Fra en uventet kant

[Sébastien af Monteres]

Til: Hector af Bonville
Sted: Hectors Kommandantbolig i Markedskvarteret
Tid: Aften
Vejr: Gråt. Det står ned i stænger


Tunge grå skyer havde truende hængt over himlen det meste af dagen uden egentlig at gøre alvor af sine usagte trusler om nedbør. Sébastien havde derfor ikke så meget som overvejet at tage sin kappe på, da han havde forladt hjemmet. Helt ærligt havde der ikke været mange tanker eller rationale bag hans exit. Han havde bare skullet væk fra bypalæet. Væk fra sin far. Det havde nærmest ikke kunne gå hurtigt nok!
Sandheden var dog, at det var gået alt andet end hurtigt. Han havde brugt urimelig lang tid på overhovedet at komme på benene, og hans ryg smertede endnu forfærdeligt hvilket nedsatte tempoet på hans ellers normalt ganske tjeppe gang gevaldigt. Hver bevægelse gjorde ondt, og han havde flere gange måtte modstå lysten til bare at sætte sig ned.

Han var dog ikke kommet særligt langt hjemmefra før himlen åbnede sig, og den regn ,der havde ladet vente på sig stort set hele dagen, faldt i stimer. Han havde ikke så meget som overvejet at vende om, selvom det virkede oplagt, hvis ikke for at søge i ly for regnen så for at hente foromtalte manglende kappe. Han kunne ikke holde tanken om at være under samme tag som faderen ud lige nu – ikke engang bare for at hente noget overtøj. Så hellere lade sig gennembløde af de tunge dråber der faldt fra himlen. Himlen græd. Måske prøvede den egentlig bare at matche Sébastiens sindstilstand.

Førend han vidste af det, havde benene alligevel båret ham hen til kommandantboligen hvor Perrie boede. Han vidste helt ærligt ikke, hvad han lavede her.
Det var egentlig lidt ironisk – det var jo netop relationen til den unge nådigfrøken der i første omgang der havde vækket faderens vrede. Perrie var måske ikke det oplagte valg. Selvom Sébastien egentlig godt kunne lide- og beundrede hende, var han ret sikker på, at de følelser ikke var gengældt. I og for sig betød det dog ikke så meget i det øjeblik – Sébastien havde bare brug for et venligt ansigt og selskab, der ikke var hans far og hans tjenestestab. Og Perrie var én af dem hvis hjem han faktisk kunne huske hvor lå, og som lå i nogenlunde gåafstand fra hans eget.

Han brugte nogle øjeblikke på at forsøge at hanke op i sig selv, da han endelig stod udenfor den massive hoveddør. Han tørrede kinderne med håndfladerne, selvom det virkede ligegyldigt. Hans øjne var endnu let rødsprængte, så selvom regnen havde bortskyllet striberne, tårerne havde trukket ned over hans kinder, vidnede de nok endnu om, at han havde grædt. Han rystede som espeløv – han var ikke rigtig klar over om det skyldtes kulden eller om han også kunne tilskrive det episoden med hans far – måske var det en blanding.
Han forsøgte at få sin lettere overfladiske vejrtrækning mere under kontrol, men gav efter nogle øjeblikke op og endte med at bruge dørhammeren, og banke på. Ligegyldigt hvor meget han prøvede at få både rystelser og vejrtrækning under kontrol, ville han jo stadig ligne lort. Han havde ikke set sig i et spejl, men han var ret sikker på, at brynet var flækket og det skulle da ikke undre ham om slaget han havde fået med sin bog, havde efterladt yderligere spor i hans ansigt.

[Hector af Bonville]

Aftenen havde meldt sin ankomst over Levagny. Det samme havde regnen, og Hector var glad for, at han havde taget en god tur med Cléa inden aftensmaden, som hans husholderske Arielle havde sat på bordet. Han havde spist alene, da Peronelle af Bonville var hjemme ved en klassekammerat for at skrive opgave. Der ville hun overnatte, hvilket Hector havde accepteret, selvom han havde sendt hende et lidt nærgående blik. Overnatninger i den alder var ikke altid, hvad man skulle regne med, men som altid regnede han med, at hun talte sandt. Det var i hvert fald nemt at finde ud af, hvis hun ikke var, hvor hun sagde, hun var.

Så snart bordet var blevet ryddet, var Arielle forsvundet ud ad døren, med Hectors godkendelse, selvfølgelig. Hun havde skyndt sig hjem til sin søster inden himlen havde åbnet sine sluser, og efterladt Hector alene i det store hus. Hun ville komme sent hjem, eller først komme næste morgen, alt efter om regnen fortsatte. Det var Hector selv, der havde sagt til hende, at hun bare skulle overnatte derhenne, hvis det pøsede ned. Ingen grund til at risikere en lungebetændelse.

Efter hun var gået, havde roen indfundet sig, og Hector havde sat sig i sin gode stol foran ilden med en bog, fødderne på skamlen og hunden under sine ben. Ikke at han havde fået åbnet bogen, som han først havde stirret ind i ilden med tankerne på dagen, der var gået, inden øjenlågene efterhånden var blevet noget tunge. Det skete jævnt ofte, at han skvattede i søvn i stolen, helt ung var han ikke, og hans dage var alligevel lange, selvom det meste af tiden blev brugt bag et skrivebord.

Så da det bankede på døren og Cléa sprang op med en høj gøen, gav det et forskrækket gib i den sovende mand, der tabte bogen på gulvet. Han gned hurtigt en hånd ned over ansigtet og kom på benene. Det var ikke usædvanligt, at der var nogen ved døren så sent, nok havde han fri, men han var på arbejde døgnet rundt. Så det var nok bare en drabant, der skulle bruge ham. Det håbede han ikke, lyden af regnen nåde ind i stuen.
"Cléa, stille," brummede han fast, hvilket straks fik den store grå ulvehund til at stoppe med at gø, men hun slap ikke hoveddøren med øjnene, som han gik forbi hende for at åbne den.

