En kop te?

[Cosette af Treillery]

Tråd tilegnet Theuderic af Sangy

Cosettes Hjem

Tidlig formiddag. - Ca. 10.30

Snevejr

Det var tidligt på formiddagen og den unge nådigfrue havde taget plads i stuen foran pejsen, nu hvor sneen var begyndt at dale udenfor. Der var ikke meget at tage sig til, når vejret var som nu, men ikke destomindre, forsøgte nådigfruen blot at glæde sig over, hvor kønt det hvide lå udenfor i i haven.

Hun sad og broderede, som hun ventede sin svoger Theuderic af Sangy . Over flere år, var hun nu blevet forsørget af sin afdøde husbonds familie og ærligtalt, passede dette hende ganske udmærket. Hun deltog stadig ofte i de finere selskaber, generelt var hun velanset blandt de fleste, på trods af at mange syntes at have ondt af hende for den ulykke der havde ramt hende.

Hun sad netop og håbede at Theuderic ville komme hjem og drikke en kop te med hende. – En kop te, der for den unge kvindes vedkommende til tider også gav anledning til at kunne sludre lidt om løst og fast. Ikke at Tehuderic ofte syntes at have tid til den slags.

[Theuderic af Sangy]

Han trak uldkappen tættere op omkring halsen, idet han missede lidt med øjnene for de store snefnug der fløj ind i hans ansigt. Marengo, hans kæreste eje, sammen med Tencendur, gik uanfægtet fremad. Dens ånde synlig i frosten. Langt var der dog heldigvis ikke til det byhus han delte med sin svigerinde. Et faktum han nok ikke selv havde fundet passende, havde det ikke været for husets størrelse. Cosette var enke og Theuderic ugift. Man ville nok kunne få den skøre tanke at det ville være oplagt for han at ægte hende efter broderens død. Men Theuderic havde ikke brudt sig om tanken, skønt foreslaget var blevet sagt. Cosette havde levet med familien af Sangy siden hun blev enke, og Theuderic anskuede hende nu mere som en søster, hvorom det føltes mere naturligt at dele hus.

Efter at have tøjret hesten, søgte han husets dør for kort efter at bekendtgøre sig selv i pejsestuen, hvor hans svigerinde befandt sig. "Cosette." Hilste han uformelt, som han vandrede over til et konsolbord og lagde nogle småting, som han havde været nødt til at bære på i hænderne, inden han vendte sig om og tog plads i et polstret møbel. Hans blik gled over en kedel og en kop, som var placeret på et bord imellem dem. "Jeg kommer lige til the-tid, kan jeg se?" Kommenterede han med sit karakteristiske skæve smil. Theuderic anede intet om Cosettes the-tider eller hvad hun i grunden foretog sig når han ikke var hjemme, men derfor kunne han vel godt lade som om at han gjorde? (xD)

[Cosette af Treillery]

Cosette placerede sit broderi i skødet, som Theuderic trådte ind i pejsestuen. Hun nikkede selv høfligt til ham, som hun sendte ham et varmt smil og nysgerrigt fulgte hun ham en smule med blikket, som han vandrede omkring i stuen. - Dette dog på diskret vis, eftersom alt andet ville syntes uhøfligt eller ja…direkte pinligt nysgerrigt. Stille og roligt, trak hun en tråd mere i sit broderi og hun flyttede sig lidt på den polstrede sofa i et forsøg på at sætte sig lidt mere mageligt til rette. - Trods alt, blev hun af og til helt øm bagi, af at sidde så længe. ”Aha…Det er Kamille, der er på kanden.” Kvidrede hun, som hun skævede imod porcelænet på bordet. ”Det er også kun så hyggeligt, når du gør mig selskab.” Bemærkede hun oprigtigt.

[Theuderic af Sangy]

Kamille...?. Theuderic funderede lidt over dette. Man kunne betvivle hvor maskulint et billede det portrætterede en grevearving, at sidde og nippe kamille the med sin svigerinde, men Cosettes efterfølgende ord, overtalte ham lidt til at indvillige alligevel. Så skidt da. Theuderic hældte selv en kop op og smagte lidt på det. "Hvad er det du brodere til?" Spurgte han, hentydende til hendes håndarbejde.

