Æren er på min side

[Jacquetta af Bonville]

Efter samtalen med Bénjamin af Bonville og Johanot af Vigny, vidste Jacquetta at der nok ville følge en ny invitation. Hun var ret nervøs for den, for samtalen med Elasabenne af Falanie's mand havde været chokerende. Hun var ikke helt sikker på om hun nogensinde ville glemme den. Denne gang var Benjamin dog i det mindste ikke med og selvom det på en måde gjorde hende mere nervøs, så var det også en lettelse kun at skulle tage sig af sine egne følelser.

Hun blev taget pænt imod af en tjener og overvejede allerede fra starten, om han ville lede hende hen i samme rum som hun havde siddet med greven, hvor der var træudskæringer af ægteskabets dyder over det hele.

Hendes lunger blev fyldt med en let røget luft og hun rømmede sig en enkelt gang.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne havde ærligt talt mest af alt udstrakt invitationen for sin egen morskabs skyld - og for sin mands - men det behøvede den unge nådigfrue ikke at vide noget om. Hun var da også interesseret i at se denne skravlede kvinde an og hun tillod hende at ankomme først. Hun var, trods alt, den royale af dem. Derfor gjorde Elasabenne først sin ankomst til rummet efter Jacquetta var blevet vist derind.

"Nådigfrue," lød hendes drævende hilsen, da et panel blev åbnet og hun trådte ud gennem det. Et smil var allerede på plads under det årvågne, lyseblå blik.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev vist ind i netop samme rum. Hun tog også plads, men sad på spring og rejste sig hurtigt, da husets frue trådte ind.

Hun sank dybt ned i et nej, der var indøvet, men ikke perfektioneret ved pigeskolen. Hendes blik faldt også, selvom hun ikke kunne undgå at løfte det snart.

"Deres Kongelige Højhed," hilste hun benovet. "Tusind tak for at invitere mig. Jeg er meget beæret."

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne overså ikke fejlene i hendes etikette, men noterede sig dem uden at hendes ansigtstræk afslørede det. Hun så til gengæld også åbenlyst den unge kvinde an og slap en dæmpet lyd.

"Mh," lød det, før hun satte sig og dermed tillod Jacquetta at gøre det samme. "Min Herre havde allerede forberedt Dem på det, ved jeg," svarede hun. "Jeg har jo hørt om jeres møde."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sank ned at sidde, relativt elegant. Hendes blik forlod knapt Prinsessen. Hun passede til sin mand. De havde begge en kraftig, intimiderende udstråling.

"J-ja," svarede hun med en svag usikkerhed i stemmen, fordi hun ikke var sikker på hvad det betød. Hvad der var blevet hørt.

"Det var vi også meget beærede over. De må endelig takke deres mand."

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne havde naturligvis hørt det hele, men det behøvede den unge kvinde ikke vide endnu. Hun smilede blot indbydende, mens en tjenestepige trådte frem og skænkede vin. Elasabenne tog glasset uden at ænse hende.

"Naturligvis. Det er vigtigt, at vi støtter vore mænd i alle deres foretagender og er dem hengivne," svarede hun, som om det var det mest naturlige i verden. Hun tog en tår vin og slap ikke Jacquetta med blikket.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vidste ikke fuldstændig om det var en hentydning til noget særligt, men hun huskede samtalen om kvindens plads i et ægteskab og hendes blik gled til den udskæring, som Bénjamin af Bonville havde valgt som sin favorit. Hun nikkede svagt og tog selv imod et bæger med vin. Fortyndet, igen.

"Ja, selvfølgelig. Støtte Dem. Men De skal vel også støtte os," indvendte hun forsigtigt. Det var stadig en undren hun havde, for det var sådan hun forstod verden. Gensidig støtte.

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne lod hovedet glide til siden og kneb øjnene en anelse sammen, som om hun så den unge kvinde an. Der var antydningen af noget muntert i hendes blik, men det gjorde ikke hendes generelle aura mindre intimiderende.