Overraskelsen kunne ses på hans ansigt, da lyset indefra ramte den unge mand, der stod udenfor. Det var ikke en drabant, det var...
"Junker Monteres. Hvad la-" Han afbrød sig selv midt i spørgsmålet, da det gik op for ham, at drengen stod derude uden overtøj og var gennemblødt til skindet. Og selv i det svage lys var det let at se, at den var helt gal. Det så ud som om, at han havde fået et slag eller to på siden af hovedet, det var hævet og selvom det regnede, kunne han skimte blod. Og hele hans udtryk sendte et stik ind i Hectors varme hjerte. Der var sket noget forfærdeligt.
"Ved alle guder, kom dog ind i varmen." Han trådte til side, så den unge mand kunne komme ind af døren. Hunden reagerede på bekymringen i sin herres stemme og kom med et piv, men Hector viftede kort med hånden for at få hende til at blive tilbage. Så snart Sébastien var inde, lukkede Hector døren bag ham og løftede armen for at vise ham mod stuen.
"Kom med ind foran ilden, De er jo gennemblødt." Den formelle tiltale var næsten eftertanke, og den brugte han kun, fordi det var Bernard af Monteres' søn. Han så frygtelig ud. Hvad var der sket?

[Sébastien af Monteres]

Sébastien løftede blikket, da døren blev åbnet, og glippede let overrasket med øjnene, da hans blik mødte kommandant Hector af Bonvilles milde ansigt.
Sébastien vidste ikke hvorfor, at det kom bag på ham, at det var Hector, der åbnede døren. I og for sig var det jo egentlig et ret logisk udfald – det var jo trods alt hans hus. Han havde bare slet ikke tænkt tanken, at det kunne være andre end Perrie, der åbnede op, hvilket måske også havde været en ret naiv tanke. Han åbnede sjældent døren for gæster i sit eget hjem, så hvorfor skulle det stå anderledes til hos familien Bonville?
Sébastien gjorde et let nik med hovedet og kvækkede noget der kunne minde om et taknemmeligt ”tak” da han blev budt indenfor, inden han på skælvende ben med usikre skridt bevægede sig over dørtærsklen og ind i Hector og Perries hjem. Døren blev lukket bag ham øjeblikket derefter, og lagde en dæmper på lyden af regnen der endnu piskede ned.

Invitationen om at komme med ind foran ilden, overraskede ham mere end hvad det nok burde, hvorfor han i første omgang tøvede og blev stående trods Hectors anvisning. Selvom Sébastien aldrig havde talt med Perries onkel før nu, havde Hector ry for at være en retfærdig men venlig mand (om end hans egen far havde forsøgt at bilde han noget lig det modsatte ind), hvorfor det måske ikke burde have overrasket ham, at det var denne reaktionen, han blev mødt med.
Hvis en af Sébastiens venner var banket på hjemme hos dem – gennemblødt og forslået, mon så hans far ville have mødt dem med samme venlig- og gæstfrihed? Sébastien havde sine tvivl.
Sébastien endte dog alligevel med at trippe med ind mod stuen. Selvom der var betydeligt varmere indenfor end der havde været ude i den øsende regn, frøs han endnu og tanken om et varmt ildsted overvandt frygten for at være alt for meget til besvær. Det var jo ikke fordi, han ikke godt var klar over, at hans besøg sandsynligvis ville komme til at være til besvær – han havde bare regnet med at det ville være til besvær for Perrie – og ikke hendes onkel.

”Und-undskyld Hr. k-k-komandan-dant. Det var ikke min mening at træ-træ-træ-,” han lukkede kortvarigt øjnene sammen og bandede indvendigt over den afbrudte talestrøm. Han forsøgte at tage en dyb indånding - få sig selv til at slappe mere af. Vejrtræningen var dog fortsat meget højkostal. I stedet sadlede om, fandt et andet ord: ”-forstyrre Dem. Jeg jeg ville bare høre om Per-Peronelle er hjemme?”
Sébastien vidste ikke om onklen også kaldte hende Perrie – om det måske endda var fra ham kælenavnet stammede, men han omtalte hende ved hendes egentlige navn i frygt for ellers at komme til at fremstå uhøflig. Selvom han nu næppe kunne forestille sig Hector var typen, der ville tage meget på vej, kom han til at bruge et forkert navn om hans niece.

Flammerne dansede knitrende i ildstedet og den initialt tøven til trods, gik Sébastien direkte hen mod ildstedet som det første da de kom ind i stuen.
"Er det det det i orden, at jeg sætter mig?" spurgte han i forsøget på at være høflig, om end det høflige måske gik af spørgsmålet, da han i øjeblikket derefter uden af afvente Hectors svar, gav efter for sine rystende ben og lod sig dumpe ned på gulvet foran ildstedet. Bevægelsen fik på ny smerten til at skyde op gennem ryggen og han pressede kortvarigt øjnene sammen. Der var ganske vist både en stol og skammel foran ildstedet, der måske havde været oplagt at sætte sig på i stedet, havde det ikke været for det faktum at han jo var drivvåd. Det måtte være rigeligt at han havde trukket et vådt - nok også beskidt - spor efter sig på vejen herind.

[Hector af Bonville]

Det var lige før, at Hector havde grebet fat i Sébastien, da det næsten virkede til, at hans ben havde svært ved at bære ham, som han trådte ind ad døren. Men det så ud til at gå, og han lod være. Efter han havde tilbudt drengen at komme med ind i varmen, blev den unge junker dog stående et øjeblik, hvilket gav Hector en mulighed for at se nærmere på hans ansigt. De røde, hævede øjne. Den ene side af ansigtet, der nu i lyset bar tydelig præg af slag. Det flækkede øjenbryn. Og hele det samlede udtryk af chok og usikkerhed, man kun så på folk, der havde oplevet noget skrækkeligt. Nogen havde slået på den unge Monteres, og Hector havde allerede en god fornemmelse af hvem.

Endeligt fortsatte Sébastien frem, og Hector fulgte efter ham ind i stuen. Cléa fulgte med Hector med blikket stift rettet mod deres gæst, men ikke på den vagtsomme måde hun plejede, de brune øjne var mere bekymrede.
Hector ville have stoppet Sébastiens hakkene talestrøm og bedt ham tage en dyb indånding. Det kunne have været kulden, der fik ham til at hakke sådan, men det var ikke nogen hemmelighed, at Bernards søn stammede. Perrie havde sagt det og det blev også nævnt i blandt adlen, hvor mange havde en forkerlighed for sladder. En kærlighed Hector ikke delte, men han kunne ikke undgå at skulle lytte til det, til de sociale sammenkomster på paladset. Men drengen stoppede sig selv og fandt et andet ord, der gled lettere ud.

