Jeg er så dybt i det her

[Gabriella Lysmager]

Tilegnet: Nicolaus Itier Købmand
Tid: Aftenforestilling, så omkring klokken 20
Sted: Teateret

Gabriella havde ikke været forberedt, da Nicolaus Itier Købmand pludseligt havde fundet vej til hendes kollegium på ny, og spontant inviterede hende med i aften. Det havde kun givet hende et splitsekund til at beslutte sig for hvilken kjole hun skulle gå med, og hun var endt i en kornblå én, som smøg sig pænt om kroppen, men også havde en passende vidde, så det ikke afslørede alt for meget om formerne inde bag.
Hovedlinnedet sad også pænt og var bundet stramt i et forsøg på ikke at lade de viltre krøller slippe løs, men allerede inden de nåede Teateret havde den sædvanlige tot revet sig fri og dinglede lidt nær øret. 

"Er det her du plejer at stå?" spurgte hun lavmælt, henvendt til Nicolaus. Gabriella vidste ikke helt, hvad hun skulle forvente af aftenen. Heller ikke af ham. Hun havde heller ingen anelse om, om hun ville ende med at støde på hans søster, eller andre venner.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde genovervejet mange gange. Det var farligt hjemligt territorier, men han kunne ikke få sig selv til at bryde sit løfte. Det var i hvert fald den undskyldning han gav sig selv, frem for at indrømme, at han bare gerne ville se Gabriella igen.

Han ledte hende op ad trapperne til de ståpladser, der ikke var nede på gulvet og slap en bekræftende lyd. "Udsigten er meget bedre herfra end fra gulvet," konstaterede han og lod diskret blikket glide over hende.

[Gabriella Lysmager]

At han havde genovervejet kunne hun af gode grunde ikke vide, heller ikke som hun stod der ved siden af ham. Hun smilede svagt, da han kom med en bekræftende lyd. Der var naturligvis andre mennesker omkring dem, men det virkede mere privat her. Og hun forstod hvad han mente, når han sagde, at man kunne se mere her. Man kunne se over hovederne på folk, uanset hvor høje de var.
"Det tror jeg gerne. Man kan næsten se det hele herfra," svarede hun, men følte sig også lidt usikker. Skulle hun forsøge at komme ham nærmere eller holde distancen?
Hun placerede hænderne foran sig, før hun skævede til ham. "Spiller din søster i aften?" 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus hægtede tommelfingrene i bæltet, som de gik og snart navigerede han dem hen til rækværket. Hænderne lagde sig mod det i stedet og han slap en dæmpet lyd til spørgsmålet.

"Det vil jeg tro," svarede han, ærligt uden helt at vide det. Han nikkede ned. "Når der er fyldt op, lukker de porten."

[Gabriella Lysmager]

Gabriella fulgte med, men med en passende afstand. Fra sin position lidt bag ham kunne hun dog diskret betragte ham. Den flotte, lidt højere købmandssøn, som fik hendes mave til at snurre, selv uden rigtigt at gøre noget.
Hendes egne fingre greb også om rækværket og hun lyttede, mens han fortalte. 
"Og hvornår går forestillingen så igang?" spurgte hun interesseret, før hendes blik gled fra menneskestrømmen under dem og tilbage op på Nicolaus' ansigt og hun fugtede læberne. "Jeg er glad for, at du havde lyst til at tage mig med." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus nikkede let til hendes ord og smilede svagt. "Når de ringer med klokken nede fra scenen," svarede han og lænede sig frem på underarmene.

"Jeg har ikke set stykket her før, så jeg kan ikke fortælle dig, hvad det handler om."

[Gabriella Lysmager]

Som han lænede sig frem på underarmene, var det som om Gabbys hjerte sprang et lille slag over, og hun måtte trække vejret langsomt ind for ikke at blive helt handlingslammet. "Når klokken ringer nede fra scenen," gentog hun med et lille accepterende nik. Forsigtigt tog hun et skridt tættere på ham, da en mand banede sig forbi dem.

