Mørkets afkom

[Caspian af Vigny]

Vignys byhus.

Johanot af Vigny

Caspian var endelig tilbage i den summende by, efter at have tilbragt et par uger i lenet. Det passede ham glimrende, da han langt bedre kunne forsvinde ud i nattelivet eller til ekstravante fester, enten ved hoffet eller privat. Problemet der medfulgte var hans fars årvågne blik, som han havde forsøgt at undgå. Simmonete af Vigny var endnu ikke gravid, og man skulle ikke have meget hjerne for at vide hvorfor. Vigny mænd og kvinder var trods alt gode til at lave og få børn. For det meste.

Han lå henslængt i en stor stol i en af de mindre stuer, og havde godt og vel allerede tømt en karaffel med vin. Hans mørke øjne skimtede en bog om krigsførelse, selvom han knapt nok ænsede ordene.

[Johanot af Vigny]

Johanot fulgte ikke med i sin søns liv fordi han interesserede sig meget for ham. Han brød sig faktisk på mange måder bedre om de yngre, som var lettere at forme. Caspian danderede den med vin og selskaber og var på mange måder håbløs som et bud på en konge. Heldigvis kunne han afskaffes hvis han blev et problem.

For nu, om formiddagen, smækkede Johanot døren op til en af de ganske få stuer i det pæne, lille byhus. "Vin? Før middagstid?"

[Caspian af Vigny]

Caspian havde intet problem med at hans forældre, og måske resten af hans familie mente at han ikke var god for noget, og at de måske troede de kunne få ham til hvad som helst; fylde ham med deres profetier om fremtiden og gøre ham rede til storhed.

Han drejede hovedet let og registrerede at han ikke længere var alene. "God formiddag, kære far" lød det fra Caspian før hans blik gled ned mod de skrevne ord igen og lod ikke til at ville rejse sig. "Hvornår er det ikke tid til vin?" bemærkede han let. I det mindste var han ikke i nærheden af at være fuld og nød blot den lette effekt det havde på hans humør.

[Johanot af Vigny]

Johanot rynkede panden let, omend han også kunne drikke socialt når det var passende, så sløvede alkohol ens tanker og gjorde en dummere. Det var ikke det bedste for en han havde forventninger til, omend Caspian ikke anede hvilke planer Elasabenne af Falanie og Johanot havde om fremtiden. Ingen grund til at involvere ham.

"Kun en døgenigt sidder for sig selv og drikker om dagen," konstaterede han. "Du har arbejde at passe, træning at vedligeholde. Vil du være en dum, tyk, formålsløs fattiglus, når du bliver fyrre?"

[Caspian af Vigny]

Caspian løftede blikket og så på sin far. Regnede han ham virkelig for en komplet idiot? Han blinkede et par gange med øjnene og løftede så bogen en smule. "Jeg læser." bemærkede han ganske roligt. Ikke at det var imponerede nok i sig selv, men han foretog sig da noget andet end blot at drikke.

"Jeg kommer lige fra en uge i Vigny, du kan vel unde mig lidt ro" sukkede han let som de mørke bryn rynkede sig flygtigt. Ægteskabet havde ikke vist sig at have været nemt, og nu hvor han endelig var alene, ville han udnytte muligheden.

[Johanot af Vigny]

Det imponerende ikke i sig selv Johanot. Han foldede armene over hinanden.

"Fortæl mig hvad du sidder og læser, imens du drikker vin midt på dagen."

Det var ikke et spørgsmål, men en ordre.

[Caspian af Vigny]

Det var som om at rummet blev endnu mere koldt, hvilket fik en flygtig gysen til at rejse sig ned af ryggen på Caspian, hvis skuldre trak sig en smule sammen. Han blev ved med at læse, selvom hans far stadig var i rummet.

"Det er en håndbog over Strategi og Krigsførelse" svarede han roligt; det var vel lige så godt som at træne?

[Johanot af Vigny]

Et fnys forlod Johanot. "En smule dobbeltmoralsk for en, der slangede sig ud i at deltage i krigshandlinger, synes du ikke, søn?"

Han hævede et bryn let og satte sig selv ned. "Fortæl mig," fortsatte han uden at vente på svar. "Hvad har du foretaget dig, der gavner din familie, siden du blev gift?"

[Caspian af Vigny]

Han havde lyst til at svare sin forbandede far igen med samme spørgsmål. Ordene truede på hans læber, og skar sig i stedet i en let skjult grimasse over at det blev stillet op på den måde. Han trak vejret roligt, uden at give ham fornøjelsen af et prompte svar. Når han alligevel havde det syn på ham, behøvede han ikke at give ham nogen fornøjelse af et alt for overvejet svar.

Caspian plejede sine forhold og alliancer; men naturligvis så Johanot kun det han ville se, hvilket var en søn uden en arving. "Vi kan jo ikke alle være lige så heldige med en hustru som Maman" bemærkede han og trak på sine skuldre. "Jeg vil ikke kede dig med alle oplysningerne" han klappede bogen sammen og rejste sig fra stolen før han nærmede sig reolen for at sætte den på plads. Hans var ville næppe forstå det.

"Fortæl mig i stedet hvad du har fortaget dig. Jeg høre at du har haft Bonville og hans lille due inde til ... forhøring?" han drejede hovedet og så på sin far.

[Johanot af Vigny]

Johanot hævede et enkelt øjenbryn ganske aldeles uimponeret og betragtede sin søn.

"Nej, søn, det er ikke sådan det fungerer her," konstaterede han roligt. "Måske har du glemt hvem der er lensherren. I så fald skal jeg gerne minde dig om det. Rejs dig op."

[Caspian af Vigny]

Tiden syntes altid at gå umådeligt langsomt når Caspian var i selskab med sin far; mon den store lensgreve var klar over det? Han kvælte et suk, men ville dog gøre forsøget på at behage ham, selvom en skæv grimasse pressede sig på. Hans ansigt forblev dog roligt.

"Du er god til at minde os om det" bemærkede han tørt, men endte alligevel med at rejse sig op. Han vidste at han ikke talte på egne vegne. Deres far havde aldrig været en blid og rolig mand, og selvom man kunne ønske at han engang imellem ville løsne lidt op, så lå det så langt fra Johanots natur, at det først ville være et mirakel.