"Perrie er her ikke, hun er hjemme ved en fra sin klasse for at skrive opgave," svarede han. Det var underligt at høre den unge mand bruge Perries rigtige navn, det var der ingen, der gjorde. Ud over Hectors mor og ... nå ja, Bernard. Men var Sébastien og Perrie ikke bekendte?
"Og du forstyrrer ikke," sagde han så, mens han betragtede Sébastien gik hen til ilden og nærmest falde om. Selvom han næsten kun kunne se nakken af ham, var det tydeligt, at den bevægelse gjorde ondt. Den måde hans krop spændte op og den smule, han kunne se af hans ansigt. Vreden begyndte at boble i ham. Hvad havde Bernard gjort ved ham?

Han tøvede kort, for hvis han skulle være ærlig, orkede han næsten ikke at skulle blandes ind i noget med Bernard af Monteres, men det var kun en kort, flaksende tanke, der forsvandt med det samme igen. Synet af den gennemblødte dreng ved ilden fik hans hjerte til at smerte, og han gik derhen for at glide ned på knæ skråt foran ham, så han var i øjenhøjde med ham. De blå øjne gled bekymret og undersøgende over hans ansigt.
"Sébastien, hvad er der sket?" Forsigtigt rakte han ud og tog blidt om hans hage for at dreje hans ansigt, så den ene side blev bedre lyst op af ilden. Ingen tvivl om, at han var hævet og ville blive blå hen over kindbenet dagen efter. Øjet så dog ud til at være gået fri. Øjenbrynet var holdt op med at bløde, men flækket var det. Grundigt.
Cléa luskede hen og krøb nærmest med maven i jorden nærmere Sébastien på den anden side, men blev en god armslængde fra ham, med hovedet hvilende på gulvet og de brune øjne rettet med et bekymret udtryk mod ham. Hector var mere koncentreret om Sébastien, så han bad hende ikke gå.

[Sébastien af Monteres]

Så Perrie var ikke engang hjemme? Sébastien vidste ikke rigtig hvordan han havde det med det. På sin vis var han nærmest lidt lettet over, at Perrie ikke skulle se ham sådan her. På den anden side følte han sig lidt fjollet over at være kommet her i første omgang og fået rodet Hector ind i alt hans rod.
Han havde svært ved at forestille sig, at hans tilstedeværelse ikke var et forstyrrende element i en eller anden grad – men han tolkede nu i højere grad kommandantens ord som høflighedsfraser. Det var næppe det her Hector havde tænkt sig at bruge sin aften på. Selvom Sébastien havde lidt dårlig samvittighed over det, gjorde dog ingen indvendinger – for når alt kom til alt var han taknemmelig for at være her, og havde ikke lyst til at skulle rejse sig lige foreløbig – for slet ikke at tænke på at skulle hjem. Tanken var uoverskuelig.
Hectors stemmeføring var rolig, tonen mild og stemmen dyb og blød. Selvom han ikke rigtig kunne påstå at kende den anden mand, følte han sig, alt taget i betragtning, egentlig ret tryg i hans selskab.

Sébastiens øjne fandt vej til Hectors ansigt da han kom ned på knæ og i øjenhøjde med ham. Han følte sig gransket af de klare blå øjne, som så de lige igennem ham.
Selvom berøringen var forsigtig og ganske blid, holdte Sébastien kortvarigt vejret, da han mærkede Hectors varme fingre mod sit ansigt. Rationelt vidste han jo godt, at han ikke ville få en på skrinet af Hector, hvorfor han også slappede synligt mere af allerede øjeblikket derefter, og villigt lod Hector tippe hans ansigt let til siden.

Ved Hectors spørgsmål lo han en tonløs latter blotet for egentlig glæde – og fortrød det lidt øjeblikket derefter, da bevægelsen igen mindede ham op netop hvad der egentlig var sket. Han skar kortvarigt ansigt ved smerten, men fik relativt hurtigt lagt ansigtet i mere neutrale folder igen. Det eneste gode ved at hans ryg føltes, som var den i brand, hver gang han bevægede den, var, at det fjernede opmærksomheden fra den dundrende smerte i ansigtet, han havde følt tidligere.
”Jeg jeg havde en mindre kontrovers med min far,” begyndte han, selvom det på ingen måde syntes dækkende for dagens begivenheder, ”-det det det sker nogen gange.” Han viftede lidt afværgende med den ene hånd – og var egentlig ikke klar over, hvorfor han forsøgte at bagatellisere det. Nogle ville måske syntes at det netop var det – en bagatel. Det var jo hverken ulovligt eller nogen sensation, at en far slog sine børn. Hectors bekymrede blik, lod dog Sébastien blive i troen om, at han ikke hørte til den kategori. Sébastien og faderens normale ”kontroverser” syntes da også som rene bagateller sammenlignet med i dag. Han havde provokeret faren, ja – til dels også overlagt og bevidst, men det var ret hurtigt eskaleret. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde fået sådan en omgang. Heldigvis.

”Det det plejer bare ikke… Nor- normalt kan han… Jeg havde bare ikke rigtig opdaget at han var sssså vred.” Sébastien var ikke klar over, om det der kom ud af munden på ham, gav nogen som helst mening. Han pustede tungt ud gennem læberne.
Ud af øjenkrogen så han den store hund, der lagde sig ikke langt fra ham. Han kunne egentlig vældig godt lide dyr, og havde måske rakt hånden forsigtigt ud mod den, havde den ligget nærmere – hans fulde opmærksomhed vendte dog tilbage til Hectors ansigt.
”-og og jeg havde bare brug for at komme lidt væk, og kom i tanke om at Perrie boede her og så tænkte jeg bare- eller jeg jeg jeg jeg-” For helvede altså. Han gjorde et ryk med hovedet til den ene side i en ufrivillig medbevægelse – og rykkede sandsynligvis Hectors hånd med sig, hvis han endnu havde fat om hans hage ”jeg ved ikke hvad jeg tænkte,” indrømmede han slutteligt om sin plan, der lidt var faldet sammen mellem hænderne på ham.