[Cosette af Treillery]

Cosette smilede lidt for sig selv, som hun ud af øjenkrogen betragtede Theuderic idet han hældte en kop te op til sig selv. Hendes primære fokus lå dog tydeligt fortsat på hendes broderistykke.

Stille og roligt, lod den unge nådigfrue snoren trække igennem stoffet og hun skævede så ellers blot en smule op imod sin svoger ved hans spørgsmål. ”Det er til kanten på en nye ridekappe.” Erklærede hun, som hun holdt det lidt op, så han kunne se.

[Theuderic af Sangy]

Han lænede sig lidt frem i stolen og støttede underarmen i hvis hånd, han holdt koppen, imens han strakte den anden ud for at røre ved stoffet. Han betragtede ornamentet lidt, inden han slap det igen. "Ridekappe?" undrede han sig, "Jeg tænkte ikke du brød sig synderligt om at ride? Måske jeg tager fejl?" Spurgte han venligt og lænede sig tilbage i stolen igen.

[Cosette af Treillery]

Cosette klukkede og trak lidt på skuldrene. Hun lod Theuderic granske stoffet og broderiet en smule, før hun atter trak det til sig og glattede det lidt ud igen, for at kunne komme til med nål og tråd. ”Det gør jeg vel ikke nej...Men derfor er sådan en alligevel god at have, når det trods alt er nødvendigt…Syntes du ikke?”

[Theuderic af Sangy]

Theuderic måtte erkende sig enig i svingerindens logik. Skønt hun ikke red meget, så var det altid fornuftigt nok at eje varmt tøj til kolde stunder. Efter at have lænet sig lidt tilbage i stolen igen, tænkte han en kort en tanke, idet han førte koppen op til læberne igen. "Tænker du aldrig, at livet bliver lidt ensformigt indenfor disse vægge?" Spurgte han neutralt og lod atter sine lyse øjne hvile på kvinden foran ham.

[Cosette af Treillery]

Cosette smilte vagt for sig selv, som hun omhyggeligt betragtede nål og tråd i takt med at hun broderede videre. Hun virrede lidt på hovedet af svogerens spørgsmål, der kom efter en lille stunds tavshed og hun skævede så atter en smule op imod ham. ”Næhhh…Det er næppe hvad jeg bryder mit hoved mest med. Jeg trivedes trods alt her….Jeg har hvad jeg har brug for.” Konstaterede hun roligt, før hun så spurgte; ”Hvorfor spørger du?”

[Theuderic af Sangy]

Theuderic nikkede stille til hendes svar. Det var egentlig lidt hvad han havde regnet med, at hun ville svare. Han sukkede lidt og støttede albuen på armlænet, som pegefingeren hvilede eftertænksomt over hans læber. "Efter Cedric døde, har vi bare placeret dig her." Sagde han forsigtigt, let bekymring i stemmen. "Jeg tænker tit over, om.. det er nok?" Der var et lille rums tavshed efter disse ord. "Er du lykkelig?"

[Cosette af Treillery]

Cosettes mørke øjne var atter vandret op for at møde svogerens igen. Hun placerede broderiet i sit skød, som hun fornemmede at der lå mere bag hans ord og lidt eftertænksomt rynkede hun brynene. Til sidst blødte hun dog en smule op igen og hun åndede atter blot en smule ud, før hun så lænede sig tilbage i det polstrede møbel. Hun lod dog tavsheden fylde rummet for en stund, som for at gøre det klart at hun tydeligvis reflekterede over hans spørgsmål. ”…Er jeg blevet dig en belastning, Theuderic?” Spurgte hun så sagte, men tydeligt lettere bekymringsfuldt.

