Selvom Sébastien havde regnet med at Hector ville lade ham blive – om ikke andet så i hvert fald til han havde drukket sin te, kunne han mærke hvor lettet han blev, over rent faktisk at høre det. Han slappede mærkbart mere af– det kunne jo også være teens skyld, men da Sébastien ikke var klar over dens effekt, tilskrev han den det jo åbenlyst ikke.
Han trak det uldne tæppe tættere om sig, mens han forsøgte at finde en passende grimasse til det Hector sagde. Tilbuddet om ikke bare at blive til kruset var tomt, eller regnen stilnet lidt af, med om overnatning i gæsteværelset, lån af tør skjorte - forståelsen for at han ikke havde lyst til at tage hjem.
En varm fornemmelse bredte sig i hans bryst. Hectors gestus – hans tilgang og holdning til det hele - til Sébastien. Det var ikke fordi det var decideret uvant for Sébastien, at nogen på den måde tog sig af ham – men det var bestemt heller ikke vant, hvilket den skarpe menneskekender måske ville kunne opdage alene ved at kaste et blik på Sébastiens ansigt. Han vidste såre simpelt ikke hvordan han skulle reagere.

Sébastien tippede hovedet let tilbage og så op på Hector, da hans hænder fandt vej til hans skuldre. Den ene mundvig blev løftet i et spædt smil, da Hectors bemærkning om, at hans bukser ville være for store til Sébastien, faldt. Sébastien var klar over, at det jo ikke var de bukser, Hector selv havde på, han talte om og ville have tilbudt Sébastien, havde størrelsen været rigtig. Alligevel havde han svært ved at få billedet af kommandanten, der trak sine bukser af, ud af hovedet. Det var forkert at bare så meget som tænke på Hector på den måde. Ikke fordi han var Bernard så godt som fjende, Perries forælderrolle og mere end dobbelt så gammel som Sébastien selv – men fordi han var en mand. Sébastien var ikke dum. Han var udmærket klar over, at de lyster han havde, både blev anset som forkerte, abnormale, uansete og det der nok var værre.
Sébastien gav Hector et, hvad han håbede på var både hurtigt og diskret, elevatorblik. Blikket gled kortvarigt ned ad den andens krop – og hvilede et splitsekund længere på Hectors underkrop – hofterne der ganske rigtigt fik hans egne til at fremstå ret smalle i sammenligning, inden blikket igen søgte Hectors ansigt. Hans eget ansigt føltes varmt og en let rosa stribe lagde sig igen som et bånd over kinder og næseryg.
“Det er de nnok,” medgav han med et enkelt nik.

Sébastien lod Hector tale ud, da ha igen forsikrede om, at han altså var velkommen til at blive.
“Jeg jeg tror nu egentlig ikke at jeg ville sssse mere til min far i aften, hvis jeg tog hjem,” indrømmede han, inden han skyndte sig at tilføje, “-men men men jeg vil meget gerne blive hvis du er sikker på, at det ikke er til for meg-meget besvær.”
Sébastien havde svært ved at forstille sig, at situationer som denne var en del af Hectors jobbeskrivelse (eller det håbede Sébastien da i hvert fald ikke for ham) men det var ikke noget han stillede spørgsmålstegn ved.
“U-uden at komme til at lyde utaknemmelig, har har jeg sssvært ved at forestille mig, at det vil hjælpe at tale med ham,” og da slet ikke hvis det var Hector, der talte med ham. Om noget kunne Sébastien forestille sig, at det var noget, der ville sætte hans fars i forvejen store temperament endnu mere i kog, “men men jeg sætter virkelig pris på tilbuddet. Og og du har allerede hjulpet he-eelt utrolig meget,” svarede han sandfærdigt. Igen syntes tak som et fattigt ord – han kunne ikke engang begribe, hvad han kunne gøre der bare tilnærmelsesvis ville udvise den taknemmelighed, han følte over Hectors behandling af ham til aften.

[Hector af Bonville]

Det var ikke svært at gætte, at Sébastien reagerede på den hjælp, han blev tilbudt. Han virkede mest som om, at han ikke helt vidste, hvordan han skulle tage imod den. Det var også helt i orden, så længe han vidste, at han kunne få den. Hector havde tænkt sig at sikre sig, at han følte sig velkommen.
Selvom Hector havde tankerne andre steder, som Bernard, og at han skulle huske at lægge en seddel til Arielle omkring en gæst til morgenmad, var der alligevel noget ved det blik, Sébastien sendte ham – eller nærmere hans krop – der fik noget i ham til at pause. Det var dog først, da han så den svage røde farve hen over drengens ansigt, at det mere bevist gik op for ham, at han lige var blevet undersøgt med blikket. Ved alle guder. Det kunne umuligt passe, kunne det? Men så alligevel, havde der ikke været andre små tegn, han havde valgt at overse?

