Tegn på bedring

[Hugubert af Morgis]

Laudine af Morgis

Det havde været nogle lange og slidsomme uger, Hugubert havde egentlig ikke tænkt sig at blive så længe i Morgis, men han kunne ikke efterlade Laudine til sig selv. Hun kendte jo ingen på lenet, også selvom han havde bedt hendes familie om at komme forbi et par gange. Derfor havde han været der næsten  konsekvent siden hun kom og han havde næsten ikke turde tage væk i mere end en dag. Det var besynderligt, at føle sig så beskyttende overfor et andet menneske, men samtidig forsøgte han også at holde afstand, da han jo vidste hvor meget hun hadede ham.

Nu havde helbrederen dog insisteret på at det var på tide at hun skulle ud og gå en kort tur for at komme igang igen. Derfor havde han tilbudt hende at følges, så hun havde en stærk arm at læne sig mod hvis hun havde brug for det.
"Er De sikker på De kan klare at gå?" Spurgte han, da de stod uden for porten til lenet. Det var smukt vejr, solen skinnede som en sommerdag og det var egentlig helt utænkeligt at nogen kunne blive syg i dette vejr.

[Laudine af Morgis]

Laudine anede ikke, at Hugubert var blevet udelukkende for hendes skyld og hvis hun havde vidst det, havde det nok sat gang i tusind komplicerede tanker. I stedet var hendes tid gået med at drive ind og ud af febertåger og det havde føltes som en evighed, før det endelig var lettet og hun lod til at være i bedring.

Udsigten til frisk luft var en god motivation og hendes blege hud og afkræftede krop havde sikkert brug for det. Derfor stod hun nu ved siden af Hugubert, ikke længere så overrasket over hans villighed til selv at deltage i hendes bedring. Tjenestepigen, der havde hjulpet hende ud, var fortrukket, men Laudine smilede svagt.

"Jeg er villig til at give det et forsøg," svarede hun og lyste en anelse op ved tanken om at komme ud i solen. "De behøvede ikke sætte tid af til at gå med," tilføjede hun. Ikke for første gang. "Men det er pænt af Dem."

[Hugubert af Morgis]

I Levagny ville det nok have været en smule ildeset at de havde gået tur sammen alene, uden en tjenestepige, men herude på landet var der ingen der tog sig af det. Specielt ikke på Morgis, hvor alle kendte Hugubert som en mand der ikke ville gøre en kvinde fortræd eller ødelægge hendes ry. Det ville dog nok sprede lidt sladder, da det var sjældent at nogen havde set ham vise så meget interesse i en kvinde, at han tilmed gik en tur med hende.

"Det skal De ikke tænke på. Jeg har godt af at gå en tur og komme lidt væk fra skrivebordet." Sagde han med et venligt smil, hvorefter han tilbød hende sin arm, så hun kunne støtte sig til ham. Derefter hjalp han hende ned ad trappetrinene, der førte ned til brostenene på gårdspladsen.
"Hvis vi tager den lille dør derhenne, kan vi gå ned langs stien ved floden til en lille bænk. Det er en af mine yndlingssteder." Sagde han med et svagt smil og pegede.

[Laudine af Morgis]

Laudine ville have været mere bekymret, hvis de 1) havde været i Levagny, 2) han ikke allerede havde brugt meget tid på at se til hende og 3) hun ikke havde været så syg, at formaliteter virkede ligegyldige. Der var ikke den samme mængde nysgerrige blikke her og den friske luft gjorde underværker. Hendes tur ned ad trapperne tog tid, men han hundsede ikke med hende og det var kombinationen af dét og alt det andet, der fik hende til at smile mat, men stadig varmt op til ham.

"Det lyder som et godt mål," svarede hun, vejrtrækningen en anelse hvæsende. Kinderne havde dog fået farve og ikke af feber. "Og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har travlt med at komme tilbage ind. Det er vidunderligt at være ude igen."

[Hugubert af Morgis]

Da de kom ned ad trappen, førte han hende hen over gårdspladsen og videre hen til den lille dør. Imens smilede han svagt til hende og nikkede.
"Jeg håber ikke, det har været meget slemt for Dem at være her." Sagde han. "Har helbrederne været tilfredsstillende for Dem?" Spurgte han hende og mødte hendes blik.

[Laudine af Morgis]

Laudine så op på Hugubert og hun kunne ikke hindre en hvis blødhed i at snige sig ind i blikket. Selvom hendes ansigt havde en del flere hårde kanter end det plejede efter den lange sygdom. Hun smilede beroligende.

