Ekstra arbejde

[Sophie af Lemaux]

Robion af Suilleaux

"Helias dit rådne æble, hvor har du haft dine tanke" mumlede Sophie som hun stod og så ud over krukkerne med de nye spire. Enten havde nogen slået at klogskaben ud af hendes kollega eller også blev han distraheret så meget at det nu gik ud over hans arbejde. Hun bed sig i kinden og forsøgte at hviske kridt bogstaverne ud på krukkerne der var blevet placeret helt forkert.

"Morgendis har ikke blå kronblade, og Ildstorms pollen er ikke rød." vrissede hun småirriteret over de rettelser hun var blevet nødt til at lave.  De rødlige bryn trak sig sammen da hun samlede hænderne foran den tredje krukke hvor planten slet og ret var død.

Fingrene krummede sig sammen og strakte sig på et og samme tid, og langsomt så man hvordan farve kom tilbage. Blomsten strakte sig så lang den var; højere og højere søgte den mod glasloftet og forsøgte at indordne sig mellem de andre grene der også tog plads.

[Robion af Suilleaux]

Robion vandrede ikke bare formålsløst rundt på universitetet og det var ikke tilfældigt, at han kom forbi nu. Tværtimod søgte han netop efter Sophie og fandt hende, stående med ryggen til ham.

Han hørte hende mumle for sig selv og han endte med at smile svagt underholdt, mens han foldede armene over kors og lænede sig ind mod muren.

[Sophie af Lemaux]

"Så, var det ikke straks meget bedre?" lød det blidt fra Sophie der nu havde givet Ildstorm den plads som blomsten fortjente, selvom det store krat ikke helt kunne kategoriseret som en blomst. De grønne øjne gnistrede let da hun blevet meget bevist om at hun ikke længere var alene.

Næsten allerede inden hun drejede sig rundt havde hun et gæt på hvem det kunne være. Robion var den eneste hun kendte som kunne dukke op uden at gøre sig selv til kende. "Hej med dig" svarede hun let og løftede hovedet en smule.

[Robion af Suilleaux]

Robion nød ærligt bare at stå og betragte Sophie pusle. Hun knitrende let af magi og han kunne næsten dufte det i luften; som om alle planterne blev lige det mere levende.

Så opdagede hun han og spøgelset af et smil strejfede hendes læber. "Lad dig endelig ikke afbryde af min tilstedeværelse," opfordrede han.

[Sophie af Lemaux]

"Du distrahere helt uden at gøre noget" mindede hun ham om i et let smil. Hun blev dog ikke stående, men gik i stedet hen for at samle en håndfuld frø op fra en krukke i nærheden af hvor han stod.

"Er du lige blevet færdig?" spurgte hun imens hun puttede et par frø ned i hver deres krukke med jord. Rundt om hende væltede store blade og blomster frem fra mindste ti forskellige planter, hvor tre eller mere mindede forfærdelig meget om hinanden.

[Robion af Suilleaux]

Robion smilede et ulvesmil, og på sin vis fik det ham til at virke mere afslappet end ellers. Han beklagede dog ikke, men nød bare synet af hende, der arbejdede videre.

"Færdig er et stærkt ord at bruge," konstaterede han. Færdig var han aldrig helt. Blikket gled ned over hende og tilbage op til hendes ansigt, tilfreds. "Men jeg holder fri lige nu."

[Sophie af Lemaux]

Sophie kunne ikke stoppe sit foretagende hver gang at Robion kom forbi, eller hun selv tog et svinkeærinde selvom hun burde arbejde. Men nu var han der; og hun havde ikke tænkt sig at sende ham væk. Hvem ved; måske kunne han ende med at blive nyttig.

"Det er dejligt at du så gad komme forbi" svarede hun og drejede kort hoved for at sende ham et skævt smil. Hun løftede hånden lidt og vinkede ham hen.

"Kom, jeg skal vise dig noget" svarede hun let og trak en af de større krukker frem på bordet.