"Hvad er det for en form for støtte, De forventer, Nådigfrue Bonville?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta slog blikket ned og ledte efter ordene. Tænkte sig virkelig grundigt om. Hun tog en dyb indånding og trak svagt på skuldrene.

"Vores foretagender. Hvis vi læser noget på universitetet, hvis vi... Har en holdning til noget, vel."

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne betragtede hende og tog en tår af sin vin. Hun svarede ikke med det samme, men lignede udpræget en, der målte og vejede.

"De taler som om, at det ene udelukker det andet," bemærkede hun nysgerrigt. "Hvad der foregår mellem Dem og Deres mand bag lukkede døre, forbliver mellem jer."

Blikket glimtede lidt og antydede, at hun tydeligvis godt vidste, at alt ikke var forblevet privat på den front. "Det essentielle er, at De husker, at I foran resten af verden er en enhed. Men det kan man ikke være, hvis man ikke udstråler enighed, kan man vel?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var ikke sikker på om hun så det hun så og om det betød at Greven havde fortalt alt om hvad de havde talt om. Noget sagde hende at han havde fortalt dét og hun kunne fysisk mærke varmen stige op i kinderne. Blikket blev slået ned og hun kæmpede lidt for at bevare selvkontrollen et øjeblik. Det hele udspillede sig på hendes ansigt. Hun sank og rystede svagt på hovedet.

"Jeg modsiger ham ikke i offentligheden," forsikrede hun dæmpet. "Men det er svært, nogen gange, at gøre ham tilfreds." Hun rømmede sig dæmpet. "Han er meget jaloux."

[Elasabenne af Falanie]

Det var da ikke fordi, Elasabenne ikke kunne sætte sig ind i det. Hendes mand havde til tider også et frygteligt temperament, der fik ham til at handle overilet - forskellen på dem var bare, at hun ikke sagde det højt.

"Hm," lød det fra hende, som hun tog en tår vin. "Har han årsag til at være det?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas øjne blev store og hun rystede hurtigt på hovedet, en anelse forfærdet over insinueringen. "Naturligvis ikke. Han har intet at frygte. Jeg er... Jeg er ham tro. Men han blev vred, blot fordi jeg dansede med hans bror. Det er jo hans egen familie. Min familie nu."

Hun tømte sine tanker ud, nu hvor nogen spurgte hende. Måske burde hun vogte sine ord mere, men hun var stadig naiv på mange måder. "Jeg kan også blive jaloux, men ikke over noget så småt..."

[Elasabenne af Falanie]

Elasabenne lyttede med reel interesse og gjorde intet for at skjule det. Hun smilede lidt og slap en blid lyd i sympati.

"Vores mænd er beskyttere, Nådigfrue," svarede hun, men da hun fortsatte, var det med et lille, hemmelighedsfuld glimt i øjet. "De føler stærkt og de føler voldsomt. De vil finde at kunsten er at gå balancegangen mellem at gøre dem tilfredse og samtidig opnå det, der er vigtigt.

"Hvis Deres mand ikke tåler at De danser med andre mænd, så må De spørge Dem selv om ikke det er et lille offer at gøre for til gengæld at have hans tilfredshed? Hans tiltro til, at De vil gøre alt for ham? "

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sank en klump, så prinsessen i øjnene og nikkede så svagt. "Jo, Deres Højhed," medgav hun. "Jo, selvfølgelig. Jeg har også besluttet mig for ikke at danse med andre. Lovet Benjamin det. Men han må gerne danse med andre kvinder, mener han. Og det er slet ikke blot dansen. En dag gik vi en tur i universitetshaven og jeg viste ham et træ, hvor min bror for år siden har ridset sit navn med en kvinde, men da hun startede med J, antog Benjamin straks, at det var mig og en elsker, der havde ridset vores navne, helt uden at jeg havde sagt det mindste i den retning."

Hun tog en dyb indånding. Og en tår vin. Hendes kinder var varme af at få luft for sine frustrationer.