[Hector af Bonville]

Det var en næsten uhyggelig latter, der kom fra drengen, der sad foran Hector. Fuldstændigt blottet for glæde. Ja, følelser. Det fik Hector til at slippe ham igen, især da han skar ansigt af smerte bagefter. Det gjorde ondt helt ind i sjælen at se ham sådan. Ikke at han kendte ham personligt, Bernard og Hector holdt sig altid langt fra hinanden, når det kom til sociale sammenkomster, hvor de begge var inviteret, og derfor havde Hector aldrig haft mulighed for at se nærmere på drengen. Perrie havde heller ikke inviteret Sébastien hjem, sikkert godt klar over de to mænds uvenskab. Men dét, Hector havde set af den unge junker, havde aldrig været præget af smil i forvejen.

Tavst lyttede han til, hvad den gennemblødte unge mand havde at sige. Selvom Hector forsøgte at skjule det, kunne han ikke forhindre en sammenbidt vrede at skinne igennem, som hans ansigtsudtryk blev en smule mørkt. Han havde haft ret i sin tanke om, at det var faren, der havde lagt sine hænder på drengen. Det kom ikke som nogen overraskelse, som han før havde stået med tjenestefolk fra det hus, der havde søgt mod drabanterne efter hjælp. Der var bare ikke så meget at gøre, lovmæssigt, men Hector havde da haft fat i Bernard et par gange hen over årene.
Havde Hector tænkt på Bernards stille søn? Ja, men der var bare ikke noget, han kunne gøre ved det. Ikke før nu, hvor sønnen sad her i hans stue og fortalte om deres "kontrovers", hvad så end det gik ud på. Ud over at Bernard havde tævet sin søn. Hvor galt det stod til, kunne Hector ikke sige, siden tøjet blokerede synet for drengens krop.

Han lod ham tale færdig, betragtede ham slås med ordene og formå at overvinde den sproglige stopklods. Der var ingen utålmodighed eller fordømmelse i hans blik, mens han ventede, bare en vrede, der ikke var rettet mod Sébastien.
"Du er mere end velkommen her, Sébastien," svarede han som det første for at berolige ham. Han tog en vejrtrækning, inden han fortsatte.
"Jeg tænker at du ved, at din far og jeg ikke er, hm, på talefod." Mildt sagt. Det var ikke nogen hemmelighed i Levagny, at Herre Bonville og Nådigherre Monteres med jævne mellemrum fløj i totterne på hinanden, verbalt.

Hans blik gled ned over Sébastien, inden han så mod hans øjne igen.
"Må jeg se, hvor slemt det er?" Den måde drengens krop var spændt op og den måde, han bevægede sig på, det var ikke kun ansigtet, der havde fået slag. Hvad han før havde set ved de uheldige stakler, der havde været under Bernards ukærlige behandling, forventede han det værste. Selvom han håbede, at det slet ikke var så slemt. For hvilket monster ville søndertæve sin egen søn?

[Sébastien af Monteres]

Det var en kæmpestor lettelse at Hector lod ham tale ud. Lod ham få den tid han havde brug for til at hakke sig igennem det, han gerne ville sige, uden at Hector forsøgte at afbryde eller færdiggøre sætningerne for ham. Der var hverken utålmodig- eller hastværk at spore i den anden mands ansigt – omvendt udviste nærmest hele hans kropssprog, at han havde tid. Sébastien troede egentlig at det ofte var i god mening, når folk færdiggjorde hans sætninger, hvis de havde regnet ud, hvor de bar hen ad. Som for at skåne ham – og måske også dem selv for den akavede situation, han med tiden havde affundet sig med, at samtaler med ham åbenbart kunne sætte folk i. Folk virkede ofte nærmest lidt berøringsangst hvad det angik og som om de ikke rigtig vidste, hvordan de skulle forholde sig til ham. Uanset hvilke bevæggrunde der lå bag, generede det altid Sébastien når det skete. Ikke at han gav udtryk for det. Det var blot én af mange holdninger, han som oftest fortiede.

Selvom der endnu ikke havde været noget i deres udveksling der gav Sébastien grund til at tro, at han ville blive smidt ud på røv og albuer, var det alligevel en kæmpe lettelse at høre, at han var velkommen – også selvom Perrie ikke var hjemme og Hectors anspændte forhold til hans far til trods. Lettelsen spredte sig som en varme – begyndende i brystet og bevægede sig langsomt ud i ekstremiteterne.
”Tak. Det er meget v-v-venligt af Dem,” takkede han og løftede den ene mundvig let op i hvad der for første gang til aften kunne antyde et spædt smil.
Sébastien nikekde blot til det næste Hector fortalte. Han var i hvert fald mere end klar over, hvordan faren havde det med kommandanten, og han kunne helt ærligt ikke bebrejde Hector, hvis de kolde følelser var gengældt. Sébastien havde ofte tænkt om der stak mere under – eller om Bernard vitterligt bare synes at både Hector og Perrie af Bonville var en skændsel for adlen.
”Jeg jeg deler altså ikke hans tan-tanker og holdninger om hverken Dem eller P-P-Perrie,” endte han med lavmælt at tilføje. Ikke at det var en oplysning Hector nødvendigvis kunne bruge til noget som helst, men han havde det godt med at få det ud i det åbne, at han altså ikke ikke delte faderens holdninger om den mand der varmt og gæstfrit lod ham blive. Og selv inden da, havde han ikke taget nogen af faderens eder og forbandelser om den anden til sig. Han kunne godt danne sig sine egne holdning, selvom han ikke nødvendigvis råbte op om dem. Det havde dog været langt sværere at ytre havde hans far været inden for hørevidde – hvilket var utroligt kujonagtigt, men ikke desto mindre var det sandheden.

Med et lille næsten ubemærkeligt nik svarede Sébastien på Hectors forespørgsel.
Med let rystende fingre begyndte han at knappe den våde skjorte op, så han kunne krænge den af sig. Bevægelserne var lettere ukoordinerede og uelegante, som han forsøgte at få den af ved at bevæge sig mindst muligt. Han blev pludselig pinligt bevidst om sin egen splejse figur, som den lyse overkrop – og dermed også ryggen, blev blottet. En svag rosa farve bredte sig over kinder og næseryg – nærmest som en maske. Han overtænkte det nok. Det var jo ryggen Hector skulle se, ikke brystkassen. Nå det så var sagt vakte bare mandeoverkroppe nok ikke samme reaktion hos Hector, som de kunne hos Sébastien. Han overtænkte - som det ofte skete.
Selvom Hector var ældre end ham, var han unægtelig i bedre form og mere veltrænet.

