Jeg er så dybt i det her

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var ikke så investeret, selvom det var udmærket underholdning. Han var dog ikke ked af at blive forstyrret, da Gabriella lænede sig til siden og fik han til at hæve et bryn.

"Nej?" bød han, men kunne ikke lade være med at skole drenget og tilføje: "Fordi jeg er alt for distraherende?"

[Gabriella Lysmager]

Distraherende var han, mest af alt  fordi han kort før forestillingen gik igang havde ledt hendes tanker ud ad et sidespor. Det sagde hun dog ikke. "Fordi sproget er svært og kringlet," gik hun med, men et drilleri måtte kunne anes i øjnene. Han vidste jo godt selv, at han kunne agere distraktion fra andre ting, formodede hun. 
"Men du er også irriterende flot, når du læner dig sådan frem," kunne hun dog ikke lade være med at følge op med. Lavt, forbeholdt ham. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var et helt reelt argument, men ikke lige så sjovt. Til gengæld så han også ret tilfreds ud over tilføjelsen. Et langsomt, lidt farligt smil bredte sig over hans læber.

"Hvis det er alt, hvad der skal til for at distrahere dig," begyndte han dæmpet, før han så på hende med et alt andet end uskyldigt blik. "Så tror jeg, at jeg kunne få dig til at glemme dit eget navn."

[Gabriella Lysmager]

Reelt var det at stykket måske ville have sagt hende mere, hvis sprogkundskaberne - og dermed også de interne spøgefuldheder i stykket - havde været bedre, men generelt var hendes fokus blot mere rettet mod Nicolaus. Købmandssønnen hun endnu ikke helt forstod, at hun havde været så heldig at få lov at se igen.

Smilet havde en farlig karakter, og hans blik var alt andet end uskyldigt, da han kom med sin vovede påstand. "Så det tror du? Jeg er god til at holde fokus..." Fingrene løftede sig diskret og foldede sig om hans underarm, som hun gav et lidt sigende klem. "Når det er på de rette ting."
Lidt skælmsk var det lille smil, der voksede frem, mens øjnene fik en lidt dybere, forførende kant. Der var noget pirrende over at stå her og tale indirekte om dét, som de begge virkede mere interesserede i. Hun lænede sig lidt yderligere mod ham og strakte sig let for at nå hans øre. "Jeg kommer ikke til at glemme mit navn, når du først stønner det for mig." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Mithras, Yphion og Koarae. Hårene stod lige op i nakken på ham og han kunne have svoret, at han glemte at trække vejret i et øjeblik, da hun talte. Han var vant til at have overhånden, men han kunne godt være i tvivl om, hvorvidt det egentlig var tilfældet her.

"Sikke løfter," åndede han dæmpet ud, blikket bare en kende mørkere, som han forestillede sig, hvad hun kunne gøre for at få ham til at stønne hendes navn. "Pas på, at jeg ikke holder dig op på dem."

[Gabriella Lysmager]

Hun fornemmede det. Hvordan hendes ord påvirkede ham, og det havde været helt intentionelt. Den usikkerhed hun tidligere havde følt gemte sig stadig indeni, men den blev overskygget af en særlig selvsikkerhed nu.

"Mh, man skal passe meget på med dig," lød det i et dæmpet kærligt drilleri. Hans øjne havde et særligt skær, som tiltalte hende, og hun kunne nemt lade sig opsluge. Af det her. Af ham. Hun havde glemt alt om andre menneskers tilstedeværelse, før en lys kvidrende stemme pludseligt kom flyvende ind fra højre. Gabriella nåede ikke helt at høre, hvad der blev sagt, men hun så en ung kvinde kindkysse Nicolaus og som havde hun selv brændt sig, slap hun instinktivt hans arm. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var på vej til at sige noget, der nok bedst kunne betegnes som beskidt, men blev afbrudt, før han kunne nå så langt.

Han drejede overrasket hovedet, men så brød et grin frem på hans læber og han lænede sig selv frem i en halv omfavnelse, tilpas overrasket til momentært at glemme det akavede i situationen.

"Sig mig engang, hvad laver du her på det her tidspunkt?" spurgte han muntert og nikkede mod scenen, uden at tænke på med det samme at præsentere Gabriella for sin lillesøster - eller hvad hun måtte tænke om det, hun så.

[Gabriella Lysmager]

Gabriella følte sig pludseligt udenfor, og hun anede ikke hvem kvinden var. Men hun så hvordan Nicolaus både virkede overrasket og glad for at se hende. Det fik hende til at synke lidt af den usikkerhed, der var kommet tilbage med fuld fart. 
Det slog hende slet ikke at det bare kunne være hans søster, for hun følte sig sikker på, at hun vel befandt sig et sted på scenen, hvis hun var her. Uanset stak det, at han slet ikke tænkte på at præsentere hende. Hun følte sig næsten usynlig. 

