Jeg er så dybt i det her

[Gabriella Lysmager]

Gaby trak brynene lidt sammen over bemærkningen. Det var et adjektiv han havde brugt om søsteren flere gange nu, men Gaby havde nu oplevet mennesker, der var mere frembrusende og ublu nysgerrige end hans lillesøster. Hun havde ikke rigtigt spurgt om noget, der for alvor var upassende.
"Måske. Jeg har mødt mere snagende mennesker. Hun virker mest af alt bare som en, der er glad for dig," pointerede hun roligt. Det var dét hun havde bidt mest mærke i. Den varme der havde bølget frem og tilbage mellem de to - og som først havde fået hende til at tænke, at Flo kunne være en af hans andre mulige damer... 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus mente det heller ikke så alvorligt, og holdt tydeligvis reelt af sin søster, men smilede alligevel lidt af Gabriella. Han overvejede at sige, at han nu nok skulle blive spurgt, hvem hun egentlig var for ham senere, men han undlod. Det ville bare risikere, at Gabriella spurgte ham om det samme.

"Mh. Følelsen er gengældt," konstaterede han og trak på skuldrene, selvom det i virkeligheden var ganske alvorligt. "Jeg har altid passet på Flo og hun forsøger vist at gøre det samme." Han grinede lidt, som om det mest handlede om at holde ham ude af problemer.

[Gabriella Lysmager]

Hans smil var blusset lidt op igen, og hendes øjne dvælede lidt ved det. Draget som hun stadig var af ham. Øjnene hævede sig dog til hans igen. "Du har det med at underspille ting, der alligevel betyder noget for dig," bemærkede hun. Måske var det lidt hårdt sagt, men det var en lille observation hun havde gjort sig. Han fik det til at lyde som om det ikke var så alvorligt, men det troede Gaby, at det var, for selvom han ikke havde sagt det direkte, havde hun nu set det tydeligt. At han elskede sin søster og at hendes mening om ting også havde en vægt for ham.

"Jeg kunne godt se, at følelsen var gengældt. Faktisk, eh... Lige først troede jeg ikke det var din søster." Hun slog blikket ned over den bemærkning. Tanken virkede næsten absurd fjollet nu. Ligeledes det stik hun havde følt, for han var her jo med hende.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus stivnede lidt over hendes analyse og hvor godt hun gennemskuede ham. Han rykkede skuldrene lidt, men smilede svagt og skottede kort ud over publikum, ned mod mørket.

Så så han dog tilbage, lidt overrasket, men forstod, hvad hun mente. Selvom det var absurd for ham at nogen kunne tro det om ham og Flo.

"Jeg har jo fortalt dig, at jeg ikke ser nogen lige nu," påpegede han, men ikke irettesættende. Måske lidt for mildt. De sidste ord afslørede dog, at der rigtigt nok var en vis risiko for at støde på en tidligere elsker.

[Gabriella Lysmager]

Gaby så ham stivne, og hun mærkede instinktivt trangen til at sige noget, der gav ham en udvej, men det gjorde hun ikke. Istedet betragtede hun ham kun et øjeblik endnu, inden hun fulgte hans blik nedover publikum og mod scenen. En latter lød fra mørket, men de tog ikke del i den.

Hun forstod hans overraskelse, men Gaby havde først ikke kunnet se Flos ansigt, og havde derfor bare set en ung kvinde komme og kindkysse  og kramme ham som det mest naturlige i verden. Mildheden var hørbar i hans ord, og hun smilede lidt varmt over hans forsikring. Teknisk set havde han kun sagt, at han ikke var gift - og vist også, at han ikke havde en kæreste. Men de vidste godt begge to, at det ikke betød, at man ikke så nogle. Det var de måske endda selv et godt eksempel på lige nu.
"Det har du jo. Og jeg er jo også bare en veninde," kunne hun ikke dy sig for at drille ham lidt. Det var ikke en stikkende bemærkning, men et kærligt drilleri. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nåja, lige nu betød så mange ting. Sandt at sige havde han et par stykker, som han kunne opsøge med det samme, men det var jo ikke alvorligt. Ikke at det var det med Gaby... Vel?

Han fnøs. "Selvfølgelig," svarede han drillende. "Du går glip af stykket, veninde."

[Gabriella Lysmager]

Heldigvis fangede han pointen med ordene. Den letsindige drilagtige betydning. "Det gør du også, ven."
Øjnene spillede lidt muntert. På ny så hun rundt, forsætte at afgøre om hans søster var lige i nærheden, men hun var ikke at spotte.