"Ja, naturligvis," forsikrede hun. "De har gjort meget mere end De var forpligtet til. Jeg er meget taknemmelig. Det håber jeg, at De ved."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde ikke gjort det af ren pligt, men han var alligevel glad for, at hun ikke havde følt at det var helt uudholdeligt at være her. Et smil dukkede op på hans læber og han nikkede langsomt.
"De kan blive så længe De ønsker." Sagde han med et smil.

Da de nåede trædøren, åbnede han den for hende og lod hende træde igennem først, hvorefter han fulgte efter og skyndte sig at være ved hendes side så han kunne hjælpe hende ned af den skrå smalle sti.
"Det er et af mine yndlingssteder. Det her." Sagde han. Træernes grene strakte sig hen over stien, foråret havde fået dem til at blomstre og luften var fuld af sangen fra fuglenes struber.

[Laudine af Morgis]

Laudine måtte støtte sig en del til Hugubert på vejen ned og hendes vejrtrækning hvæsede lidt. Hun måtte sunde sig lidt, men kunne snart se rundt.

Hun åndede tungt ud. "Det er smukt," sagde hun, lidt forpustet, men ærligt. Hun smilede, en kende overrasket. "Det minder mig om hjem."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert sørgede for at stabilisere hende med sin arm, indtil de var henne ved den lille bænk hvor de kunne sidde ned. Det var nok en dårlig ide at snakke for meget indenda, da han bemærkede hvor forpustet hun var.
“Hvis De fryser, må De sige til.” Sagde han og smilede svagt. Så kunne hun låne hans kåbe af fåreuld.
“Det er godt at se Dem have det bedre.” Bemærkede han og så hende i øjnene med et varmt smil.

[Laudine af Morgis]

Laudine smilede og nikkede lidt. Hun var allerede pakket godt ind efter strenge ordrer, men vinden var også kølig. Kølig, men vidunderlig og hendes smil voksede lidt, da hun mødte hans blik. Varmen i det fik noget til at rykke sig i hende.

"Jeg er taknemmelig for at have det bedre," svarede hun og tøvede et sekund, før hun fortsatte. "Og for at have en ven som Dem. Hvis jeg må kalde Dem det?"

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde det både godt og skidt, med sin nye titel som ven. Han ville jo gerne mere end det, men i det mindste hadede hun ham ikke længere og det var vel et godt tegn. Han kunne bedre leve med sig selv nu.
"Det må De meget gerne, så kan De også kalde mig Hugubert." Bemærkede han.
"De behøver ikke tale formelt til mig mere, ikke når De har boet hos mig så længe." Sagde han, selvom hun selvfølgelig kunne vælge selv at gøre det - men hun skulle i hvert fald ikke føle sig tvunget.
"Men det er op til Dem."

[Laudine af Morgis]

Laudine så overvejende på ham, men hvad end negative følelser hun havde haft, syntes at være blevet formildet af hans uventede betænksomhed de sidste uger. Så til sidst nikkede hun og smilede en anelse, underligt nervøs.

"Det kan du måske have ret i," svarede hun og lod forsøgsvist den formelle tiltale falde. Men han havde trods alt set hende på sygelejet og de havde tilbragt meget tid i hinandens selskab, selvom hun ikke altid havde været i stand til at tale meget. "Du må naturligvis også kalde mig Laudine."

[Hugubert af Morgis]

"Kun hvis du vil." Sagde han og rømmede sig afdæmpet, mens han også følte sig en smule nervøs. "Laudine." Bemærkede han og smilede en anelse.
"Jeg håber du ved, hvor ked af jeg er over den måde jeg har opført mig på før. Jeg må indrømme, at det bringer mig meget skam." Sagde han afdæmpet og lod blikket glide ud mod floden, som gemte sig bag et par træer der voksede ud over flodbreden. Han sank en klump, men turde ikke se på hende, nervøs for hun stadig var vred på ham.

[Laudine af Morgis]

Laudines bryn trak sig lidt sammen, da han undskyldte og hendes blik strøg over hans profil. "Der har vist været mange misforståelser mellem os," medgav hun og det var vist den diplomatiske måde at sige det på.

"Hvad om vi lagde alt det bag os?"

[Hugubert af Morgis]

Hugubert satte pris på hendes diplomatiske side og han undrede sig over, hvordan de nogensinde var gået så skævt af hinanden. Han ville gøre alt hvad han kunne, for ikke at lade det komme dertil igen.
"Lad os det." Sagde han med et smil.
"Savner du din familie?" Spurgte han og mødte hendes blik.