Hun rynkede svagt brynene over hans ord. "Så får vi os begge en overraskelse," konstaterede hun roligt, før hun selv lænede sig lidt frem på underarmene. Der var ved at være ret fyldt på gulvet foran dem, men hun kunne se over hovederne på dem alle, og scenen stod tydeligt frem. "Hvad kan du godt lide ved teateret?" spurgte hun så lavmælt, for hun mente at have forstået, at det var et sted han kom en del. Var det stykkerne, der tiltalte ham? Eller noget andet?

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var et godt spørgsmål, men måske ikke så godt et svar. Sandt at sige var han ikke vanvittigt kulturelt interesseret og det var ikke så ofte, at han rent faktisk så stykkerne.

"Min familie giver et årligt sponsorat," konstaterede han og trak lidt på skuldrene, men rettede sig ikke op. "Til en start kom jeg mest for at holde øje med vores investering. Nu er det ren vane."

[Gabriella Lysmager]

Hun måtte rynke brynene i en slags forvirring over hans svar. Det var et næsten nøgternt et af slagsen, og på sin egen måde svarede han ikke rigtigt på hendes spørgsmål. Hvad kunne han lide ved stedet? Kunne han overhovedet lide det, kunne hun nu næsten følge op med at spørge. Hun brummede kort, lidt tænksomt, og lod blikket glide udover menneskemængden.
"Så du kommer her bare af vane, ikke fordi du bryder dig om stedet?" kunne hun dog til sidst ikke dy sig for at spørge. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs lidt over hendes spørgsmål og drejede hovedet, hævede et bryn lidt. "Det ville være strengt at sige," svarede han og mente det.

"Jeg holder skam af sted og folkene her," fortsatte han og mente det. Smilede lidt djævelsk. "Det er teaterdelen, der har svært ved at holde min opmærksomhed. Men måske elsker du det, så lad mig ikke spolere din oplevelse."

[Gabriella Lysmager]

Gabriella mærkede hvordan han nu så på hende, og hun hørte ham også fnyse, men en lille forvirring måtte tegne sig synligt i hendes ansigt. Hvad præcis fnøs han af?

Det blev en smule klarere for hende nu, da han uddybede. Han kunne lide stedet og menneskerne. Ikke nødvendigvis teaterdelen. Hvad det præcis betød, havde hun måske til gode at finde ud af. "På dén måde."
Hun smilede svagt, betragtede lidt hans djævelske smil. "Godt. Hvis du spolerer den, får du lov at gøre op for det senere," lod hun ham vide med et lille kækt glimt, og næsten som var det tilfældigt puffede hun blidt drillende til ham med hoften. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus hævede begge bryn over hendes ord og kunne ikke lade være med at smile et ballademageragtigt smil.

"Nu må du endelig ikke friste mig," svarede han med et udfordrende blik.

[Gabriella Lysmager]

Fristende blev det netop at friste ham, da han smilede ballademageragtigt. Maven slog en lille kolbøtte. "Jeg skal se, om jeg kan lade være. "
Også Gabriella smilede lidt skælmsk nu med glimtende øjne. Flygtigt tænkte hun på sidste gang hun havde været sammen med ham. Måske farligt at lade tankerne vandre i dén retning nu. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' tanker vandrede absolut, men han fik heldigvis ikke mulighed for at gøre alvor af sin trussel, før klokken ringede og det generelle fokus for publikum flyttede sig mod scenen.

Han kendte flere af skuespillerne, men det slog ham alligevel altid, at de lige så vel kunne være nogle helt andre og han fulgte med, selvom hans opmærksomhed i høj grad blev draget af Gabriella fra tid til anden.

[Gabriella Lysmager]

Gabriella havde glædet sig. Til at se et teaterstykke, men nok mere til at være sammen med Nicolaus. Som stykket gik igang, gik det dog op for hende, at betydningen af det kunne være svær for hende helt at fange, fordi hun endnu ikke var helt flydende på sproget, og hun måtte derfor koncentrere sig en del for at følge med. Noget der hen ad vejen blev lidt sværere, fordi tankerne også kredsede om Nicolaus, og hendes blik vandrede et par gange, før hun så lænede sig lidt ind mod ham.
"Jeg kan ikke helt koncentrere mig om stykket," måtte hun så indrømme lavmælt.