Ekstra arbejde

[Robion af Suilleaux]

Robion så fascineret til, som hun brugte sin Gave og frembragte noget af det, der ellers plejede at fortære alt. Hans læber krusede.

"Mageløst," svarede han dæmpet og talte ikke kun om blomsten.

[Sophie af Lemaux]

Sophie smilte let. Han havde lært hende meget igennem de sidste par måneder, og en af dem var at hun ikke længere var helt så bange for den ild der også holdte hende varm igennem op til flere nætter om ugen efterhånden. Drageblomsten havde hun kendt til længe; men aldrig set den i blomstring. Frøende var enormt sjældne.

Hun lagde hovedet let tilbage. "Dens pollen, blandet rigtigt kan hjælpe brandsår. Hvis man ikke har en healer med. Kronbladende.." Hun vendte sig langsomt rundt. "Jeg har læst at de kan fremmane enorme nydelses antrækninger" hviskede hun og så op. Hænderne gled rundt omkring hans talje.

[Robion af Suilleaux]

Robion var let til fals for Gavens underværker og stadig lettere optaget af det, da Sophie drejede sig i hans arme. Et dæmpet fnys undslap ham og det krusede ved hans læber.

"Det overrasker mig ikke, at det er den egenskab, du særligt har bidt mærke i," svarede han, men med et glimt i blikket.

[Sophie af Lemaux]

Sophie interesserede sig for alle slags planter. Alle med forskellige formål. Men nej, der havde nok været noget ganske særligt hun havde opsnappet i sine mange timer med bøger og noter fra floraens verden. Blomsten i sig selv var for værdifuld til at man på universitetet ville bruge kronbladene til dét. Selvom tanken var spændende nok.

Tænderne blev blottet i et smil før hun strakte sig det sidste stykke så hun ganske flygtigt kunne strejfe hans læber med sine egne. "Du har næsten sved på panden" mussede hun fornøjeligt da blikket gled op og betragtede hans ansigtstræk.

[Robion af Suilleaux]

Robion fnøs påtaget fornærmet over hendes ord, selvom hans mundvige stadig krøllede lidt efter hendes kys. En hånd klemte lidt sammen om hendes hofte.

"Min Gave byder mig at sætte hele slagmarker i brand," pointerede han. "Forestil dig så at fokusere hele den kraft på én, lille plante."

[Sophie af Lemaux]

Sophie var stadig et stort smil. Hun behøvede ikke at forsvare sig selv overfor hende, selvom hun godt vidste hvorfor han følte behov for at konstatere det hun allerede i forvejen vidste. Det fik hende kun til ganske let at køre sine fingre i rolige bevægelser mod ham.

Hun havde aldrig set ham i aktion; og ønskede det heller ikke. Alene måden han sagde det på satte straks komplet klare forestillinger i hendes hoved. "Det kræver mindst lige så meget. De små ting" sagde hun stille. Hun kunne endnu ikke få tusinde af træer til at spire på én og samme tid. Men det var hun ved at lærer.

"I dag var du med til at skabe liv, på en anden måde"

[Robion af Suilleaux]

En magiker med en mindre gave ville utvivlsomt have haft lettere ved det, Robion lige havde gjort. Han havde meget kraft i sig, men han var ikke beklagende omkring det. Tværtimod.

Han slap en dæmpet lyd over hendes ord og smilede lidt af hende. Talt som en ægte jordmagiker, drevet af at få ting til at gro og spire.

"Jeg ville ikke sige, at det kræver lige så meget," svarede han, som altid let tilbøjelig til at tale om og diskutere Gaven. "Men de små handlinger er vanskeligere, hvis man er gavmildt velsignet. En magiker med en mindre Gave end jeg ville ikke have nogen vanskeligheder ved at tænde et lys - første gang jeg forsøgte, stod hele rummet snart i flammer."

[Sophie af Lemaux]

Det var altid spændende at diskutere magien med Robion; han var belæst og en utrolig dygtig magiker. Hun så det kun som en ære at han gad bruge tid sammen med hende, hvor de netop talte om det de begge delte. De kunne hengive sig til hinanden med det samme. Men ofte kunne de tale i flere time, enten før eller efter. Hun nød duften af ham, og at ligge helt tilpas i hans favn og høre ham fortælle om alt hvad han vidste; alt han gerne ville lære og udforske.