[Robion af Suilleaux]

Robion havde helt reelt ikke interesse i at forstyrre hende og gjorde intet yderligere for at afbryde hendes arbejde, før hun selv kaldte ham hen til hende.

Da skubbede han sig fri af væggen og krydsede afstanden. En hånd lagde sig mod hendes hofte og læberne strejfede hendes skulder.

"Hvad vil du vise mig?" spurgte han interesseret.

[Sophie af Lemaux]

Hun kunne godt lide at vide at han var der; om han betragtede hende eller ej, betød ikke noget. Bare at han var der gjorde et eller rart for hende. Hun tog en dyb indånding da han nærmede sig.

Han fik hendes nakkehår til at rejse sig, og langsomt spredte kuldegysningen ned langs hendes arme. Læberne blev presset mod hinanden før hun strakte sine arme bag om og tog fat i hans hænder og førte dem tilbage så de sammen stod med dem hen over krukken.

"Sæt ild til jorden"

[Robion af Suilleaux]

Robions arme gled uden protest om Sophie, selvom hans ene bryn skød lidt op over hendes ord. Det var ikke mange mennesker, der vovede at give ham ordrer, men han smilede lidt over det nu.

Til gengæld adlød han også. Trak varme fra flere kilder omkring dem og snart var selve lerkrukken næsten rødglødende og jorden det samme. Og som altid var det en udfordring for at ham at fokusere sin gave på så lille en genstand.

[Sophie af Lemaux]

Sophie var ved at blive glad for deres små møder. De små signaler og detaljer i måden de var sammen måde. Som nu. Da hun mærkede varmen samle sig om dem. Lagde hun sine hænder mod hans og lod sin egen gave strømme ind mellem hans. Langsomt men støt voksede en rød stilk op gennem jorden.

Det lignede næsten der var ild i den som bladende foldede sig ud som dragevinger. Ind mellem svang sig der gule blade med sort bane i midten. Hun drejede hovedet for at kunne se op mod Robion.

"Kys mig." hviskede hun. "Men du må ikke stoppe ilden.."

[Robion af Suilleaux]

Robion ville have advaret enhver anden fra at røre hans hænder, der glødede næsten lige så varmt som leret. Måske beskyttede hendes egen gave hende, måske ikke.

Han var nysgerrig på magien, samspillet og hans blik brændte lidt, som han betragtede det. I et øjeblik nægtede han hende næsten, men hun et øjeblik, før han lænede sig lidt frem og trykkede læberne ind mod hendes hals. Uden at tage blikket af krukken.

[Sophie af Lemaux]

Det krævede alt hvad hun havde at holde sin evne fokuseret på væksten i planten, samt at afværge hans varme. Hun trak vejret dybt ind og fortabte sig en anelse i hans kys mod hendes hals.

Fingrene bevægede sig langsomt. Læberne blev let skilt ad, og tungen hvilede lige knapt på tænderne. "Sænk temperaturen, stille og roligt" lød det skælvende fra hende. Til sidst var hun nød til at flytte sine egne hænder fra hans.

[Robion af Suilleaux]

Det var et blidt kys, men mod den følsomme hud og selvom han flyttede hovedet lidt, så forblev han tæt på. Han lod sig sjældent kommandere, men han var nysgerrig og efterkom.

Det krævede koncentration at lave så præcist arbejde for ham. Det var mere anstrengende end at tøjle en kaskade af ild, men han gjorde det.

[Sophie af Lemaux]

Da hun mærkede at Robion langsomt begyndte at løsne ilden, var hans hænder snart klar til at hun igen kunne lægge sine mod hans. Selv satte hun alt ind for at færdiggøre væksten i den sjældne blomst. Et stort smil viste sig da de sidste store blade sprang ud. Kronblomsten øverst lignede en stjerne. Ned langs den mørkegrønne tykke stilk svang de gule blomster sig, der hang i klaser.

"Det er en drageblomst. Det mest fantastiske ved den er at den kun kan vokse efter en brand." svarede hun stille.