Æren er på min side

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne betragtede hende roligt og afslørede ikke, at hun morede sig lidt. Det kunne hun tidsnok vise, når hun fortalte det til Johanot senere. Hendes smil nu var forstående.

"Deres mand har et behov for at vide, at De for alvor er hans," konstaterede hun. Tiltede hovedet lidt. "Jeg selv har båret otte børn og min mand er ikke i tvivl."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så på prinsessen med store øjne og sank. Hun tog en dyb indånding og nikkede. "Det er meget lykkeligt for Dem," medgav hun med lidt smerte i sit hjerte.

"Jeg kan ikke bære Benjamin børn." Hun løftede sin frie hånd instinktivt til amuletten omkring sin hals. Gudindens beskyttelse. Hun sank.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne havde ikke så meget sympati. Hun havde selv mistet en datter i barselsseng. Sådan var vilkårene - hvis Gudinden ville det sådan, så var det sådan, det måtte gå. Af samme grund hvilede hendes blik blot interesseret på Jacquetta og afspejlede ingen sorg eller medlidenhed.

"Har De da forsøgt, Nådigfrue?" spurgte hun i stedet, selvom svaret var åbenlyst.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sank. Hun havde kun været gift i to måneder, så selv hvis hun havde forsøgt, ville hun ikke vide om hun reelt kunne undfange. Men det var heller ikke det hun havde ment. Hun rystede på hovedet.

"Helbrederne siger, at min krop ikke kan tåle det," fortalte hun dæmpet. "Jeg vil ikke overleve, at bære ham et barn."

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne havde lyst til at svare, at det sådan set ikke var noget svar på hendes spørgsmål, men hun undlod. Hun slap en dæmpet lyd, mens hun i stille sind endnu engang tænkte, at Bonville måtte være blevet vanvittige. Hun ville aldrig have taget så idiotisk et valg for Gaspar.

"Jaså," svarede hun. "Men så kan det næppe heller undre Dem, at Deres mænd udviser tegn på jalousi. Når De vælger ikke at udfylde Deres pligt som hustru, så er der næppe langt til tanken om, at De ikke er ham fuldt ud hengiven."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas øjne blev store og hun fik et ubehageligt sug i maven. Hun satte bægeret med vin fra sig og rettede sig lidt stift op.

"Jeg kan jo ikke," svarede hun. "Helbrederne siger at det efter al sandsynlighed ville koste mig livet. Benjamin ved det godt. Han vidste det før vi blev gift. Jeg har ikke narret ham."

[Elasabenne af Falanie]

Måske var det åbenlyst at Elasabenne tænkte, at der var forskel på ikke at kunne og ikke at ville. Hun betragtede den unge kvinde og lod sig ikke ophidse. Tværtimod forblev hun ganske rolig. "Helbrederne kender ikke Gudernes vilje. Valget er i sidste ende Deres, Nådigfrue Bonville," svarede hun roligt.

"Deres mand er måske ikke overrasket over det," hvilket ærligt talt gjorde ægteskabet endnu mere uforståeligt for hende, men sådan var det. Det måtte de selv rode med. "Jeg pointerer blot for Dem, at der er en god grund til, at han lader sig forfalde til jalousi."

[Jacquetta af Bonville]

Det var så uretfærdigt af prinsessen og det sved i Jacquettas øjne et øjeblik. Hun slog blikket ned og forsøgte at fatte sig. At få kontrol over sine følelser.

Idéen om at Benjamin potentielt kunne være usikker på hende, jaloux, fordi hun ikke fysisk kunne bære ham børn. Det var to af hendes største usikkerheder parret med hinanden og hun stirrede ned i gulvet uden ord for sin frustration.

[Elasabenne af Falanie]

Det åbenlyse følelsesudsving var en kende ynkeligt i Elasabennes øjne, men det var vel, hvad man kunne forvente af en kvinde, der ikke havde været på pigeskolen. Hun burde aldrig være blevet gift ind i en slægt som Bonville.

"Der er ingen grund til at græde over det, Nådigfrue," sagde hun og lød mere omsorgsfuld nu. Hun har en god skuespiller. "Hvis ikke De anser det for en mulighed, så må De jo netop afholde Dem helt fra at omgås andre mænd og derved lindre hans jalousi."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var netop øjeblikke fra at græde og det sved lidt ekstra, da det blev italesat. Hun formåede dog lige netop at kvæle det og synke det og fik snøftet lidt ind. Så klarede hun halsen og tog en tår vin for at fatte sig. Det var svært.

"Er det mine eneste muligheder? Holde mig fra alle mænd eller risikere mit liv for et barn?"

Hun var lidt bleg og spørgsmålet var reelt, selvom hun var lidt forfærdet.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne tog en tår vin og betragtede Jacquetta med hovedet lidt på skrå. "Er det ikke det, vi alle gør, når vi får børn, Nådigfrue Bonville?" spurgte hun roligt.

"Min ældste datter gik bort i barselsseng og jeg selv har været tæt nok på til at hilse på Mortem ved to af mine fødsler," fortsatte hun. "Det er vores lod som kvinder, og kun vi kan gøre det."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta følte uretfærdigheden svide lidt, men hun var langt fra upåvirkelig. Hendes fornuft sagde hende at det ikke var retfærdigt og at der var forskel på en generel risiko og på at helbrederne frarådede at blive gravid. Det var dog ikke kun hendes fornuft, der talte.

Hun sank og tyggede hårdt sammen om sin underlæbe. "Jeg er ked af Deres tab, Deres Højhed," anerkendte hun dæmpet. Det måtte være frygteligt.

[Elasabenne af Falanie]

Andre mødre ville måske være knust af tabet, men hvis Elasabenne var det, så havde hun selv begravet følelsen så dybt i sig, at hun ikke kunne mærke det. Hun lød dog naturligvis ikke ligeglad, da hun svarede. Afklaret, snarere.

"Guderne har åbenlyst haft et formål," svarede hun. "Det er ikke vores lod at betvivle deres vilje."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sank en klump og så lidt ud i luften. Hun tog en dyb indånding. "Men hvordan ved vi hvad deres vilje er? Hvad de påvirker? Hvad de blot lader stå åbent for vores eget valg?"

Hun havde aldrig været den store teolog. Engang havde hun bedt om at blive rask, men det løfte var kun kommet så vidt som hun var nu og hun mistænkte at det ikke havde meget med guderne at gøre.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne var troende, men i sidste ende nok ikke lige så meget som sin mand. For hende var det mest af alt en manipulationsmetode, men hun var god til at lyde hengiven og slap også en blød lyd nu.

"Det gør vi ikke," svarede hun. "Vi må blot stole på, at de ved, hvad der er bedst for os."

I virkeligheden stolede hun på, at hun vidste, hvad der var bedst for alle, men det kom ud på et.