Hector sagde dog ikke noget, eller reagerede på det. Nogle gange var han begyndt at tro, at han så ting, der ikke var der. Nej, han var ikke sikker nok i sin sag til at gøre noget ved det, men nu han havde tænkt tanken, ville han være mere opmærksom. Men ville det ikke være typisk, hvis Bernards søn var interesseret i mænd? Et eller andet sted kunne Hector ikke lade være med at godte sig let over det, trods at han vidste, at der var problemer forude for Sébastien, hvis det var sandt.

”Nej, overhovedet ikke,” brummede han beroligende, da Sébastien halvvejs spurgte, om det var til for meget besvær, at han overnattede. Nu havde Hector ikke rigtigt noget med madlavning og rengøring at gøre, det stod husholdersken Arielle for, og det var hendes arbejde. Men han vidste nu også, at hun ikke ville have noget i mod at have en som den unge junker til at overnatte, når han var i problemer. Nok var hun ikke selv mor, men hun havde alligevel en moders hjerte.

Med et nik tilkendegjorde Hector sin enighed, da Sébastien sagde, at det nok ikke ville hjælpe, at Hector snakkede med Bernard. Nej, det regnede han heller ikke selv med. Hver gang de to mænd mødtes, røg de verbalt, og enkelte gange for år tilbage, også fysisk i totterne på hinanden. Sådan havde det været siden deres tid som pager. De var som hund og kat.
”Jeg er kun glad for at kunne hjælpe.” Han smilede venligt til ham og kørte så en hånd igennem sit hår for at skubbe det tilbage over issen. Det gav ham et øjeblik til at overveje, hvad der skulle ske nu.
”Har du fået aftensmad? Ellers er der lidt rester tilbage i køkkenet. Hvis du er sulten?”

[Sébastien af Monteres]

Sébastien gjorde et nik med hovedet og lavede en mental note til sig selv om, at han skulle lade være med at sætte tvivl og spørgsmålstegn ved alt, Hector sagde og tilbød ham. Hector ville sandsynligvis ikke have tilbudt ham det, hvis han ikke mente- eller fandt, at det var til for meget besvær i første omgang. Det kunne ret hurtigt blive trættende i længden , hvis Hector var nødt til overbevise ham om, at han altså mente det han sagde – især fordi Sébastien jo rent faktisk gerne ville tage imod hjælpen. Det var bare en balancegang mellem ønsket om ikke at fremstå påtrængende eller være til for meget besvær, samtidig med at han heller ikke ønskede at fremstå mere usikker, nervøs – ynkelig, end han sikkert allerede gjorde.

Sébastien havde ikke så meget som skænket mad en tanke, før kommandanten tilbød, at der var rester, hvis han var sulten. Der havde været andre ting der havde optaget hans opmærksomhed – og han havde helt ærligt ikke opdaget- eller tænkt over, at han faktisk var sulten, før nu. Sammenstødet med faren havde været lige inden aftensmåltidet plejede at blive serveret. Bernard havde sikket spankuleret direkte fra Sébastiens værelse og ned til spisestuen, hvor han nok i velbehag havde sat et varmt måltid til livs. Tanken alene provokerede ham lidt. Sébastien var ikke blevet hjemme længe nok til, at finde ud af, om der ville være blevet sendt en bakke op til ham.

Nu hvor tanken om et måltid mad var dukket op for hans indre billede, havde han dog svært ved at ignorere den knugende fornemmelse af sult. Sébastien sank den lune te, som han havde taget endnu en tår af, da Hectors spørgsmål var faldet, inden han svarede. Han rystede let på hovedet, så de mørke krøller dansede om ansigtet på ham.
“Nej det-,” blokeringen varede få sekunder, og blev først opløst, da hovedet drejede mod hans venstre skulder i en hurtig bevægelse, inden ansigtet igen blev rettet fremad og blikket på ny fandt vej til Hectors ansigt. I stedet for at færdiggøre sætningen med et det har jeg ikke, eller det nåede jeg ikke, svarede han i stedet på det andet af Hectors spørgsmål, da han på ny tog ordet “-rester ville være meget lækkert. T-tak.”