[Theuderic af Sangy]

Han brød sig ikke rigtigt om den tavse pause der sænkede sig i rummet, efter de ord han havde sagt. Og han tolkede den, til et udtryk for utilfredshed. Derfor forventede han nok også at de efterfølgende ord, som hun ville ytre, var præget af en sådan tone. Men da de dæmpede ord hun sagde, emmede af bekymring, fremfor anklage, blev Theuderic alligevel lidt overrasket. Brynene skød let opad, hvorefter de trak sig lidt sammen. Et vagt stik, prikkede lidt til hans sympati for sin svigerinde, som han mest af alt betragtede som en søster. Ved ordet 'belastning' var der samtlige andre familiemedlemmer der dukkede op, førend der overhovedet kunne være tale om Cosette. Af en eller anden grund fik det Theuderic til at smile lidt opgivende af det, samtidig med at det bragte en pludselig træthed når han tænkte på Tómas af Sangy, Ysabeau af Chales og resten af herligheden Sangy. Et leende fnys forlod ridderen, som han lod hånden glide over ansigtet. "Jeg kan forsikrer dig om, at du er den sidste der er en belastning i dette hus, Cosette." Lød det så oprigtigt, skønt et træt smil stadig hang på hans læber. "Jeg kan blot ikke lade være med at synes at.." Han sporede lidt af sætningen, samtidig med at smilet blegnede lidt hen igen. "... at det er spild, at lade dig sidde her til dine dages ende." Sagde han så. "Du er stadig ung..." - "Yndig." Tilføjede han broderligt, og kvitterede med et drillende glimt i øjet. Han lod spøgen i sin mimik dale igen, og rettede sig lidt i stolen for at indtage en mere myndig postion. "Du har meget at give og meget at få. Hvorfor gemme dig væk?"

[Cosette af Treillery]

Cosette fortrak knap en mine, som Theuderic atter fortsatte sine talestrøm. Den mørkhårede kvindes sind og fantasi, der ellers plejede at være relativt roligt og stiltiende for rod og alskens dramatik, syntes pludselig at løbe en smule af med hende. Langsomt rodfæstnede bekymringerne sig hos hende, på trods af at svogeren atter forsøgte at mane dem en smule til jorden. For hvad nytte havde han egentlig af hende? - På nuværende ingen.

Hun lagde forsigtigt broderiet fra sig på sofaen ved siden af sig, som hun lod de sit blik vandre imod de nu tomme hænder og bevidst undgik hun nu svogerens blik. Trods alt, fandt hun det ikke helt lige så ’morsomt’ som han at hun sad her…’Et yndigt spild’ som han kaldte hende. Syntes hun ikke mere værd end det? En pyntedukke? ”I så fald er det da påfaldende, at der ikke står bejlere i kø.” Bemærkede hun lettere spydigt, men dog tydeligvis mere i trods over nu at føle sig en smule lille.

[Theuderic af Sangy]

Han betragtede hende med brynene let trukket sammen i undring, imens blikket observerede hvordan en slags skygge lagde sig i hendes ellers evigt muntre ansigt. Theuderic var uforstående. Hvad havde han sagt? End synes han ikke at tilhøre den gruppe af ufølsomme mænd, der havde svært ved at tolke signaler eller forstå hentydninger, men lige nu føltes det lige præcist sådan. Som om hans ord havde båret mere betydning, end hvad han oprindeligt havde tiltænkt dem. Hendes ord lød med en spydig klang. Stadig var han uforstående overfor hendes harme. "Jamen, ved at holde dig bundet til huset på denne måde, så har vi jo ej heller signaleret at ægteskab var en mulighed?" Svarede han. Det var ikke unormalt at en enke brugte tiden efter sin husbonds død på at sørge. Faktisk, så var det forventet og kun sømmeligt. Men Cosette havde blot fået lov til at gå i sin boble, og ved ikke at gøre noget ud af at give udtryk for at hun var på markedet igen - ja, så kunne folk jo meget vel afskrive hende som stadig sørgende? 'Kærlighed' var en krigsmark og et godt match - hvis der da overhovedet skulle være et, var langt hen af vejen bestemt af hvordan man gjorde det udbudte parti interessant.

[Cosette af Treillery]

Cosettes mørke øjne flakkede mod ilden i pejsen. Hun lod dem hvile dér et øjeblik, men rystede så atter blot på hovedet af Theuderichs ord. ”Theuderich, du…” Hun ville have påstået at han ikke forstod. At han umuligt kunne sætte sig ind i hendes situation…Men hun vidste allerede at han vidste lige netop dét, lige så vel, som hun selv og derfor tav hun. ”Cedric vil altid være min eneste store kærlighed, og det ved du…” Proklamerede hun så atter. ”Det..Det var ham, jeg ville være blevet gammel med Theuderich…”