[Hector af Bonville]

"Det var godt," svarede han til Sébastiens ord om, at han ikke havde samme holdning til Bonville, som Bernard havde. Det havde han nu heller ikke regnet med, ellers ville Perrie uden tvivl ikke vælge hans selskab, og han ville nok ikke være dukket op ved deres dør i regnen. Hans indtryk af drengen var, at han var en god ung mand, der havde arvet mere fra sin mor end sin far. Og for Hector betød faderens opførsel ikke, at han dømte sønnen for samme. Det ville være forkert, når han selv var så anderledes end hans egne forældre hjemme i lenet.

Tavst betragtede han Sébastien tage skjorten af med stort besvær. Han kunne hjælpe, men som med drengens stammen, lod han ham klare det selv, medmindre han bad om hjælp eller det virkede helt umuligt for ham. Den svage rødmen på den unge mands ansigt opfangede han ubevidst, men det var ikke noget, han tænkte nærmere over, som han var mere optaget af at kigge på hans krop - ikke af lyst, men for at se, hvad Bernard havde gjort ved ham. Allerede inden, at Sébastien havde fået skjorten helt af, fik Hector øje på de første mærker på hans ribben. Det fik ham til at rejse sig og gå om bag ham, hvor han ikke kunne holde et dæmpet udbrud tilbage.
"Ved alle guder," sagde han dæmpet og chokeret. Selv i det dæmpede lys var det tydeligt at se. Sébastiens ryg var dækket i blodunderløbne, rød-lilla mærker, og nogle steder havde huden givet efter for kraften bag slagene. Hectors første bud var, at Bernard havde brugt et bælte, han kunne ligefrem se mærker efter kanten af læderet.

Langsomt satte Hector sig ned på det ene knæ bag ham, og rakte ud for at ... men fingrene nåede aldrig frem, som han godt vidste, at det ville gøre ondt. For et øjeblik sad han bare der, og betragtede hans forslåede ryg. Tavs, som han ikke følte, at han ville kunne styre sin stemme. Om klumpen i hans hals var af vrede eller fordi, at han havde lyst til at græde over volden, der lå bag, det vidste han ikke, men det tog ham et øjeblik, inden han rømmede sig og sank.
"Skal jeg hidkalde en healer?" Trods anstrengelsen, var hans stemme dæmpet og hæs. Selvfølgelig skulle han det. Det måtte være smertefuldt, mere end hvad drengen gav udtryk for. Han virkede også mest som om, at han var gået i chok, men hvem kunne bebrejde ham det? Et eller andet sted havde Hector bare lyst til at lægge armene om ham og trække ham ind i sin favn for at give ham noget tryghed, men det gjorde han selvfølgelig ikke, ikke med de skader, han kunne se foran sig.

Vreden var begyndt at ulme i ham, og havde det ikke været fordi, at Sébastien lige nu havde brug for hans hjælp, var han gået ud i regnen for at trave til Monteres' residens og gribe Bernard i kraven. Tjenestefolk var én ting, men hans egen søn?! Det var ikke til at se, hvor det ene slag sluttede og det andet startede! Hvordan kunne man slå så voldeligt løs på nogen, man skulle forestille at holde af? Hectors ansigt var sammenbidt og mørkt, som han forsøgte at holde vreden nede. Det måtte vente, lige nu skulle han være praktisk og ikke lade sig rive med af sine følelser.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien fulgte Hector med øjnene, indtil han forsvandt ud af hans synsfelt om bag hans ryg. Han endte med at vende blikket frem for sig i stedet. Kigge på de dansende flammer, bare for at have noget at fokusere på.

At dømme ud fra Hectors dæmpede udbrud, så ryggen sandsynligvis lige så forslået ud, som den føltes, hvilket egentlig vakte lidt ambivalente følelser i ham. Sébastien ville ikke gå så langt som til at påstå, at hans smertetærskel var høj, men en opvækst hos Bernard havde alligevel rustet den unge mand til at kunne stå imod en del. Han peb ikke af hvad som helst – men smerten fra ryggen lod sig hverken undertrykke eller ignorere. Hver bevægelse i overkroppen jog en smerte igennem kroppen som en konstant påmindelse – en påmindelse om ikke bare smerten i sig selv, men også om omstændighederne der havde ført til- og hænderne der havde påført ham den. Alligevel havde han da kort naivt håbet, at havde det været anderledes. At det måske slet ikke så så slemt ud, som han havde frygtet. At han bare skulle sove på det, og så var det helet og fint igen. Ikke at han oprigtigt havde troet på det. Det gjorde det simpelt hen for ondt til, at han kunne.

Han havde endnu den våde skjorte i hånden, som han knyttede fingrene let om, inden han knugede den ind til brystet, selvom den føltes både kold og klam mod hans hud. Han havde egentlig forventet at Hector ville røre ved hans ryg for at inspicere skaderne nærmere – og havde nærmest ubevidst spændt op i kroppen som for mentalt at forberede sig på smerten, berøringen ville påføre. Han tænkte knapt over, at han havde holdt vejret, før Hectors stemme igen brød stilheden. Pausen der fulgte var sikkert længere, end den burde havde været.

Underlæben blev suget ind mellem perlerækkerne, som han satte fortænderne i den. Det prikkede igen i øjenkrogene. Muligvis udløst af taknemmelighed over at Hector, som ikke engang kendte ham, udviste så stor medfølelse og omsorg – muligvis udløst af, at sluserne allerede var mere end åbne til aften. Måske en blanding.
”Hv-v-v-v-viss du tænker det,” stemmeføringen var lavmælt. I kampens hede glemte han helt den høflige tiltale, ”hvis ik’ det- hvis ik’ det til ffffor meget besvær,” stemmen nærmest knækkede over som det sidste ord forlod hans læber. Men sin frie hånd, han ikke akavet knugede den våde skjorte ind til sig med, jog han en undsluppen tåre væk fra øjenkrogen i en hurtig bevægelse.
”-undskyld,” hviskede han dernæst, uden præcis at være klar over, hvad han undskyldte for.