Han tog endnu en slurk af kruset, der snart var i lavvande, og kastede et flygtigt blik ned ad sig selv.
“Måske vil jeg også godt tage dig op på tilbuddet om at låne en skjorte alligevel,” tilføjede han bare. Sébastiens taletempo grænsede ofte til at kunne betegnes som halvlangsomt - hvilket også gjorde sig gældende da, men han lagde knapt nok mærke til hvor flydende sætningen kom ud.
Egentlig havde han efterhånden fået varmen nogenlunde igen – en plads foran ildstedet, en varm hund i skødet, teen og tæppet over de bare skuldre, havde bestemt gjort sit. Så det var mest af alt fordi det måske ville være mere passende, hvis han skulle op fra sit spot på gulvet for at få noget mad - frem for at tilføje ham egentlig yderligere varme. Han ville garanteret drukne lidt i en af Hectors skjorter – han var trods alt noget større - mere bredskuldret og muskuløs, end Sébastien kunne prale af at være

[Hector af Bonville]

Der var noget fascinerende, men samtidigt noget ... han ville ikke bruge ordet ynkeligt ... svært, over at se, hvordan Sébastien kæmpede med sin tale, og hvordan han overkom de forhindringer, ordene gav ham. Det kunne godt være, at Bernard så sin søns talebesvær som en svaghed, men Hector vendte den om og anså det som en styrke, at han netop formåede at overkomme den. Også selvom det virkede så hårdt for ham. Man kunne godt blive bekymret over hans hovedryk, men det virkede som et tic, der hjalp ham.
Lige meget hvad, havde Hector ikke tænkt sig at påtale det. Han var sikker på, at den unge junker hørte mere end rigeligt for det i forvejen, han vidste fra andre, der havde døjet med stammen, at folk sjældent var specielt accepterende over det.

Hector nikkede accepterende, da hans gæst sagde, at han gerne ville have noget at spise. Det passede vel med, at drengen ikke havde fået aftensmad, og så blev man usædvanligt sulten af den healende magi, der kom ud af hænderne på Roland. Han havde engang kort forklaret, at det var noget med, at kroppen brugte sine egne ressourcer. Det gav vel god mening. Hector vidste bare, at han altid havde lyst til at lade Arielle fylde bordet med det bedste, de havde i køkkenet. Men hvornår kunne han ikke også spise?
Som han rejste sig for at gå i køkkenet, takkede Sébastien ja til en skjorte. Helt uden at stamme. Hector nikkede.
"Jeg henter en skjorte og finder noget mad." Han ville gå, men tøvede kort ved siden af Sébastien, inden han rakte ud og rørte ved hans stadig våde krøller. Bare lige en trøstende hånd på hans hoved. Han havde stadig lyst til at give ham et kram, men det ville være upassende. Så han nøjedes med den beroligende gestus, inden han gik ud i gangen og op ad trappen til værelserne ovenpå.

Snart kom han ned igen med en skjorte i hånden. Bare en almindelig hverdagsskjorte. Den ville uden tvivl være for stor til drengen, men det var bedre end ingenting. Han gik hen og gav den til ham, inden han samlede den våde skjorte op.
"Jeg hænger den til tørre ude i køkkenet, så den er tør i morgen." Han sendte ham et venligt smil, inden han gik ud i køkkenet. Som sagt, så gjort, og skjorten blev hængt op, inden Hector gik på rov efter diverse rester. Det blev til noget kold kylling, lidt brød og et rynket æble. Der var også lidt småkager tilbage i krukken, så dem tog Hector også med ind og stillede på bordet. Derefter hentede han en kande med vand, en af Rolands ordrer lød altid på godt med væske, så det måtte han hellere sørge for, at Sébastien fik.

Derefter satte han sig selv ved bordet med et krus vand, bare for at have noget mellem hænderne. Hvis Sébastien kom og satte sig, ville Cléa følge efter, men Hector sendte hende hurtigt hen på hendes plads. Han ville ikke have hende ved bordet, når der blev spist, hun var stor nok til at kunne savle på bordpladen. Derefter lagde Hector hænderne om kruset og betragtede Sébastien lidt, men flyttede blikket, inden det blev for påtrængende.
"Hvad er det nu, du læser på universitetet? Du har ikke gaven, vel?" Lidt småsnak for at holde den akavede stemning væk, mest for drengens skyld. Hector endte med at række ud og tage en af småkagerne. Der var vel altid lige plads til en enkelt bid, og der var rigeligt til, at Sébastien ikke ville savne en enkelt.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nikkede bare igen da Hector fortalte ham at han ville hente skjorte og mad. Sébastien havde det næsten dårligt med at sætte Hector sådan i arbejde. Han ville have tilbudt sin hjælp, hvis det havde givet mening – det gjorde det bare ikke rigtig, hvorfor han lod være.
“Tak,” svarede han i stedet bare igen, for han vidste ikke hvilken gang til aften. Han følte nærmest ikke at han gjorde andet – nikkede og takkede i enkeltord, der på ingen måde syntes dækkende til at beskrive hans egentlige taknemmelighed for den anden mands venlighed og omsorg. Måske var det intet under, at Sébastien før var blevet kaldt fåmælt…
Hans blik søgte igen Hectors øjne, som hans hånd blidt blev lagt mod toppen af hans hoved. Han forsøgte ikke at lægge mere i det, end det sandsynligvis var: en gestus udsprunget af venlighed. Ikke at det forhindrede ham i at nyde det lette kærtegn. 