Så mindskelse hun distancen igen, og hendes fingrene foldede sig blidt om hans arm. "Jeg gad godt vide om alle dine veninder har ligeså meget lyst til at kysse dig, som jeg har," lød det lavmælt. Hendes øjne skinnede og lige der havde hun det godt, og tænkte for en stund ikke så meget over det hele.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus kunne godt svare, at det naturligvis var alle hans veninder, der havde det sådan - for se ham lige - men han undlod klogeligt. Han var da også langt mere interesseret i hendes intentioner.

Blikket gled over hendes ansigt og han smilede lidt, som han lænede sig ind mod hende og talte dæmpet ud for hendes øre:

"Jeg gad godt vide, om du er klar over, hvor tæt jeg er på at blæse på stykket og hive dig med ud i kulisserne."

[Gabriella Lysmager]

De genfandt den gnist der havde været på vej til at blive en flamme, før de var blevet forstyrret og det rislede langs rygsøjlen, da han lod en vovet bemærkning lande i øregangen. Mellemgulvet trak sig lidt sammen ved tanken. 
"Jeg ser ikke stykket alligevel," pointerede hun dæmpet. "Så jeg synes du skal vise mig kulisserne."

[Nicolaus Itier Købmand]

Var det en god idé? Sikkert ikke. Havde han tænkt sig at lade det stoppe sig? Næ. Så han smilede drenget, nikkede og rettede sig op.

Han sneg en hånd mod hendes lænd, som han guidede hende ud blandt de andre tilskuere med enkelte nik i henholdsvis hilsen og beklagelse over forstyrrelsen, før de nåede trappen.

Han tøvede da heller ikke mange øjeblikke med at indfange hende, da først de var i ly for både publikum og de folk, der rendte rundt bag scenen.

[Gabriella Lysmager]

Det drengede smil var tilbage, og en varme bredte sig fra bunden af maven, da hans hånd nu fandt vej til hendes lænd, mens han guidede hende igennem mængden af tilskuere, delvist hilsende og beklagende overfor dem, de forstyrrede. 
Spændingen var allestedsnærværende, da fødderne bar hende ned af trappen til endnu et ukendt stykke af Falanie og Levagny, som Nicolaus dog kendte, og hun måtte smile mod hans læber, da han så indfangede hendes, da de var i ly for nysgerrige blikke og arbejdssomme folk.
"Nico," sukkede hun lavmælt i et lille pusterum. Fingrene hvilende på hans skuldre. Den ene hånd vandrede dog lidt opad til hans hals. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Hvis ret skulle være ret, så havde han tænkt på at kysse hende i virkelig lang tid og det var godt at få afløb for. Han måtte også minde sig om, at de var ikke var alene.

Efter tredje påmindelse til sig selv, brød han væk og tog en hørlig indånding. Han smilede drenget, men også lidt åndeløst.

"Så, hvad synes du så om teater?"

[Gabriella Lysmager]

Gabriella kunne ikke vide, om han havde længtes efter det kys ligeså længe som hende selv, men det var befriende at få lov at kysse ham og hun følte sig lidt svævende og boblende. Et kort øjeblik havde hun næsten glemt alt om tid og sted. Hun så kun ham.

Han trak sig lidt væk efter det tredje kys, og så faldt et spørgsmål, der næsten virkede lidt malplaceret. "Hmm," brummede hun og spidsede læberne. "Jeg kan godt lide det, men jeg er reelt lidt udfordret på at nå at forstå alle replikkerne."
Det sitrede lidt i mundvigen, da hun så tilføjede: "Men jeg må være ærlig og sige, at jeg bedre kan lide det her." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus spørgsmål var en spøg og han forventede ikke et reelt svar, men han tilskrev det sprogbarrieren. Hun nåede da også frem til det, han havde fisket efter.

"Altid til tjeneste," svarede han derfor drillende og smilede sit mest charmerende smil. "Ikke at jeg påstår at være Levagnys fineste underholdning, men..."

[Gabriella Lysmager]

Hans smil fik hendes mave til at flakse og snurre rundt, og et øjeblik lammede det hende næsten. Men også kun et øjeblik.
"Altid?" udfordrede hun udtalelsen lidt med et drillende, spillende blik. "Det vil jeg så huske."

Hun smilede også lidt underholdt, men klart også charmerende. "Det er ret high class underholdning at tale om forbudte scenarier under et teaterstykke, er det ikke?"
Med bemærkningen greb hendes fingre og en af snorene i hans tunika. Lidt i en sigende indikation. Uskyldig var handlingen i sig selv, men ikke når man tænkte på, at det var dem berøring, der sidste gang havde ladet dem ende på et værelse sammen.