[Hector af Bonville]

Der gik længe fra Hectors spørgsmål til at Sébastiens stemme lød. Hakkene som før og nu med en tone af gråd. Igen lod han ham tale færdig for sig selv. Et stik gik igennem Hectors hjerte, da drengens stemme knækkede, og han var allerede på benene for at bevæge sig op foran ham, som det svage undskyld lød. Igen måtte Hector ned på knæ, denne gang lidt tættere på, inden han rakte ud og lagde hånden mod Sébastiens kæbe for at løfte hans ansigt lidt, så han kunne møde hans blik.
"Du har ikke noget at undskylde for, over for mig. Jeg er her for at hjælpe." Han sendte ham et svagt, beroligende smil, mens hans tommelfinger strøg trøstende over hans kind. "Det skal nok gå."

Næsten modvilligt flyttede han hånden og rejste sig.
"Jeg bliver lige nødt til at forlade sig for et øjeblik, jeg er alene hjemme til aften, så jeg skal lige finde en til at hente healeren." Han var ikke meget for at efterlade Sébastien, men han havde ikke noget valg. Heldigvis plejede der at være en af de drenge, der løb med beskeder nede på hjørnet, hvis han da ikke havde søgt ly for regnvejret. Ellers måtte Hector selv den lange vej ned til healeren, men det håbede han ikke ville blive nødvendigt, det virkede til, at Sébasten havde brug for ham.

Ved siden af Sébastien havde Cléa reageret på hans knækkede stemme og havde møvet sig så tæt på, at hendes snude nu var presset mod hans ben. Gjorde han det mindste for at anerkende hendes eksistens på en positiv måde, ville hun skubbe sig det sidste stykke og lægge hovedet i hans skød for at trøste ham.
På vej hen til døren ud til gangen, stoppede Hector kort op og så sig tilbage.
"Hvis du ikke vil hunden, kan du bare bede hende gå hen på sin plads." Ikke at han forventede, at det ville ske, men han ville lige sige det. Det var ikke alle, der kunne lide det store grå bæst, der absolut ikke havde en ond knogle i kroppen. Men lige nu havde Hector en fornemmelse af, at hun ville være en god barnepige.

Han tog sin kappe på og skyndte sig ud i regnen. Hjørnet var tomt, og Hector bandede dæmpet mens han kort snurrede rundt om sig selv. Lige som han ville fortsætte mod healerens hjem, dukkede der dog en lille knejt op, der havde gemt sig under en trappe for at være i tørvejr. Han fik hurtigt en god mønt og derefter besked på at hente den healer, Hector havde i tankerne, hvilket fik ham til i løb at styrte ud i mørket. Hector blev ikke for at kigge efter ham, men vendte straks op for at gå hjem.
Kappen blev dryppende hængt på plads, inden han gik ind i stuen til sin uventede gæst.
"Jeg har sendt bud efter healeren," brummede han og bevægede sig over til Sébastien igen.

[Sébastien af Monteres]

Den varme hård mod hans kæbe promptede Sébastien til igen at løfte blikket og møde Hectors øjne. Han nikkede endnu en gang. Hector havde jo ret. Selvfølgelig skulle det nok gå. Det hele ville sikkert være bedre allerede igen i morgen, når det hele var kommet mere på afstand. Sébastien skulle bare lige få styr på sig selv. Få følelserne under kontrol igen. Han kunne jo passende begynde med at stoppe med at flæbe foran kommandanten, som var han et eller andet barn. Han hadede lidt sig selv, for at reagere, som han gjorde. At han i dette øjeblik passede fuldstændig ideelt til de fordomme, andre ofte havde om han: Bernard af Monteres stakkels nervøse undskyldning for en søn.

Han lukkede øjnene og vedvidende, at han burde lade være, lod han sig i et øjeblik rive med og lod kortvarigt ansigtet læne mod Hectors hånd, som hans fingre blidt kærtegnede Sébastiens kind. Kærtegnede var nok et forkert verbum og tillagde Hectors handling anden betydning, end der nok var intentionen. Hectors gestus var nok mere ment som en beroligende gestus. Hans hånd var langt blødere og mindre ru end han havde forventet af en ridder. I øjeblikket derefter var hånden dog væk igen, og Sébastiens øjne slået op på ny.
”Det det’ fint,” svarede han blot Hector, selvom den ældre ridders tilstedeværelse gav ham en følelse af tryghed og han da I og for sig helst så, at han blev. Han havde det også lidt dårligt med at sende ham ud i regnen for det, men undlod for en gang skyld at undskylde og udtrykke følelsen af at trænge sig på eller være til besvær. Det ville ikke hjælpe nogen af dem alligevel – eller gøre hans lille uventede visit mindre ubelejligt. Hector havde dog efterhånden fået ham til at tro på, at han rent faktisk oprigtigt gerne ville hjælpe - og at han sandsynligvis ikke tænkte ilde om Sébastien for at være kommet.
Et eller andet sted fandt Sébastien også lidt en ro ved tanken om, at Hector var alene. At Hele Hectors stab og personale ikke behøvede få nys om, hvad han i hvert fald ikke ville kategorisere som sit stolteste øjeblik.

Det gik ikke Sébastiens opmærksomhed forbi, at Hectors store grå ulvelignende hund havde nærmet sig ham og trykkede snuden mod hans ben. Han fik endeligt lagt den våde skjorte fra sig og rakte i stedet hånden ud mod hunden, som han kløede blidt bag øret. Hvis han havde prøvet det på Røde, havde bæstet sandsynligvis langet ud efter ham eller sat tænderne i hånden på ham. Hunden lagde derimod hovedet i hans skød. Som vidste den, at den fysiske kontakt fra et andet individ med gode intentioner, var nøjagtigt det Sébastien havde brug for, så han kunne aflede tankerne. Det og varme. Og nå ja, en healer.