Florine smilede bredt, lidt underholdt. "Jeg ser da stykket. Ligesom dig?" svarede hun, som var det da åbenlyst. Modsat sin bror var hun dog ikke blind for Gabriellas tilstedeværelse, og at hun måske kunne føle sig udenfor. "Sammen med en veninde?" Diplomatisk var hun i sit ordvalg. Så havde hun ikke sagt for meget eller for lidt. Hun talte om Gabriella, men så på Nicolaus, og nu virkede begge kvinders opmærksomhed på ham. Gabriella mærkede akavetheden smyge sig om hende.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs helhjertet og skulle til at sige noget til hendes selvfølgelighed, da hun mindede ham om Gabriella. Indsigten om situationen fik ham til at blive en kende varm om nakken, men han rømmede sig og drejede sig, så de to kvinder kunne se hinanden ordentligt.

"Ja," bekræftede han, uden at uddybe, hvilken slags veninde hun var. Flo havde sikkert en mistanke, men måske ikke helt den rigtige. "Det er Gaby," præsenterede han og smilede næsten, næsten genert, før han fortsatte. "Og Gaby, det her Flo. Min utroligt nysgerrige søster."

[Gabriella Lysmager]

Florine drillede ham med selvfølgeligheder, der ikke rigtigt var selvfølgeligheder for nogen af dem, mens Gabriella stod der i baggrunden og havde distanceret sig passende meget fra Nicolaus. Hun stod ikke længere lænet ind mod ham, og beskidte og vovede bemærkninger flød ikke fra hendes tunge.

Veninde blev hun nu klassificeret som. Hvad hun præcist skulle lægge i det var ikke helt klart. Var det en god eller dårlig beskrivelse? Men han drejede sig nu, så pigerne kunne se hinanden ordentligt. Det var ikke én Flo havde set før, og hun spottede godt den lille generthed der indfandt sig i hans ansigt, men hun italesatte den ikke. Istedet kom hun med et latterfnys. "Man er nødt til at være nysgerrig når man har en bror, der intet fortæller," indskød hun letsindigt, uden at mene det ondt, før hun smilede venligt til Gaby. Gaby som nu også følte sig både dum og varm om nakken for at have tænkt i helt andre baner. Når hun så ordentligt efter på deres ansigter var ligheden faktisk ret nem at se.
"Det er hyggeligt at møde dig, Flo." Hun skævede til Nico lidt for hjælp til at navigere i situationen. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs og nappede Florine en enkelt gang i siden, mens han forsøgte at virke afslappet og ikke alt for meget som om, at Gaby var vigtig for ham. Og alligevel ikke som om, at hun var ingen.

"Gaby og jeg mødte hinanden i Blueton," forklarede han. "Jeg viser hende Levagny."

[Gabriella Lysmager]

Uventet fortalte Nico at han havde mødt Gaby i Blueton. Flo så overrasket ud og Gabys mave slog en kolbøtte, for der var så meget andet gan kunne have sagt. Han kunne let have slået det hen som værende ingenting.
"Blueton?" gentog Florine forundret og så fra den ene til den anden. Hos Gaby var et bekræftende nik.

Gaby hvis blik var vandret tilbage til Nicolaus. "Jeg har aldrig rigtigt fået chancen for at se et teaterstykke på den her måde. Nico var sød og invitere mig med. Han fortalte også, at du spiller musik."
Bu gled blikket tilbage til Flo. Søsteren som nu følte sig lidt mere sikker på, at Gabriella ikke kun var en veninde. Ikke at Nico ikke ville invitere venner med, eller behandle dem godt. Men hendes mavefornemmelse sagde hende, at han ikke ville bruge tid på en pige fra Blueton, hvis ikke der stak noget under. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus sørgede for at se så neutral og uskyldig ud som muligt. Han mente ikke, at der var noget suspekt over det. Det var meget tilforladeligt at vise en nytilkommen på plads.

"Og nu er der ingen af jer, der ser noget af det," påpegede han med et sigende blik mod scenen.

[Gabriella Lysmager]

"Nej, undskyld. Jeg så dig også bare lige, og nød at overraske dig," indskød Flo lidt beklagende, for det var da på bunden ikke så pænt at opholde Gabriella, så hun ikke fik set stykket. Mere afslappet var hun omkring at tage Nicos tid, for han kom her så tit, at han nok ville få mulighed for at gense stykket en anden dag, hvis det skulle være. "Ha' en god aften," lød det varmt fra lillesøsteren, før hun svang en arm om Nico i et kærligt kram og hviskede: "Hun virker sød. Fortæl mig om det senere."

Tilbage stod så Gaby og Nico, og hun så lidt efter Flo for at sikre sig, at hun var udenfor hørevidde, før hun så forsigtigt nærmede sig ham. Mindre selvsikkert end før afbrydelsen. "Så fik jeg også lov at møde din søster." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus så lidt opgivende efter Flo, da hun valsede afsted, men han smilede også svagt. Det var ikke et forhør, han så frem til.

Han vendte blikket mod Gabriella og brummede lidt. Kløede sig i nakken. "Ja," medgav han. "Hun er forfærdeligt nysgerrig," konstaterede han, men under det var der åbenlyst en reel varme, når han talte om sin søster.