Først da Hector kom tilbage med skjorten, fik han taget sig sammen til rent faktisk at rejse sig fra sin plads på gulvet efter først at have kløet den store grå hund bag ørerne, for derefter blidt af puffe hende ned fra sit skød.
Selvom Sébastien egentlig var ret høj og ikke var særligt meget lavere end den ældre kommandant, druknede han alligevel lidt i den anden mands skjorte, der om noget nok bare fik ham til at fremstå endnu mere spinkel og ranglet, end han i forvejen var. Skjorten tjente dog sit formål alene i kraft af, at den var tør - og fordi Sébastien alligevel ville have det mindre underligt med at sidde til bords med Hector i den end i ingenting udover tæppet. Med hurtige bevægelser fik han knappet samtlige knapper, samlet tekoppen, hvis efterhånden halvlunkne indhold han drak i en enkelt mundfuld, op fra gulvet, og gik bare hen til bordet, hvor Hector havde slået sig ned.

Sébastien nåede kun netop at stoppe sig selv i at række ud efter Cléa, da den store milde hund trofast fulgte med ham, inden Hector sendte hende hen på sin plads. Selvfølgelig ville Hector ikke have hende ved bordet når det blev spist – det gav god mening. Det var jo heller ikke fordi at Røde fik lov at være i hverken køkken eller spisestue ved middag – og Røde endda væsentligt mindre end Cléa (og ganske vist også omtrent hundrede gange dårligere opdraget – hvis man da overhovedet kunne påstå at det lille røde bæst var det i første omgang). Det var vel egentlig bare almindelig god skik ikke at spise sammen med sine dyr. Kinderne blussede kortvarigt op, og han slog bare blikket ned på det restemåltid, Hector havde stablet sammen, og håbede at hans lille ”fejltrin” gik den andens opmærksomhed forbi.

Sébatien forstod ikke, hvordan han ikke havde tænkt over, hvor sulten han var, før. Han måtte holde sig selv i hanke for ikke bare at skovle uhæmmet ind, så han kunne fremstå bare lidt civiliseret. Da Hectors spørgsmål faldt, tyggede han af munden, tørrede kortvarigt sin ene mundvig med et bøjet fingerled, inden han vendte blikket mod den anden. Han rystede på hovedet.
”Nej nej jeg har ikke gaven. Jeg læser ma-matematik,” svarede han bare, ”Så jeg har kun haft en- en- enkelte lektioner med P-Perrie,” tilføjede han, om end det nok ikke var derfor kommandanten havde spurgt. Det var sandsynligvis bare et forsøg på at samtale.
”Du du gik på væbnerskole, gjorde du ikke?” spurgte han i et forsøg på at holde samtalen i gang, selvom han egentlig var ret sikker på at svaret. Han mente nok det var der hans egen far vist i første omgang havde stiftet bekendtskab med Hector.

[Hector af Bonville]

Skjorten hang som forudset på den spinkle unge mand, da han kom over til bordet, men det kunne have været værre. En meget fjern og uvedkommende tanke om, at han så lidt sød ud, gled igennem det bagerste af Hectors bevidsthed, men den skyndte sig væk igen.
At Sébastien gerne ville have hunden med sig, kunne Hector godt forstå, men han måtte leve uden det store grødhoved i sit skød for et øjeblik, det kunne ikke gå, at hunden fik dårlige vaner, bare fordi den fik lov til det én gang. Det var mest herhjemme, Hector var så striks med det, hun fik lov til at være med, når han var på kro, men der kunne han heller ikke lige sende hende et andet sted hen. Det var heldigvis også en forskel hun selv lod til at forstå.

Som hans gæst kastede sig over maden, bed Hector et lille stykke af småkagen og gumlede tænksomt på den, mens han betragtede Sébastien. Det var en rodet blanding om hans far, hans situation, hvad han kunne gøre for ham … og om han havde set skygger, da han mente at have set et glimt af noget i Sébastiens ansigt og øjne. Det var nok bare ham. Det var sket før, at han havde misforstået positive følelser for tiltrækning. Heldigvis havde han aldrig reageret på det forkert, og det ville han heller ikke gøre nu. Nej, han havde set noget, der ikke var der. Det var trods alt Bernards søn og han var kun på alder med Perrie. Det burde være hende, han sendte blikke efter. Guderne forbyde, at det kom til at ske.