Sébastien sad på omtrent samme måde da Hector kom tilbage, som han havde siddet, da han forlod ham. På gulvet i skrædderstilling foran ildstedet, med hundens hoved i skødet og fingrene begravet i dens varme pels.
Uden at dreje eller svaje for meget i overkroppen, drejede Sébastien ansigtet mod lydkilden, da Hectors brummen igen brød stilheden.
”Tak,” svarede han bare. Stemmen syntes mindre skælvende end tidligere. Han lød ikke længere som én der var på randen til at græde. Kortvarigt slog han blikket ned igen.
”Hvad he-hedder Deres-” der gik enkelte sekunder før talestrømmen igen flød mere frit, ”-hhhhund? Hun hun hun er virkelig smuk,” bemærkede han stille bare inden han skyndte sig at tilføje et: ”-eller han?” da han jo egentlig ikke vidste hvilket køn dyret var af, men bare havde antaget, at det var en tæve.

[Hector af Bonville]

Hverken dreng eller hund havde bevæget sig, da Hector kom tilbage, og han betragtede med et sørgmodigt blik det sørgelige billede. Drengen forslåede ryg og hundens tydelige trøsten. Cléa var en god hund, der ville være en god mor, hvis han en dag skulle beslutte sig for at avle på hende. Det plejede han ikke at gøre, så det var heller ikke planen denne gang. Hun måtte nøjes med de mennesker, der havde brug for noget kærlighed. Om dem var der mange af, især omkring Hector. Det virkede som om, at folk i nød blev tiltrukket af den venlige mand.

For et øjeblik vidste kommandanten næsten ikke, hvad han skulle gøre for at hjælpe drengen. Der var ikke så meget andet for end at vente på healeren. Hvordan kunne han trøste ham? Han kendte ham ikke. Måske ville det have været bedre, hvis Perrie havde været hjemme, hun kendte ham i det mindste, bare lidt.
Sébastiens stemme lød igennem stuen og trak Hector ud af tankerne, for at gå over til ham.
”Hun hedder Cléa. Og det er jeg glad for, at du synes. De fleste er bange for hende på grund af størrelsen.” Ikke at han helt kunne bebrejde dem det, hunden gik ham trods alt til hoften.

Han stillede sig op ved siden af ham og så ned på ham og hunden. Hun skævede op til ham, næsten som for at sige, at hun havde styr på det. Ja, det havde hun nok.
”Vil du ikke have et krus te? For at få varmen.” Det var nu ikke derfor. Arielle havde en urteblanding, der virkede beroligende, og han mente nu nok, at Sébastien kunne bruge den. Og han havde brug for at lave et eller andet praktisk, der føltes fornuftigt.
”Jeg kan også tilbyde dig et tæppe, men…” Hector var ikke sikker på, at han havde lyst til at have det ru, uldne stof mod ryggen. Han gned sin kæbe igennem skægget. Han burde tage en snak med Sébastien om, hvad der var sket, og om han ville have, at der skulle gøres noget. Ikke at Hector havde mange muligheder, men han kunne da altid forsøge at snakke med Bernard. Ikke at han forventede, at der ville komme et godt resultat ud af det. Manden var umulig at hugge og stikke i, når det kom til hans behandling af andre, Hector havde forsøgt.

[Sébastien af Monteres]

“Cléa,” gentog Sébastien, som smagte han nærmest på navnet, “det det er et g-g-godt navn”.
Langt bedre end Røde – men til hans forsvar, havde han altså heller ikke været så gammel, da han havde navngivet den gamle røde hankat. Blikket der indtil nu havde været rettet mod den anden mands ansigt, blev i stedet vendt mod hunden. Nok var hun stor, men der var da så absolut intet i hundens ageren der havde givet ham anledning til at være bange for hende. Sébastien havde generelt en større tiltro til dyr, end han havde til alle mennesker – også selvom han da havde haft sine sammenstød med dyr også. Røde i særdeleshed. Selvom Røde var så meget mindre end Cléa og i og for sig et dyr han kendte langt bedre, i kraft af at det ligesom var hans eget, var han stadig langt mere bange for ham!

Sébastien bøjede sig ganske langsomt en smule forover og nærmest begravede ansigtet i den store hunds pels. Han nød varmen fra hundens krop – men helt ærligt nød han også bare trygheden i at være tæt på et andet levende væsen.
“Du ku’ da ikke finde på at gøre nogen fortræd, vel? Der er da ingen grund til at være bange for dig. Der er da ikke en eneste ond knogle i dig,” hviskede han bare beroligende mod hundens varme pels mens han kløede hende bag de grå ører– om end det nok i højere grad var ham selv, og ikke hunden, det havde en beroligende effekt på. Cléa var jo i forvejen ganske rolig. Talen var altid meget mere flydende når han hviskede. Det samme gjorde sig gældende ved sang og oplæsning. Hvis ikke det havde virket lige så påfaldende, og belastende for stemmen, havde han nok hvisket noget mere.

Da Cléa løftede hovedet for at se på sin ejer, fulgte Sébastien dens eksempel og hans øjne mødte igen kommandantens store lyseblå. Som kunne han følge Hectors tankegang, rynkede Sébastien panden ganske let, da han tilbød ham, at han også kunne låne et tæppe, efter initialt at have tilbudt ham te. Alene tanken om tæppet – om noget som helst mod den ømme hud på ryggen, fik ham til at skære ansigt. Ellers tak. Så hellere fryse lidt endnu. Selvom det gjorde godt at være placeret foran ildstedet og have en varm hund i skødet, var det ikke fordi han kunne påstå at have fået varmen fuldstændig. De mørke kraftige lokker var endnu let fugtige – det samme var hans bukser, og så følte han sig bare gennemkold – ind til benet, efter at have vadet rundt i regnen. Men han rystede ikke lige så tydeligt som da han først var ankommet. Lidt havde også ret.
“Et et kruuus te ville være dejligt. Ta-tak!” Takkede han bare Hector med et lille nik

[Hector af Bonville]

Hector nikkede blot til Sébastiens konklusion om, at Cléa var et godt navn, det var han jo som sådan enig med ham i, siden han selv havde navngivet hunden. Med hjælp fra Perrie, selvfølgelig.
Han betragtede drengen, der begravede ansigtet i hundens pels, og det stak i hans hjerte, og måske sved det også en smule i hans øjenkroge ved synet og den dæmpede hvisken, han ikke kunne høre ordene i. Ved Triatos, Bernard havde meget at svare for, og Hector havde store frustrationer over ikke at have muligheden for at gøre noget ved det. Manden var adelig og accepteret som et højerestående medlem af samfundet, hvilket gjorde ham urørlig, så længe han holdt sig under en vis grænse indenfor loven. Og at slå på sine børn var ikke noget, der betød noget i lovens øjne. Hector hadede det, men han kunne ikke selv gøre noget ved det.