Som nu, hvor han tydeligt var opslugt af at fortælle hende om energien, evnen og magten. Det gøs ved tanken om hans flammer, og alligevel var hun fascineret. Hun knugede hænderne om hans tunika og trak ham tættere imod sig. "Tænk sig, at der var noget du ikke kunne finde ud af" drillede hun.

[Robion af Suilleaux]

Robion fnøs, men trak også let på smilebåndet, som han lod sig indfange. Hans egne arme gled om hende og hans blik spillede, men der var alligevel en alvor i det.

"Ingen af os kommer fuldendte til verden, lille heks," pointerede han, kun halvt drillende. "Hvis vi gjorde, hvad var formålet så?"

[Sophie af Lemaux]

Sophie gjorde ikke for alvor grin med ham; hun havde alligevel for meget respekt for ham til at bevæge sig derhen. Men at prikke til hans stolthed engang imellem gjorde ham kun godt. Hun smilte let. "Hvis den gjorde ville vi alle være de bedste. Men uden den rette træning.." Hun tav og så væk.

Hun kendte til alt for mange ulykker grundet en ukontrolleret gave, eller en alt for stor grådighed. "Holder vi aldrig op med at ville blive bedre?" spurgte hun og løftede sin hånd for at lade den glide hen over hans kind.

[Robion af Suilleaux]

Hvis Robion reelt troede, at hun gjorde grin med ham, ville de slet ikke stå her. Han nød de små drillerier og nød, at Sophie ikke var lige så intimideret af ham, som så mange andre (ikke, at han ikke også nød dét).

"Hvorfor skulle vi dog ønske det?" svarede han med passionen for sin gave brændende i blikket og et lille, men rovdyragtigt smil. "Hvem kunne nogensinde blive træt af at udforske alle vinkler af det, Guderne har skænket os?"

[Sophie af Lemaux]

Robions ønske om at lærer alt ved gaven var større end hendes egen. Men hun forstod ham godt, selvom det kunne gå begge veje. For hun var ikke kun fascineret af hans stræben; men også bekymret. Bekymret om han tabte sig selv til den viden; og om han derved kunne finde på at gøre noget virkelig dumt.

"Er dét dit største ønske og mål i livet? At blive den bedste, mest belæst og magtfulde magiker?" hviskede hun let som de grønne øjne søgte op og lagde sig i hans mørke blik.

[Robion af Suilleaux]

Det simpleste, og måske også ærligste, svar var ja. Han var magtbegærlig og der var intet, der drev ham mere, end behovet for at udvide sin egen kunnen. Svaret funklede i den sorte opal, han bar på brystet og i hans blik.

"Det er mit formål," svarede han. Ikke det samme som et mål. Det var, hvad han var skabt til. "Der er en årsag til, at jeg har fået skænket, hvad jeg har."

[Sophie af Lemaux]

Sophie vidste ikke hvad hun skulle mene om svaret. Et svar som hun kunne have sagt sig selv. Det var åbenlyst. Det var anderledes end så mange andres. Normalt var det at sikre alliancer til sin familie og sikre sit navn. Men Robion tænkte på sig selv og med et så klart mål der tydeligt fortalte at han ville gøre næsten alt for at opnå magten og styrken.

Hånden gled fra hans kind, og gennem hans hår som hun tog blidt fat i. Han ville aldrig rigtig nå det. Det var et projekt der ville tage resten af hans liv, og måske ville ende med at slå ham ihjel. Hun sank en enkelt gang.

"Har du overvejet at rejse? Tage erfaring fra andre store magikere?"

[Robion af Suilleaux]

Det var på nogle punkter sandt, at Robion primært tænkte på sig selv - men ikke fuldt ud. På hver sin måde fyldte Lanval af Suilleaux og Estelle af Suilleaux meget; var hans arv på hver sin måde.

"Jeg har rejst i mine unge dage," konstaterede han dog. Strøg lidt hår tilbage fra hendes ansigt. "Måske igen engang. Men ikke foreløbig. Ikke for andet, end hvad Kronen befaler."