Hector smilede venligt, som Sébastien hakkede sig igennem et svar.
”Matematik. Du skal vel også overtage din fars forretning en dag?” Han nippede til sit krus med vand, inden han nikkede som svar på spørgsmålet, der fulgte efter.
”Jo, jeg er skam ridder, selvom det ikke er lige til at se. Jeg var på samme årgang som Bernard.” Han sagde det første i en lidt drillende tone. Der var somme tider tvivl ved de borgerlige, hvad han egentligt var, som han hverken gik op i at være adelig eller at være ridder. Aldrig i sit liv havde han interesseret sig for alt det ophøjede fis med titler og rang. Et privilegie, kun en adelig kunne have, hvilket han var godt klar over.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien havde igen taget en bid hvorfor han i første omgang bare nikkede til svar, da endnu et spørgsmål faldt i hans retning.
”Det det er i hvert fald hans plan,” det var ikke en plan Sébastien følte, han havde så meget at skulle have sagt i forhold til, hvilket ordlyden af hans svar måske også illustrerede. Når det så var sagt, var han slet ikke i tvivl om, at hans far da heller ikke syntes, at planen var ideel. Selvom Sébastien egentlig var ganske udmærket til sit fag – til hele matematik og økonomidelen, var og blev han aldrig den fødte sælger. Et var at han såre simpelt ikke interesserede sig for det – det kunne man vel lære, eller om ikke andet så lære at leve med, men hans stammen og langsomme taletempo var bare en hæmsko i sig selv. Kunderne ville sgu da ikke være tålmodige nok til at høre ham ud.
Bernard havde bare ikke andre børn – ingen andre arvinger han i stedet kunne sætte sin lid til, så medmindre han fik det - var der vel ikke så mange andre muligheder i forhold til hvem han kunne lade videregå til.

Sébastiens mundvige blev trukket op i et let smil ved den drillende tone i den andens ord. Igen lod han blikket granske den anden ganske kort – han syntes ikke at Hector ikke lignede en ridder. Hector havde sandsynligvis været i endnu bedre form tilbage i sine ridderdage end han var nu – men Sébastien syntes nu stadig at han havde en ridders fysik. Høj, muskuløs og flot. Om end det faktum at Hector var en køn mand, nok ikke rigtig kunne tilskrives at han var ridder. Han forsøgte at slå tanken tilbage i baghovedet.
”Nu nu synes jeg du sssssælger dig selv lidt lavt, Herre Herre Kommandant, ” Sébastiens tone var ligeledes drillende – munter og underholdt. Han var egentlig glad for at han ikke stammede mere, end han havde gjort – hans forsøg på at være vittig faldt ualmindelig ofte til jorden, hvis der var for mange opbrud i hans tale eller det tog for lang tid at komme til pointen. Det var svært at være kæk og smart i en fart hvis man manglede den essentielle del af det: farten.

”Jeg synes du du har været vældig ri-ri-ridderlig til aften,” tilføjede han i en mere afslappet tone og sendte den anden et mildt smil og et lille nik. Hectors behandling af ham til aften, var da som taget ud af en af ridderroman – hensynsfuld og hjælpsom i nødens stund. Hvis Sébastien altså havde været en skønjomfru, vel og mærke... Han rynkede let brynene over sig selv. Var det upassende at bruge et sådan ord om Hector, når han jo netop ikke var det? Han havde jo bare gjort et forsøg på at matche den andens muntre tone. Det årvågne øje ville måske se at farven igen vendte ganske lidt tilbage i kinderne. Måske havde hans far ret – måske læste han vitterligt for mange kvinderomaner.

”Det det det mindes jeg godt at han har fortalt,” skiftede han derefter bare til det andet emne, Hector havde bragt op, efter først at have rømmet sig kort.

[Hector af Bonville]

Det var hans plan. Det lød ikke som om, at Sébastien var begejstret med den plan, men det kunne Hector nu sagtens sætte sig ind i. Han var heller ikke endt, hvor hans forældre havde forestillet sig, men de havde nu accepteret hans høje stilling, selvom der ikke var hverken kone eller børn. Heldigvis så han dem næsten aldrig, og deres plagen efter børnebørn var ikke så indtrængende, som den havde været. Hectors storebror havde trods alt sikret slægtens overlevelse. Perrie talte ikke med i deres øjne. Det gjorde hun i hans, men det betød ikke rigtigt noget. Hans storebror stod alligevel til at arve lenet.
”Det tænkte jeg nok,” svarede han diplomatisk.

Det var overraskende dejligt at se smilet på Sébastians ansigt, det fik ham til at lyse op og ligne en helt anden dreng. Også selvom det var et lille et. Og for første gang den aften, var der noget liv i hans stemme, som han påstod, at Hector solgte sig selv lidt lavt. Det svarede Hector ikke på, andet end med en brummen og et smil. Det gjorde han måske nok, selvom han ikke selv følte, at så meget af riddertiden hang ved mere. Men så mange års træning slap nok ikke så let, selvom årene var gået siden da.
Af en eller anden grund kunne Hector ikke andet end at bryde ud i latter, da Sébastien kaldte ham ridderlig. Sådan en god latter fra bunden af maven, dog ikke larmende. Det var ikke fordi, at han lo af den unge mand, blot af hans ord.
”Jeg gør da mit bedste, selvom jeg tror du har haft mere fornøjelse af Cléa.” Tonefaldet angav, at han bare var glad for at hjælpe – og at hunden havde været til hjælp også.

