God sælger (eller naiv køber)

[Sébastien af Monteres]

Til Aalis Langekniv
Sted: En sidegade til markedspladsen
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Overskyet

Duften fra den lune tærte, der hvilede mod hans ene håndflade, virkede nærmest som en hån. Den duftede godt, og smagte det sikkert også – det var jo ikke fordi, han ikke havde lyst til porretærten – han havde bare haft mere lyst til an desserttærte. En frugttærte – en pæretærte nærmere bestemt.

Ordet havde siddet fast – det havde føltes praktisk talt umuligt at få over læberne i situationen. Det havde været en sværere blokering med medbevægelser i form af både nik med hovedet og et enkelt stamp med foden, men alligevel havde han ikke kunne få det skide ord ud. Sébastien troede nu at det var ganske velmenende, at kvinden, der betjente madboden, havde forsøgt at hjælpe ham ved at afbryde og byde ind med bud på, hvad det kunne være for noget, han gerne ville købe. Det havde været en akavet situation for dem begge, og der var også endt med at være en mindre kø bag ham, fordi hans bestilling af den skide tærte havde taget meget længere tid, end hvad hun sikkert var vant til. Hendes forsøg på at hjælpe ham havde helt ærligt bare presset og frustreret ham yderligere, og han var i afmagt endt med bare at sige ”ja” da hun havde spurgt ham, om det var en porretærte han mente. Lettelsen havde nærmest været malet i hendes ansigt.

Benene kunne nærmest ikke kunne bære ham hurtigere væk fra markedspladsen og ned ad en sidegade, væk fra blikke og medlidenhedsfulde smil. Det føltes som en kæmpe fiasko. Han følte sig som en fiasko. Det var først, da han havde lagt betydelig afstand mellem sig og boden, at det slog ham, at han sgu da bare kunne have peget på den tærte han gerne ville have haft, og han følte sig om noget endnu mere tåbelig. Han slog sig selv en hånd for panden over sin egen stupiditet.
”Ve- ved Mmmithras hvor er jeg dum. For-forbandede pæretærte,” mumlede han for sig selv – og så kom det forbandede ord jo ironisk nok uden den mindste afbrydelse eller bump.
Det var ført da han igen lod hånden dale ned langs siden og løftede blikket, at han opdagede, at han ikke var alene i den smalle sidegade hvor en ung kvinde stod et stykke fra ham.

[Aalis Langekniv]

Aalis luskede denne sene eftermiddag rundt i området omkring markedspladsen, som så mange andre. Der var som regel god forretning i at udnytte at folks lave energiniveau sidst på eftermiddagen, men ærligtalt, så havde indtjeningen været næsten urimelig til aften. - Men så igen…Det var næsten kun været folk af det lavere borgerskab der var på markedet nu og således, havde folk sjældent meget på lommen, som Aalis kunne få gavn af.

Derpå, havde hun til sidst trukket sig lidt tilbage i en af sidegaderne, hvor hun i stedet havde taget plads på en tønde, for at spise lidt af en bolle hun havde købt i en nærliggende bod. Ved selv samme bod, var en ung knægt efterfølgende stødt til. - Stammende, usikker og umådeligt kejtet, som han tydeligvis kæmpede en brav kamp med at få sin bestilling videre fra tungebåndet.

Aalis kunne for sig selv ikke lade være med at sidde og fnise lidt i mellemtiden. - Dette dog egentlig mest over kvinden bag disken, og den manglende kommunikation der var imellem de to mennesker. Knægten fascineredes den unge Aalis derimod en smule af, som hun nysgerrigt fulgte ham med blikket, da han endelig rendte af med en porretærte. - En porretærte?

Den spinkle pige sprang ned fra tønden, som den unge knægt nærmest småløb derfra og ganske diskret fulgte hun ham, indtil at han stoppede op. Nysgerrigt betragtede hun ham, som hun lænede sig op af en husmur og ganske let, gumlede hun videre på sin bolle, da hun lidt halvbrummende, nikkede imod den unge mands tærte. ”Spontan lyst til porretærte?” Spurgte hun lidt drilagtigt, som hun hævede brynene, men atter lagde hovedet på skrå.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien rankede automatisk ryggen mere, da han fik øje på pigen, hvis blik syntes at hvile på ham. Havde hun mon set og eller hørt hans ensidige skænderi med den pokkers tærte? Han håbede det ikke.
Hans blik flakkede kortvarigt ned mod tærten i hånden, inden det igen fandt vej til hendes ansigt, da hendes spørgsmål faldt.

Sébastien syntes egentlig, at han som udgangspunkt var meget god til at læse andre mennesker. Alt for ofte endte Sébastien i baggrunden - som den stille observatør, der i langt højere grad kiggede på og lyttede med i stedet for egentlig at deltage i samtalerne, og det havde da med tiden gjort ham bedre til at læse de mere subtile signaler folk nogen gange sendte. Pigens nærmest drilagtige tone gjorde ham dog lidt forvirret. Usikker. Hun havde sgu nok hørt hans eder til tærten. Fordømt. Han kunne mærke hvordan varmen steg op i hans kinder. I et øjeblik lovpriste han, at han trods alt ikke havde reageret voldsommere - barnligere og havde gjort alvor af sin lyst til at kaste den fra sig i frustration.
Han betragtede hende undrende og nysgerrigt - med brynene bukket en anelse ind mod hinanden og hovedet tippet let på skrå.