Hector rømmede sig, og nikkede, da Sébastien accepterede kruset med te.
”Godt. Jeg sætter lige noget vand over.” Det føltes lidt som en flugt, som Hector hurtigt bevægede sig ud i køkkenet, hvor han tog en dyb vejrtrækning for at få sig selv til at slappe lidt af. Åha, han kunne vride halsen om på den ældre Nådigherre Monteres. Men det gik ikke. Ham måtte bare reparere den skade, han havde forvoldt. På sin egen søn.
Da han var faldet lidt til ro, fandt han en lille gryde frem, fyldte den med vand, fik lidt gang i ilden i ildstedet og hængt gryden over. Træt gned han sig i ansigtet og stirrede tomt ned i gryden, mens vandet langsomt blev varmt. Som de første bobler begyndte at bryde overfladen, fandt han et krus frem og teblandingen, hvor han strøede lidt i bunden af kruset, inden han hældte det kogende vand over.

Han burde nok have været inde i stuen med Sébastien, men et eller andet sted troede han, at drengen havde bedre af at være alene med hunden. Selvom Hector var en meget empatisk mand, der hjalp mange, både personligt og igennem sit arbejde, kunne han godt mærke, at han kom lidt til kort med Sébastien i sin stue. Måske var det, det i forvejen anstrengte forhold med Bernard, måske var det fordi, at han ikke var sikker på, at han kunne holde sine følelser i skak. Lige nu lod han Cléa om at trøste. Det så ud til at være godt for drengen alligevel.

Men teen var færdig og det var på tide, at Hector samlede sit ansvar op og tog det på sig. Så han tog kruset med ind i stuen.
”Undskyld ventetiden,” brummede han og rakte kruset ned til Sébastien. Han satte sig selv på fodskamlen og hvilede sin albuer på sine knæ, mens han betragtede drengen.
”Slår han ofte så meget på dig?” Han forsøgte virkeligt at holde sig neutral, men en snert af vrede var alligevel at spore i hans stemme. Ikke mod drengen, selvfølgelig, men hans far.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nikkede og mumlede noget mere eller mindre uforståeligt til svar, da Hector forlod stuen for at sætte tevand over – det var mest af alt også bare en tilkendegivelse af, at han havde hørt ham. Sébastien fulgte den ældre kommandant med øjnene som han forsvandt ud af syne, hvorefter opmærksomheden igen blev rettet mod den godmodige hund, som han fortsatte sin kælen for.

Hele hans begreb om tid var så godt som forsvundet, så han havde vitterligt ingen idé om, hvor længe Hector havde været væk, før han igen kom til synes i stuen med et dampende krus te mellem hænderne. Sandsynligvis noget tid, eftersom han undskyldte ventetiden – men måske var han også bare høflig. Han slog Sébastien som typen.
Sébastien fik viklet fingrene ud af Cléas pels, så han kunne tage imod kruset. Det var varmt at holde på – ikke brændende eller uudholdeligt, men egentlig ganske rart når man endnu ikke havde fået varmen ordentligt.
”Det det gør ingenting,” svarede han blot.
Nærmest instinktivt løftede han kruset længere op mod ansigtet og indsnusede duften fra den varme blanding. Sébastien var egentlig en ret habil te-drikker og satte pris på en god kop te. Han havde i kraft af familieforetagendet alligevel kendskab til- smagt meget forskelligt te – urte, sort, grøn, hvid – rød, sågar.
Han kunne ikke rigtig beslutte sig for, hvad han syntes, at teen duftede af. Han gættede på, at det var en form for urteteblanding – men den duftede fint mildt, og den var dejlig varm, og det var i og for sig de vigtigste faktorer. Så var selve smagen mere underordnet. Han pustede på teen. Bevægelsen i væsken fik de varme dampe stige op i ansigtet på ham. Han førte derefter kruset helt op til læberne og nippede forsigtigt til den.

”Nej nej det det-” Han rystede på hovedet med en hurtig bevægelse ved Hector spørgsmål – hvilket han dog holdte op med øjeblikket derefter. Han lukkede kortvarigt øjnene og bed let ned i læben – som for at redirigere den opblussede smerte fra ryggen andetsteds hen. Han pustede tungt ud gennem læberne, inden hans øjne igen søgte de milde lyseblå.
”-det plejer ikke at være så så så så slemt her,” Han plejede at slippe med langt mindre. På en meget god dag kunne han sågar undslippe et skænderi med kun verbale slag i bagagen. Hectors formulering fik ham til at tro, at han nok egentlig ikke var så overrasket over, at Bernard slog på ham i første omgang.
”-men men men jeg pppprovokerede ham også. Vi var uenige,” forsøgte han at forklare, inden han rystede let på over sig selv – denne gang med en forsigtigere bevægelse. Han skulle sgu da ikke begyndte at undskylde Bernards handling. Det var ikke hans egen skyld, selvom han havde provokeret og for engang skyld i et spædt forsøg forsøgt at stå op for sig selv, og holde på sit. Det burde i Sébastiens verden i hvert fald ikke være nogen gyldig grund til at udløse sådan en omgang han havde fået.

”han han han bliver ofte vred men det det her var var så…” han fugtede kort underlæben mens han ledte efter et ord der på nogen måde kunne dække bare tilnærmelsesvis over hans følelser – og som forhåbentligt ville kunne komme ud nogenlunde flydende, ”-voldsomt. U-ude af proportioner.”
Stemmelejet blev sænket betydeligt som de sidste ord forlod hans mund. Blikket flakkede i stedet ned mod kruset og han bed igen ned i underlæben. Det prikkede igen i øjenkrogene – hvilket generede ham gevaldigt, for han havde mentalt besluttet sig for, at han var færdig for i aften med at flæbe som et eller andet barn foran Hector.