Der kom et nik fra Hector, der endte med at sukke og læne sig tilbage i den holdbare stol. Hvor meget skulle han fortælle? Det var ikke hans plads at tale negativt om Bernard, men han kunne måske godt forestille sig, at Sébastien var nysgerrig. Lidt forsigtige anekdoter eller småhistorier kunne sikkert nok gå.
”Din far og jeg har altid været som ild og vand,” mumlede han, inden han kørte en hånd over issen for at skubbe håret væk fra ansigtet. ”Vi kom op at toppes allerede første dag. Men Bernard har altid været en god ridder. Et naturtalent. Født til arbejdet.” Det var sandt, selvom Hector ikke var enig med købmanden i, hvordan man skulle gøre ting. Snak før vold, for eksempel.
Trods hans rosende ord, var der ingen kærlighed for manden i hans stemme eller udtryk, det var bare en opremsning af fakta. Han tav for at give Sébastien mulighed for at skifte emne, hvis han ikke ville tale om sin far.

[Sébastien af Monteres]

Den rosa farve, der lå henover Sébastiens næseryg og kinder, aftog ikke just, da Hector lo hjerteligt af hans bemærkning – om noget var intensiteten af farven nærmest tiltagende. Det var på sin vis dog en lettelse, at Hector ikke fandt hans kommentar upassende eller stødende – det kunne lige så vel have været et tænkeligt udfald.
Sébastien havde da fra tid til anden oplevet at folk lo ad ham– nogle mere åbenlyst, indiskret og udstillende end andre. Det var oftest sket hvis han stammede meget og hans tale havde mange afbrud i form af blokeringer eller hvis der var mange medbevægelser. Det kunne da godt være, at det så sjovt ud – det skulle han ikke kunne udtale sig om, men det var yderst ubehageligt og ydmygende, og han havde så svært ved at finde ud af hvordan han skulle reagere på det.
Han følte sig dog alt andet end udstillet af Hectors latter – om noget var det nærmest et selvtillidsboost at han havde kunne trække en latter ud af den anden. Alt for ofte faldt hans forsøg på at være sjov, munter eller kæk til jorden fordi han var det længere om at levere det – om at komme til- og få pointerne igennem.

”Jeg jeg har hafffft fornøje-jelse af jer begge,” slog han fast med et lille nik med hovedet. Det spæde smil var stadig påklistret hans læber, og det muntre blik kunne stadig anes i øjnene.
”I I har hver jeres kva-kvaliteter,” Cléa alene havde ikke kunnet hjælpe ham på samme måde som Hector havde gjort; med hverken at få kontaktet Roland eller med de beroligende ord – eller med maden, for den sags skyld. Men det havde da bestemt været en bonus at Cléa havde været der. Den tætte kontakt til det store blide dyr havde virket beroligende – og det var jo ikke fordi han kunne have afsøgt samme form for kontakt hos kommandanten… Han tog en tår vand og sank hørbart for at skubbe tanken fra sig.

Sébastien lyttede bare opmærksomt til Hectors fortælling mens han fortsatte med at sætte sit måltid til livs. Hans nikkede og kom med små anerkendende lyde for at vise, at han hørte efter, undervejs. Selvom begge mænd tydeligvis var enige om, at de var meget forskellige – var Hectors udlægning af deres relation meget mere diplomatisk end noget han nogensinde havde hørt fra sin far. Sébastien syntes alligevel at fornemme at Hector ikke nærede særligt varme følelser for Bernard – hvilket han ikke kunne dømme ham, men hans udlægning var sober og uden de negativt ladede ord og skældsord, der modsat ofte hørte til Bernards historier om Hector.
Sébastien nikkede bare til at Bernard var den fødte ridder. Han havde aldrig oplevet sin far som andet end benhård forretningsmand, men han valgte at tro, at det da passede – hvorfor skulle han ikke det.
”-men men men men,” han sank en enkelt gang inden hans talestrøm fortsatte lidt mere flydende, ”han er modsat dig ikke just det det jeg ville kalde ridderlig.”
Sébastiens idé om, hvad der gjorde én ridderlig, var måske romantiseret og skævvreden i forhold til virkeligheden, men ikke desto mindre var det ikke et ord, han ville bruge om sin far trods hans fortid som ridder. I en roman ville en mand med Bernards karaktertræk sjældent være helten – men nok nærmere skurken.

[Hector af Bonville]

Hector kunne ikke lade være med at le igen, som Sébastien påstod, at han og Cléa havde hver deres kvaliteter. Ja, det kunne man jo godt sige. Cléa var bare lidt et puttedyr. Det var Hector nu også, selvom det ikke var noget, han kunne dele med drengen. Selvom han måtte indrømme, at han stadig havde lyst til at trække ham ind i sin favn og holde trøstende om ham. Trods at de nu sad her og virkede til at more sig, havde Hector langt fra glemt, hvorfor Sébastien i det hele taget var her. De mørkerøde mærker ned over drengens ryg kunne stadig ses for hans indre blik.