"Egentlig ikke. Jeg jeg jeg fffik bestilt forkert," Forklarede han. Det var ikke den fulde sandhed, men det var i og for sig heller ikke en lodret løgn.
Hans blik flakkede kortvarigt ned mod tærten i hans egen hånd, inden han flyttede det over på bollen hun var i gang med at sætte til livs, før det til sidst endte på hendes ansigt igen. Han havde lyst til at komme med en kæk bemærkning om hun havde haft spontan lyst til en bolle, men det var som om der var gået for lang tid til, at en sådan kommentar ville virke særlig hverken kæk, vittig eller smart. Han nåede derfor kun at åbne munden, for derefter at lukke den igen øjeblikket derpå, uden at et eneste ord faldt fra hans læber.

[Aalis Langekniv]

Den unge pige trak en smule på smilebåndet af knægten overfor hende. Han kunne næppe være meget ældre end hun selv…Og dog, adskilte de to sig på aller-tydeligste vis, som hans påklædning bar præg af at have betydeligt mere på lommen end hun. Hun var betydeligt lavere end han, men meget mere spinkel, var hun næppe. Hun holdte hovedet højt, som hun nysgerrigt tog øjemål af ham og et lille grinagtigt fnys forlod hende ved hans ord. - Dog var det tydeligt at det dog mere var af undren, end ment i hån, hvilket også kom til udtryk ved hendes følgende ord; ”Forkert? Hvordan bestiller man forkert?” Spurgte hun, som hun rynkede brynene og smøg sig uden om den tønde hun havde stået lænet op af, for nu at træde ham en smule nærmere.

De mørke øjne vandrede åbenlyst henover ham, fra tå til top og hun gestikulere så lidt imod ham med den bolle hun stadig havde i hånden. ”Kan du så ikke bare bestille en ny? Altså....Jeg mener.. Du ligner trods alt en der har råd til det.” Erklærede hun lidt kækt.

[Sébastien af Monteres]

Spørgsmålet virkede oprigtigt – som stillede hun det ikke udelukkende for at udstille eller håne Sébastien, men forundredes bare over hvordan man kom til at bestille forkert, hvilket han helt ærligt ikke kunne fortænke hende i. Det lød nok lige så dumt, som Sébastien havde følt, at det havde været.
Underlæben fandt vej ind mellem tænderne som han i et øjeblik forsøgte at finde en måde han kunne forklare sig på, der ville fremstille ham mindst muligt som et sørgeligt tilfælde, der ikke havde turdet stå ved og få bestilt det han egentlig gerne ville sige.
”Man man man man- jeg stammer lidt,” endte Sébastien med at sadle om og forklare han, selvom man ikke skulle tale særlig længe med ham, før det blev ret åbenlyst, at han stammede ”lidt”, ”og det endte med at blive ret akavet så så jeg sagde bare ja, da hun sssspurgte om jeg ville hav den her.” Han rakte tærten lidt frem for a vise, hvad han mente. Det var egentlig bare en strategi for at undgå at skulle sige porretærte, da han vidste, at han højst sandsynligt ville sidde fast i ordet.

Den ene mundvig blev krænget op i et skævt smil – for han havde bestemt penge og kunne snildt havde købt en ny hvis han havde kunnet overskue at gå tilbage og prøve på ny. Det kan han sandsynligvis ikke til – mest af alt fordi han ville synes det var lidt pinligt.
”Det har jeg vel også,” gav han hende mumlende ret og gjorde et let skuldertræk. Ud fra hans kropssprog lignede han dog ikke én, der havde tænkt sig at gøre det.

[Aalis Langekniv]

Aalis tog en bid af den bolle hun stod med i hånden, imens hun afventede knægtens svar. Hendes mørke øjne fulgte ham, som han stod dér og så usikker og underligt skrøbelig ud og sagte, lagde hun hovedet på skrå. ”Ah.” Hun nikkede lidt hurtigt og anerkendende af hans tilkendegivelse og forsigtigt nærmede hun sig ham en smule yderligere, som han rakte tærten frem imod hende for at vise hende den. En tærte som dén ville koste hende, hvad hun kunne brødføde sig selv for på simpel vis i tre dage…Selv en porretærte, var i hendes optik en luksuriøs lækkeri.

Hun lod blikket vandre fra tærten og op til hans ansigt og hun lagde så armene lidt over kors, på trods af at hun stadig smågumlede lidt på det bolle hun havde i munden. ”…Hvorfor gør du det så ikke?” Spurgte hun, som var det næsten det mest logiske i verdenen at gøre.

En hård forhandler
Amélie brød sig ikke meget om tanken om at vige fra en god handel…Men endnu mindre brød hun sig om at give sig – Og således nikkede hun blot høfligt til købmanden, før hun atter trådte to skridt bagud. ”Tak…Men jeg tror jeg har kigget det jeg skulle, Sir.” Hun trak en smule på smilebåndet for atter at fremstå høflig og hun vendte derpå om for at forlade butikken. Formegentlig ville hendes indkøb i forretningen også være mindre den følgende gang.