Hector løftede en hånd og kløede sig i skægget og så ud i luften, som Sébastien påstod, at Bernard ikke just var ridderlig. Nej, på mange punkter var købmanden ikke, hvad befolkningen forventede af en ridder, men sandheden var lidt en anden. En ridder behøvede ikke nødvendigvis at være en god mand for at være en god ridder. Det handlede om andet end at redde hjælpeløse og være galant.
”Hmm, det kommer lidt an på, hvilke øjne man ser på begrebet ”ridderlig” med. Din far falder fint ind i kategorien, hvis man ønsker sig en mand, der ville kaste sig i krig for landet og svinge sværdet mod vores fjender. Han har altid været hård i kamp, også til træning. Han kunne være nået langt, havde han fortsat sin karriere under kronen.” Hector gav Sébastien et kort smil, inden han rakte ud og tog sit krus med vand for at tage en slurk.

”Bernard har aldrig været en mand, der udtrykte sine følelser, men jeg husker stadig da din onkel døde. Det var ikke sorg over sin bror, men sorg over sit tabte liv, man kunne se på ham, da han kom tilbage til byen.” De færreste ville nok have set det sådan, men Hector var ikke i tvivl om, hvad han havde set i sin fjendes udtryk. ”En sorg der først lettede, da han mødte din mor.” Ah ja. Noget var sket med Bernard, da Laurienne var kommet ind i hans liv. Alle havde bemærket det. Trods sin modvilje mod købmanden, havde Hector også været glad på hans vegne. En skam hun var blevet taget før tid.

Der kom et medfølende udtryk i hans blik, som han så på drengen foran sig. Det måtte være hårdt at have mistet sin mor i så tidligt en alder. Perrie havde aldrig kendt sin mor, men selv hos hende, kunne han fornemme et savn efter noget. Sébastien havde vist været gammel nok til at have lidt minder om kvinden, der havde født ham. Hector kunne huske hende. Hun havde opsøgt ham nogle gange for at undskylde for Bernards opførsel, når han var gået over stregen. En sød kvinde, der slet ikke passede med en mand som Bernard, men hun havde haft en beroligende effekt på ham, ingen tvivl om det.
”Jeg er ked af, at Mortem hentede hende så tidligt,” sagde han stille og medfølende. ”Hun var en speciel kvinde.”

[Sébastien af Monteres]

Sébastien følte sig utrolig fjollet og lidt naiv som Hector forklarede, hvorfor Bernard nok passede fint som ridder, hvis man anskuede det, at være ridderlig, på en lidt anden måde, end Sébastien havde gjort. Forståelsen af ordet som Hector udlagde, var nok den gængse – den rigtige. Den der havde ophav i virkeligheden og ikke i poeters romantiserede eventyrsforestilling af hvordan verden hang sammen. En ridders fornemmeste arbejde var jo at forsvare kronen – selvfølgelig var det det – ikke at redde skønjomfurer og andre der havde brug for hjælp. Du fik jo ikke frataget din riddertitel for at være et røvhul.
Sébastien kunne godt skrive under på, at faderen var hård i kamp – om end man måske næppe kunne kalde det kampe, de havde – det var i hvert fald nogle meget ulig og ensidede nogle af slagsen. Men ikke desto mindre kunne han godt se, hvorfor Hector omtalte ham som en god ridder. Han nikkede bare til Hectors ord som for at vise, at han lyttede.
Mon Bernard havde været en helt anden mand i dag hvis ikke han var fyldt så meget op med bitterheden over det liv han kunne have fået, var hans egen bror ikke død? Måske ville han deres interne familieforhold have været af helt anden karakter? Det var slet ikke sikkert Sébastien var blevet til, havde tingede udspillet sig anderledes end de gjorde, men tankeeksperimentet var nu interessant nok.

Så snart Hector nævnte hans mor spærrede hans øjne en smule mere op. Han havde ikke så meget som tænkt på, at Hector selvfølgelig også havde kendt hende i en eller anden udstrækning.
En sorg der lettede, men vendte tilbage for fuld smadder, da også hun døde. Selvom det var mange år siden hun var død, savnede Sébastien hendes stadig ofte. Han havde savnet hende på dage som i dag – hvor det hele var kørt på sporet og hvor han havde følt sig utrolig alene. Han savnede også den blidere udgave af sin far, han mindedes glimtvist at have set dengang hun endnu var i live. Den udgave af faren var død sammen med hende

Sébastiens slog igen armene omkring sig selv, som i en beskyttende positur. Sébastien kunne mærke den andens blik på dig, men havde svært ved at møde hans øjne. Normalt kunne han godt tale om sin mor, uden følelsesmæssigt at blive påvirket – uden at bryde sammen, men følelserne sad fortsat mere uden på tøjet efter aftenens begivenheder og han havde ikke lyst til at Hector på ny skulle se ham i en sådan forfatning.
”Det det det det det- og-også mig,” medgav han bare med et nik og bed ned i sin underlæbe, og flyttede endelig sit blik mod den anden mands ansigt for ay møde hans milde øjne.
”Hu-hu-hu-hun var bare-,” en enkelt tåre fandt vej fra hans øjenkrog og trak en våd tåre ned af hans kind. Han vidste ikke engang hvordan han kunne finde et ord der beskrev hvad han følte. Hun elskede ham betingelsesløst – stammen, interessen for litteratur og eventyr og manglende evner med et træsværd til trods. Hun var så mild og rolig.
”-no-nogle gange ville jeg ønske at det ha-havde v-v-vær-” endnu en tåre var undsluppet hans øje, men han nåede at stoppe sig selv inden han fik sagt sætningen til ende – for han ønskede jo vitterligt ikke at hans far døde heller – ikke inderst inde, i hvert fald. Men hvis han selv havde fået lov at vælge hvilken forælder han ønskede at vokse op alene med, var det ikke et svært valg, men alligevel kunne han ikke få ordene over sine læber. Det ville jo heller ikke ændre på nogen ting – andet end at han måske ville fremstå som en forkælet utaknemmelig søn og sådan at billede havde han ikke lyst til at male af sig selv over for Hector.
"-hun vaaaar-" Han lukkede kortvarigt øjnene og forsøgte at få styr på sig selv. Tog en dyb indåndingen, der dog i højere grad lød mere som om han snappede lidt efter vejret, "god."

[Hector af Bonville]

Det var ikke noget, Hector havde tænkt over, at benævnelsen af Sébastiens mor ville gøre drengen så ked af det. Han snakkede jo om sin søster med Perrie, der selvfølgelig også følte sorg, men det var over en kvinde, hun aldrig havde mødt. Hector selv kendte til sorgen over at miste, som han dagligt mindedes sin lillesøster. Især på tidspunkter, hvor Perrie sagde eller gjorde noget, der fik ham til at mindedes hende. Hun lignede hende, trods det røde hår. Han bildte dog ikke sig selv ind, at det var det samme som at miste sin mor, selvom han ikke var i tvivl om, at han selv sørgede mere over sin søster, end han ville gøre over sin mor, når hun engang forlod dem.

Hector lod tålmodigt Sébastein hakke sig igennem en sætning. Hans blik var blevet om muligt endnu mere mildt, som han så, hvor ked af det han blev. Det stak i hans hjerte, som en tåre trillede ned over drengens kind, og han fortrød lidt, at han havde bragt Laurienne op. Men samtidigt havde han en fornemmelse af, at det måske var meget godt, hvis Sébastien fik nogle flere følelser ud. Han havde mest virket til at være i chok hele aftenen.
Så han gjorde ikke noget for at afbryde den hakkende talestrøm, som Sébastien forsøgte at få samlet nogle sætninger. At drengen var lige ved at sige, at han ville ønske, at det var hans far, der var død, det sagde Hector ikke noget til. Han ønskede selvfølgelig ikke nogen ondt, men sådan som Sébastiens ryg havde set ud, kunne han ikke bebrejde ham den følelse. Han overvejede stadig et sted i baghovedet, om han skulle tage en snak med manden, selvom det sikkert ikke ville hjælpe noget som helst.

Lysten til at rejse sig og give drengen et trøstende kram var svær at ignorere, men Hector blev siddende for nu. Normalt gik han ikke op i, hvad der var passende, men han trådte lidt forsigtigt om Bernards søn. Måske især fordi, at han havde en fornemmelse af at have set noget tidligere. Men hvis Sébastien blev mere ked af det, var det ikke sikkert, at Hector kunne andet end at give ham et kram, det var bare hvad den ældre mand gjorde. Trøste.

”Ja, hun var en god person. Jeg kan stadig huske, hvor meget hun glødede, når hun snakkede om dig.” Det var ikke fordi, at de havde brugt lang tid i hinandens selskab, men de havde trods alt begge et barn på samme alder, hvilket havde fyldt mest i deres små samtaler til sociale events. Hector var ikke i tvivl om, at Laurienne havde elsket sin søn med hele sit hjerte. Og sin mand, trods hans svære personlighed. Noget Hector kun havde kunne respektere hende for, selvom han ikke forstod det.
”Hun elskede jer begge meget højt,” sagde han blidt, godt klar over, at han skubbede til Sébastiens mentale tilstand. Men der skulle prikkes hul på et eller andet, det var så tydeligt at se på drengen.